Illustratoren, der netop nu arbejder på en stor graphic novel om J.F. Willumsen, viser highlights fra sin uundværlige skitsebog.
For Erik Petri er skitsebogen en uundværlig følgesvend. Det er her, han arbejder sig nærmere på illustrationer til aviser, magasiner, børnebøger og så videre – og det er også her, en stor J.F. Willumsen-biografi netop nu er ved at tage form.
– Jeg startede med at tegne i skitsebøger, da jeg havde set Robert Crumb-dokumentaren “Crumb” på DR2. Det er 14 år siden nu. Jeg havde aldrig før set nogen tegne i skitsebøger, så det var lidt af en åbenbaring, hvordan han både tegnede observationstegninger og ting ud af hovedet ned i sine bøger. Hans bøger blev et arkiv af ting, han havde set, folk han havde mødt, tanker han havde tænkt og idéer til projekter han havde kradset ned, forklarer Petri.
– Som tegner er skitsebøgerne ofte langt mere interessante end det færdige resultat, fordi det slår en tone an uden at lukke oplevelsen. En skitse viser, hvordan tegneren tænker, hvad han vægter, hvad der fanger hans øje – og ser man på skitsebøger tegnet over en længere periode, kan man se tegnerens udvikling.
Hvordan bruger du din skitsebog?
– For mig fungerer skitsebogen som en måde at holde styr på alle de projekter, jeg går og arbejder på, så intet bliver væk og jeg altid kan bladre tilbage og se, om en tidligere idé ikke var bedre end den, jeg lige fik. Skitsebogen rummer både noter, tegninger af steder, jeg har været, idéer til satiretegninger, små formstudier og eksperimenter, min proces frem mod et færdigt billede og så videre. Jeg har næsten altid min skitsebog med mig, den er en vigtig del af min måde at tænke og arbejde på.
Hvilken funktion tjener lige præcis dén type skitser for dig?
– Jeg havde et selvvalgt semesterprojekt, da jeg gik på Art Center i Californien, hvor jeg gerne ville undersøge observationstegning og udvikle mit formsprog igennem det. Jeg skitsede dagligt på den samme café i Pasadena gennem 14 uger. Hver uge mødtes jeg med min instruktør Bob Kato, som udfordrede mig til at skifte fokus, tegnemateriale mm. Han gav mig regler og målsætninger for stregvariationen, gruppering af skygger, forenkling, hvordan jeg skulle arbejde med kontrasten i mit billede og så videre. Han introducerede mig til forskellige tegnere, som jeg skulle lade mig inspirere af den ene uge, en ny tegner næste uge … På den måde blev jeg introduceret til nogen nye ‘visuelle vitaminer’ hver uge.
– Når man skal eksperimentere med form, synes jeg er det rart, at motivet er givet – at idéudviklingen er taget ud ligningen – så jeg bare kan fokusere på at tage afsæt i noget og bruge energien på at afprøve noget tegneteknisk. På de her tegninger havde jeg i forvejen klistret farvet papir ind, som billedkompositionen skulle forholde sig til.
Er det aldrig akavet, hvis folk opdager, at du sidder og skitser dem?
– Så længe de ikke bliver sure eller sidder og skaber sig er det fint … Men man kan altid vælge at tegne folk sådan lidt undercover ved at tegne den refleksion, de kaster ind i en rude.
– Jeg tegnede og layoutede Samvirkes Juniorsider i en årrække. På et tidspunkt skulle siderne henvende sig til en yngre målgruppe, og så blev det hele redesignet. Jeg forsøgte at finde frem til en skrift, der kunne passe sammen med det formsprog, jeg havde tænkt mig at illustrere siderne i.
Når du sidder dér og skriver “æsel” 100 gange – hvornår ved du, at der er noget, der virker? Er der et “eureka”-øjeblik, forlader du processen og “sover på det”, får du andre til at kigge på det eller … ?
– Tit finder man frem til det rette udtryk ved at ramme forkert nok gange, altså ved at tegne en masse, reflektere over, hvad der fungerer og hvad der ikke gør, og så arbejde videre derfra. Jeg synes, det er svært at spørge andre tegnere om, hvad der virker, det bliver bare forvirrende – og I sidste ende er det jo alligevel redaktørens ord, der er lov. Så jeg stoler på min mavefornemmelse og affinder mig med redaktørens dom.
– Den måde, Simplicissimus-tegnerne karikerede og forenklede virkeligheden på i deres satiretegninger, har altid fascineret mig. Så med deres sans for forenkling i farver og form – og med en stak gamle Playboy – tegnede jeg er række tøser i min skitsebog og fik på den måde eksperimenteret lidt med spændet mellem de flade grafiske former og den mere rumlige tegning. Jeg fortsatte med at dyrke formsproget, når jeg tegnede croquis i thedrawingclub.com i Los Angeles, her jeg mødte en række Disney-, Dreamworks- og Warnes Brothers-tegnere, som inspirerede mig og gav mig feedback og gode råd.
Hjælper det dig til at huske, hvordan folk eller ting så ud, at du “får det ind i fingrene” som her – eller handler dén type skitser mere om at holde sig selv ved ilden som tegner?
