Holdet bag den nye Pingpris er en “finurlig sammensætning”.
Danmarks store tegneseriepris, Pingprisen, blev uddelt fra 1986 til 1996, og tilfaldt dengang enkeltpersoner i tegneseriebranchen. Nu har Dansk Tegneserieråd, Komiks.dk, Storm P. Museet, The Animation Workshop og Nummer9 genoplivet prisen som multikategori-pris, med 26 nominerede tegneserier i 6 kategorier. Vinderne kåres ved et show i Lille VEGA 28. februar.
Initiativet kommer i første omgang fra Dansk Tegneserieråd, og Nummer 9 har spurgt Rådets formand Thomas Thorhauge om baggrunden for initiativet:
- Det er helt enkelt: der kommer masser af fede tegneserier, og de er værd at fejre. Budskabet kommer ikke altid langt nok ud, og det er jo sådan noget som en prisuddeling kan hjælpe med. Konceptet er jo ret beset en videreførelse af Komiks.dk-prisen, og vi har sparret og samarbejdet en masse med festival-formand Mads Bluhm undervejs. Forskellen er, at prisen nu bliver selvstændig og årlig, og derudover er Nummer 9s redaktion og anmeldere koblet på som nomineringsenhed, men ikke jury, hvilket også er en forbedring i forhold til Komiks.dk-prisen. At knytte an til den gamle Pingpris er rigtigt fint, synes jeg, for så kommer der en form for historisk sammenhæng, der føles … god. Men det hele skyldes Ida Dybdahl, som er projektleder på Pingprisen; det er hende og hendes team, der har udtænkt det hele, og leveret det knokkelhårde benarbejde bagefter …
Det er Nummer9s anmeldere og redaktion, der har indstillet de nominerede, som en endnu ikke-offentliggjort jury senere skal kåre vinderne blandt.
Erik Barkman, det er Nummer9s anmeldere og redaktion, der har udpeget de nominerede, kan du fortælle lidt om den rolle og den proces?
- Ja, altså her på Nummer 9 er vi jo så heldige at have et stort og bredt sammensat korps af skribenter og redaktionsmedlemmer. Det er dem, der har skrevet om alle årets tegneserieudgivelser på Nummer9.dk i løbet af 2011, og det er dem, der har “stemt” om nomineringerne. Vi bad simpelthen vores utrættelige korps af garvede tegneserielæsere og -skribenter om at komme med bud på prisværdige udgivelser i alle Pingprisens seks kategorier, og da rigtig mange havde gjort det, gik nomineringsudvalget – Thomas Thorhauge, Matthias Wivel og jeg – simpelthen i gang med at tælle sammen. Vi måtte i øvrigt ikke selv stemme, på dén måde blev tingene holdt adskilt. Til gengæld var der i et par tilfælde stemmelighed mellem to kandidater til den sidste nomingering, og så måtte vi gå ind og træffe et valg.
Ida Dybdahl, her på Nummer 9 har du tidligere skrevet anmeldelser og bl.a. interviewet Arne Bellstorf, hvad får dig til at kaste dig ud i sådan et kæmpearbejde?
- Jeg synes, tidens tegneserielandskab fortjener en stor og ambitiøs hyldest. Visionen er at skabe et awardshow, der forener tegneseriemiljøet til en fælles festlig begivenhed, og som øger opmærksomheden omkring de mange nye udgivelsers kvalitet og alsidighed. Der er en stor gruppe mennesker, der har lagt en masse gode kræfter i denne her prisuddeling, og det er vildt fedt at arbejde på et projekt, der er så lystdrevet og i bund og grund bæres oppe af en fælles trang til at formidle begejstringen over det tegnede medie. Jeg håber og tror, at Pingprisen 2012 kan være med til at åbne tegneserieverdenen op på en måde, der både appellerer til garvede Watchmen-læsere og nysgerrige nørder in spe. Og så er der ganske enkelt noget fedt ved, at alle os, der har ligget med Lucky Luke-tegneserien og en lommelygte under dynen efter sengetid, får et levende modspil til den indadvendte læseoplevelse, i kraft af et arrangement, der sætter ansigt på tegnerne og introducerer de nominerede værker på en måde, du ikke er vant til at se tegneserier på. Jeg glæder mig!
Ved siden af Ida Dybdahl står Nana Sø, der er projektkoordinator, til daglig studerende på IT-Universitetet, og en del af holdet bag arbejdet med show og site.
Nana, kan du beskrive “team Ping”:
- Det er en finurlig sammensætning af gode, gamle, garvede tegneseriefolk på den ene side, og en trop af unge, men ekstremt engagerede talenter, der har vist sig at vokse helt vildt med opgaven … I sommer blev Ida spurgt, om hun ville stå i spidsen for at opstarte en tegneseriepris. Ida rekrutterede umiddelbart efter mig, for at få en medkoordinator, der rent faktisk havde sans for det organisatoriske – og på den måde startede holdet med en optimistisk tegneserieildsjæl og en praktisk realist. Derfra har teamet af frivillige udviklet sig i takt med projektets behov; Alexander, som formår at opfylde hele holdets små og store (!) ønsker med det tekniske på hjemmesiden. Felix, som med sin passion for tegneserier og fantastiske karakter både blev sparringspartner og hurtigt også udviklede sig til at blive et slags ansigt udad til som holdets interviewer. Og Frigge og Emil, som – med deres daglige gang på hhv. Filmskolen og Medie- og Journalisthøjskolen – sammen har formået at skabe filmmateriale af kunstnerisk høj kvalitet til projektet. Nye skud på stammen i et traditionsrigt miljø.
