Spider-Man 50 år (1. del)

Spider-Man alias Peter Parker – teenage-superhelten par excellence – er netop fyldt 50 år. Nummer 9 fejrede fødselsdagen sammen med netsvingerens mangeårige redaktør og oversætter i Danmark, Marvel-Morten Søndergård.

Superhelteforetagendet Marvel er en dynamisk virksomhed, der over årene har haft skiftende succeshistorier og bestsellertitler. Én figur har dog fra starten og indtil i dag fungeret som forlagets absolutte frontfigur og kendingsmærke: Spider-Man alias Peter Parker, teenageren med de utallige problemer. Figuren fylder 50 år i denne måned, og for at markere dette, har vi taget en snak med den mand, som måske har fulgt Spider-Man længst og på nærmeste hold herhjemme.

Morten Søndergård stødte første gang på Spider-Man i 1967, da det første nummer af serien udkom herhjemme – blot fem år efter den amerikanske debut. Dengang hed serien Edderkoppen herhjemme, og det gjorde den stadigvæk knap tyve år senere, da Interpresse i efteråret 1984 overtag udgivelsen, og samtidig søsatte den til dato mest gennemarbejdede og vidtforgrenede lancering af Marvel-universet på dansk grund med Søndergård som redaktør og oversætter under aliaset Marvel-Morten.

I dag er Marvel-Morten gået på pension, men Morten Søndergård arbejder ufortrødent videre på 32. år som tegneseriepusher i Fantask. Nummer 9s udsendte har de seneste to år forsøgt at gøre ham kunsten efter lidt længere nede ad gaden hos den Fortrinlige Concurrent. Troldmanden og hans lærling mødtes en lun aften i august over kaffe og jordbærtærte til en snak om store kræfter og stort ansvar, om lysten til at smide det hele i skraldespanden, og om rygraden til at rejse sig igen.

Så spænd sikkerhedsbæltet og vær opmærksom på, at der i udpræget grad er dømt både spoiler- og nerd alert i de kommende mere eller mindre nøjagtige transkriptioner af Søndergård og Sørensens samtaler om The Amazing Spider-Man. Her følger første del:

Spider-Man fylder jo 50 år i denne måned, og ved et sjovt tilfælde er det samtidig nøjagtigt 30 år siden, jeg købte mit første nummer af Edderkoppen. Dengang var der ikke ret mange, der kendte til figuren, og i dag ved alle hvem han er. Hvad er der sket?

– Jamen, superhelte er blevet mainstream. Simpelthen. Altså, superheltefilm er jo i dag lidt blevet det, som westerns var i 50’erne. Det er sådan noget folk går ind og ser, uden at de dog læser flere westernromaner af den grund. Og superheltesalget er jo heller ikke steget specielt, men det er sådan en genre, som folk har accepteret som filmgenre og delvist som tv-genre.

Så det er udelukkende på grund af filmene, at figuren er blevet så kendt, mere end det egentlig er tegneserien?

– Ja, og også via computerspillene, det kunne jeg allerede mærke dengang jeg oversatte Edderkoppen. For et års tid siden kom der fx et computerspil med Spider-Man i forskellige versioner, og der var noir-versionen også med – Marvel har sådan en noir-verden, der kører parallelt med det normale Spider-Man-univers – og pludselig kom folk ned i butikken og spurgte efter noir-Spider-Man. Så spillene har faktisk også haft en ret stor betydning. Det er jo sådan en interaktiv historie, kan man sige.

Figuren Spider-Man blev jo skabt i 1962 af Stan Lee og Steve Ditko…

– Ja, det påstår de jo. Den officielle version er jo, at Stan Lee og Steve Ditko lavede Amazing Fantasy #15 med den her 10 siders historie. Men så er der jo rygter om, at Kirby først lavede den, og…

Ja, det er der nogle historikere, der går meget op i!

– Jamen, jeg kan snakke meget langt og længe om, at de ti Steve Ditko-sider jo ikke er standard Ditko-layout, men derimod Kirby-layout og så videre. Det er ikke fordi Ditko har tegnet oven på Kirby-skitser men… det har han muligvis alligevel. Altså originalarkene til hele Amazing Fantasy #15 er jo blevet indleveret til The Smithsonian Institute.

