I dag ville Jack Kirby være fyldt 100 år. Med en karriere der spænder over seks årtier og mindst lige så mange genrer, er han den måske mest produktive og indflydelsesrige amerikanske tegneserieskaber nogensinde. Kirby satte nærmest fra første færd nye standarder for udtryksformen, og stod undervejs fadder til så ikoniske figurer som Captain America, Fantastic Four, Hulk, Thor, X-Men og mange flere. Nummer 9 bøjer sig i støvet og sætter i de kommende dage fokus på manden, de kaldte KONGEN. Her får du første del af to om Kirbys liv og værk.
Alting har sin tid under solen. Konger regerer og konger falder. At selv guder kommer og går, er et evigt tilbagevendende motiv i de mytologier, som menneskeheden har skabt og hentet kraft fra gennem alle tider. Det var også et vilkår, som skulle blive anstødssten for en række overvejelser om den menneskelige natur i den amerikanske tegneserieskaber Jack Kirbys arbejde.
Overvejelser, der fandt et løsen i følgende ræsonnement: i en verden hvor intet er sikkert, bliver det desto mere nødvendigt for det enkelte menneske at konsolidere et moralsk standpunkt. Men med den meget nøgterne tilføjelse, at de vilkår, der bliver den enkelte til del i en usikker verden, ofte fordrer, at man tvinges til at træffe beslutninger, som er i direkte modstrid med det oprindeligt afstukne moralkodeks. Med andre ord, at mennesket nødvendigvis kommer til at opleve situationer, hvor det er i splid med sig selv.
Det var ikke kun alverdens mytologisk gods, der gav Kirby denne indsigt. Til grund herfor lå først og fremmest et langt livs erfaringer, hvoraf flere var hentet i aldeles ekstreme omgivelser. Gennem hele Kirbys liv var der altid to perioder han vendte tilbage til i såvel samtaler som i sit arbejde: opvæksten i New Yorks slumkvarterer i 30’erne, og tiden i trøjen under anden verdenskrig.
Førstnævnte gav han i en høj alder et aldeles utilsløret indblik i i erindringsskitsen ”Street Code”, hvor den 12-13-årige jeg-fortæller pludselig oplever en uforklarlig afsmag for de ydmygende ritualer og daglige gadekampe mellem rivaliserende drengebander, som hidtil har udgjort hans hele virkelighedsfundament, og må se det hele erstattet af ét eneste ønske om at bryde ud af slummen og lægge det hele bag sig.
Landgangen på Omaha Beach under anden verdenskrig var endnu en sådan skelsættende oplevelse. Selvom den fandt sted en rum tid efter D-dag, var synet af de tusindvis af døde soldater, der mødte den unge infanterist ét, der forblev på nethinden til hans dages ende. I et interview fortæller Kirby en anekdote fra krigen, der kobler liv og værk: på et rekognosceringstogt ankommer Kirby og et par af hans soldaterkammerater til et forladt værtshus. Det er koldt, og Kirby går ind for at finde noget alkohol, der kan give dem varmen. Stedet viser sig imidlertid ikke at være helt så forladt som først antaget: tre tyske soldater venter indenfor med pistolerne pegende direkte mod ham.
Tyskerne sætter sig på nogle stole, og tvinger Kirby til at sætte sig på gulvet foran dem. Ud fra navnet på Kirbys uniform kan de se, at han er jøde, og de begynder at svine ham til – lidet anende, at han forstår tysk. På et tidspunkt er der én af dem, der siger noget ufordelagtigt om Kirbys mor, og da er det som om, der sænker sig et rødt tæppe over Kirbys øjne. Da han atter kommer til sig selv, ligger de tre tyske soldater ovenover ham – og alle er de døde. ”Det lyder næsten som The Hulk”, bryder intervieweren ind. ”Det var fuldstændig som The Hulk”, svarer Kirby.
Da Kirby atter kommer til sig selv, ligger de tre tyske soldater ovenover ham – og alle er de døde.
The Hulk er blot én af mange hundrede figurer, som Kirby skabte enten alene eller i samarbejde med andre i løbet af sin mere end tres år lange karriere. Og selvom han over årene nåede at arbejde indenfor snart sagt enhver tænkelig genre, er det dog først og fremmest superheltegenren, man i dag forbinder ham med. Det var her, Kirby knæsatte sine moderne mytologier med en opfindsomhed og produktivitet uden sidestykke i amerikansk tegneseriehistorie, der snart skulle resultere i tilnavnet ’The King’. Det var imidlertid også her, Kirby gang på gang oplevede at blive snydt så vandet drev, og igen og igen måtte se den anerkendelse, der så rigeligt burde være blevet ham til del, tilfalde andre.
