Der er mørke nætter, regn og gamle blodige hemmeligheder i Karsten Mungo Madsens gysertegneserie “Scrapbogen”. Aske Sparrebro har interviewet Karsten om ham selv, hans stil og inspirationer.
Scrapbogen er udgivet på Forlaget Fahrenheit.
Det første jeg tænkte da jeg vendte Karsten Mungo Madsens flotte fynske gysertegneserie Scrapbogen i hånden var: Fuck hvor ser dén blæret ud! Blæret fordi den er så tematisk gennemført. En sort-hvid Hitchcock-agtig spøgelseshistorie om en ung studerende der tager feriejob på et hjemsøgt fyr. Det skulle han naturligvis aldrig have gjort. Jeg glædede mig til at interviewe Karsten – jeg kunne nemlig se og føle i værket at her var en tegneserieskaber med en meget klar idé om hvad han ville. En som elsker det han laver. Den fortælleglæde kredser interviewet om. God fornøjelse
Kan du ikke fortælle lidt om dig selv og din baggrund?
Jeg er 55 år, er gift og har to sønner på 18 og 20. Vi bor i Charlottenlund. Jeg lavede mine første tegneserier til et blad som en af mine klassekammerater fra handelsskolen udgav. Bladet hed ”Fanzy”, og handlede om tegneserier og film, men det havde nu ikke mange læsere tror jeg…
Mine forældre sagde til mig, at det der tegneri, det kunne man nok ikke leve af, så jeg skulle have mig en ordentlig uddannelse at falde tilbage på. Derfor fik jeg en læreplads i FONA, og brugte en tre-fire år på det, før jeg skiftede og blev ansat som tegner hos et firma der lavede reklameartikler. Her sad jeg og tegnede i 6-7 år. Lønnen var ikke stor, men jeg lærte virkelig at tegne.
Men til sidst måtte jeg videre, så jeg pakkede min rygsæk og rejste som backpacker i et års tid. Det var en rejse som på mange måder åbnede mit hoved, og jeg besluttede at livet var for kort til ikke at gå efter sine drømme. Jeg besluttede derfor at når jeg kom hjem, så stod den på tegneserier og tegnefilm.
Hjemme igen fik jeg job hos Søren Tomas Film, som var i gang med at producere en animationsserie til DR, der hed Thomas & Tim. Her arbejdede jeg først som assistent og siden som baggrundsmaler. Sideløbende arbejdede jeg på mit første tegneseriealbum. Jeg var dengang (og er egentlig stadig) meget interesseret i den nordiske mytologi, men til forskel fra Peter Madsens sjove versioner i Valhalla-serien, ville jeg prøve at se igennem myterne og forstå, hvad historierne egentlig handlede om. Jeg tog fat i myten om Balders død og fandt ud af, at det måske i virkeligheden var en slags oldnordisk yin og yang historie om den evige vekslen mellem lyset (Balder) og mørket (hans tvillingebror Hother). Jeg solgte historien til Bogfabrikken og malede 56 sider i akvarel i størrelse A3. Albummet kom til at hedde Nannas Drøm (udgivet i 1995, red.), og blev vist en pæn succes, selvom lønnen slet ikke stod mål med mængden af arbejde. Så det havde mine forældre ganske ret i.
Karsten Mungo Madsen ved arbejdsbordet.
At lave tegneserier er ikke ligefrem den mest almindelige karriere eller hobby at have. Det kræver en masse tid, flid og passion. Derfor vil jeg gerne spørge hvad der ansporede dig?
Jeg tror at nogen af os er født med en særlig trang til at fortælle historier, og hvis man så har en grad af talent i en retning, som kan kombineres med denne trang, så er der faktisk ikke lang vej til tegneserien. Jeg elskede blade som Anders And, Fart og Tempo, Seriemagasinet og ikke mindst Gru, da jeg var knægt. Jeg læste alt hvad biblioteket havde af tegneserier. Det var et medie som jeg følte mig hjemme i og det var derfor oplagt, at det var her min historiefortællertrang kunne stilles. Jeg elskede også film og TV, men det var ikke umiddelbart indenfor rækkevidde. Det kom først senere via Søren Tomas Film, som senere blev til Tiny Film, hvor vi stadig producerer animationsserier til bl.a. DR.