Ja, fra en ukendt donor…

– Ja, fra en ukendt, men jeg er nu ret sikker på det er Ditko selv. Eller Stan Lee. Men Stan Lee, tror jeg, ville have nævnt det, hvis han havde doneret. Jeg tror, det er Ditko selv, og at han af en eller anden underlig grund har syntes, at de skulle derind. Og det er jo også skidegodt. Jeg kunne altså godt tænke mig at få fat i dem og få lov at skrabe noget af blækket væk, men det får jeg jo nok ikke lov til. Men Ditko har jo aldrig hverken før eller siden lavet layout på den måde. Det var dybest set den måde Kirby layoutede historier på. Hvis du fx tager Fantastic Four #8, 9, 10…

Med de store åbningsbilleder…

– Ja, med kapitelinddelingerne, og et stort billede foroven og to små forneden, sådan kører det jo også i Amazing Fantasy #15.

Ja, Ditko arbejdede jo som regel med det der ’Watchmen-grid’ på 3×3 billeder…

– Nemlig. Og Amazing Fantasy-historien er faktisk ikke særlig godt tegnet. Det gælder også Spider-Man #1 – den første historie med J. Jonah Jameson, hvor hans søn er oppe i rumkapslen – den skulle oprindeligt have været bragt i Amazing Fantasy #16, og den var også på 10 sider, og det var også Kirby-grid. Men altså, hvad der er sket, det må guderne vide.

Men der er den her lidt underlige historie med, at superhelten The Fly, som Jack Kirby og Joe Simon skabte et år eller to før Spider-Man, har mange lighedspunkter med Spider-Man. Måske bragte Kirby så noget af det med over til Marvel, og måske har Stan Lee lånt lidt der. Der er jo ikke nogen kreativ proces, der foregår i et vakuum, og inspirationen kommer jo alle mulige mærkelige steder fra, ikke? Det er jo ikke sådan noget med at vågne op om natten og udbryde: ”Jeg vil lave en figur der hedder Spider-Man!” Det er jo sådan noget med at tage lidt her og få det til at passe sammen med noget andet. Det er jo sådan et kludetæppe meget af det, ikke? Det er meget få ting, der springer som Pallas Athena ud af Zeus’ pande, for nu at blive en smule græsk. Det er sjældent skabelsen sker på den måde.

Men problemet er, at Stan Lee ikke kan huske en skid, han har jordens dårligste hukommelse. Jeg kan huske, at jeg engang spurgte ham om en meget basal ting indenfor Marvel-historien, nemlig om da de endelig blev fri af DCs distribution, og kunne begynde at distribuere blade selv, og da var han helt blank, kunne jeg se på ham, fuldstændig blank, og det var altså en rimelig stor beslutning der i 60’erne. Og Ditko siger ikke noget, og Kirby er jo desværre død. Men summa summarum er, at de lavede den her teenage-superhelt, der var anderledes.

Hvordan adskilte han sig fra de superhelte, der var i forvejen?

– Han adskilte sig ved, at han var teenager for det første, og så var han ikke et sidekick, han var selve helten. Og så havde Peter Parker jo problemer. Fx er han forældreløs, bebrillet nørd, der vokser op hos sin onkel og tante, og bliver drillet i skolen. Nogen burde engang skrive en afhandling om, hvorfor de fleste superheltes forældre er døde; jeg ved ikke om der er noget græsk tragedie over det eller hvad. Men altså, da vi møder Peter Parker første gang, er hans onkel Ben stadig i live. Det er først, da onklen bliver dræbt, at Peter Parker bliver en rigtig superhelt. Først prøver han jo på at tjene en masse penge som Spider-Man ved at optræde i tv, efter at han er blevet bidt af en radioaktiv edderkop. Han syr sit eget kostume og så videre, men det er jo den meget kendte historie fra Amazing Fantasy #15, som er blevet genfortalt på utallige måder, også i de sidste Spider-Man-film – selvom edderkoppen, der giver Peter Parker sine kræfter har ændret sig med årene: alting var radioaktivt i starten af 60’erne, og nu om dage er det genetik, der skaber superhelte. Og det er selvfølgelig en genetisk manipuleret edderkop der bider Peter Parker i filmene.