Men alting har sin tid under solen, og i de seneste tiår har vi lykkeligvis været vidner til en stadig opblomstring af interessen for Kirbys værker. Broderparten af hans kolossale produktion, der anslås at være i omegnen 24.000 tegneseriesider, foreligger efterhånden i stort anlagte og fornemt udførte genoptryksudgaver, ligesom der findes luksusudgaver, hvor Kongens originalsider er affotograferet og gengivet 1/1, for dem der har råd. Desuden er der i de senere år udkommet et par bøger om Kirbys liv og værk – bl.a. én begået af den tidligere Kirby-assistent, Mark Evanier. Konger regerer og konger falder, men eftermælet hviler altid på deres præstationer.
Begyndelsen
Jacob Benjamin Kurtzberg blev født den 28. august 1917 som søn af jødiske immigranter på Manhattans Lower East Side. Det var et hårdt nabolag, hvor drengebander af forskellig herkomst lå i konstant krig med hinanden. Faderen arbejdede på en tekstilfabrik og familien var fattige, så unge Jacob måtte supplere til den slunkne økonomi ved at sælge aviser. Det var her, Jacob stødte på tegneserierne, og som så mange andre af hans generation, var han inspireret af Milton Caniff, Alex Raymond og Hal Foster, da han selv begyndte at tegne.
Jacob droppede tidligt ud af skolen med forældrenes samtykke for enten at finde et job eller uddanne sig. En kort overgang frekventerede han det navnkundige Pratt Institute, men måtte forlade stedet, da faderen mistede sit job. I 1935 fik Jacob arbejde hos Max Fleischers animationsstudie som assistent på produktionen af bl.a. Popeye– og Betty Boop-tegnefilmene. Arbejdsgangen mindede ham dog i mistænkelig grad om den fabriksmentalitet, hans far måtte lide under, og som Jacob selv ønskede at bryde ud af.
Tegneseriehæftet blev introduceret i slutningen af 1920’erne, og bestod i første omgang af genoptryk af avisernes dagsstriber. Hæfteformen blev imidlertid snart så populær, at udgiverne så sig sultent om efter nyt materiale. I 1938 blev den kun 20-årige Jacob ansat i den navnkundige Eisner-Iger-shop, der havde specialiseret sig i at skabe nyt materiale, og vakte her snart opsigt med sin dynamik og arbejdsomhed. Det blev startskuddet til en lang række ansættelsesforhold, som bød på stadigt ringere og ringere arbejdsvilkår for den unge tegner, som til sidst fandt sig i stald hos Victor Fox, en charlatan af en udgiver, der havde ry for at ansætte hvem som helst til den lavest mulige hyre.
Det var her, Jacob mødte den fire år ældre Joe Simon, som skulle blive hans faste samarbejdspartner i de næste mange år. Blandt de indledende stiløvelser var superhelteserien Blue Bolt, og arbejdsfordelingen var på plads fra starten: Sammen fandt de på en historie, som Jacob så tegnede og Simon tuschede. Det var i denne periode at den unge tegner, efter at have afprøvet en lang række pseudonymer, endeligt valgte at satse på kunstnernavnet Jack Kirby.
I en tid hvor den amerikanske regering tøvede med at involvere sig i 2. verdenskrig, var de to jødiske tegneserieskabere ikke sene til at sende deres nye superhelt i krig mod nazisterne.
Joe Simon havde det business-talent, som Kirby savnede, og inden længe sikrede han dem en kontrakt hos Timely Comics via udgiveren Martin Goodman. Det var her makkerparret fik deres første hit. I en tid hvor den amerikanske regering tøvede med at involvere sig i 2. verdenskrig, var de to jødiske tegneserieskabere ikke sene til at sende deres nye superhelt i krig mod nazisterne. Martin Goodman anede et stort potentiale i figuren, som var iklædt selve Stars and Stripes, og satsede hele butikken idet han gav den nye helt sit helt eget hæfte.
På forsiden af det første nummer kunne man således se Captain America give selveste Adolf Hitler en kæberasler, der skulle sende chokbølger gennem hele tegneserieindustrien. Og timingen kunne ikke have været bedre. Hæftet udkom den 20. december 1940, blot ni dage før Franklin D. Roosevelt i en radiotransmitteret tale advokerede for USA’s snarlige engagement i krigen.
Det er i disse tidlige Captain America-hæfter, som Simon og Kirby kun kreerede ti numre af, at man aner kimen til det dynamiske udtryk, som Kirby siden hen skulle raffinere, og som skulle ændre tilgangen til sideopbygning for altid: tegneseriesiden blev ikke længere betragtet som en statisk størrelse med fire over hinanden placerede striber à lige så mange billeder, men som en helhed, hvor de enkelte billeders størrelse, beskæring og placering i forhold til hinanden var dikteret af fortællingens dynamik. Dramaets aktører var som regel afbildet i ekstreme positurer med sener og muskler spændt til bristepunktet i en kraftudladning, der ind imellem sågar sprængte den traditionelle billedramme, som var formen ikke gearet til indholdet. Effekten af det nye dynamiske udtryk udeblev ikke, og Captain America solgte snart over en million eksemplarer månedligt – noget ellers kun serierne om Superman og Batman kunne bryste sig af.