Læs mere om holdet bag på Pingprisens hjemmeside her.
Se de nominerede her.

Herligt tiltag. Laver man så også den lille statuette igen? Den var s’gu fe’.
Nu må vi se!
Hvis jeg ikke husker helt galt, så er der faktisk en mangel på de gamle statuetter. Et af de sidste år var der ikke blevet produceret en statue i tide, og en af de tidligere modtagere måtte udlåne sin, så der var en figur at overrække på dagen. Der blev blot aldrig produceret en ny figur til udlåneren – som jeg husker historien fortalt over flere fadbamser af kilder tæt på begivenheden.
Der er jo masser af bronzestøberier i Danmark så sværere er det vel heller ikke…?
Svært, nej. Måske til gengæld en aaanelse pricy
Hvad?! Skal PENGE nu til at være et problem…nu har jeg aldrig…
Jeg kan kun undres over nomineringen af tegneserier og sammensætningen af prisuddelerne. Er der nogen der kan forklare hvordan det kan være at kun en lukket kreds af lokale tegnere er nomineret? Er det igen som sidste gang hvor priser og dommere giver sig selv anerkendelse? Jeg ved godt hvilket svar jeg får – men jeg har undret mig over “Hvorfor” man vælger at lave sådan en julenummer – Måske er det for at få snabelen ned i Kulturkassen – og sige “se hvor mange priser vi har vundet” – så må vi være berettiget til at få flere statspenge end alle de andre tegnere der bare lever af at tegne mainstream… Vi skal have penge til en tegneserieuddannelse…!!! – Fint – hvad skal de uddannede tegnere lave? – der er 0 Jobs! Eller måske kan vi få støtte til at være undervisere i tegneserier? – skabet er desværre fyldt med eksempler på selvoptagethed og mangel på forståelse/respekt og samarbejdsvillighed.
Nu har jeg efterhånden talt med rigtig mange branchefolk i forskellige lande rundt omkring os – og der er ingen af dem der fatter den klikedannelse vi har i Danmark – hvorfor et hold af tegnere synes de skal være bedre og mere berettiget til priser og støtte end deres andre kollegaer – dette her er desværre for mig at se et ynkeligt dansk luxusproblem som vi alle burde være flove over at være en del af! Vi burde behandle hinanden med respekt og som gode kollegaer og være bedre til at hjælpe hinanden! Vi har så mange danske tegnere der tegner mere end fabelagtigt fantastisk – hvorfor spilder vi så tiden med ligegyldiggøre dem? Hvorfor opmuntre vi dem ikke? Hvorfor kan vi ikke glæde os på andres vegne?
Janteloven trives desværre rigtig godt – men ville det efterhånden ikke være på sin plads at begynde at vise os selv og omverdenen at vi i så lille et land faktisk kunne stå meget stærkere end vi gør lige nu! Mulighederne er åbne! Tegneserier kunne blive bestsellere – tegneserier kunne blive meget mere – publikummet er der og de vil gerne se hvad vi laver – der var f.eks 30.000 mennesker og se tegneserieudstillingen i sommer…
Du hjælper jo ikke på situationen ved at gå efter mændene m/k i stedet for bolden Lars.
Kunne vi prøve at fokusere på produktet – nemlig prisen. Og hvad der evt kunne gøres bedre. I stedet for hele tiden at sidde og gokke hinanden i hovederne?
I mine øjne er den ikke længere end at det er fedt der er en pris – og at det ville være fedt hvis der blev arbejdet på at udvikle of styrke den fremadrettet.
èn af måderne at gøre det på var at få et endnu bredere felt til at stå bag den – og så vidt jeg ved pågår det arbejde allerede nu…
@ Lars: Først og fremmest godt at se dig på disse breddegrader. Don’t be a stranger!
Dernæst: Din kritik er svær at kommentere på, når du ikke fortæller, hvad det er for nogle “tegnere, der tegner mere end fabelagtigt fantastisk”, der er blevet forbigået til fordel for “en lukket kreds af lokale tegnere”? Det kan godt være, at det er grænseoverskridende for dig at smide navne på banen, men vi kommer aldrig længere end til postulater og insinuationer, hvis vi ikke tør være konkrete.
Jeg har svært ved at se, at et indlæg som dit er udtryk for “respekt” og godt kollegaskab, mens en pris, der søger at udbrede kendskabet til, hvad der sker i tegneseriens verden, ikke er det? Og dér har du i øvrigt svaret på dit “hvorfor”: Prisuddelinger skaber omtale af mediet, forhåbentlig i lidt bredere kredse end ellers, og omtale kan en nichekunstart som tegneserien jo ALTID bruge.
