Maren Uthaug, Christoffer Zieler og Johan F. Krarup endte på Politikens tegneseriekonkurrences sejrsskamle, og lige nu begynder andre indsendte bidrag at pible frem rundt omkring på nettet. Kun dommerne i konkurrencen har set alle indslagene, og dommerne var kulturredaktør Anita Bay Bundegaard, designchef Søren Nyeland, museumsinspektør Iben Overgaard, skribent og anmelder Søren Vinterberg og endelig nummer9s egen Matthias Wivel, der ud over at være landets vel nok mest kyndige tegneserieekspert til daglig slår sine folder i et forskningsprojekt på Statens Museum for Kunst. Ham hev nummer9 fat i for at få lidt behind-the-scene-info:
Matthias Wivel, hvilket generelt indtryk gjorde de indsendte striber? Var der nogle generelle tendenser, var der noget, der overraskede dig?
– Jeg var lidt trist til mode over ensartetheden af de indsendte bidrag. Med det mener jeg både konceptuelt og i udførelse. Det er naturligvis ikke overraskende, men alligevel lidt kedeligt at så mange går den slagne vej med middle-of-the-road familieserier, her i høj grad omhandlende og henvendt til hvad man kunne kalde spelt-segmentet. Der var virkelig mange serier af den slags, med meget ensartede pointer. Til de mere interessante subkategorier hørte serier af lignende snit med fokus på minoriteter, særligt indvandrere og danskere med invandrerbaggrund, men også queergrupper var repræsenteret. Det var lidt mere spændende.
Hvad savnede du?
– Grundlæggende synes jeg der var for få, der viste et eller andet kritisk engagement i tiden og samfundet hinsides småtingsafdelingen. Der var naturligvis en række politisk-satiriske bidrag, flere af dem udført i den efterhånden velkendte Photoshop-stimulerede kollagestil, og et par af dem viste endda potentiale, men overordnet set var det småt med det spændende på den front.
Det vil sige, at du står tilbage med en lidt skuffet oplevelse?
– Både og. Når alt det er sagt, var niveauet betydeligt højere end det sidste tiltag af den her slags — Berlingskes fejlslagne konkurrence fra 2007. Mærkeligt nok var der også betydeligt færre abstrakte/lyriske/grafisk udfordrende bidrag. Det var meget straight her. Jeg ved ikke hvad det fortæller om danske tegneserieskabere i dag og om de pågældende aviser. Jeg fornemmede klart, at deltagerne her forsøgte at tilpasse deres stribe til Politikens profil – at denne i så svær grad lægger op til spelt kan måske mane til eftertanke på redaktionen – hvorimod Berlingskes konkurrence strittede i alle retninger uden at love ret meget.
Så entusiasmen var god?
– Ja, til trods for ensartetheden er det bare opløftende at se, hvor mange folk, der er derude, der brænder for at lave tegneserier. Flere af de mest bemærkelsesværdige bidrag kom fra folk jeg ikke umiddelbart kendte til i forvejen (bidragene blev indsendt anonymt, så det er svært at sige med fuldstændig sikkerhed, red.).
Fra din ende af bordet, hvilke kvaliteter karakteriserer vinderen Maren Uthaugs ‘Ting, jeg gjorde?’
– Maren Uthaugs bidrag var det mest overbevisende — det der umiddelbart forekom mest overraskende, slidstærkt og underholdende. Uthaug tilhører klart nok også spelt-segementet i dansk tegneserie, men hun beskriver hverdagen skarpt og morsomt og med en simpel, enormt udtryksfuld streg, der går rent ind på dem den ikke provokerer — en entydig styrke! Der er klart plads til udvikling og jeg håber at Uthaug med tiden vil tillægge sig større armbevægelser og engagere sig mere i verden udenfor vinduet, men udgangspunktet er virkelig inspirerende og morsomt, og hun har med sin blog om nogen i dansk tegneserie vist, at hun kan fastholde publikum.
Og hvad med anden- og tredjepræmien, Christoffer Zieler og Johan F. Krarup.
– Både Christoffer Zieler og Johan F. Krarup leverede bidrag af høj kvalitet, der helt naturligt fandt plads på vinderskamlen. Zielers autofiktive familiestribe var den grafisk og sprogligt mest sofistikerede i konkurrencen. Hans præmis er efter min mening nok en smule mere begrænset end Uthaugs, men jeg så meget gerne at hans stribe fandt daglig plads et eller andet sted. Weekendavisen tabte meget af sin troværdighed som nutidig og sofistikeret avis da de afskedigede ham. Krarups serie havde bid. Hans øje for det absurde og anløbne i livets detaljer er noget særligt. Jeg synes umiddelbart hans koncept her var lidt diffust, men hans touch er umiskendeligt.
Var der ellers specifikke bidrag, der gjorde indtryk?
– Udover de tre vindere vil jeg sige, at der var fem-seks, der fik mig til at spærre øjnene op på den ene eller anden måde, flere af dem som sagt udført af folk jeg ikke genkendte. Men i det store og hele synes jeg som sagt det er fint at se, at så mange brænder for tegneserien. Jeg kan kun opfordre alle der føler det til at blive ved!