Julegodter: Nonnonba

Dagens juleanbefaling er mangalegenden Shigeru Mizukis charmerende barndomsberetning fra åndernes rige.

Når det kommer til manga, er Shigeru Mizuki klart et bekendskab værd. Han er en af mediets pionerer, højt skattet i sit hjemland og nu efterhånden også tilgængelig i vesten. For dem, der går op i den slags, fik “NonNonBa” – der tidligere på året kom i en engesksproget version – prisen for “bedste album” i Angouleme i 2007. Om det var fortjent, skal jeg ikke kunne sige, men fortællingen om, hvordan Mizuki som barn blev introduceret til Japans rige folkloristiske åndeverden af den gamle nabokone, hans familie kaldte “NonNonBa”, er virkelig en skøn oplevelse.

Mizuki er en “skæv” tegner set med vestlige øjne, og næppe øverst på teenagepigernes hitliste, når det handler om manga. Det eksotiske skyldes dog til dels, at det er manga af den gamle skole; Mizuki var med til at definere genren tilbage i 50′erne, længe før manga blev det ekstreme massefænomen, det er i dag. Hans stil er grov og funktionel uden det mindste af den højglanspolerede pænhed, vi er vant til, men også sprællevende og boblende af uhæmmet fantasi. Det er en personlig historie som har en dyb klangbund, og den nussede stil bidrager med en sær autencitet til beskrivelsen af åndeverdenen set gennem den lille Mizukis øjne.

Han er en dreng af sin tid, det militaristiske Japan i trediverne, men de mennesker, han støtter sig til, bidrager på hver deres måde til at ændre ham som menneske. Hos gamle Nonnonba finder han en forklaring på alt det gådefulde, som mennesker med et slidsomt liv kun har et skuldertræk til overs for, og den oversanselige pige Miwa  fulender billedet og bliver drengens nøgle til åndernes rige verden.

På fløjen står hans lidt sværmeriske og filmtossede, men i bund og grund pragmatiske far og ryster på hovedet af drengens middelalderlige fantasiverden. Hans jordbundne resignation over sønnen bidrager ikke desto mindre med en vigtig brik til det puslespil, overgangen fra barn til voksen er. Altid loyalt lyttende evner han at drage en lære af drengens højtflyvende oplevelser, og bidrager dermed til at bygge en bro fra det åndelige til menneskenes verden.

Drengen Mizuki må overvinde sig selv for at klare det forestående, både i de helt jordnære hundeslagsmål blandt egnens evigt krigende drengebander og konfronteret med groteske ånder og dæmoner. Men da pigen Miwas tunge skæbne endelig går op for ham, må han sande, at livet rummer kræfter, der ikke kan besejres gennem hverken fysisk eller åndelig råstyrke. Drengen, der bevæger sig gennem åndernes rige som en fisk i vandet, må bøje sig for den voksne verdens virkelighed, hvor uretfærdigt det end må synes. Der er kampe i livet, man må tabe, men ved at vise ydmyghed overfor det, man ikke kan ændre på, kan man lære at leve med tabet.

Det tager måske historien lidt tid at komme ind under huden på læseren i al sin eksotiske fremmedartethed, men tålmodigheden bliver rigeligt belønnet af denne både rørende og tankevækkende tegneserie. Årets julegave til den, der gerne rejser langt fra alfarvej.

“Julegodterne” er fundet ved afstemning blandt Nummer 9s skribenter, der har peget på deres bedste tegneserieoplevelser i 2012. De valgte tegneserier præsenteres én for én frem mod juleaften, hvor udgivelsen, der har fået allerflest stemmer, åbenbares.

Om Mårdøn Smet

Morten Schmidt er serieskaber og illustrator med base på tegnestuen Over Floden. Desuden tegneserieskribent for bl.a. Strip! og Nummer 9.