Hvis det er Dansk Tegneserieråd, der også i din verden er den store bøhmand, så kan jeg da fortælle, at det mig bekendt kun er ét ledende medlem af dén forening, der har skabt et nomineret værk – og det var da godt nok et noget tåbeligt projekt at stable en hel prisuddeling på benene, bare for at han kan “få snablen i Kulturkassen” …
(Det er så rigtigt, at der er et antal værker nomineret fra forlæggere, der er medlem af foreningen, men det er omvendt lidt svært at undgå, når foreningen tæller repræsentanter fra flertallet af landets flittigste tegneserieudgivere, Egmont undtaget)
Hvad tegneserieuddannelsen angår, så er det bestemt en interessant og relevant diskussion, men den hører til et andet sted end her.
@ Dan: Yes. Jeg kunne ikke drømme om at undskylde for nomineringsprocessen, for jeg synes, resultatet er blevet godt, men med bedre tid havde vi bredt den endnu mere ud – og det gør vi næste gang.
Jeg synes det ville være forkert af mig at nævne nogle tegnere frem for andre – man når du spørger konkret vil jeg ikke fremhæve – men blot nævne to af de mange andre – Martin Flink – Rasmus Julius – begge dygtige folk på hver deres område!
Begge har succes i udlandet – og arbejder professionelt og dygtigt!
Priser kan man give hinanden når det går godt – vil man rose hinanden der hvor det betyder noget – der hvor man mener hvad man siger – i den verden hvor mennesker giver hinanden en personlig betydning og inspiration for livet og i den verden hvor ærlighed og relationer regerer – så kan man jo gøre som en håndfuld tegnere – gav Peter Madsen en bogudgivelse – “Valhallas venner!”
Så du er sådan set bare ikke rigtig til priser? Det er jo i så fald et helt fair standpunkt, vi på Nummer 9 – og de andre arrangører bag Ping-Prisen – har så bare en anden holdning
Dybest set er det ikke op til mig at sige, hvorfor vores skribenter stemte, som de gjorde – det ved de jo bedst selv – men Martin Flink har mig bekendt ikke udgives noget i 2011, han kunne nomineres for. Ellers er jeg personligt helt enig i, at han er branddygtig, det var jo blandt andet også derfor, jeg lavede en “På tegnebordet” på ham i foråret 2011:
http://nummer9.dk/nyheder/paa-tegnebordet-martin-flink/
Ser i dén grad frem til at læse både “Reptile” og “Aeon”, når de engang kommer!
Hvad Rasmus Julius angår, så er han bestemt en dygtig stribesnedker! Al respekt for de ting, han har gang i, og han kunne teknisk set godt være endt blandt de fem nominerede, men stemmerne faldt så anderledes – uden at jeg har fantasi til at forestille mig, at der skulle ligge nogen ringeagt eller diskvalificering i dét.
2011 var et godt år for danske tegneserier, så der ville altid være gode ting, der endte med at blive valgt fra. It’s the nature of the beast, og jeg kan da sagtens følge dem, der grundlæggende er skeptiske over for det element af kunst-som-konkurrence, der ligger i dén slags prisuddelinger. Men igen: Det er en af mange muligheder for at få omverdenen i tale på – akkurat som f.eks. Art-Bubble er det – og vil vi virkelig tegneseriens bedste, bør vi ikke forsømme den, synes jeg.
@Jakobsen
Det er jo fair nok at kritisere listen af nominerede værker, men hvis du ikke kan komme med andre alternativer end Martin Fink (der ikke har fået udgivet noget i 2011) og Rasmus Julius (for hvad?), så synes kritikken rigelig tynd.
Man kan jo kun nominere værker der er udgivet sidste år. Det var jeg med til, og i modsætning til Erik mener jeg ikke nødvendigvis at 2011 var et vintage-år for danske tegneserier. Der kom nogle rigtig spændende debutanter, som for mange vedkommende har fået behørig ros – også I andre og bredere medier end Nummer9. Men der var ikke mange af de store etablerede (og stadig aktive) navne der kom med vægtige udgivelser sidste år (og her tænker jeg på folk som Sussi Bech, Henrik Rehr, Thomas Thorhauge, Teddy Christiansen, Peter Kielland, Peter Madsen, Strid, m.fl.). På den baggrund har jeg svært ved at få øje på vægtige udgivelser fra 2011 der glimrer ved deres fravær.
Men kom gerne med nogle værker (ikke tegnere, det er jo værkerne der nomineres) du savner på listen. Det kunne blive en frugtbar diskussion.
Jeg tror ikke en gang Rasmus Julius selv vil påstå at han tegner: “fabelagtigt fantastisk”…i hvert fald ikke når det er økuller
@Kristian
Om de er vægtige, må være en smagssag, men i 2011 udkom der værker af Bech, Rehr og Kristiansen – og Strid, som er nomineret!
