Vejen
Den franske tegneserieskaber Manu Larcenet har givet sig selv noget af en opgave: at lave en tegneserie-adaption af den amerikanske forfatter Cormac McCarthys dystopiske nyklassiker Vejen. Vi snører vandrestøvlerne, pakker dåsemad og primus og ser på, hvor godt romanens bid og voldsomhed lader sig overføre til tegnet form.
I vore dage, hvor populærkulturen stopfodrer os med dommedagsfortællinger – og hvor den virkelige verden i glimt tilmed minder om fiktionens dystopier – er det let at glemme, hvilket rystende indtryk Vejen gjorde ved udgivelsen i 2006.
Den ramte læserne ubønhørligt hårdt som et nyreslag, nok også fordi temaet om samfundets undergang slet ikke var lige så fortærsket dengang som her 20 år senere.
Året efter udgivelsen vandt romanen Pulitzer-prisen i litteratur. McCarthy banede dermed vej for andres udforskninger af dommedags-scenarier i bøger, film, tegneserier og computerspil. Og Vejen fremhæves ofte som et højlitterært referencepunkt for dét, der kom efter.
Med sin graphic novel bearbejdning af nyklassikeren får Larcenet nu aktualiseret McCarthys betydning.
Skal du så have fingrene i den franske serieskabers udgave, hvis du allerede har læst romanen? Eller set filmatiseringen fra 2009 med Viggo Mortensen på rollelisten?
I høj grad!
Larcenet har nemlig lavet en mesterlig bearbejdning, der både er meget tro mod forlægget, men også formår at sætte sit eget præg på historien.
For de, der ikke måtte kende Vejen på forhånd, følger læseren en far og ung søn på et road trip gennem helvede. Vi får aldrig at vide, hvad der konkret er foregået, men kan blot konstatere at dén verden, de vandrer gennem, er øde og ødelagt, dækket af støv og aske.
Der er meget få overlevende, ingen fugle på himlen, ingen blade på træerne.
Alt er dødt. Afsvedet. Smadret. Koldt. Farligt.
Ser vi følgerne af en atomkrig? En løbsk klimakatastrofe? Svaret blæser i vinden.
Noget af det fascinerende ved McCarthys stramme, ordknappe fortælling – som Larcenet omhyggeligt bibeholder – er at den modstår fristelsen til at udpensle alle detaljer i katastrofen.
Meget lidt forklares. Helt ned til vores to hovedpersoner, far og søn, hvis navne vi ikke engang får oplyst.
Hvor kommer de fra? Har de været flere? Hvor længe har de været på farten?
Og hvad er deres plan egentlig på sigt – udover at skubbe deres tungt læssede indkøbsvogn på ’Vejen’, en stor hovedvej mod syd?
Såvel i roman som i tegneserie koges handlingen ned til de tos endeløse vandring for overlevelse i en døs af langsommelighed, lidelse og uvished.
Det er ødelæggelserne og de farlige situationer de møder og reagerer på undervejs, der giver historien intensitet.
Larcenets visuelle bearbejdning stikker kniven ind, hvor det virkelig gør ondt.
Den er næsten ubærlig at læse med billeder af forfald og hjerteskærende oplevelser, der ætser sig ind på nethinden.
Franskmandens bagkatalog spænder bredt stilmæssigt, og som tegner kan han på imponerende vis tage sin streg i mange retninger.
Til Vejen har han lagt sig fast på et udtryk, hvor der nærmest ingen farvesætning er. Det er gråt i gråt med sjældne toner af brunt eller orange.
Hvilket perfekt matcher historiens afsvedne træer, sortsodende aske og forvredne jerndynger.
Dét liv, der er fraværende i farvepaletten, får Larcenet så til gengæld ind via et svimlende antal streger og skyggemarkeringer, der effektivt skaber dynamik i tegningerne.
Når udtrykket er mest konsekvent, kan de enkelte billeder minde om uhyggelige træsnit.
I et interview med tegneseriesitet Comics Beat nævner Larcenet selv den franske 1800-tals mestertegner- og billedkunstner Gustave Doré som inspiration.
Det kan virke lidt selvsmagende at sammenligne sig selv med sådan en gigant, men det er ikke helt skudt over målet med tanke på, hvordan begge leger med lys og skygge og fine, detaljerede stregmarkeringer.
Gustave Doré, udsnit af ‘La Divina Commedia’, 1861
Faktum er, at du i den tegnede Vejen møder en nedbrændt verden gengivet så levende og stemningsfyldt, at du nærmest hoster askeskyer under læsning!
Ekstremt trøstesløst og deprimerende, men også meget fascinerende, hvis du kan holde til det.
Nogle tegneserier får dig til at klaske dig på lårene af grin. Andre tilbyder en virkelighedsflugt i form af spændende og actionmættede historier.
Og så er der de sjældnere tilfælde, der som Vejen tvinger dig til eftertænksomhed.
At tænke over din egen medmenneskelighed og føle ydmyghed og taknemmelighed over at være i live, have husly, varme, mad og drikke – og dine kære omkring dig.
Det er en udgivelse, jeg godt kunne tænke mig lå på natbordet hos verdens beslutningstagere som en advarsel, mens buldrende krigstrommer og et eskalerende klimakollaps lurer faretruende i baggrunden.
For mig gør Larcenets udgave faktisk endnu større indtryk end McCarthys ellers blændende gode roman.
Måske fordi de billeder, franskmanden fremmaner, er endnu mere dystre og mareridtsagtige, end hvad de fleste af os har fantasi til at forestille os?
I dén forbindelse skal der lyde en tak til forlaget Fahrenheit for at vælge det store, franske albumformat til den danske udgave frem for det lidt mindre format, Vejen er udkommet i på engelsk.
Det større tryk gør, at den overvældende billedside virkelig kommer til sin ret.
Ifølge Larcenet nåede McCarthy kun at se halvdelen af bearbejdningen inden forfatteren døde som 89-årig i 2023. Men han skulle efter sigende have været både tilfreds og imponeret.
Dét bør danske tegneserielæsere også være.
For med den danske udgave af Vejen kan vi alle tilføje et mesterværk til samlingen. Klar til at blive hevet ud af reolen til en gang grum genlæsning, når lysten og modet melder sig.
Et smerteligt, intenst dommedags-varsel til 6 hjerteskærende 9’taller.
