Sidst i 2010 udkom den anmelderroste roman “Gensyn med Heisenberg”, hvor serieskaber Teddy Kristiansen satte billeder på forfatter Oscar K.’s ord. Nummer 9 mailede Kristiansen en bunke spørgsmål om projektet og fik med tiden svar.
Hvordan fandt dig og Oscar K. sammen i det her projekt?
– Ole Dalgaard, som han jo hedder i virkeligheden, kontaktede mig efter udgivelsen af Den røde dagbog. Jeg kørte på de tyske motorveje med kurs mod Spanien, da telefonen ringede. Ole havde læst dagbogen, og han havde en ide til et projekt, som han ville høre, om jeg kunne tænke mig at lave med ham. Projektet viste sig at være ”Gensyn med Heisenberg”.
– Jeg tænkte så over det i løbet af ferien, og det gik op for mig, at jeg havde læst nogle essays, Ole havde skrevet om den spanske forfatter Vila-Matas (”Bartleby og Co.”) og hans portugisiske kollega Saramago, som jeg elskede. Da vi senere mødtes i København, blev det tydeligt, at vi begge havde en stor interesse for den sydlige litteratur – Borges, Bolano, Cortazar, Vila-Matas etc. – så kort og godt: Jeg mødte en sjælden åndsfælle.
Hvilke overvejelser gjorde du dig omkring “Gensyn med Heisenberg”s univers og fortælling, da du skulle fastlægge illustrationernes udtryk?
– Jeg synes altid, man skal finde frem til den rigtige “tone” i projektet. Jeg bruger evigheder på at finde den tone, før jeg kan illustrere. Jeg ved ikke, om læseren kan se det, men i mit hoved er det meget vigtigt. Er det en tone, jeg har ramt tidligere, eller er det en helt ny tone for mig? Det er afgørende at gribe projektet an på den rigtige måde og ikke bare anvende den samme tilgang som sidste gang. Så er det jo rutine, og det er jeg opsat på at undgå.
Hvilken rolle ønskede du, at dine illustrationer skulle spille i bogen?
– De skulle spille med, imod, modarbejde, medarbejde, på de steder, hvor de bedst kunne udnyttes. Det hele er jo et spørgsmål om at “forføre” læseren bedst muligt, så det handler om at vægte, hvor illustrationer eller tekst virker stærkest, og hvad spiller bedst imod lige præcis det her tekststykke.
Hvordan samarbejdede I i praksis? Hvor meget input havde du i forhold til teksten, og hvor meget input havde Oscar K. i forhold til dine illustrationer?
– Det er svært at sige præcist, men vi har skændtes, buldret og bakket hinanden op hele vejen – udelukkende for at opnå det bedst mulige resultat. Vi mødtes på Skype en time hver dag under hele projektet. Nøglespørgsmålet var: “Hvorfor?”. Hvorfor skal der være en illustration dér, og hvad sker der, hvis den ikke er der? Er noget vundet eller er noget gået tabt? Er der noget, som understøttes bedre med en enkelt illustration, eller vil flere billeder virke bedre – og så videre.
– For min del startede jeg med at layoute hele bogen, som jeg normalt ville gøre det med en “ordinær” graphic novel. Så begyndte vi ellers at barbere, hele tiden med udgangspunktet i vores fælles ”hvorfor?”. Ideen var at prøve at gøre tekst og tegninger til ét sprog. De fleste graphic novels lægger mest vægt på den grafiske del. De er ofte lavet af tegnere, der vil fortælle – og sådan nogle fortæller bedst i rene billeder. Fordelingen mellem ord og billeder skulle helst være 50/50. Den rene tekst kan noget, som billeder ikke kan og omvendt, billeder kan noget som tekst ikke kan. Så målet var at finde den balance, hvor begge virkede stærkest.
– Vi lavede et manifest, som vi arbejdede ud fra, hvor vi f.eks. ikke ville lave “storyboard”, filmisk billedfortælling. Vi hentede inspiration fra Bayeux-tapetet, Blake, Bosch, Brueghel, Hammershøi, Sowa og Richter og fra Laxness, Borges, Saramago, Pamuk og Barrico og Rulfo. Alt skulle være tilnærmelsesvist og tvetydigt. Jeg har lavet mange færdige sider (bl.a. dem her, red.), som ikke overlevede vores “hvorfor?”-granskning, men som mange sikkert ville have puttet i bogen, fordi nu var de jo lavet.
– Det har været sjovt at læse i nogle anmeldelser, at de gerne ville have mere “normal” graphic novel. Vi havde et helt andet mål med hvad tekst og billeder skulle udrette sammen, men mange læsere har en konservativ opfattelse af, hvad en graphic novel er, og kræver almindelig seriefortælling hele vejen igennem. Jeg ser mediet som et, hvor der ikke findes grænser for, hvordan man kan fortælle.
Hvordan adskiller den her type opgave sig fra at lave tegneserier med en forfatter som f.eks. Steven Seagle (“It’s a Bird”)?
– I praksis er det meget det samme. Jeg arbejder altid tæt sammen med de forfattere, jeg laver både bøger og tegneserier med. Faktisk kan jeg slet ikke forestille mig at arbejde anderledes, men jeg kan forstå på mange af mine kolleger, at jeg er i mindretal. De fleste arbejder som to individer med hver sin opgave og ønsker ikke at blande sig i hinandens sager. Forlagene går til sagen på samme måde: Tekst kommer fra forfatter, sendes til tegner, som sender færdige illustrationer ind. Bogen udkommer, og forfatter og tegner møder hinanden til reception to år efter, hver især i fuld gang med andre opgaver, der løses på samme måde. Det ville slet ikke fungere for mig.
Hvordan synes du alt i alt, at bogen faldt ud?
– Jeg synes vi har nået de mål, vi satte os. Der er altid lidt, man gerne ville have gjort anderledes bagefter, men det må man så bruge i den næste bog. ”Heisenberg” er første del af en trilogi, hvor vi arbejder efter samme principper, så næste bog kommer i 2011. Med lidt held kommer del 3 hurtigt efter del 2.
Hvad går du ellers og roder med for tiden?
– ”Genius”, med manus af Steven Seagle, skulle gerne udkomme om et år. Det samme gælder en billedbog, jeg har lavet med min kone Hope for et amerikansk forlag. Så har jeg i et par år snakket med Neil Gaiman om at lave en billedbog sammen. Om det bliver i 2011 eller 2012 må guderne vide.
– Så er der jo del 2 og 3 af bøgerne med Ole, og vi har en bunke andre bøger, vi også laver sammen: En der hedder ”Forbut For Børn” for Gyldendal, samt ”Finsk Tango” for forlaget Alma og en masse andre.