Og eftersom også avisstriber kan nomineres, synes jeg, at Thorhauges True Stories fra Politiken glimrer ved sit fravær.
Men du har ret: Kielland udgav mig bekendt ikke noget sidste år.
Eller Madsen, hvis vi nu skal tage hele listen …
Dan: Jamen netop derfor er det forkert at nævne navne – så bliver det en snak om smag og hvad der er fantastisk osv. er jo bare min smag! – med fantastisk mener jegg at vi har en fantastisk skare af tegnere – derfor ville jeg også kun modvilligt nævne to – nævner jeg en udgivelse vil der også være for og imod = smag og behag – og den er jo forskellig og heldigvis for det – det er jo dét der giver mangfoldigheden! Min pointe er nok mere at der fokuseres på en genre og et lukket og for andre uigennemskueligt lukket spind af nominerede der konflikter med oprigtigheden og upartiskheden!
Kristian: listen kan man jo altid diskutere – den afspejler bare ikke mangfoldigheden, kun den eksperimenterende scene, hvor det man traditionelt forstår ved en tegneserie er forrykket til f.eks de to Rikkers bøger! Der skal være plads til den eksperimenterende genre – men de falder ikke på linie med hvad man forstår ved tegneserier. Det er så bare min mening – og der er sikkert mange der mener det modsatte.
Erik: jeg er ikke imod priser som sådan – det kan være fint nok – men ikke på denne måde!
Jeg efterlyser positivt samarbejde – for nu at lyde helt politisk – et samarbejde hen over midten!!! Hvis vi skal, som jeg tidligere har nævnt, have tegneserier til at blive bestsellere og publikum til at være fans af det vi går og laver – så skal vi til at hjælpe og støtte hinanden i en god ånd! Så kan det ikke hjælpe at pege fingre og blæse ud med priser og forvrænge et billede af dansk tegneseriekultur som folk/publikum ikke forstår, eller er i overenstemmelse med virkeligheden.
Det kunne jo straks blive mere interessant hvis tegnerne kunne leve af at tegne og ikke leve af statsstøtte. Det kunne jo også være interessant at Rikkes bog solgte mere en 100 eksemplarer – jeg så gerne at hun solgte 10.000 i stedet – men det kræver at man samarbejder om at give publikum gode læseoplevelser der får dem til at købe tegneserier. Så kan vi bagefter pryde os med priser – og så gider publikum godt at høre – og så får man den omtale og som Erik efterlyser og vi slipper af med at være en niche!
Har Rehr ikke kun fået GENudgivet noget i 2011, kan man også blive nomineret for samlinger/genudgivelser?
Jeg savner så i den grad Ib Kjeldsmarks Mongo Business, men sådn kan man jo blive ved …
@Jakobsen: Det kunne lyde som om du ved hvorn vi alle i dansk tegneserie kommer til at leve af det, og Rikke kommer til at sælge 10.000 og alt er godt, men alt hvad du nævner er ordet SAMARBEJDE! Kunne du uddybe det lidt? Helt præcist HVAD er det vi skal gøre – jeg tror ikke kun jeg, men måske også Rikke kunne tænke sig at vide hvordan man “samarbejder” sig til et salg på 10.000?
@Erik: Har I slet ikke fået nogen klager fra udlandet;D
Så vidt jeg ved er netop Rikke Bakmans, Glimt blevet trykt i et 2’et oplag. Så det kunne jo være at det var os andre der skulle se på hvad det er Rikke gør helt rigtigt. Ikke, at jeg på nogen måde tror det er noget man kan gå ind og efterligne direkte, dertil er det alt for originalt og personligt og Rikkes Glimt er måske det bedste bud på en dansk tegneserie der, hvis den blev udgivet på et større marked, kunne sælge 10.000 eksemplarer, hvis det altså er et mål.
Lars:
Jeg ved godt at jeg går lidt off topic nu, og hvis du ikke orker mere end en debat af gangen er det helt okay. Men jeg er altså nødt til lige at spørge engang:
Hvorfor synes “man” ikke at Glimt er på linie med traditionelle tegneserier?
Den er da fuld af talebobler, fartstreger, paneler der følger efter hinanden og sårn’.
@ Lars:
Igen står jeg uforstående overfor den såkaldte klikkedannelse du synes at antage eksisterer… Medmindre du ser dig selv i en klikke som alle vi københavnere ikke er med i… Det er noget forbandet vrøvl.
Og hvis vi skal “have tegneserier til at blive bestsellere og publikum til at være fans af det vi går og lave”… som du skriver, har du ikke så meget brug for et bredt samarbejde, men i højere grad en tidsmaskine.
Vi får aldrig de samme tilstande, som vi havde for 20 år siden. Børn læser ikke tegneserier – der er så meget andet, der er langt federe at lave i den alder.
Udfordringen er at få tegneserier til at fungere under de omstændigheder, der er i dag – og det er ikke det samme som at kaste håndklædet i ringen, men blot indse at tiden muligvis er løbet fra visse udgivelsesformer og visse genrer.
