Rock&Roll Kalender 2026
Har du stadig en fysisk kalender hængende derhjemme og når du aldrig at få købt én inden årsskiftet, kan Jan Lööfs Rock&Roll-kalender for 2026 måske være det helt rigtige.
Nu er du jo alligevel kommet så langt at du er logget på nummer9, ikke? Sjovt nok er vigtige datoer som Verdens Bogdag, ComicCon og Bogforum allerede skrevet ind. Alene derfor er den vel værd at købe. Den vil hænge godt på ethvert køleskab. Burde hele verden ikke bare være tegnet af Jan Lööf, fristes man til at spørge sig selv?
Tegningerne er blevet til gennem en længere årrække. Mange af de tolv billeder er oprindeligt lavet som reklamer til den svenske pladebutik Hellstone og nu kompileret til en kalender, med en enkelt særlig tilføjelse i den danske anledning, nemlig Kim Larsen med guitar i hånd og stor åben kæft, lige som vi husker ham. Derudover vrimler det med koryfæer, på kryds og tværs, fra Elvis til Bob Marley og fra Bob Dylan til David Bowie.
Fri jazz og løs fantasi på den digitale legeplads
Efter at have bedrevet tidlige mesterværker som Min Morfar er sørøver, Det røde æble og frem for alt Felix, har Lööf beskrevet sig selv som en mislykket jazzmusiker, der har skrevet børnebøger. Og der er unægtelig en del jazz over rock&roll-kalenderens udtryk. De mange skæve tonarter og fortegn gør det umuligt helt at skelne skrammel fra støj fra streg fra snyd. Og hvad så? ”I know, it’s only rock&roll, and I like it” som Rolling Stones synger i februar måned. Eller som Lööf selv formulerer det i et af forordene til de Samlede Striber fra 2008-2011: ”Fantasien er som det amerikanske kulturliv: en losseplads”.
Man tænker måske, at Jan Lööf også i kraft af sin høje alder (85 år), er “den gamle håndtegner”, men han var meget tidligt nysgerrig og begejstret for de muligheder, som den digitale udvikling førte med sig. I de sidste 25-30 år har han faktisk tegnet alt med digitale hjælpemidler. Så selvom det kan ligne AI lidt, er det hele stadig håndtegnet og håndfarvelagt, bare på digitale tegneredskaber.
“Like a rolling stone”
Hvis man elsker den rendyrkede sort-hvide, semi-marxistiske linoleumssnits-æstetik i Felix, bliver man nødt til at skrue på brilleglassene for at følge med her. Der sker vildt meget over det hele. Og det er der på en måde nødt til at gøre. På een måde eller på to måder. Dels er kalenderen i sit indhold helt tydeligt en hyldest til de største rockmusikere gennem tiderne fra Bob Dylan til Bruce Springsteen. Dels er den også i sit koncept og sit formsprog en hyldest til forgængeren og forbilledet Robert Crumb.
Derfor er Lööf nødt til at kaste sig ud i en dobbelt balancegang, der kræver en udvidelse af det stilistiske råderum. Et mix af teknikker: collage, farvelægninger, lidt photoshop og så en helt ny dimension i det Lööfske formsprog: ny dybde i virkelighedsgengivelsen, nuancer i detaljerne, at skrue op og ned på karikeringen. Til tider kan det virke som et billede, der står og ryster i sin egen fremkaldelse, mellem avanceret fotorealisme og den simple Felix-streg. Han rammer den ikke lige godt hver gang, men alligevel lykkes det ham at få skrevet sig selv ind i den historie, han er i færd med at give hyldest. Slutresultatet er mere listigt end det er solidt, kan man vel sige.
