Den københavnske tegneserie-, SF- og spilbutik Fantask kan i dag fejre sit fyrreårs-jubilæum, hvilket gør den til den ældste butik af sin slags i verden. I de sidste tre år har butikken været ledet af Marit Nim, der har arbejdet i butikken siden 1994 og overtog styringen fra stifterne Søren Pedersen og Rolf Bülow i 2008. Søren trak sig tilbage, mens Rolf stadig fungerer som grå eminence på første sal i Skt. Pedersstræde 18. Men det er Marit, der fører roret og i samarbejde med sin stab sørger for at denne institution i dansk tegneserie-, SF- og spilkultur fortsat er på ret køl. Nummer9 har taget sig en snak med Nim i anledning af den runde fødselsdag.
Hvordan endte du med at overtage butikken som leder? Hvad var Søren og Rolfs ønsker og hvad var dine tanker, da du blev spurgt?
Rolf og Søren ville gerne finde en løsning, så de kunne gå på pension, når det passede dem. Søren ønskede at stoppe nu, Rolf at blive ved lidt længere. De kunne enten sælge til en af personalet eller til en udefra kommende eller de kunne vælge at lukke og slukke. De ville helst ikke lukke, både fordi det var deres hjertebarn, og fordi de følte sig forpligtiget overfor personalet. Vi som personale ville helst kunne fortsætte med at arbejde der, hvor vi elskede at være.
Det havde været oppe at vende et par gange hen over årene, at måske kunne jeg en dag købe det hele, men jeg fik nu alligevel lidt koldsved, da de pludselig erklærede, at så var det nu! Jeg er ikke sikker på, jeg følte, jeg var helt parat. Men heldigvis så gik alting fint, og under Rolfs kyndige vejledning, ikke mindst hvad angår hele regnskabsdelen, endte jeg med at blive opgaven voksen. Nu er det tre år siden og jeg har stadig Rolf som min fantastiske vejleder, men det er ikke længere så tit, jeg føler, det vokser mig over hovedet. Der er ved at være ret godt styr på det.
Hvad anså du som de primære udfordringer ved overtagelsen? Var der nogle ting du gerne ville ændre på fra starten og hvad har de tre år lært dig om omstilling?
De primære udfordringer lå nok i at indstille sig på, at man ikke længere havde så meget tid med kunderne, men jeg blev nødt til at bruge meget tid på kontoret på regnskaber. Jeg kan godt komme til at savne, at have mere direkte kontakt. Jeg tror, den eneste ting, jeg vidste, jeg ville ændre, var et ønske om at kunne tage alle slags plastickort. Rolf og Søren synes Dankort var tilstrækkeligt, men personalet havde længe prøvet at få gennemtrumfet alle slags betalingskort.
Hvad ser du som styrken i den formel Rolf og Søren havde udviklet og som nu har holdt i 40 år?
Styrken i Rolf og Sørens formel er nicher: hver gang hverdagen ændrer sig så adapter Fantask. Vi lytter til, hvad kunderne gerne vil have, og så er det det vi sælger. Vi er ikke bange for at prøve noget nyt, men også realistiske nok til at opgive områder, der ikke længere er en niche. Min plan er at fortsætte i samme ånd.
Hvordan vil du beskrive forandringerne indenfor de forskellige varegrupper I handler med?
Forandringerne i vores varegrupper er jo sket gradvist. Vi har prøvet elektroniske spil, det gik mens der kun var små specialbutikker rundt omkring. Vi stoppede igen, fordi man nu kan få elektroniske spil alle vegne, og vi kunne ikke hamle op med priserne hos de store kæder — de kunne simpelthen presse leverandørerne ned i en pris, hvor de nogen gange kunne sælge det til en udsalgspris, der var lavere end vores indkøb. Vi har fået t-shirts fra The Mountain, som laver et bredt udvalg af lækre t-shirts med bl.a. drager på, og de sælger som varmt brød.
Hvor stor en betydning har konkurrencen fra onlinebutikker haft på jeres omsætning og hvordan konkurrerer man bedst mod det som fysisk boghandel?
Det er svært at konkurrere prismæssigt med onlinebutikker, men vi har et erfarent personale, der kan svare på spørgsmål omkring de varer vi sælger, det er der heldigvis mange kunder, der påskønner.
Angående tegneserier, er der klart sket et skift i retning af bogudgivelser i st. f. blade og mangaen har boomet, men er taget lidt af igen. Hvad har disse forandringer betydet for hvorledes i handler med tegneserier?