Men Stan Lee og Steve Ditko lavede jo nærmest sådan et soap opera-drama i de tidlige numre af Spider-Man. For pludselig mister Peter Parker jo brillerne og bliver den Peter Parker, vi kender i dag. Og allerede omkring #20 er der jo sådan forholdsvist godt gang i den, og pigerne er da også begyndt at lægge mærke til ham.

Ja, det er skægt, for jeg har faktisk lige genlæst hele Ditko-runnet, og jeg huskede det som om, han sådan først for alvor bliver en damernes ven under Romita, men det sker jo allerede under Ditko…

– Ja ja, du kan se, Mary Jane dukker jo op i Ditko-runnet, men man ser bare ikke hendes ansigt. Gwen Stacy bliver også introduceret i Ditko-runnet. Der er bestemt damer på.

Ja, selv Flash Thompsons kæreste, Liz Allen, kan ikke lade ham være.

– Nej, hun kan jo godt se, der er noget mere gods i Peter Parker, når det kommer til stykket. Fordi han er jo skidedygtig i skolen, ikke, og så passer han på sin gamle tante, og så ser han jo heller ikke helt dårligt ud alligevel. Men så opstod det berømte skænderi mellem Stan Lee og Steve Ditko om hvem, der skulle gemme sig bag Green Goblins maske. Ditko ville jo have det skulle være en fremmeds ansigt, som udtryk for den almene forbryder, men Stan Lee ville selvfølgelig have noget mere dramatisk med, at det var din bedstefars anden søn, og så blev det altså Harry Osborns far, Norman Osborn, der var bag masken.

Så Ditko ville have, at det skulle være en anonym forbryder?

– Ja, forbrydelsens anonymitet af en slags. Men du kan også tydeligt se på Stan Lee og Steve Ditkos arbejde, at de snakker sammen de første par år, men omkring #25-30, da er det helt tydeligt, at de ikke snakker sammen længere. Og så overtager Ditko også hele plotningen. Altså, det bedste Ditko-run af alle det er jo fra #30-33 med ’The Master Planner’, som viser sig at være Dr. Octopus. Og det er plottet af Steve Ditko, og så har Stan Lee lagt dialog på. Og Ditkos bedste nummer er jo uden tvivl #33. For det første er forsiden jo fuldstændig ikonisk. Den er så ren. Ditko er en af de mest rene tegnere, det ser man jo faktisk allerede i hans korte skrækhistorier, som han lavede mange af i starten af 60’erne. De er helt fantastisk flot tegnet og helt fantastisk godt fortalt – og så rent; det er klokkeklart simpelthen.

Men den sekvens i #33, der kører over en fem-seks billeder, hvor Spider-Man løfter den der transformator, der er faldet ned over ham, er helt fantastisk. Man ser Onkel Ben dukke op som spøgelse og Tante May, der toner frem for hans indre øje, og det viser jo bare, at Peter Parkers sande styrke ikke er hans superheltegaver, det er jo hans rygrad, simpelthen, hans viljestyrke. Det er jo det, der er det fede ved det. Det er altså en fantastisk sekvens.

Ja, han er jo ekstremt retskaffen, Peter Parker.

– Ja, i starten vil han jo tjene penge ved at optræde i tv og så standser ham ikke ham der forbryderen, der hugger af pengekassen og siden går ud og dræber Onkel Ben. Og så må han jo indse at med store kræfter, følger der et stort ansvar.

Og om ikke andet, så har Stan Lee da i hvert fald bidraget med dén!

– Ja! Men hele den der diskussion om hvem der laver hvad og hvornår, det er jo en mærkelig diskussion. Jeg har set Stan Lee snakke om det mange gange, og man kan helt tydeligt mærke på ham, at han synes, Steve Ditko bidrog med en hel masse, han var en fantastisk tegner og sådan noget, men Stan Lee er meget opsat på, at selve skabelsesøjeblikket kun tilhører ham. Men i den nye film står både Stan Lee og Steve Ditko som ophavsmænd.

