I weekenden 23-24. februar er der atter Copenhagen Comics i Øksnehallen i København. Nummer9s skribenter har kigget programmet efter i sømmene og fundet nogle ting frem, som de gerne vil nå at opleve på årets festival.
Malene Hald, skribent og redaktionsmedlem:
Pernille Ørums Disney-inspirerede streger går lige i hjertekulen på mig. Jeg glæder mig til at høre hende fortælle insiderhistorier om hendes møder med Kevin Smith om søndagen kl. 10.30.
Som feminist og tegneserielæser får jeg en travl dag om søndagen, for jeg skal både forbi interviewet med Liv Strömquist kl. 11.00 og debatten om feministiske tegnserier kl. 12.00, hvor et panel af knivskarpe kvinder skal tale om feminisme i tegneserier.
Monica Finderup, skribent:
På min Copenhagen Comics-ønskeliste står helt klart Pernille Ørum absolut øverst, og jeg glæder mig meget til at høre hende i snak med Jakob Stegelmann søndag formiddag – men også til at købe Hit-Girl og forhåbentlig få den signeret. Jeg elsker hendes streg og har fulgt hende i flere år på Instagram især.
Det er derfor også, hvad der styrer programmet, for det er jo nødt til at være søndag, jeg selv og min 11-årige tager afsted. Vi håber også at kunne nå at fange Tony Fleecs samt måske Sussi Bech.
Men ellers elsker vi bare at gå rundt og nyde stemningen og købe nogle tegneserier; forbi Fantask, Superhelten, Monomono og mange flere. Jeg havde den 11-årige med første gang for to år siden, hvor det lykkedes at indoktrinere næste generation til også at elske tegneserier og tegneseriefestivaller.
Felix Kühn, blogger og skribent:
Som jyde ser jeg først og fremmest frem til at komme på Copenhagen Comics, fordi det er den festival, der i sidste ende bringer de fleste fra TegneserieDanmark sammen på ét sted i en weekend. Her er jeg sikker på at kunne se, hvad de fleste tegnere og forlag render og laver lige nu, og jeg kan møde folk fra hele landet, som jeg til daglig kun kender fra internettet. Derudover glæder jeg mig ekstra meget i år, fordi jeg får selskab af en gruppe internationale tegneserieforskere, som jeg skal guide rundt i en verden af danske tegneserier – som de selv sagt intet kender til. Andre kan så glæde sig til at høre os fortælle om vores tegneserieforskning lørdag kl. 15 på lukket scene. Og nå ja, hvis jeg kan møde Liv Strömquist i virkeligheden er det også ret sejt egentlig.
Michael Lindal, skribent og redaktionsmedlem:
For mig er festivalens mest interessante navn klart svenske Liv Strömquist, der både underholdte, udfordrede og udviklede mig med sin fine tegneserie ”Kundskabens Frugt”. Så mon ikke, at jeg søndag formiddag kan ses siddende et sted i nærheden af Malene Hald, når Strömquist går på scenen? Ligeledes bliver jeg nok hængende til paneldebatten om feministiske tegneserier, hvor Nummer9s egen Feminichen aka Charlotte Fabricius taler med Liv Strömquist, Pernille Ørum, Anne Mette Kærulf Lorentzen, Sofie Riise Nors og Moa Romanova om feministiske strategier i tegneserier.
Samme dag vil jeg meget gerne høre snakken mellem Simon Petersen og Thomas Thorhauge om genudgivelsen af Necropolis, som Simon skrev og Cav Bøgelund tegnede. Cav forlod os desværre for, hvad der kun virker som ti forfærdelige sekunder siden, så denne hyldest vil jeg ikke gå glip af. Jeg har flovt nok aldrig læst Necropolis, men heldigvis bliver den genudgivet i en flot deluxe-udgave på festivalen. Det foregår lørdag klokken 13 på Lukket scene.
Morten Tjalve, skribent:
Godt nok holder CC kadencen med festival hvert andet år, men programmet er alt andet lige lidt tyndere og gæsterne generelt lidt mindre kendte end sædvanligt. Men det er jo trods alt et luksusproblem, når først musikken spiller og Øksnehallen fyldes. Jeg synes Olivier Schwartz og Ralph Meyer har hver deres unikke streg, der lægger sig smukt i den europæiske albumtradition for henholdsvis humor og realisme – så hvis køerne er overskuelige, så kommer jeg nok til at stå artigt og vente på en signering. For også at tage noget i en hel anden boldgade, så er kvinderne vel så småt kommet i førersædet, når det handler om at udfordre tegneserien. Så Liv Strömquist i samtale med Christian Monggaard og Ida Dybdahl søndag kl. 11 kunne være et godt bud på et interesant programpunkt. Eller kl. 12 hvor Charlotte Fabricius inviterer selvsamme Strömquist, Pernille Ørum, Anne Mette Kærulf Lorentzen, Sofie Riise Nors og Moa Romanova til samtale om feministiske strategier i tegneserier. Dog vil jeg nok lige kigge forsigtigt ind for at se om andre mænd er til stede, før jeg tør sætte mig!
Du kan se det fulde program for Copenhagen Comics 2019 på festivalens hjemmeside. Vi ses derude.