– Jeg får først oplevelserne rigtigt ind, når jeg har tegnet dem og taget stilling til det sete med en tusch på papir. Én ting er at se på formerne – som her i Japan – en anden ting er at tegne det ned, som fanger én og som muligvis kan inspirere én på sigt. Jo mere, der kommer ind gennem øje og hånd, jo mere kan der komme ud i éns tegninger senere.
– Før jeg tog til Japan med de danske bladtegnere i slutningen af oktober, havde jeg bestemt mig for at fylde en 48-siders skitsebog med tonet papir, så jeg kunne arbejde både lysere og mørkere i mine tegninger. Jeg havde sat nogen regler op før rejsen, som jeg næsten overholdt: Kun sorte, hvide og røde farver – og bogen skulle startes i flyveren ud og gøres færdig i flyveren på vej hjem.
– Den her er lavet på baggrund af en modeltegning fra thedrawingclub.com af en rollerskater. Efterfølgende ville jeg se, om jeg kunne lave skitsen om til en illustration.
Her arbejder du på forsiden til “Antboy 6”. Fortæl lidt om processen, vi kan se i opslaget …
– Selve forsidemotivet blev aftalt under et møde med redaktøren og forfatteren, hvor en løs skitse også blev lavet og godkendt. I skitserne her forsøger jeg bare at komme nærmere den rigtige stilling, billedbeskæring og størrelsen på figurerne I forhold til typografien.
Hvad laver Løkke egentlig deroppe i hjørnet?
– Jeg arbejder altid på flere forskellige projekter af gangen, og da jeg var igang med forsideskitserne, skulle jeg snart til møder på Gyldendal om indholdet i årets blæksprutte, så derfor skriblede jeg en masse løse idéer ned. Lars Løkke havde netop været fremme med et forslag om at nedlægge de Regioner han selv havde skabt få år forinden …
– Jeg er ikke specielt struktureret med den måde, jeg bruger mine skitsebøger på – jeg fylder bare alt det ned i dem, jeg gerne vil huske. Jeg kan godt lide, at det er sådan en rodet collage af løse idéer, proces, eksperimenter og tegnede oplevelser.
– Den her er også fra ét af mine selvvalgte studie på Art Center i Californien, hvor jeg var “på udveksling” fra Kolding Designskole i starten af 00’erne. Min ambition var at blive bedre til at overføre min viden om form og farve fra portrætmaleri efter levende model til portrætter skabt ud af hovedet. Tegningen er et formstudie til et maleri og gouache skitsen er blot en hurtig farvekomposition, hvor jeg finder ud af lys og skygge, hvor lyset kommer fra og hvilken temperatur, farven skal have … Det endelige oliemaleri endte i øvrigt med at blive udvalgt til Society of Illustrators Annual Student Scholarship Competition.
Når man nogensinde et punkt som tegner, hvor man har tegnet nok studier af f.eks. bygninger, altså hvor man ikke kan lære mere af det – eller i hvert fald tror, man ikke kan lære mere af det?
– Jeg tror aldrig, jeg bliver træt af at tegne det, jeg ser. Specielt på rejser, hvor man er indstillet på at gå på opdagelse, vil der altid være noget, der fanger øjet, og som kan bruges som afsæt til en lille komposition.
– Når jeg ser f.eks. en Ronald Searles måde at observere og tolke bymiljøer og putte små absurde scenarier ind på, så kan jeg se, at jeg har rig mulighed for at blive bedre, skarpere og mere personlig i mine miljø- og observationstegninger. Der ligger mange års tegning foran mig, før det for alvor bliver interessant for andre end mig selv … Men den følelse vil man sikkert altid have, uanset hvor man er.
Her har vi så nogle thumbnails til J.F. Willumsen-tegneserien – er det her virkelig dit første udkast? Eller går der nogle grovere thumbnails forud for dem her?
– Før jeg nåede til de her skitser, havde jeg tegnet en masse mikrosmå scener på papirlapper, så jeg nemt kunne bytte rundt, bytte ud og tegne til sådan som jeg forestillede mig historien. Da jeg tegnede siderne her, var det mere for at få nogle løse layoutidéer ned. Det fungerer bedst for mig at skitse alt i ministørrelse først, så jeg kan danne mig et overblik over helheden.
Hvordan går det egentlig med tegneserien?
– Siden jeg vandt konkurrencen, har jeg brugt en masse tid på at sætte mig yderligere ind i Willumsens liv, kunst og den danske kunstscene på den tid, han levede. Jeg har skrevet og skrevet om og om, for at finde frem til og ind til den rigtige struktur for fortællingen, hvad der skal fortælles hvornår, hvad der skal ud og hvor fokus skal ligge. Jeg har fået god sparring af dramatiker Joan Rang Christensen, Kunsthistoriker Troels Brandth Pedersen og min redaktør Julie Paludan Müller på Rosinante – og er meget snart ved det punkt, hvor jeg kan begynde at skitse.
“Vis os din skitsebog” er en ny artikelserie på Nummer9.dk. Flere skitsebøger følger!
Del på