Det manglede fandeme også bare.

– Ja ja, men det er jo det der med, at de sad og lavede den der figur, og havde aldrig regnet med, at det ville blive til noget som helst, vel? Fordi de havde lavet den slags titusind gange før. De kunne ikke vide, at det nu, 50 år senere, ville være en milliard dollar industri. Det mest klare eksempel er selvfølgelig, hvem der har lavet Batman. Og helt klokkeklart er det jo, at Bob Kane i hvert fald IKKE har lavet ham. Men altså, de to teenageknægte der sad den der aften i 1938-39 og fandt på en mærkelig figur, fordi DC skulle have noget til næste uge, de kunne sgu da ikke vide, at samme figur tres år senere var blevet en af de mest omtalte litterære skikkelser nogensinde, og at det skulle blive den tegneseriefigur, der var lavet flest hæfter om. Altså, det er jo noget mærkeligt noget, men det er jo dybt fascinerende. For det er jo også det med, hvem der har bearbejdet og hvem der har skabt, ikke? Det er jo den der auteur-diskussion, som er svær at komme ind på.

Men de fleste af hæfterne er jo skabt efter den her ’Marvel Method’, hvor Stan Lee har en idé, som nogen gange bare kunne være ”vi har Dr. Octopus med i det her nummer” og så går Ditko hjem og plotter alle 20 sider, hvorefter Stan Lee skriver teksten, og der er jo i Spider-Man mange tydelige eksempler på, at Lee simpelthen fejllæser, hvad Ditko har plottet.

– Ja, jeg kan huske, da jeg sad og oversatte dem. Stan Lee skrev omkring 10 sider om dagen, efter at han kom hjem fra arbejdet på kontoret om aftenen. De var jo flittige mennesker dengang, det må man sgu sige. Og det er helt tydeligt, at han simpelthen ikke kan huske, hvad han har skrevet ti sider før. Så personer skiftede nogen gange navne, det er sådan noget man lægger mærker til når man sidder og oversætter, og det er helt tydeligt, at han ikke har gidet at tjekke tilbage, fordi han havde travlt, han skulle skrive ti sider, og han skulle vel også snakke med sin kone og have noget at spise og sådan noget.

Ja, Mary Jane Watsons tante, Anna Watson, hedder fx Anna Watkins i et nummer…

– Ja ja, og det er jo også derfor, at Hulk hedder Robert Bruce Banner, fordi Lee ikke rigtigt kunne huske, om det var Bruce eller Robert, og så var det et dobbeltnavn lige pludselig. Men altså, det er jo helt klart, at det er Ditko der former leret, og så er det Stan Lee, der maler figuren, for nu at være lidt poetisk.

Spider-Man er selvfølgelig anderledes end Superman og Batman, men selv indenfor Marvel-universet er han jo også lidt anderledes end de andre superhelte, er han ikke det?

– Anderledes? Hvad tænker du?

Jamen, er han ikke sådan mere kvik i replikken og sjovere end de fleste?

Nå jo, det er der også nogle af de andre der er, men Spider-Man er kendt som ham, der fyrer vittigheder af hele tiden. Det var Dæmonen jo også før Miller fik fat i ham. Dæmonen var jo sådan en slags reserve-Spider-Man i starten, hvis jeg må være lidt grov og kalde ham det. Det var jo faktisk i Dæmonen, at John Romita første gang tegnede Spider-Man. Det var på grund af det, at han så blev sat over på Spider-Man, da Ditko skred.

Jeg ved godt hvad du vil svare, men jeg spørger dig alligevel: Ditko eller Romita?

– Jamen, det er jo æbler og bananer. Selvfølgelig er det Ditko, fordi han har skabt figuren, og fordi Ditko grundlæggende er en fantastisk, genial tegner. Romita er den fantastiske håndværker. Og det var Romita jeg læste først. Det første Edderkoppen jeg læste, det var det første nummer på dansk, som indeholdt det amerikanske Amazing Spider-Man #39, hvor Den Grønne Gnom flyver væk med den afmaskede Peter Parker, og det har jo brændt sig ind. Men altså, Ditkos Spider-Man, de første 20-30 numre, de har jo brændt sig ind i hjernen, de er jo en del af min DNA nærmest, dem slipper jeg aldrig af med.