Kirby beskriver i et interview den unge Stan Lee som en charlatan, der mest gik i vejen eller forstyrrede alle andre med sit fløjtespil.
Det var også hos Timely, at Kirby for første gang mødte sin anden, senere så vigtige samarbejdspartner. En ung mand ved navn Stanley Lieber som var i familie med Goodman, var blevet hyret til at gå til hånde på tegnestuen. Han havde litterære ambitioner, men måtte for nuværende nøjes med at lave kaffe, viske færdige sider rene for blyantsstreger, og engang imellem levere lidt manuskriptarbejde. I de få tilfælde, hvor han blev krediteret, valgte den dengang kun 18-årige forfatteraspirant pseudonymet Stan Lee. Kirby beskriver i et interview den unge Lee som en charlatan, der mest gik i vejen eller forstyrrede alle andre med sit fløjtespil(!)
Men på trods af Captain Americas åbenlyse succes måtte Simon og Kirby se langt efter et tilsvarende økonomisk afkast, og de begyndte så småt at se sig om efter andre muligheder. Simon fik kontakt til chefredaktøren Jack Liebowitz hos det konkurrerende forlag National (det senere DC Comics), og en aftale kom i al hemmelighed i stand. Stan Lee fik nys om skiftet, men svor at holde tand for tunge, indtil transaktionerne var på plads. Kort efter blev Simon og Kirby fyret af Martin Goodman, og Stan Lee forfremmet til redaktør hos Timely.
Krigen
Tiden hos National var ikke uproblematisk. Særligt var der tovtrækkerier med den notorisk herskesyge redaktør Mort Weisinger, som ikke så med milde øjne på, at Simon og Kirby egenrådigt forvaltede deres materiale i de fire serier, som de fik tildelt. Liebowitz havde dog det sidste ord, og inden længe fik deres serie om The Boy Commandos – en utraditionel krigsserie, der debuterede bagerst i forlagets hæderkronede Detective Comics (hvor serien om The Batman var debuteret kort forinden) – sit eget hæfte. The Boy Commandos var en drengebande – et fænomen Kirby kendte indefra, og som han vendte tilbage til flere gange i karrieren – der deltog i anden verdenskrig. Også krigen skulle Kirby snart få et indgående kendskab til.
Både Simon og Kirby blev indkaldt i 1943 og året efter blev Kirby, under ledelse af General Patton, sendt til Omaha Beach i Normandiet i kølvandet på D-Dag. I de følgende måneder oplevede Kirby krigens ubønhørlige vanvid på nært hold, og så sine kammerater dø enten af fjendens kugler eller af kulde. Selv blev han til sidst indlagt med så kraftige forfrysninger i fødderne, at lægerne overvejede at amputere. Så galt gik det dog ikke, og i januar 1945 var han tilbage i staterne. Kirbys aktive krigsdeltagelse i anden verdenskrig blev således kort – mindre end et halvt år – men det blev en skelsættende oplevelse, som han resten af livet vendte tilbage til og brødes med i sit arbejde.
Afslutningen på anden verdenskrig resulterede imidlertid også i en dalende interesse for krigstegneserier og mange af superhelteserierne, og hjemvendt fra Europa måtte Simon og Kirby se sig om efter nye græsgange. De startede en tegnestue, der bl.a. også kom til at tælle navne som Steve Ditko, Mort Meskin og George Roussos, og fra midten af fyrrerne og ti år frem eksperimenterede de med et væld af genrer og opkog af gamle koncepter hos forskellige forlag. For Harvey genoplivede de Kirbys gamle idé om en drengebande-serie – nu henlagt til det vilde vesten i serien Boy’s Ranch, mens serien om Fighting American i begyndelsen blot var Captain America i nye klæder, men siden udviklede sig til en parodisk serie à la MAD. De forsøgte sig også med horror-tegneserier som Black Magic og krimiserier som Justice Traps the Guilty, men nåede snart frem til den konklusion, at hvis ingen af de eksisterende genrer længere kunne give smør på brødet, måtte de opfinde en ny.
Tegneserie-hetzen
Det skete med hæfteserien Young Romance, der snart blev fulgt af serier som Young Love, Western Love og et væld af andre romantikserier, der solgte som varmt brød. Inden længe stiftede de deres eget forlag, Mainline Comics, hvor de bl.a. lancerede deres bud på noget så hidtil uhørt som en realistisk krigstegneserie. Der er et pænt stykke vej fra den føromtalte første Captain America-forsides glorværdige men naive punch fra 1940 til billedet af den sårede soldat på Omaha Beach, der iklædt beskidte bandager skriver hjem til sin mor, på forsiden af første nummer af Foxhole godt ti år senere. En krig kom imellem.