Det penible fokus-flakkeri samler sig især omkring ansigterne af de rock-ikoner, der har skabt det tyvende århundredes modkulturelle symbolik og identitet i lyd og musik såvel som lyrik, attitude, tøjstil, politiske holdninger og værdier og så videre og videre. Ved at sætte reklametegninger op i en kalender, leger Lööf med det tyvende århundredes kronologi og får dermed krøllet et skarpsindigt postmodernistisk værk ud af gemmerne. Kunst med kunst om kunst. Lag på lag på lag i lag. Synæstesi, intertekstualitet og en vital fascination af amerikansk popkultur. Som de siger på et tidspunkt i Natural Born Killers fra 1994: ”It’s an acquired taste!”
Robert Crumbs blues-portrætter
Den amerikanske forbindelse
Ikke bare var Lööf erklæret fan af Robert Crumb. De to mødtes også i en fjern fortid i San Francisco og udviklede en slags personligt bekendtskab. De deler samme anarkiske og essentielt humoristiske tegneseriekraft, om end Lööf helt bestemt holder sig indenfor nogle grænser, som Crumb overskrider igen og igen.
Selvom Lööf fylder langt mere stof på sine illustrationer end Crumb, er sammenhængen og inspirationen tydelig. Netop fordi Crumb rendyrker og renser sin stil i sin antologi, den nærmest dokumentaristiske historiebog om amerikansk musik: The Heroes of Blues, Jazz and Country, der har sin oprindelse i nogle tegninger, han oprindeligt tegnede som del af en byttehandel for nogle sjældne LP’er og som var tiltænkt at kunne bruges som byttekort – er Lööf tvunget til at gøre det modsatte i sin, han får den til at udarte og svulme op. Begge kompilationer er tegnet over en længere årrække og brugt i en kommerciel sammenhæng, for at ende som hhv. bog (2006) og kalender (2026).
Merkel, Trump, Nena og The Boss
At Lööf er så finurlig at det til tider bliver helt Flemming Jensensk ses i den meget direkte brug af politiske referencer. Bliver det indimellem lidt for meget? Ja, det gør det. Men det er en lav pris at betale for at slippe gækken løs.
Hvis vi kigger på billedet af Nena herover, kan vi se hvordan stregen, øh, transmogrifferer sig selv. Kig nede i bunden, det højest-elskede klassiske Lööf-maskineri bag ruden til højre – hvis man forestiller sig et univers, hvor byggeplaner og bygninger ser helt ens ud, har man fanget idéen – og noget der ligner CGI henover Angela Merkels ansigt på skærmen i venstre hjørne. Hvordan kan de to billede-dele findes i det samme større billede?
Samme blanding af forvitring og forfinelse finder vi i billedet Bruce Springsteen og Clarence Clemons. Lad blikket panorere nedefra og op henover Springsteens skikkelse og bemærk samspillet mellem stregtykkelse, mængden af detajer og brugen af computerfarvelægning. Skoene er 100% klassisk Lööf, hænderne 50% og ansigtet kun henad 20%. Hvad synes man om Trump-plakaten i baggrunden; er den overtydelig eller bare tydelig nok?
ZAP, ZAPP, ZAPPA
Og sidst men ikke mindst: La pièce de résistance. Portrættet af Frank Zappa. På alle måder kronen på værket. Her samler alle bevægelserne sig i højeste potens. Den tykke streg rundt om figuren. Guitarens super-realisme. Crumb-portrættet på væggen er nærmest unødvendigt, referencerne ligger jo allerede klart og tydeligt i stregen, samt Mickey Mouse figuren og den underlige mand der trækker i sit eget fjæs. Samuel L. Jackson fra Pulp Fiction. Karl Marx på cubansk, skrå linje til kvinden, liggende og læsende på gulvet mens hendes computergenererede hår definerer en hypervirkelighed, der modsiges af hendes solbriller, smil og i højeste grad: tænderne.
Og så har vi farlige Frank, der bare sidder og skider midt i det hele og stirrer – mørkt og uudgrundeligt – ud på os. Så mange stilarter, abstraktionsniveauer, referencer og tonaliteter, og så meget og lidt Lööf på én gang. Yderst passende, må man sige, til et portræt af netop Frank Zappa. Det er jo lyden af hans musik, der er blevet tegnet. Skrammelkasse; kan du se, hvad jeg hører?