Det er sjovt, fordi jeg startede jo med at læse historier fra Peter Parker The Spectacular Spider-Man. Det første jeg læste var faktisk Winthers forlags Edderkoppen #37, som indeholdt de to numre, som Frank Miller har tegnet, men resten var jo Sal Buscema og sådan noget, og jeg syntes dengang, da jeg så fik de tidlige numre med Ditko i hånden, at han tegnede rædselsfuldt.

– Ja ja, jamen alle folk synes at han tegnede grimt. Han tegnede mærkeligt.

Ja, han tegnede enormt mærkeligt!

– Han tegnede mærkelige arme, og hvad sker der? Men når man så først er blevet interesseret i tegneserier, så kan man jo så se, hvor fantastisk manden er. Hans design og frem for alt den personlige stil. Der er jo ingen, der tegner som Ditko. Der er aldrig nogensinde en tegner, der har prøvet at tegne som Ditko; det kan man ikke. Der er nogen, der kopierer Kirby, der er nogen der kan kopiere Gene Colan osv, men jeg har aldrig set nogen, der kan kopiere Ditko. Han er så unik. Men salget steg jo kraftigt for Marvel, da Romita kom på. Han var gammel romance-tegner, og da så damerne jo noget bedre ud. Først shinede han Gwen Stacy op, og så dukkede Mary Jane op i #41, ikke? ”Face it Tiger, you just hit the jackpot!” Og da så man for første gang hendes ansigt, og det var jo bare: ’Whhoaaahhh!!’

Ja, hun er noget farligere end fx Betty Brant, som jo hos Ditko bare sidder og græder hele tiden.

– Ja ja, der er jo sex i hende, for helvede. Betty Brant var jo den pæne lille pige med samlede ben, og Gwen Stacy hun var den dygtige blonde pige, men også sådan lidt ’stay away’. Men Mary Jane var bare ”Hey! Let’s get this on, boy!” Jo jo, og så fik Peter Parker jo også en motorcykel. Altså, den gode Romita-periode er jo afgrænset af, at han køber motorcyklen, og indtil han sælger den igen. Det ind imellem er alt det bedste, Romita lavede simpelthen. Motorcykel-perioden kan man kalde det. Faktisk er nummeret efter at han sælger motorcyklen tegnet af Jim Mooney, det er kun Romita layout. Den er meget præcis, motorcykel-perioden. Og Romita-perioden er jo også en fantastisk periode i mine øjne. Det er så rent tegnet og så klassisk tegnet. Og salget steg for Marvel. Det mest berømte nummer Romita lavede er jo #50, ”Spider-Man No More!” Der er det berømte billede på side 8, hvor man ser dragten ligge i skraldespanden, og Peter Parker der går bort – ”jeg har smidt mit legetøj fra mig” osv. Det bliver endda citeret i en af filmene også, tror jeg. Og der sker jo også noget andet i #50. Det er første gang vi ser Kingpin, så det er jo også et betydningsfuldt nummer for fans af Dæmonen. #50 af Spider-Man er et fantastisk nummer.

Har Spider-Man nogensinde haft en moralsk krise?

– Jo, det har han jo fx der i #50, hvor han opgiver at være Spider-Man. Men så kommer han jo i tanker om hvorfor han blev Spider-Man, der hvor Onkel Ben blev myrdet, og det er nok første gang, den moralske krise bliver præsenteret.

Hvad er det, der gør, at han smider det hele?

– Det er jo bl.a. fordi, at han pludselig ikke har tid til sit ungdomsliv. Han har kun tid til at være Spider-Man, og tante May er syg og pigerne vil ikke vide af ham, og han klarer sig dårligt i skolen og alt muligt. Og så tager han sig sammen, men så sidder han og hører på J. Jonah Jameson tordne løs om, at ”han er en sindssyg forbryder, der gemmer sig bag masken”, og tænker så: ”han har jo ret, jeg kan lige så godt smide det hele fra mig i den nærmeste skraldespand”.