Hvad fik dig til at tænke: ”Det er tegneserier jeg skal lave?”
Sådan har jeg egentlig aldrig tænkt. Jeg vil gerne lave alt muligt, men jeg har en passion for tegneserier, det er et godt medie at fortælle at historier i. Det kan noget som tekst-bøger ikke kan og det giver dig noget andet end filmen. Tegneserien har sin egen form for poesi, humor, spænding eller melankoli.
Tegneserien har sin egen form for poesi, humor, spænding eller melankoli.
Du nævnte at tegneserien kan noget særligt som bøger og film ikke kan. Deri er fans jo nok enige. Det kunne være fedt hvis du kunne sætte nogle ord på denne særlige kvalitet? Den er jo en nøgle til så meget – både for skabere og fans?
I en bog skal man selv danne billederne alt efter, hvor god forfatteren er til at beskrive scenerierne. Jeg husker fx da jeg så Ringenes Herre-filmene, blev jeg fuldstændig bjergtaget af den billedside som Peter Jackson havde skabt. De lå meget langt fra det, jeg selv havde været i stand til at se for mig, da jeg som stor dreng læste bøgerne. De var meget mere fantastiske.
På den anden side var jeg, da jeg første gang læste Bram Stokers Dracula i stand til at skabe billeder i mit hoved, som var så uhyggelige, at jeg drømte om den om natten. Det er der ikke nogen vampyr-film, der har formået endnu.
I film er billedsiden som regel meget konkret, og det kan ofte være en turn-off. Alt for mange gysere og horrorfilm starter godt ud, men ender så med at vise monsteret som ’a man in a suit’ hvilket altid bryder magien. Seneste eksempel på det, er den ellers superfede Stephen King-gyser It.
For mig betyder det noget, at hvert eneste panel er komponeret med omtanke og at de enkelte sideopslag virker som en helhed.
Med tegneserier kan man sætte stemningen op i lys, farver og billedvinkler. Det er lidt ligesom på film. Man kan skabe et visuelt univers, som for mit vedkommende godt må være så kunstnerisk gennemtænkt som muligt.
Den store forskel er måske, at man i en tegneserie foregiver at vise det hele, men i virkeligheden består historien af en række snapshots, hvor alt det, der ligger imellem billederne, er overladt til læserens fantasi – og så er det jo også en vigtig faktor at billederne er tegnet, og har en vis kunstnerisk kvalitet.
For mig betyder det noget, at hvert eneste panel er komponeret med omtanke og at de enkelte sideopslag virker som en helhed, kompositorisk og mht. historiens fremdrift. Det er fx altid en kvalitet når panelet nederst til højre på opslagets højre side er udformet som en cliffhanger, der giver dig lyst til at bladre og læse det næste opslag.
Du har med ”Scrapbogen” skabt noget så vildt som en meget fynsk spøgelseshistorie. Hvad ligger der bag valget af genre og location til fortællingen. De virker meget specifikke – kan du sige lidt om grundene til det?
Jeg ved egentlig ikke, hvor bevidste de valg er, og så alligevel:
Jeg kan godt lide gysere. Specielt til den korte fortælling, som en tegneserie er, egner sådan en spøgelseshistorie sig helt perfekt. Vi har set fx rigtig gode eksempler på tegneserieudgaver af Edgar Allen Poes historier, som jo heller ikke er så lange. I min barndom fandtes der et blad som hed Gru (det vist var en oversættelse af de amerikanske Creepy og Eerie blade) Her kunne man fx læse korte horror-historier tegnet af Wrightson og Corben, jeg elskede det hele, og Scrapbogen er vel mit bidrag og min hyldest til den genre.