Det skortede med andre ord ikke på output fra Simon og Kirbys tegnestue, men tiden var næppe den rigtige. I midten af 1950’ernes kommunistforskrækkede, paranoide klima blev hver sten vendt i jagten på samfundsnedbrydende elementer, og det kom bl.a. til at gå hårdt ud over underholdningsindustrien generelt – og tegneseriebranchen i særdeleshed. Med psykologen Frederic Wertham i spidsen iværksattes en gennemgribende gennemhegling af de kulørte hæfter, som mange mente at kunne spore som den direkte årsag til alt fra ungdomskriminalitet, narkomani og forkvaklet seksualitet.
For at komme tegneseriernes opdragelse til terror til livs nedsatte man et panel, der afstak klare retningslinjer for, hvad tegneserier fremover kunne – og ikke mindst ikke kunne – indeholde. Værst gik det ud over forlaget E.C., hvis serier var camouflerede som henholdsvis horror- og science fiction-tegneserier, men som månedligt ridsede i overfladen på og satte store spørgsmålstegn ved netop den utopiske amerikanske idyl, som kritikerne med næb og klør søgte at opretholde.
Men mange andre forlag og distributører måtte også dreje nøglen om i takt med, at deres produkter på en gang blev mistænkeliggjort og underkastet et regelsæt, der sugede al saft og kraft ud af dem. I løbet af blot et halvt år – fra efteråret 1954 til det efterfølgende forår – estimeres det, at hen ved 350 forskellige serier måtte lide bladdøden. Blandt de mange, der måtte indstille produktionen, var også Simon og Kirbys Mainline Comics.
For en freelancetegner var situationen så dårlig, at mange af forlagene så deres snit til at anvende deciderede gangstermetoder i deres ansættelsespolitik: man kunne få arbejde til en overenskomstmæssigt forsvarlig løn, men kun hvis man indvilligede i at bestikke arbejdsgiveren tilbage med en procentsats af samme. Det lykkedes imidlertid Joe Simon at skaffe Kirby et nogenlunde anstændigt job hos National, hvor han sammen med forfatteren Dave Wood skabte serien Challengers of the Unknown.
Men Kirbys allerede på nuværende tidspunkt karakteristisk kantede tegnestil gik kun dårligt i spænd med forlagets homogent renskurede, grænsende til det artistisk integritetsløse house style, og han blev gang på gang bedt om at nedtone sit udtryk. Ydermere forblev hans arbejde konsekvent ukrediteret, og da National-bossen Jack Schiff, som havde skaffet Kirby arbejde på avisstriben Sky Masters, pludselig udbad sig procenter af afkastet som tak for hjælpen, havde Kirby fået nok. Han nægtede at betale, og blev efterfølgende fyret. Så mere af nød end af lyst søgte han tilbage til Martin Goodman og Timely, hvor Simon og Kirbys tidligere stik-i-rend dreng Stan Lee nu var forfremmet til chefredaktør.
Da Kirby vendte tilbage til Timely i slutningen af 50’erne, var det et forlag, der hovedsageligt lukrerede på krydsordshæfter og pulp-magasiner. Forlagets tegneserieudgivelser, samlet under paraplybetegnelsen Atlas Comics, bestod af en halv snes western-, romance- og monsterserier, hvor Stan Lee – sammen med sin bror, Larry Lieber – leverede manuskripter og idéudkast til tegnere som Steve Ditko, Don Heck og Dick Ayers. Det var under arbejdet på disse titler, at Kirby og Lee langsomt udviklede den arbejdsgang, der siden skulle komme til at gå under betegnelsen The Marvel Method.
Det var en effektiv og dynamisk arbejdsgang, men også én, der naturligt nok siden hen skulle afføde mange diskussioner om hvem, der havde bidraget med hvad og hvor meget.
Det var en metode, som dels blev affødt af det faktum, at Stan Lee skulle varetage ti forskellige serier, dels, at Jack Kirby var en tegner, der kunne lide at få noget fra hånden. Kirby arbejdede simpelthen for hurtigt til at Lee kunne følge med, og sammen udviklede de derfor en slags forfatter-tegner ping-pong, hvor én af dem kastede en idé på bordet, som Lee så ville nedfælde som en kort plot synopsis. Kirby ville så gå hjem og ombryde oplægget til det på forhånd aftalte antal færdige tegneseriesider, hvorefter Lee til sidst ville tilføje den færdige dialog og tekst. Det var en effektiv og dynamisk arbejdsgang, men også én, der naturligt nok siden hen skulle afføde mange diskussioner om hvem, der havde bidraget med hvad og hvor meget – ikke mindst fordi Lee under alle omstændigheder blev både betalt og krediteret som forfatter.
Men tiderne var stadig sløje, og konsekvenserne af midthalvtredsernes tegneseriehetz var endnu så håndgribelige i begyndelsen af det næste årti, at Martin Goodman overvejede helt at lukke ned for sin tegneserielinje. Ansporet af konkurrenten Nationals nylige succes med superheltegruppen Justice League of America besluttede han dog at give de kulørte hæfter en sidste chance, og opfordrede Lee og Kirby til at stampe et lignende produkt op af jorden. Det var knald eller fald. Resultatet var første nummer af serien om The Fantastic Four, der så dagens lys den 8. august 1961, og som skulle komme til at ændre ikke bare forlagets men tegneseriemediets fremtid for altid.