Det er jo en moralsk fortælling om ikke at bruge de talenter, man har fået.

– Ja, men det er jo også fortællingen om at have syndet én gang og så bruge resten af livet på at sone den synd.

Ja. Det er jo nærmest en religiøs fortælling, kan man sige.

– Jaah, nu er jeg jo meget anti-religiøs, så jeg synes ikke, der er noget religiøst i det. Der er jo ikke nogen overordnet guddommelig kraft der bestemmer, hvad der er godt og ondt. Det er jo faktisk Spider-Man selv, der bestemmer, hvad der er godt og ondt. Han er jo det etisk-moralske menneske, der tager valget – det, som mange ikke tager. Faktisk er han stærkt anti-religiøs! Nå nej, men altså, superhelte tager jo deres eget valg, ikke? De er jo selvtægtsfolk. Og det bliver der jo også spillet på. Politiet har jo altid været ude efter Spider-Man som regel. Der er nogen forfattere, der fokuserer mere på det end andre. Men han er jo en selvtægtsmand.

Og så kommer den der meget berømte Stan Lee-historie, hvor han skider højt og flot på, hvad censurinstansen The Comics Code dikterer…

– Ja, ifølge Comics Code måtte man ikke skrive historier, der involverede narkotikamisbrug, og på det tidspunkt ville Lee gerne fortælle noget om ungdommen og de stigende problemer med narkotika. Og det er så Harry Osborn, der ryger på stoffer – piller, er det vist nok, jeg tror ikke engang det er kokain eller sprøjter eller noget som helst, og der er der så en to-tre numre, hvor The Comics Code ikke havde sat deres stempel på forsiden. Men det kom hurtigt på igen. Første gang Comics Code-stemplet kom på i 50’erne fyldte det jo nærmest halvdelen af forsiden, og så blev det mindre og mindre, og nu er det jo helt fuldstændigt forsvundet. Nu er der jo ikke nogen, der ærlig talt kan huske, hvornår det forsvandt.

Er den historie egentlig skrevet før eller efter Denny O’Neil og Neal Adams’ berømte Green Lantern & Green Arrow-historie, der jo behandler samme motiv?

– Ved du hvad, jeg tror faktisk Stan Lee kom først, men jeg kan ikke huske det præcist. Men det var jo også noget, der var oppe i tiden, ikke? ”Snowbirds Don’t Fly” og ”They Say It’ll Kill Me”, er det ikke i Green Lantern #85-86 eller noget i den stil? De er jo i hvert fald meget bedre tegnet, det var jo Neal Adams, dengang han var god. Men Spider-Man-historien er nu heller ikke dårlig, det er jo Gil Kane. Jeg tror det er #96, 97 og 98, der er uden Comics Code, eller også var det kun to af dem, men der var ikke rigtigt nogen, der lagde mærke til det, og det havde ikke den store betydning for salget hverken den ene eller den anden vej. Og så lavede de jo også reglerne om kort efter.

Men Spider-Man-serien kommer altså til at afspejle tidsånden?

– Ja, det gør Spider-Man, men det gør alle massemedier jo. Altså hvis du fx tager alle de Captain America-blade, der nogensinde er udkommet, så er de jo et storartet billede på, hvordan USAs udenrigspolitik er blevet opfattet af den generelle befolkning. I 40’erne var der nazister og i 50’erne var der kommunister, og så i løbet af 60’erne løser Captain America op og arbejder ikke længere for den amerikanske regering, men for de amerikanske idealer. Og under Vietnam-krigen indser han, hvor tåbeligt det hele er… Altså, superhelteserier har altid været en udmærket pulstager på, hvad der rør sig i befolkningen. Her kan man jo smugle mange ting ind, som man ikke kan smugle ind andre steder. Martin Scorsese har jo det der herlige udtryk, han kalder ’at smugle’ i forbindelse med film, hvor man sådan prøver at smugle ting ind, og pludselig handler filmen om noget andet, end det man troede, den ville handle om, og superheltetegneserier et skidegodt sted at være smugler! Det er stedet, at fortælle en historie, du ikke må fortælle, men du fortæller den alligevel, ikke?

