Francisco Solano López, en af Argentinas største tegneserietegnere og medskaber af SF-klassikeren El Eternauta, døde d. 12 august i Buenos Aires af en hjerneblødning.
Solano López debuterede som tegner i 1953 på forlaget Columba med serien Perico Y Guillermina til manuskript af Roger Pla. Han fandt derefter arbejde for forlaget Abril, i forbindelse med hvilket han mødte den legendariske forfatter Hector Germán Oesterheld og indledte hvad der skulle blive sit livs samarbejde.
Deres første serie var Bull Rocket i magasinet Misterix, hvortil den unge Hugo Pratt, der på dette tidspunkt boede i Argentina, også leverede serier. Da Oesterheld i 1957 med sin bror Jorge stiftede sit eget forlag, Frontera, var Solano López en af de tegnere, han først hyrede. Det var her de samme år skabte den post-apokalyptiske science fiction-serie El Eternauta, som først så dagens lys i bladet Hora Cero Suplemento Semanal.
Serien, der foregår i Buenos Aires, omhandler hvorledes en håndfuld personer overlever en atomvinter-agtig katastrofe, der viser sig at være første akt i en invasion fra rummet, hvorefter de bliver del af en modstandsbevægelse. Solano Lopéz matchede Oesterhelds dramatiske, karakterdrevne manuskripter med en krads, illustrativ realisme. Serien blev en pæn succes, men makkerparret afsluttede historien i 1959. I 1961 blev den imidlertid genoptryk i et nyt blad opkaldt efter den og fandt et nyt, bredere publikum.
Mellem 1963 og 1968 boede Solano López i Madrid, hvor han bl.a. arbejdede for engelske Fleetway, for hvem han tegnede serier som “Kelly’s Eye,” “Pete’s Pocket Army,” og “The Drowned World” til bladene Valiant, Lion og Buster.
I 1969 omskrev Oesterheld El Eternauta med skarpere politisk kant til bladet Gente i samarbejde med den uruguyanske mester Alberto Breccia, der gav den en anderledes ekspressiv billedside. Oesterhelds arbejde var generelt tiltagende politiseret i disse år, med kritisk fokus på amerikansk imperialisme og den mere lokale fascisme.
Denne sensibilitet kom stærkt til udtryk i seriens fortsættelse, som Oesterheld sammen med den igen i Argentina bosiddende Solano López søsatte i 1976 i det venstreorienterede forlag Records blad Skorpio. Helten blev her en oprørsleder i kamp mod et undertrykkende regime og Oesterheld medvirkede selv i serien som fortæller. Historien aspejlede således meget direkte hans politiske standpunkt og erklærede støtte til den peronistiske Montoneros-guerilla.
Solano López nærede ikke den store kærlighed til regeringen, men havde det alligevel svært med den opfordring til væbnet kamp, Oesterhelds manuskripter udtrykte og de to skændtes en del over seriens afvikling. Historien blev først færdigjort efter Oesterheld og hans tre døtre blev bortført og formentlig henrettet af det argentinske regime i 1977. Solano López flygtede samme år med sin familie til Spanien, hvor han boede nogle år inden han flyttede til Rio de Janeiro. Han vendte først tilbage til Argentina i halvfemserne.
Fra Evaristo
I disse år tegnede han en lang række serier for såvel det spanske og det argentinske som det amerikanske marked, måske mest bemærkelsesværdigt de to meget dystre selvstændige albums Ana og Historias tristes til manuskript af sin søn Gabriel. Han skabte også den hårdkogte og småfilosofiske detektivserie Evarista (udgivet i USA under titlen Deep City) i samarbejde med en anden af de store argentinske tegneserieforfattere, Carlos Sampayo. Dertil kom krigsserien Águila Negra, som han tegnede i 1980 til manuskript af Ray Collins for sin gamle arbejdsgiver Columba. Kendere af amerikanske alternativserier vil måske også huske ham for tegneserieversioneringen af Tod Brownings horror-klassiker Freaks, som han illustrerede til manuskript af Jim Woodring i 1991.
I halvfemserne føjede han derudover endnu en genre til sit katalog: erotik, med serierne El Instituto (udgivet under titlen Young Witches i USA), El Prostíbulo del Terror, skrevet af Ricardo Barreiro, og ikke mindst Sexy Symphonies, der blev trykt i det erotiske spanske tegneserieblad over dem alle Kiss Comix. Han vendte desuden flere gange tilbage til den serie, han nok primært vil blive husket for, El Eternauta, sidst i 2001 i samarbejde med forfatteren Pablo Maiztegui.
Solano López’ robuste storbyrealisme står i stærk kontrast til den Milton Caniff-afledte chiaroscuro-tradition de fleste af hans argentinske og argentinsk bosatte samtidige arbejdede indenfor og som stormestrene Hugo Pratt, Alberto Breccia og José Muñoz udviklede i hver deres retning. Solano López derimod hold sig til sine grove skraveringer og kradse detaljerigdom og efterlader sig et livsværk, der anderledes håndfast fastholder de turbulente årtier i sit hjemlands historie i hvilke han gjorde karriere.
Læs Fantagraphics-forlægger Kim Thompsons mindeord om Solano López på The Comics Journal.
Del på