De fantastiske fire
De fantastiske fire er til en begyndelse fortællingen om fire astronauter, som under en rumfartsmission bliver udsat for radioaktiv stråling, der får voldsomme konsekvenser: Reed Richards, professor og ensemblets patriarkalske skikkelse om en hals, opdager, at han pludselig kan strække og forlænge en hvilken som helst del af sit legeme i uhørt grad, mens hans forlovede, Susan Storm, har opnået evnen til at forsvinde i den blå luft. Hendes bror, den unge og fyrige Johnny Storm, kan efter forgodtbefindende forvandle sig til en menneskelig fakkel, mens gruppens sidste medlem, Reeds ungdomsven Benjamin Grimm, må se sig forvandlet til en fast men mudret masse – en forvandling, der samtidig har forlenet ham med monstrøse kræfter. Første nummer af The Fantastic Four udkom mens den kolde krig var på sit højeste, og superheltegruppens tilblivelsesproces er selvføgelig en refleksion af samtidens optagethed af radioaktivitet – et fænomen, som Lee og Kirby siden skulle bruge igen og igen som grundlag for senere figurer.
Kvartetten var konceptuelt funderet i de fire elementer jord, ild, vand og luft, men derudover hentede gruppens medlemmer hver for sig også en hel del inspiration i allerede eksisterende figurer: Reed Richards, eller Mr. Fantastic, som han vælger at kalde sig selv i første nummer, har en påfaldende lighed med Jack Coles Plastic Man. Johnny Storm, eller The Human Torch, er i første omgang blot en genantænding af en gammel Timely-figur fra 40’erne, Carl Burgos’ android af samme navn, mens Susan Storm – The Invisible Girl – og Ben Grimm, kaldet The Thing, trækker på arven fra gamle science fiction-forløbere som H. G. Wells og R. L. Stevenson. Samtidig mindede gruppens oprindelseshistorie ikke så lidt om den, der var blevet DC-serien Challengers of the Unknown til del få år forinden – en serie, der som nævnt var signeret af Jack Kirby.
Det nye ved The Fantastic Four var den for genren så paradoksale realisme, der lige fra starten sneg sig ind i fortællingerne, og som med tiden skulle blive et fremherskende element i snart sagt alle forlagets titler.
Men det nye ved The Fantastic Four var den for genren så paradoksale realisme, der lige fra starten sneg sig ind i fortællingerne, og som med tiden skulle blive et fremherskende element i snart sagt alle forlagets titler. De fantastiske fire var ganske vist superhelte, men de var også privatpersoner med hver deres unikke, om end arketypiske, karakteristika. Ganske betegnende henvendte figurerne sig som oftest til hinanden – og blev iblandt publikum derfor også kendt under – deres borgerlige navne. Mr. Fantastic var simpelthen Reed, The Thing var Ben, osv. Og endelig var de en familie, med alt hvad det afstedkommer af indbyrdes ævl og kævl, jalousi og konkurrencementalitet.
Reed Richards er den, der kommer tættest på at være den rendyrkede, pletfri superhelt. Han er en flot mand, der er aldeles uanfægtelig i sin intelligens og integritet, og så er han gruppens patriark, manden, der formår at holde hovedet koldt, og som de andre gruppemedlemmer ser hen til og forventer en løsning fra, når tingene brænder på.
Susan Storm, senere Richards, er måske det mest anonyme medlem af gruppen (jf. hendes usynlighed), og repræsenterer til en begyndelse et noget antikveret kvindebillede. Hun tager sig gerne af det praktiske som at sy dragter, og går ikke af vejen for at spille sine mandlige kollegaer et lille puds som straf for, at de ikke har bemærket hendes nye frisure(!) Hun er imidlertid også fra starten det mest empatiske medlem af gruppen, og i takt med at hendes personlighed udvikles, kommer hendes kræfter desuden til at omfatte evnen til i krisesituationer at kaste et beskyttende skjold om sine nærmeste. Johnny Storm er bogstaveligt talt gruppens unge hot shot, der er fyr og flamme med en forkærlighed for racerbiler og unge damebekendtskaber. Han er den af gruppens medlemmer, som tydeligst formår at fravriste superheltetilværelsen alle dens fornøjelser, og kommer som sådan altid til at stå i direkte opposition til gruppens problembarn, Ben Grimm.
Benjamin Grimm er uden tvivl det mest sammensatte og interessante medlem af De fantastiske fire. Han er den, der som den eneste i gruppen ser sin forvandling som en utvetydig forbandelse. Også hos ham kommer de udviklede superheltekræfter til at spejle de allerede tilstedeværende karaktertræk, men i Ben Grimms tilfælde er det de træk, han helst så begravet, som kommer op til overfladen: det i bogstaveligste forstand stenhårde, monstrøse udseende og den deraf følgende råstyrke spejler det voldsomme temperament og den latente aggressivitet, som især i seriens første år gjorde, at man som læser aldrig var helt på det rene med, om figuren nu også var én, man skulle holde med og af, eller om han ville udvikle sig til et regulært problem for gruppen. En sådan dualitet i en ledende helteskikkelse var i starten af 60’erne ganske ny, og føjede en hidtil uset grad af kompleksitet til superheltegenren.