Da jeg skulle finde et passende sted til handlingen, søgte jeg efter et tilpas øde sted med et fyr. Jeg valgte Assens og Sydfyn, fordi jeg kom på den egn hver sommer da jeg var dreng. Min far var fynbo, og hver sommerferie besøgte vi min farmor og farfar. Engang tog en af mine onkler mig med på fisketur ved Helnæs, som er en lille landtange, og yderst på den står der et fyrtårn som vi var oppe i. – Jeg husker ikke så meget om, hvordan det egentlig så ud, jeg husker bare at vi var langt væk fra alting. Derfor blev det Sydfyn, så der findes altså ikke et Kalvø Fyr i virkeligheden.
“Scrapbogen”‘s location. Det uhyggelige Kalvø fyr!
Sejt! Kan du sige noget mere om dit forhold til gyseren? Hvorfor valgte du netop den? Hvad gør genren for dig – hvad er særligt ved den? Hvorfor søger vi gyset?
Er det ikke noget med et urinstinkt? Jeg har hørt, at fascinationen stammer fra en trang til at lære at tøjle sin angst. Noget der ligger nedarvet i os, så vi ved hvordan vi skal reagere, når vi står overfor en hulebjørn eller en sabeltiger.
Jeg synes at en historie skal være spændende, og der vel ikke noget mere spændende end en gyser? Det er også, det der falder mig nemmest at skrive, jeg kan ikke rigtig sige dig hvorfor. Sjove og søde historier kan også være gode, men der nu ikke noget som spænding og gys.
Jeg synes du har en superfed og gennemført tegnestil, som passer godt til en gyserfortælling som ”Scrapbogen”. Den øger virkelig indlevelsen. Kan du sige noget om dine inspirationer? Man kunne have tegnet anderledes, men du valgte at gøre det sådan sort-hvid skrækfilm-agtigt?
Jeg prøver altid at skabe en totaloplevelse, når jeg fortæller. Det var derfor vigtigt for mig, at både fortællestil og tegnestil passede til historien. Mit udgangspunkt er som du antyder fra filmens verden. Jeg har prøvet at genskabe stemningen fra en gammel horror-film eller Alfred Hitchcock film, med de næsten sort-hvide billeder og den unavngivne jeg-fortæller.
“Scrapbogen”s navnløse helt.
Grunden til de uhyggelige begivenheder i Scrapbogen er en ganske anden end først antaget. Det er noget af et plot-twist. Kan du sige noget overordnet om at forme slutningen på netop dén måde – helst uden at afsløre noget?
Jeg vil ikke sige andet end at det er skønt når historier overrasker og har en andet udfald end det man forventer – tænk på film som The Usual Suspects eller The Sixth Sense. Det er også et greb man finder hos de gamle krimi- og gyserforfattere Edgar Allen Poe og Arthur Conan Doyle, så det passer til genren.
Det gør det i hvert fald! Her på falderebet kan du så sige noget om hvordan fremtiden ser ud – kan du løfte sløret lidt?
Det kan jeg godt. Jeg arbejder på endnu en gyser. Tilbage i 17- og 1800-tallet var det ikke nemt at afgøre om en person var død eller ej, og da man samtidig var bange for sygdom og smittefare, var der krav om at alle døde skulle begraves hurtigt. Derfor var der risiko for, at skindøde blev begravet og så vågnede op i deres kiste.
Tilfældet med Giertrud Bodenhoff, som min næste historie handler om, er veldokumenteret, for i 1953 åbnede man hendes gravkammer. Og der findes også et skriftemål fra den gravrøver som natten efter hendes begravelse ville stjæle hendes smykker. Historien er jo lidt makaber, og så gør det jo heller ikke noget, at det er en sand historie. Jeg håber at det bliver en cool gyser. Og så udkommer min føromtalte tegneserie om en gendigtning af nordisk myte Nannas Drøm snart som e-bog. For dem som er til det er Scrapbogen også ude som e-bog.
Del på