Ja, tegneserier bliver mere og mere populært som tradepaperback frem for blade, dog har der lige været et kæmpe opsving i populariteten af blade med DC’s nye “vi starter forfra”-politik. Vi sælger flere blade i abonnement af de nye DC, end vi har gjort af nogen blade meget længe. Men butikken er nu blevet gradvist ændret til at holde flere TPB end blade.
Mangaen har boomet og er stadig relativt godt kørende, vi sælger meget manga og i den forbindelse har vi lavet endnu et nichesving og fører en masse manga-merchandise, for det lader til at være det, folk vil have i øjeblikket.
Jeg formoder at det var af rene pladsårsager, at mangaen blev flyttet fra tegneseriebutikken over på den anden side af gaden til spilbutikken. Men lå der også overvejelser omkring hvilke kunder der køber manga og den adskillelse mellem manga og andre tegneserier, man ofte hører om? Hvad har flytningen betyder for jeres salg, om noget?
Mangaen flyttede i høj grad pga. pladsmangel i tegneseriebutikken, men vi var også i den situation, at Tommy fra spilafdelingen var vores ekspert. Så hver gang folk kom og spurgte om hjælp, måtte Tommy over på den anden side, og Morten, som elsker at vide alt, ville gerne af med manga, fordi han intet intelligent kunne sige om dem 😉 Jeg tror, mangaen har fået meget bedre vilkår ovre i spilafdelingen, hvor vi alle læser manga of derfor kan vejlede kunderne om emnet.
Hvad betyder det for jer, at DC er gået day-and-date med deres udgivelser i digitalt format? Oplever I i butikken en “iPad-effekt”? Eller er det for tidligt at sige noget om det endnu?
Vi kan ikke mærke Kindlen/iPad så meget på tegneserierne endnu, mere på bøgerne. Jeg tror, nogle af vores kunder vælger at downloade, ikke kun pga. af prisen, men mere fordi de har pladsproblemer. Personligt ejer jeg en iPad, som jeg bruger meget, men det er rarere at sidde med en bog. Jeg ville kun vælge iPadden hvis bogen er utilgængelig på tryk, enten udgået eller kun ude på dette format.
Hvad angår spil, forekommer det mig at interessen for visse former er dalet, sandsynligvis pga. konkurrence med videospil — det virker som om der er langt færre brætspil end der engang var og ligeså, at interessen for rollespil er dalet til en vis grad. Kun figurspillene forekommer mig stadig at leve i bedste velgående, men måske tager jeg fejl her? Hvordan oplever du udviklingen på de markeder?
Du tager fejl, hvad angår spil 😉 Der er aldrig kommet så mange brætspil, som der kommer nu, og markedet har aldrig været så stort. Efterspørgslen er enorm og folk holder sig meget godt orienteret om, hvad der er værd at købe, og hvad der ikke er. Vi har mange familier, der henvender sig for at få gode råd om, hvilket brætspil, de bør prøve næste gang, og vores årlige Spilfestival er godt besøgt og meget påskønnet.
Nå, det er godt at høre!
Rollespil har til gengæld været nede en del år, men også her ser der ud til at være en tendens til en lille smule opsving igen. Figurspil derimod har hos os været stagnerende i en hel del år; Games Workshops spil er ikke så hotte, som de har været.
Og ja, elektroniske spil har taget en god bid af markedet, men det er vist gået hårdest ud over rollespil. World of Warcraft har nærmest overtaget visse af vores kunders liv, vi ser dem en sjælden gang imellem, når de kommer op efter luft, og de siger, de nyder at kunne spille rollespil hjemmefra, og når de chatter med deres venner på nettet, er det næsten som at sidde i samme rum. Jeg tror også, at mange unge ikke når længere end elektronisk eller live rollespil. Men som sagt, det virker som om rollespil er en anelse på vej op igen.
Hvordan ser jeres bogsalg ud? I er vel egentlig den eneste boghandler af sin slags i Danmark og jeg formoder, at det betyder en meget loyal kundekreds og måske knap så meget af det pres, de almene boghandlere oplever i fh. t. bogsalg online, i supermarkeder, osv.?
Ja, der er ikke mange andre, der sælger de bøger, vi sælger, herhjemme. De der gør, har et dårligt udvalg og er som hovedregel dyrere. Vi har mange meget loyale kunder, heldigvis.
Jeg ville lige høre lidt om jeres elektroniske tilstedeværelse. Jeres hjemmeside har jo efterhånden nogle år på bagen.
Min webmaster har lovet mig, at den nye udgave er parat til at personalet kan begynde at teste den på mandag. Lad os se, hvordan det går!
Hvad er jeres fremtidsplaner? Hvilke ideer har I om butikkens videreudvikling?
Lige nu kører det godt, som det er, så der er ikke nogen revolutionerende ændringer på vej.