Jeg skal gerne være mand for at sige, at jeg ikke synes Rasmus Julius serier befinder sig på et niveau, hvor jeg ville have nomineret ham til en pris – det samme gælder dine egne serier. Vi kommmer ikke nogen steder hen ved at væve meninger ind i flade “man”-formuleringer og mangel på konkrete udmeldinger.
Det er vildt fedt, at der kommer en ny Ping Pris. Det er vildt fedt, at en stor del af de involverede i det praktiske arbejde omkring prisen er helt nye ildsjæle. Lad nu ikke alt det gode arbejde drukne i brok og bavl.
Selv om jeg er med i Nummer 9s redaktion, har jeg (fordi jeg er forlægger) ikke været med til at arrangere Pingprisen, og jeg vil forsøge at holde mig ude af debatten – blot sige én ting:
Jeg synes, det er spøjst, at der har været bred opbakning om Komiks.dk-prisen, som blev arrangeret og nomineret af Komiks.dk-redaktionen. I det øjeblik hvor den skifter navn til Pingprisen og nu arrangeres og nomineres af Nummer 9-redaktionen, er det pludselig problematisk!
@ Lars: Foreløbig ikke, så vi kan kun konkludere, at alle derude i udlandet er rørende enige i nomineringerne
Horneman: Ja, jeg har i hvertfald nogle bud på hvad der kan ændre markedet – og jeg er godt igang med at forsøge at gøre det! Om det skal lykkedes ved jeg ikke – det vil være for lang en smøre at begynde at remse op hvad der skal til – men jeg kan da sige at efter de branchefolk vi havde inviteret til Danmark i 2009 for at undersøge mulighederne for at lave en festival og udstilling – da vi planlagde Art-bubble gav mange input samt min kontakflade til den amerikanske og Belgiske… og i samme åndedrag sagt, at hverken USA el. Belgien er Danmark – det ved jeg godt! Men nogle ting er gået galt herhjemme i forhold til vores nabolande!
CAV: Det er, som jeg skrev: Bare min mening! Jeg synes ikke den er dårlig – det er bare et eksempel på en bogtype som ikke er en tegneserie i traditionel forstand – nærmere et eksperimenterende forsøg på at lave noget nyt – og det kan du bide dig selv i måsen på at jeg tager hatten af for!!! MERE TAK! Om jeg synes det så er lykkedes eller ej – ja det er en anden sag!
Hr. Berger: Jamen det er jo netop igen igen det samme slidte argumenter du kommer med!!! Enhver – og mange mennesker som jeg har talt med under den Art-bubblefestival du valgte at ignorere – viser da med al tydelighed at nogle her i branchen aldrig kommer til nåde hos dig! Og hvis du er en af dem der mener at tegneserier aldrig kommer til at sælge igen – så flyt dig, så andre kan komme til! Hvad du mener om Rasmus eller andre er jo din smag og den har alle da lov til at have – derfor vil jeg heller ikke diskutere smag i denne spalte!
Børn læser ikke tegneserier??????? – hvad skal vi så bruge 81.000 kr til den App som Dan har lavet, for???!!!!! Beklager at jeg er lidt hård i filten her – men det er den slags halvsøvnige, opgivende holdninger der er en pæst under enhver for for initiativ! Kom nu op på linie som du var i gamle dage Thomas – lad være at være opgivende og nedladende!
Steffen: Hvem sagde at det ikke var problematisk ved Komiks – jeg kender flere det mødte lukkethed og modstand da de ytrede deres mening! Måske derfor er der så en vagthund der hedder Rehr- som derfor nu råber vagt i gevær – for at forhindre det sker igen!
@ Lars
Jeg er ked af du ser det som opgivende og nedladende. Men der befinder vi os retorisk forskellige steder. Jeg mener absolut tegneserie har muligheder som medie, også for at nå ud til nye læsere – det arbejder jeg med som formidler.
Jeg tror blot ikke på, at vi får samme salgstal som for 20-30 år siden – og vil hellere se/høre dine konkrete forslag til muligheder for at udbrede mediet og bedre salget af tegneserier, end at se dig antyde, at du har en masse ideer og input.
Jeg ignorerede ikke Art Bubble – det kan man næppe sige, når jeg rent faktisk var derovre. Jeg synes blot ikke festivallen var vellykket, og det var jeg åbenbart så grov ligefrem at formidle på tryk istedet for bare at rygklappe til ingen verdens nytte. Du fik stillet en række meget konkrete spørgsmål i den forbindelse, og blev journalistisk behandlet 100 procent fair. Det har jeg i flere mails tydeligt forklaret dig.
Og igen dine slatne kommentarer om at flere mener, er enige i osv, det kan ikke bruges til en skid. Sæt navne på og vær konkret. Og sikke noget fis med at dele af branchen aldrig kommer til nåde hos mig.
Og så lad os kigge på Ping Prisen. Den har nu nogle omstændigheder og en retning. Hvordan kan det bedst udnyttes til at skabe opmærksomhed omkring mediet og de spændende udgivelser, der udkommer på dansk.