Det er svært ikke at læse samspillet de to figurer imellem som et billede på Kirby og Lees indbyrdes forhold.
Dybest set er Benjamin Grimm godmodigheden selv. Men præsenteret for et problem, tvinger hans heftige temperament ham som oftest til meget håndfaste løsninger, som ikke sjældent viser sig at være overilede, og gang på gang må han i bogstaveligste forstand lægges i bånd af den intellektuelt langt mere velfunderede og veltalende Reed Richards. Det er svært ikke at læse samspillet de to figurer imellem som et billede på Kirby og Lees indbyrdes forhold.
Doctor Doom og Galactus
Men ingen superhelte uden superskurk, og skurken over dem alle – i hvert fald i Marvel-regi – dukkede for første gang op i Fantastic Four #5. Doctor Doom, alias Victor von Doom, var enehersker i det lille europæiske kongerige Latveria, og dertil en genial videnskabsmand, som efter et fejlslagent laboratorieforsøg, der vansirede hans ansigt, valgte at iklæde sig panser og plade, og satse – som så mange af hans slags før – på intet mindre end verdensherredømmet.
Over årene fik Lee og Kirby dog nuanceret karakteren betragteligt, og ikke mindst forlenet ham med den grundlæggende ambivalens, som skulle komme til at kendetegne mange af forlagets figurer. For på bunden viser Doctor Doom sig at være en tragisk skikkelse. Jaloux, forfængelig, arrogant og vanvittig er Doom på mange måder Reed Richards’ onde tvilling – et vrangbillede, der konstant stræber efter at udslette sin anden halvdel for bedre at komme til sin ret. I serien ser man aldrig Dooms ansigt efter laboratorieulykken, men Kirbys idé om at ’vansiringen’ i virkeligheden begrænsede sig til et ar på størrelse med en tommelfingernegl, fortæller egentlig alt, hvad man behøver at vide om figuren.
I en kontinuerlig kraftpræstation introducerede Lee og Kirby måned efter måned nye koncepter og sammenhænge i The Fantastic Four, og fortællingerne blev snart så komplekse, at de måtte strække sig over adskillige numre. På mindre end et år var fænomener som The Inhumans, en gruppe af højt udviklede supermennesker, som har levet i skjul for resten af menneskeheden siden tidernes morgen, The Negative Zone, der, som navnet antyder, er en vrangvendt parallel til vores eget univers, og The Black Panther, verdens første sorte superhelt, føjet til det allerede vidtforgrenede univers. Det forløb, som vidt og bredt accepteres som seriens højdepunkt, indfinder sig imidlertid i den såkaldte Galactus-trilogi, der er at finde i Fantastic Four #48-50. Legenden fortæller, at Stan Lee i et anfald af overmod – og vel sagtens i et forsøg på at overtrumfe tidligere numres sejrsgange – en passant foreslog, at De Fantastiske Fire skulle kæmpe mod Gud, hvorefter Kirby gik hjem og tegnede hele fortællingen.
Det er Lee og Kirby, der for første gang for alvor tager temperaturen på, hvordan menigmand ville opfatte en virkelighed, hvor opgør mellem supervæsener var hverdagskost.
Hvorom alting er, så løfter Galactus-trilogien under alle omstændigheder superheltegenren til nye, kosmiske højder. Modsat firkløverets hidtidige modstandere, er Galactus nemlig ikke ude på at underkaste sig kloden, men slet og ret at udslette den. Dette sker imidlertid ikke ud fra et ondsindet eller krigerisk ønske, men slet og ret fordi det er det, Galactus gør. Han er en kosmisk størrelse, der simpelthen ernærer sig ved at suge al livskraften ud af hele verdener, som vi andre vælger at spise en appelsin. Det gør ham dog langt fra mindre frygtindgydende, og De Fantastiske Fire er denne gang for alvor på bar bund. Det samme er manden på gaden, som Lee og Kirby stiller skarpt på i en række sekvenser, der for første gang for alvor tager temperaturen på, hvordan menigmand ville opfatte en virkelighed, hvor opgør mellem supervæsener var hverdagskost.
Til ligningen om verdensfortæreren hører også historien om Galactus’ sølverne herold, The Silver Surfer – endnu en rendyrket astral skikkelse – som imidlertid lader sig inspirere i en sådan grad af den varme og næstekærlighed han møder hos Ben Grimms blinde kæreste, Alicia Masters, at han vælger at vende sig mod sin herres forehavende – med uoprettelige konsekvenser.