For lige at runde de tre første, store tegnere på Spider-Man af, så var det jo tydeligt, at Ditko plottede mere og mere hen imod slutningen. Hvor meget havde John Romita indflydelse på historierne?

– Jeg har ikke indtryk af, at Romita plottede særlig meget.

Nej, og heller ikke Gil Kane?

– Ja, jeg ved ikke med Gil Kane, det kan godt være, det var mere med ham. Det har jeg faktisk ikke rigtigt nogen fornemmelse for. De har nok lavet det efter Marvel-metoden, men jeg tror, at de fik lidt tættere instrukser på, hvad der skulle ske. Og nogle af de der Romita-numre, altså, Stan Lee han propper jo tekst på. De er jo teksttunge, for helvede, mand. De snakker som vandfald, simpelthen. Hold kæft, mand, man kan jo nærmest ikke gnave sig igennem dem.

Spider-Man er jo en evigt fortløbende saga, som bare kører derudaf. Men hvis man nu skulle vælge et sted at sige: det her, ville være det rigtige sted at stoppe serien, hvor skulle det så være?

– Det var da et sjovt spørgsmål. Det kan du jo gøre mange steder. Du kan stoppe den ved #100 fx, så har du sådan en pæn klump.

Jamen, er der noget i fortællingen i #100, der sådan afrunder fortællingen fornuftigt?

– Ja, der står Peter Parker og Gwen Stacy og kysser hinanden. Så får vi jo at vide noget senere, at de slet ikke havde sex, men det er sådan en form for efterrationalisering, som jeg nægter at tro på! Men man kunne også afslutte med #122, hvor Gwen Stacy dør. Det er jo The Green Goblin, der smider hende ud fra Brooklyn Bridge. Men så er der jo lige det med, at Spider-Man jo griber hende i faldet med sit net, og så hører man et ’snap!’ Så måske er det faktum, at han stopper hendes fald det der gør, at hun knækker halsen. Det har altid været et meget omdiskuteret spørgsmål. Var det rent faktisk Spider-Man der slog Gwen Stacy ihjel, og var Green Goblin bare arkitekten bag?

Er det et spørgsmål, der er implicit i historien eller er det noget, fansene siden har efterrationaliseret?

– Altså, ’snap’-lyden er der, og den er jo så blevet tolket forskelligt. Men altså, for mig holder den klassiske Spider-Man op med #122. Så kom der et par Gil Kane-numre mere, hvor han blev inket af John Romita – utroligt lækkert – og så kom der den lange Ross Andru, Gerry Conway, Len Wein, Marv Wolfman-periode, som for mig er ret dødt rent kreativt. Der blev Harry Osborn The Green Goblin, og der dukkede Mary Jane så op igen. Der var antydninger af det, efter Gwen Stacys død, men nu bliver Mary Jane så hos Peter Parker. Der er en meget berømt scene, hvor Peter Parker siger til Mary Jane: ”forsvind med dig, du vil bare ud og more dig med dine venner”, hvor hun så lukker døren, og så følger der en række tavse billeder, hvor hun bare står og holder om ham. Meget, meget smukt, faktisk.

Og faktisk blev Spider-Man endnu mere populær derefter. Der kom tv-film, og der begyndte også at dukke merchandise-figurer op. Men samtidig opstår der i tegneserierne den her meget lange tørkeperiode rent kreativt, som i mine øjne varer helt frem til #238.

Ok, altså helt indtil Roger Stern tager over…

– Ja, indtil Roger Stern og John Romita Jr. tager over. Men så følger der også en skidegod periode med The Hobgoblin.

Og dén periode kan du læse meget mere om, når vi om kort tid blænder op for 2. del af interviewet med Marvel-Morten i anledning af Spider-Mans 50 års fødselsdag.

 

Om Henry Sørensen

Har læst, tegnet, skrevet om og pushet tegneserier gennem helt vildt mange år. Nogen gange på samme tid.