Jeg vil gøre hvad jeg kan i mit netværk for at skabe omtale. Vil du det Lars – eller har du det bedre med at føle dig udenfor.
Jamen Thomas, du kan jo sagtens vaske hænder i hvad du engang har behandlet som “fair”. Men skal vi ikke lade den ligge – det er en anden sag!
Nej, jeg vil ikke nævne navne og sætte andre i forlegenhed og bryde den fortrolighed jeg har med de mennesker jeg taler med – hvis ikke man derfor kan tro på hvad jeg siger – so be it!
Konkrete forslag – jamen så kik på Art-bubble! – kik på den efterfølgende udstilling som knapt 30.000 mennesker har set! Kik på MoCCa gennem de sidste 3 år… – Art-bubble kommer igen i 2012 – jeg arbejder på en salgsportal for tegneserier i flere lag, kommer op i 2012 – og lige nu prøver jeg desperat at opfordre til samarbejde blandt tegnerne!
Der er 3 hovedpunkter der skal ændres, for at tegneserier kommer op på regulære brugbare salgstal! Nu springer jeg over alle detaljerne – husk det, når der kommenteres!!!!!
1. Udsalgsstederne er borte – jeg har haft møde med boghandlerkæderne, ingen ønsker at have tegneserier i butikkerne. Det skal ændres – så publikum kan købe og orientere sig hvad der er udkommet!
2. Forlagene er generelt for dårlige til at være redaktører! De er også fanget i uduelige distributionsaftaler. (-og understreger IKKE ALLE)!!
Det skal ændres.
3. Tegnerne skal have hjælp og igang med at blive kendte for det de laver, de skal hjælpe hinanden på tværs af stil og kunst og hvad der ellers er af skillelinier! Hvis din kollega sælger mange tegneserier – så er det fordi at publikum godt kan lide det vedkommende laver – så skal man glæde sig over det – og får publikum en god oplevelse med det vil de sikkert igen købe andre serier – og det vil blive en positiv opadkørende spiral… samme gælder for forlagene – der er ingen grund til at være konkurrenter…
Men jeg understreger at det er en længere proces der vil tage tid – og den er skrøbelig – fordi der skal ikke megen blæst til at vælte det korthus der skal bygges op! Men der skal sluges nogle kameler – og tilbage til den oprindelige snak – er det en dårlig idé at give selvbestaltede priser fra sig selv – til sig selv!
Pingprisen passer rigtig godt ind i punkt 3. Og der er ingen, der giver priser til sig selv. Kun én serieskaber har stemt om nomineringerne – og ikke på sig selv. Juryen kommer ikke til at rumme en eneste serieskaber.
@Barkman, Rayburn-Maarup
Jeg tror det er ”vægtige” der er kodeordet.
Thorhauges 3 måneder med True story i Politiken tæller ikke for mig som et vægtigt værk, og ej hellers Sussi Bechs ugentlige Eks Libris i Weekendavisen. Og hendes Norfret album udkom efter vi havde lavet nomineringerne. Strids Mimbo Jimbo er virkelig god (jeg nominerende den), men for mig ikke vægtig nok til at blive nomineret i hovedkategorien. Kristiansens værk har jeg meget svært ved at se som tegneserie, selv med de meget venlige briller på (og også selv om forfatteren kalder det en ”grafisk roman”). Og Rehr var som Lars Horneman skriver en genudgivelse.
Pointen var og er, at jeg har meget svært ved at se andre danske værker der har et ambitionsniveau som de nominerede ”Glimt”, ”Almægtig” og ”Ind fra havet”. Og mindre kan også gøre det: hvor mange danskproducerede tegneserie-album på 48 sider eller mere er udkommet i år?
@Jakobsen
Altså, hvis jeg forstår dig ret, så er dit problem er at os der har nomineret serierne, har en for snæver smag, og synes noget andet er godt end dig. Men du vil ikke komme med alternative titler, som du synes er gode, for så bliver det bare en diskussion af smag, og det er jo subjektivt. Det giver ingen mening for mig – du kan ikke sige at problemet er smag, og så ikke ville diskutere smag?
Det er rigtigt med “Nofret”, den kom (som den eneste vægtige udgivelse) efter nomineringsdeadline. Den skal vi huske at tage med i betragtning i næste års nomineringsforløb!
Fornavnsløse Jakobsen, du bliver ved at efterlyse samarbejde, samarbejde på kryds og tværs, positivt samarbejde, samarbejde hen over midten … og postulerer en voldsom klikedannelse, som du tydeligvis føler dig udenfor. Det er selvfølgelig en ubehagelig følelse, den er der ingen, der ønsker.
Men alt det, du kritiserer, er jo det modsatte af klikedannelse og til gengæld en række strålende udtryk for en hel masse samarbejde – på kryds og tværs, hen over midten, og med masser af positiv energi.