Også figuren The Watcher, en slags kosmisk notar med base på månen, kommer til at spille en afgørende rolle i kampen. The Watcher er i princippet jævnbyrdig med Galactus, men er bundet af en ed, der forhindrer ham i at intervenere i jordiske anliggender. Det forhindrer ham dog ikke i at afsløre det ene løsen, der kan standse Galactus’ altødelæggende fremfærd, men det bliver op til The Human Torch at krydse verdensrummet for at skaffe det til veje. Hjemvendt fra sin kosmiske færd falder en udmattet og rystet Johnny Storm sammen for fødderne af sine venner i erkendelsen af, at den samlede menneskehed blot udgør en myretue i den overordnede, universelle plan. Udfaldet blev måske anderledes, end først tænkt, men Kirby leverede virkelig, hvad Lee havde bestilt: en parabel over menneskenes rystende møde med det guddommelige.
Mindst lige så interessant er imidlertid fortællingen ”This Man! This Monster!”, som følger lige i kølvandet på Galactus-trilogien. Her har endnu én af disse ondsindede videnskabsmænd i et anfald af jalousi set sig gal på den geniale Reed Richards, og har udtænkt en snedig plan for at komme ham til livs: med ét apparat får han lokket den af kærestesorger tyngede Ben Grimm til sit hus, med et andet får han på forunderlig vis overtaget hans identitet. Den falske Ben Grimm dukker nu op i De Fantastiske Fires hovedkvarter, lige i tide til at se Reed Richards gøre sig klar til at entre den negative zone, som han vil undersøge for menneskehedens bedste. Den eneste, bogstavelige livsline til virkeligheden lægger Reed i hænderne på den falske Ben, der imidlertid pludselig er gerådet i tvivl om rimeligheden af sit forehavende.
Så da livslinen knækker, træffer han det eneste rigtige valg, og lader sig indfange af den negative zone, hvor han atter står ansigt til ansigt med Reed Richards, som jo har vist sig faktisk at være en nobel, altruistisk forsker og alt det, som den gale videnskabsmand i sit hjertes inderste selv ønskede at være. På vej mod den negative zones dødbringende centrum indser den falske Ben Grimm, at han har forplumret sin tilværelse, og beslutter at foretage en sidste, bodfærdig handling: med hele The Things styrke kaster han Reed Richards tilbage til virkeligheden, og synker derefter selv ind i intetheden. Fortællingen kan i dag måske virke en smule banal, men den er vigtig, fordi den på mange måder foregriber Kirbys senere og mere raffinerede livtag med den for ham så nødvendige moralske stillingtagen.
Marvel-universet
The Fantastic Fours succes affødte en hel række af hæfter signeret af Lee og Kirby. Deres næste titel, The Incredible Hulk, var ikke en umiddelbar succes, da hæftet lukkede efter blot seks numre, men titelfiguren viste sig så sliddygtig, at han snart blev en blivende del af det hastigt voksende Marvel-univers. The Hulk kommer til verden, da forskeren Bruce Banner rammes af radioaktive stråler, i det han forsøger at redde en ung mand, der har forvildet sig ind på et nukleart prøvesprængningsområde, fra den visse død.
The Hulk er i og for sig Reed Richards og Benjamin Grimm i evig vekselvirkning, for alvor en figur i splid med sig selv.
The Incredible Hulk kommer i første omgang til at ligge i klar forlængelse af Lee og Kirbys tidligere monster-serier, og figuren minder ved første øjekast desuden ikke så lidt om The Thing. Men hvor Ben Grimm mentalt forbliver den samme, uanset hvilken form han manifesterer sig i, er der en mærkbar dissonans imellem det rasende, altødelæggende monster Hulk og hans højt begavede, brødebetyngede alter ego Bruce Banner. The Hulk er i og for sig Reed Richards og Benjamin Grimm i evig vekselvirkning, for alvor en figur i splid med sig selv.
På trods af The Incredible Hulks begrænsede succes valgte forlaget, som nu kaldte sig for Marvel Comics, at satse på superheltegenren, og nye serier fulgte i en lind strøm: der var serien om Sergent Fury and His Howling Commandos, hvor Kirby igen kunne trække på sine erfaringer fra krigen, der var den om de mystiske X-Men, en gruppe mutanter med superheltekræfter, som har svoret at beskytte en menneskehed, der skyr dem som pesten, og så var der superheltesammenslutningen The Avengers, som i seriens fjerde nummer fandt en ny lederskikkelse i Simon og Kirbys nu tyve år gamle figur, Captain America.
Endelig var der serien om tordenguden Thor, hvor Lee og Kirby tog afsæt i figurkredsen fra den nordiske mytologi og forestillingen om et nært forestående ragnarok – et motiv, som skulle blive bagtæppet for adskillige af Kirbys senere værker. Kirby havde store planer for serien: bl.a. skulle de gamle guder dø, som foreskrevet af forlægget, og nye opstå. Men disse idéer holdt han foreløbig for sig selv, for så at forløse dem år senere i et helt andet regi. Men mere herom i anden del.
