Tegneserieblogger Maren Uthaug fortæller om sin vittige og hudløst selvbiografiske debut, “Ellers går det godt”.
Maren Uthaug har tidligere udgivet humorbøger og samiske tegneserier på tryk, samtidig med at hendes blog hitter med over 20.000 månedlige unikke læsere, der blandt andet fryder sig over hendes selvironiske striber.
Nyeste udspil fra Uthaug er hendes første selvbiografiske tegneserie, “Ellers går det godt”. Efter under en måned på markedet har den allerede solgt tæt på 1.000 eksemplarer. Maren Uthaug står selv bag historie, streger, tryk, udgivelse og salg via egen blog. Nummer 9 har bedt fellow tegneblogger Stine Spedsbjerg tage en snak med den skarpe fortæller for at høre, hvordan “Ellers går det godt” blev til.
OBS: Der er intet objektivt over det her interview. Jeg har kendt Maren i flere år. Siden hun skrev til mig, at hun ikke kunne fordrage mig, har jeg haft lyst til at være bff med hende, og vi hjælper hinanden i den lille bitte forfatterklub “Fik jeg nævnt mig selv?”.
Hvor længe har du egentlig lavet striber?
– Hm, jeg havde min første stribe i Politiken i 2003, men efter et halvt år nedlagde de det tillæg, jeg tegnede til. Så sagde de, jeg var en talentløs idiot og bad mig aldrig kontakte dem igen. Eller, det sagde de ikke, men det var sådan, jeg havde det. Havde også en i BT i et år, så nedlagde de også dét tillæg … og sagde, det var lige før de nedlagde hele avisen, bare fordi jeg var så ekstremt dårlig til at tegne. Føltes det som om. På dén måde har jeg skide god selvtillid, når det kommer til at lave tegneserier.
Vildt, hvordan fik du de gigs?
– Den i Politiken hed Kruseduller og handlede om tre kvinder, altså duller. Jeg fik tjansen, fordi min kæreste var skredet – og jeg nu sad alene hjemme og gloede på vores lille bitte barn hver aften. På et tidspunkt blev jeg træt af at glo, sådan cirka samtidig med, at nogen henkastet fortalte mig, Politiken var ved at lave et livsstils-tillæg. De skal sgu da have en stribe, tænkte jeg og lavede fem forslag til dem. “Dem kan vi godt lide”, svarede de på min uopfordrede henvendelse, “men det kræver altså sit at finde på nye hele tiden, så desværre må vi sige nej”. Det svar gjorde mig ret sur (og jeg var i forvejen skide sur over at være blevet forladt – kørte på ren raseri-energi), så jeg lavede ti mere til dem på to dage og sendte af sted. Så fik jeg jobbet. Havde det i et halvt år.
– Hvad BT angår, så har jeg fået så mange børn de sidste par år, at jeg ikke rigtig har nogen hukommelse tilbage, men det var til deres kvindetillæg. Tror jeg nok. Tegnede til dem i et år. Tror jeg nok. Den hed Hverdagsfonduen. Mener det var en ven, der uopfordret sendte nogle af mine striber til dem – han var vist træt af at høre på mit klynk. Overraskende nok sagde de ja.
Men du har også udgivet tegneserier før?
– Min første tegneserie udkom på samisk i 2010, siden er der kommet to mere deroppe – på både norsk og samisk. Og jeg er meget stolt over dem. De handler – ikke overraskende – om samer, kulturen og forholdet til nordmænd. Min relation til denne udørk er, at min far er same (og min mor nordmand), og jeg tilbragte den første del af min barndom i det nordligste Norge.
Og alligevel, når vi snakker sammen og kommer ind på emnet, siger du altid, at du ikke kan tegne. Men hvorfor begyndte du så at fortælle om dit liv i tegneserieform i ny og næ på din blog?
– Jeg begyndte, fordi du sagde, at jeg skulle. Eller du bad mig lave noget til din blog – som blev rigtig godt modtaget. Så blev jeg mere modig. Og begyndte at lave noget til min egen blog. Hver gang jeg lagde tegninger på, steg mit læsertal gevaldigt. Det gør det i øvrigt stadig. Var jeg klogere, tegnede jeg hver dag til bloggen.
Var det virkelig første gang? Hvis jeg vidste det, har jeg glemt det. Det indlæg er stadig et af de mest læste på StineStregen, faktisk. Nå, videre: Hvad er din referenceramme som visuel fortæller? Henter du inspiration bestemte steder fra?
– Fisk.
Aj, men læser du overhovedet tegneserier?