Komiks.dk er en åben forening, hvor en bestyrelse og en hel masse medlemmer samarbejder om at stable festivalen på benene. Dansk Tegneserieråd er en åben forening, hvor en bestyrelse og en hel masse medlemmer samarbejder om en lang række tiltag, der skal forbedre vilkårene for tegneserier på alle leder og kanter. Hele holdet af frivillige, der knokler som gale for at stable arrangementet med Ping-prisen på benene, har et nært og flittigt samarbejde med hinanden. Nummer9.dk er kommet op at stå i kraft af samarbejde mellem et stort antal mennesker, skribenter, redaktører, anmeldere, teknikere osv. Alle disse foreninger, organisationer, grupper og forsamlinger samarbejder indbyrdes og indgående og på kryds og tværs og hen over midten og positivt med både hinanden og udadtil med andre organisationer, virksomheder, myndigheder og privatpersoner, Storm P.-museet, Animationsskolen, læreanstalter, messer, foruden tilsvarende organisationer, museer, festivaler osv. i en række andre lande. Der er hundredvis af mennesker involveret i alle disse ting, og de samarbejder flittigt, positivt og på kryds og tværs og hen over midten med hinanden.
Du har tydeligvis valgt en anden strategi, og det må man da bare tage til efterretning. Men det er ikke en strategi, der opfordrer til samarbejde, selv om du efterlyser det. Der er masser af forummer at tage dine tanker om tiltag op i, men du vil tilsyneladende hellere gå og pusle med dem for dig selv og kun lejlighedsvis indvie en større offentlighed i dem, og stort set kun i forbindelse med, at du stiller dig forurettet an og langer ud i luften til højre og venstre og beskylder resten af verden for at bestå af indspiste idioter. Man behøver bestemt ikke være enige om alting for at kunne samarbejde, tværtimod, men at efterlyse positivt samarbejde ud fra en en negativ, mistænksom og nærmest fjendsk indstilling er godt nok vanskeligt at nå ret langt med.
Nu er samarbejde jo ikke lige din stærke side, Carsten (Med fornavn)!
Jeg behøver jo ikke at gøre dette her – jeg har bare en holdning lige som dig – rigtig eller forkert – det ved jeg ikke endnu – men det finder jeg ud af! Jeg pusler med det samme som dig i 70erne!
Jeg føler mig ikke “udenfor kliken” jeg er fuldstændig ligeglad – men det spreder en dårlig stemning og gør det sværere for alle. Jeg prøver på at markedsføre tegneserier for et publikum, så vi kan få vendt kurven i alles interesse. Jeg har under arbejdet med Art-bubble/MoCCa fået en indsigt i nogle af problemerne som andre ikke har beskæftiget sig med – og det er sket ganske tilfældigt… og “forurettet og langer ud til højre og venstre” – næh, det kunne jeg ikke finde på, ej heller at kalde nogen for “idioter” – men sandheden er måske ilde hørt?
Kristian: Ja – for snæver smag er nok rigtigt sagt – det er ikke det samme som jeg synes at nævnte ikke fortjener priser…! Nej, jeg kommer ikke med alternativer – for så er det pludselig mig der er smagsdommer!
Afslutningsvis kan man overordnet sige – at den danske tegneseriescene er et delt folkefærd – det ved de fleste, (ellers var der jo heller ikke denne diskussion..) – det kan jo også bare være at det SKAL være sådan! Men det må, trods ping-priser og meget andet, være i størst mulig interesse og tilfredsstillelse for den enkelte serieskaber at der er mange der kan li’ den serie/bog/novel som man har lavet, i stedet for bare en lille håndfuld lokale… og publikum vil gerne købe tegneserier, men de kan bare ikke rigtig finde dem, der er ingen udsalgssteder mere – så bruger de bare impulspengene på noget andet!
Så indstil mig bare til en pris for at være kværulantisk!
Jamen, priser er jo smagsdommeri. Det er deres natur.
HA! Ja, OK! 1-0 til dig!
Jeg aner ikke, hvad din tågesnak går ud på, Jakobsen. Hvis du “pusler” med det samme, som jeg gjorde i 70′erne, så er det da vist omkring 40 år for sent. I øvrigt kan jeg ikke erindre, at jeg nogen sinde har puslet med andet end mine børn.
Hvem ved, om du en dag vil røbe den “indsigt”, du har fået, “som ingen andre har beskæftiget sig med”. Indsigt er interessant, men hvis den holdes hemmelig, er den helt uinteressant.
Og så tag nu og brug dit fulde navn. Du gør den her tråd til lige præcis den indforståede klub, du mener resten af verden er, når udenforstående ikke har en chance for at vide, at du er Lars Jakobsen, der har arrangeret Art-Bubble-messen, den velbesøgte tegneserieudstilling på Horsens Industrimuseum, manden bag en lang række tegneserier og tegneserieudgivelser og bøger om tegneserier og tegnefilm. Hvorfor vil du ikke stå ved alt det? Du har gjort masser af gode ting, men hvorfor skal alting fremlægges så forblommet og uhåndgribeligt?