En af grundpillerne i Marvel-seriernes overvældende succes, var uden tvivl sammenhængskraften serierne imellem. Figurerne gæsteoptrådte gerne i hinandens serier, og begivenheder, der udspillede sig i et givent nummer af Fantastic Four, kunne få konsekvenser senere i fx The Avengers. Tanken om et sammenhængende univers var ingenlunde ny. Som nævnt havde DC allerede sat adskillige af forlagets figurer stævne i superheltegruppen The Justice League of America, men Lee og Kirby tog idéen til nye højder og sørgede for – både i den enkelte serie og de forskellige serier imellem – at opretholde en hidtil uset grad af kontinuitet, som i den grad var med til at forstærke læserens oplevelse af, at nok var man forsænket i et fiktivt univers, men det var ét, der var lige så komplekst, og som opererede efter de samme love, som vores eget.
Lee og Kirby opretholdt en hidtil uset grad af kontinuitet, som var med til at forstærke læserens oplevelse af, at fiktionsuniverset var lige så komplekst, og opererede efter de samme love, som vores eget.
Samtidig med den nys iværksatte bølge af superheltehæfter, fortsatte forlaget udgivelsen af deres månedlige fantasy- og skrækhæfter som Journey into Mystery, Amazing Fantasy, Strange Tales og Tales to Astonish, der alle bragte kortere historier signeret af forskellige tegnere og forfattere. Forlagschef Martin Goodman var omsider blevet overbevist om, at superheltene var kommet for at blive, og satte især Lee og Kirby i sving med at koge nye koncepter op, der kunne fungere som fortsatte tophistorier i antologihæfterne. Ant-Man dukkede op i Tales to Astonish, og De fantastiske fires yngste medlem, The Human Torch, optrådte nu solo i Strange Tales. Det var således også i det femtende og sidste nummer af Amazing Fantasy, at man for første gang kunne læse om teenagesuperhelten Spider-Man, der med årene skulle blive forlagets mest kendte og elskede figur.
Spider-Mans oprindelseshistorie – og den efterfølgende hæfteserie – var skrevet af Stan Lee og tegnet af Steve Ditko, men Jack Kirby var involveret i undfangelsen af figuren, og stod resten af sine dage stejlt på, at han havde bidraget til seriens succes. Stan Lee hævdede at have fundet på navnet, det samme gjorde Kirby. Hvorom alting er, så var den oprindelsesmyte, som Kirby tegnede for Marvels Spider-Man – og som siden blev kasseret – en klassisk Golden Age-fortælling, der involverede en forældreløs dreng, som fik superkræfter efter at have fundet en magisk ring, og som havde meget lidt til fælles med Lee og Ditkos færdige resultat, der omhandlede en ung teenager, som får uanede kræfter efter at være blevet bidt af en radioaktivt bestrålet edderkop.
Slagsmålet om faderskabet til Spider-Man er på mange måder emblematisk for forholdet mellem Lee og Kirby – et forhold, der blev mere og mere anstrengt, som årene gik. Kirby følte ikke, at han fik løn som fortjent – hverken i bogstavelig eller overført forstand – og var frustreret over, måned efter måned at se Lee krediteret som forfatter på historier, som han selv dybest set havde bygget op fra grunden. At store dele af såvel pressen som læserskaren så oven i købet lod sig besnære af den karismatiske Lees floromvundne snik-snak gjorde ikke sagen bedre, og helt galt gik det, da Kirby i en artikel måtte se Stan Lee krediteret som ophavsmand til Captain America – en figur, som han havde skabt sammen med Joe Simon, da Stan Lee stadig blot var en teenage-praktikant, som forpestede forlaget med sit fløjtespil.
Opfattelsen af Lee som den ene kreative kraft hos Marvel var imidlertid snart så udbredt, at selskabet Perfect Film, der i slutningen af 60’erne opkøbte forlaget, som eneste klausul havde, at den succesfulde forfatter skulle følge med i købet. Kirby var de ligeglade med i en sådan grad, at de ikke engang ville give ham en ordentlig kontrakt. Han forsøgte igen og igen at forhandle blot nogenlunde anstændige arbejdsbetingelser på plads, men de nye ejere var ubøjelige. Kirby diskuterede den uholdbare situation igennem med sin gamle ven, Carmine Infantino, der opfordrede ham til atter engang at søge over til National, som nu gik under navnet DC Comics, hvor Infantino selv netop var blevet en del af ledelsen. Kirby var først betænkelig, men da han hørte, at hans gamle plageånder Jack Schiff og Mort Weisinger var på vej væk fra DC, slog han til. Endnu engang tvang elendige arbejdsbetingelser Jack Kirby – tegneseriebranchens ubetinget mest produktive og kreative kraft – til at søge nye veje.
Glæd dig til del 2 af KIRBY 100: Kongen, hvor vi stiller skarpt på tiden efter Marvel og Kirbys mest personlige og komplekse arbejde i sagaen om The Fourth World.