– Næ. Sjældent. Tror, jeg er for tøset til traditionelle tegneserier. Jeg elsker StineStregen, men oftest synes jeg, tegneserier vil formidle for meget i deres tegninger – det bliver for svært og for meget at afkode, for meget crash! og bang! De kan så samtidig pege på mig og sige, jeg vil for lidt …
– Derudover er jeg en sucker for pointer – og det er der jo sjældent i tradtionelle hæfter. Men altså, jeg læser da dem i aviserne og den slags og jo, alle mulige andre, som jeg ikke kan huske hvad hedder. Er f.eks. meget vild med ham islændingen, som også tegner tændstikmænd. Jarh, han kom først, so sue me.
Sjovt, at du har mest succes med lige præcis dine striber, set i dét lys … Men alligevel er det ikke nok, vel Maren? Ikke kendt nok. Ikke rig nok. Du ville mere. Altid MERE. Du ville udgive en bog om dig selv! Hvorfor det?
– Er sgu ikke rig. Er verdens fattigste.
– “Ellers går det godt” blev lavet, fordi det virkede oplagt at prøve at følge op på blog-succesen. Og fordi Gad ringede og bad mig lave den. Da jeg havde lavet den, sagde de: “We love it, den er jo fantastisk, men den slags bøger sælger ikke, så ellers tak”.
– Så jeg sendte den til Gyldendal, der sagde: “We love it, den er jo fantastisk, men den slags bøger sælger ikke, så ellers tak”.
– Så jeg sendte den til Rosinante, der sagde: “We love it, den er jo fantastisk, men den slags bøger sælger ikke, så ellers tak”.
Så på dén måde kan man måske godt se, hvorfor du valgte at udgive den selv …
– Jeg tænkte bare, at det kunne sgu ikke passe, jeg fik så meget respons på de tegninger, og at ingen så ville købe bogen.
– Der skete så det heldige, at mit klaver, som var blevet ødelagt ved en kæmpe vandskade i kælderen, blev erstattet af forsikringen – det fik jeg 20.000 ud af. Som jeg så trykte bogen for. Stinker alligevel til at spille klaver.
Det er en bog om dig selv, især som mor og kæreste. Og selvom det lyder idyllisk, så er det jo ikke altid røde roser med dig og din kæreste Allan. Faktisk har han engang været så strid, at du fik lov til at poste et billede af ham i kjole på din blog, hvilket du også fortæller om og henviser til i din bog. Hvordan reagerer Allan på alt det her? Og er der stadig ingen, der kalder ham Kjole-Allan?
– Næ, alle kalder ham “Smukke Allan”, tror måske snart jeg skal til at være lidt mere rådden ved ham i de striber.
– Men altså, jeg spørger ham jo før jeg poster ting, hvor han er med. Han er heldigvis helt utroligt u-selvhøjtidelig. Tager virkelig ikke sig selv særlig seriøst på den måde.
– Men der er jo mange ting, jeg ikke kan skrive, når det for alvor går ad helvede til, sætter jeg mig ikke ned og vitser om det. Venter, til vi er færdige med at råbe og igen ligger i ske.
Vil du sige lidt mere om, hvad du ellers fortæller om i bogen?
– Jeg fortæller om at være menneske. Om at føle man ikke hører til, passer ind. Sådan var det, da jeg flyttede til Danmark som norsk samebarn – og sådan er det også at blive mor in a spelt-world.
Dine fans er die hard fans, det oplevede jeg til Ordkraft i Aalborg, men også dagligt i dit kommentarfelt. Men altså … nogle af dem vil gerne have deres bøger signeret af dine børn. Hvilket er sært. På den anden side tror jeg også, du er en guru for rigtig mange mødre. Hvordan oplever du selv din fanskare?
– Jeg ser mine læsere som verdens sødeste og mest opbakkende, og uden dem sad jeg sgu ikke her og overvejede, hvornår min næste bog skal udkomme på bloggen.
– Blogmediet er unikt på den måde, at man får direkte kontakt til modtageren. Hvilket så også betyder, at læserne synes, de kender mig virkelig godt, når de tilfældigt møder mig på gaden – nogle gange krammer de mig. Det kan godt skræmme mig lidt, for jeg er egentlig ret genert og sådan cirka verdens dårligste til at small-talke. Kommer gerne til at sige noget upassende i forsøget på at være sjov, og så går jeg og sparker mig selv resten af vejen hjem.
Fremtiden, Maren. Hvad byder den på, når det gælder dig og tegneserier? Hvad er drømmene og hvad er på vej i virkeligheden?
– Jeg vil lige præcis det, jeg gør nu. Det er dét, jeg har drømt om, altid. At fortælle og tegne og at nogen så rent faktisk gider købe det, jeg laver. Og føler, de kan bruge det til noget. Jamen, hvor heldig har man lov til at være. Så jeg fortsætter ufortrødent med at finde på striber og bøger og historier – på samisk, på norsk, på dansk, på swahili, what ever – bare der ikke kommer nogen og vækker mig og siger, jeg skal op og tilbage på mit gamle job som tekstforfatter i reklamebranchen.
Del på