Det kan ende ligesom Erika Voigts flygtige bekendtskab i Dagmarrevyen …
Jeg blev helt forlegen
og kikked’ ned i vejen,
jeg sagde, tror jeg, ikke andet end:
Jacobsen,
det ved jeg virk’lig ikke, Jacobsen.
Så sa’ han: Skov’n er pæn om sønda’n,
sku’ vi ja? Så sa’e jeg: Ved De hva’,
Jacobsen, jeg tror De er en værre
Jacobsen.
Alt godt, Lars. Vi er alle sammen mennesker.
Ikke mig – jeg er Deep Blue…
Hov – nu er det vist på tide at se dyner.
Carsten: Tak for at præcisere hvem jeg er, og mit fornavn er bare slettet fordi sidst jeg talte op var vi vist 9 Lars’er – og jeg er flere gange blevet forvekslet, jeg står bestemt ved alt hvad jeg har lavet – men jeg synes ikke jeg vil sidde her og underholde med mit cv – det kan jeg gøre henne i praleklubben!
Jeg har da osse puslet med mine børn, men det var egentlig bare din egen retorik, og med det mener jeg de mennesker du dengang fik ind i branchen og forfattede nye idéer – fik ting op at køre og skrev alle mulige steder og gav råd osv osv. Det var ment i positiv taknemlighed for hvad du har gjort – og jeg fortsætter egentlig bare…
Der egentlig ikke noget der er hemmeligt i min “indsigt” – jeg tror det bare lyder mere okkult og mystisk når du siger det – men jeg vil også sige at der er jo ikke noget ved at jeg copy-paster 18 sider noter her på siden – det er der ingen der gider – og så vil det heller ikke være hensigtsmæssigt afh. til andre involverede, og for den sagsskyld kan ting jo også ødelægges af at blive dissekeret på det forkerte tidspunkt.

Jeg skylder dig en pris for din resitering af sangteksten
Med fare for at afspore debatten vil jeg lige råbe et: “Hurra for initiativet!”
Peter: Det er det mest respektløse jeg har hørt længe, de gamle skændes først i syv dage og syv nætter, efter det kan vi rose initiativet, det er en stolt tradition inden for det danske tegneseriemiljø
Er det ikke her en anden stolt traditioner tilsiger at der råbes: Så er der pris til alle…æh…jeg mener pils…
Ja, super initiativ. Folk der ikke bryder sig om smagsdommeri kan vel bare ignorere det, og så i øvrigt slukke for tv’et når der er “Smagsdommerne” og lade være med at læse de årlige reportager fra Cannes-festivallen, og så holde sig for ørerne og råbe “LALALA – jeg kan ikke høre hvad I siger” hvert år når Nobel-vinderen i litteratur bliver annonceret.
@Henning Larsen
“Peter: Det er det mest respektløse jeg har hørt længe, de gamle skændes først i syv dage og syv nætter, efter det kan vi rose initiativet, det er en stolt tradition inden for det danske tegneseriemiljø”
HA HA HA! Godt spottet!
http://www.harduligevendtdigom.dk
Jeg håber ik`jeres skænderier kommer til a´være skyld i dårlig stemning når I ska`sidde og lege award-show!
Og vinderen er…
@ Nøhr og Berger: De manglende Ping-statuetter blev faktisk fremstillet for nogle år siden og fandt med lidt besvær vej til bl.a. undertegnede, 15 år efter tildelingen
Okay, men så lad *mig* kritisere Pingprisen.
Samtlige tegneserier der er udkommet i årenes løb siden den første Komiks.dk, har hidtil kunnet nomineres til en Komiks.dk-pris, fordi valgbarhedsperioden var de to år mellem to festivaler. Pingprisen bliver årlig, og derfor har kun 2011-tegneserier været valgbare – dermed er de tegneserier, der udkom juni-december 2010 (dvs efter den sidste Komiks.dk), uheldigvis faldet ned i et sort hul. Det havde klædt kontinuiteten, hvis man denne gang havde haft det ekstra halve år med.
Okay, alle tegnere og forlag fyrede det meste af krudtet af op til Komiks.dk, så jeg tror ikke, der er dusinvis af mesterværker, som ikke har kunnet nomineres, men fx synes jeg, at det er synd for Christoffer Zielers Stejl fart. Og Faraonernes Adele-serie.
Nå, det ændrer ikke ved, at Pingprisen overordnet set virker topkompetent organiseret.
Enig, og i den forbindelse: “i 2013 vil ceremonien således finde sit naturlige hjemsted på Komik.dk-festivalen, der som bekendt ikke er årlig.” står der på PPs hjemmeside.
Betyder det at der skiftevis vil være et halvt og halvandet år imellem prisuddelingerne? Eller vil man flytte Komiks.dk festivalen så den ligger tættere på årsskiftet?
Skal vi nu ikke lige afholde den første, før vi begynder at spekulere på det?
Da den i Ping pisen i år bliver afholdt på grænsen til marts, så bliver der under halvandet år imellem. Og nej vi flytter næppe festivalen.