Roms ørne 5
Med bind fem bliver der sat en form for punktum i Enrico Marinis serie Roms ørne, hvor romerne på udebane stiller op til bråvallaslag mod de samlede germanske stammer. Det er ren uforfalsket underholdning fra første til sidste side og kræver kun, at man sluger en kamel eller to undervejs.
De første fire bind har fulgt opvækst og ungdom for de to blodsbrødre Arminius og Marcus. Førstnævte bortført fra sin tyske familie og opdraget af Marcus’ far, der er gift med en tysk kvinde. På den måde har begge hovedpersoner behændigt en fod i hver lejr, selv om de i dette bind entydigt har valgt at stå på hver deres side. Arminius som selvbestaltet macholeder for de germanske stammer – Marcus som ugleset, isoleret deltager i romernes felttog.
De første fire bind har været en kulørt og yderst virkningsfuld sammenblanding af vold og sex, begge forhold romerne havde et noget mere frigjort syn på, end vi er vant til i dag. Arminius og Marcus har da også delt både kvinder, blod og holdninger undervejs, men står stejlt over for hinanden nu.
For at komme i gang med bind fem, starter Enrico Marini med at løse cliffhangeren fra bind fire, på samme måde som de gamle amerikanske tv-serier, så man føler sig en lille smule snydt. Nu har man trods alt ventet på, at en dræbende dolk skulle finde sit mål, i ikke mindre end to år. Den første side i Roms ørne V kunne snildt være medtaget i bind fire, hvis det ikke var for at holde på læseren, og det er jo på den anden side ikke forbudt.
Modsat de tidligere bind, så er der skruet noget ned for romancerne og det bare kød, men andet er vel også vanskeligt, eftersom det meste foregår på slagmarkerne i Germanien. Dog har den romerske hærfører Lepidus taget sin kone Priscilla med på felttog, så trekantsdramaet kan fortsætte på sidelinjen, eftersom Marcus er dødeligt forelsket i Priscilla. Det virker en anelse søgt at bringe familien med på et sådant togt, og er nok at strække læserens realitetssans en smule for langt. For yderligere at stramme den, så har Priscilla taget deres søn med, hvis far i realiteten er Marcus. Hvis man formår at sluger disse kameler, så fører bind fem på fornemste vis handlingen fra Rom og ud på mudrede germanske slagmarker i en page-turner, der får en til at ønske sig, at Marini ville droppe alle andre projekter og udelukkende fokusere på denne, så der ikke behøver gå flere år mellem hvert bind.
Halvdelen af et dobbeltopslag, hvor Arminius decimerer den romerske hær ene mand.
Marini tager sig umiddelbart af hele dynen: historien, tegningerne og farvelægningen. De to sidstnævnte er nu også så tæt knyttet sammen, at det giver god mening. Forgrundene er nænsomt streget op og farvelagt, mens baggrundene som hovedregel er konturløse. Det giver en rigtig god dybde i billederne, der næsten har samme effekt som et gammeldags dukketeater med figurer på scenen og baggrundstæpper trukket ind bagved. Der er nogle imponerende slagscener undervejs, også dobbeltopslag, der næsten bliver en slags respektindgydende myldrebilleder.
Marini driver fermt historien fremad med skift mellem de voldsomme slagscener og intriger i såvel den romerske som germanske lejr. Han benytter et klassisk fortællekneb ved at give læseren en viden, som kun vores hovedperson Marcus har, nemlig om Arminius’ forræderi – da alle andre tror, han fortsat er på romernes side. Marcus forsøger desperat at advare de romerske ledere om truslen, men uden at finde genklang. Dermed har vi en helt, som ingen tror på, kun læseren, der jo kender sagens rette sammenhæng. Læserens sympati trækkes derved over på Marcus’ side, selv om man vel strengt taget også burde have sympati for Arminius, der efter sin bortførelse som barn nu endelig kan få sin hævn. At det hele må ende i et storstilet slag, har man længe vidst. Ligeledes at de hovmodige romere næppe vil få en fod til jorden. Det fjerner dog ikke spændingen, fordi der er så mange andre små kampe i kampen. Som i en anden gang Risk skal germanerne erobre tre romerske stave for symbolsk at have vundet den endelige sejr, og sidste stav ender naturligvis i hænderne på … Marcus, som forsiden allerede viser.
Roms ørne V fungerer på mange måder som en form for afslutning, da en stor del af de sidehistorier, der har været undervejs, får en ende. Det gælder fx en tilbagevendende drøm, Marcus har haft, trekantsdramaet og opgøret mellem romerne og germanerne. Det er gråt, blåt og blodigt serveret og Marini viger ikke tilbage for at trække de mindst appetitlige dele frem i forgrunden. Alligevel er der bestemt lagt i kakkelovnen til en fortsættelse, som det ikke er muligt at berøre uden at komme med for mange detaljer om slutningen.
Del på
