Nøgne serieskabere! Festivalstemte cosplayere! Tips til superheltefans og -tegnere! Dagens rundvisning i blogosfæren har det meste.
Ugens store nyhed i tegneserieland var uden tvivl serieskaber-veteran Joe Kuberts død. Her på Nummer 9 bidrog vi til dækningen med en beskeden nekrolog, men nettet rummer meget mere læsestof for de sorgramte. Meget, meget mere. Og hvis det ikke var nok: Her er et klip fra et gammelt fransk kulturprogram – tjek den toptrendy introsekvens! – hvor Kubert tegner om kap med Jean “Moebius” Giraud og Neil Adam. Alvorsfuld serieskaberhygge.
Herhjemme må ugens mest markante tegneserierelaterede begivenhed være Genki-messen, der løber af stablen fra i dag til på søndag i Roskilde. Forvent løssluppen festival-stemning og 1.500+ cosplayende manga- og anime-entusiaster, der svælger hæmningsløst i eksotisk populærkultur. Nå ja, og et par stormtroopere:
Dem, der mere er til amerikanske superhelte, kan til gengæld danne sig et overblik over et udsnit af spandex-flokken i denne matrix, der sorterer helte i DC- og Marvel-varianter. Det er mere tricky, end det lyder. Noget kunne tyde på, at inspirationen undertiden glimrer ved sit fravær, når nye helte skal navngives.
Nu vi er ved superhelte-satiren, så er her et drilsk lille indslag fra serieskaberveteran og “Daredevil”-forfatter Mark Waid: Four panels that never work – tag dén, Geoff Johns!
Se også: Wally Wood’s 22 Panel That Always Work!!
Waid har i øvrigt netop varslet anden bølge af digitale tegneserier på sit Thrillbent-site, der hidtil kun har lagt html til mandens egne, fine Insufferable og “Luther”.
Emmanuel Guibert – manden bag den fantastiske “Fotografen” – er også på vej med nyt, specifikt en opfølger til 2. verdenskrigs-fortællingen “Alan’s War”, der skildrer Alan Ingram Copes barndom. “L’Enfance d’Alan” udkommer 14. september i Frankrig, og Guibert fortæller mere om den i interviewet her.
Også i september: Serieskabere tegner sig selv nøgne, og Fantagraphics udgiver smudset. Det er i dér, Sergio Aragones-tegningen ovenfor kommer fra.
Ugens links er i det hele taget ualmindeligt pjattede, måske en form for sorgbearbejdning efter Kuberts bortgang? Her er i hvert fald en tegneserie, der skildrer en Space Invaders’ liv og skæbne.
En sidste skæv bagatel: Det sagnomspundne britiske firser-orkester The Teardrop Explodes fortæller om dengang, de fandt deres navn i en superheltetegneserie fra 1971 …