Sidste weekend i oktober tog 9 danske tegneserieskabere til tegneseriemessen “Quai des Bulles” i den bretonske havneby St. Malo. Serieskaber Frank Madsen rapporterer og spørger til udbyttet.
Turen til Frankrigs næststørste tegneseriefestival var sponsoreret af Danske Tegneserieskabere, der også havde købt en stand på messen, som tegnerne kunne bruge som udgangspunkt for turens egentlige formål: Kontakt til de franske forlag.
Idéen til ekskursionen opstod under Art Bubble i Horsens sidste år, da Nofret-tegner Sussi Bech og HC Andersen Junior-tegner Thierry Capezzone under morgenmaden diskuterede muligheden for at kopiere den årlige danske tilstedeværelse på MoCCA-festivalen i New York, blot i Frankrig og rettet mod de franske tegneserieforlag. Thierry Capezzone mente, at det ville være en god idé at satse på en af de mindre festivaler frem for Angoulême, hvor redaktørerne har for travlt og de danske tegnere ville drukne i mængden.
Valget faldt på St. Malo og projektet blev sat på skinner af Thierry Capezzone, Forlaget Faraos Christopher Ouzman og bestyrelsen i Danske Tegneserieskabere, der i fællesskab ordnede de praktiske ting med at udvælge tegnerne, booke stand og skaffe tegnerne status som officielle gæster. Serieskaber Dan R. Knudsen designede to store bannere, der enkelt og effektivt signalerede, at her kom “Les Auteurs Danois de Bande Déssinée”.
Byen St. Malo danner en fantastisk ramme om “Quai des Bulles”. Oprindeligt bygget på en ø ligger den gamle fæstningsby ud til Den Engelske Kanal med intakte huse og en imponerende bymur fra middelalderen. Senere er øen med den gamle by blevet forbundet med fastlandet med to brede kaj-arme, der tilsammen lukker sig om en stor inderhavn, hvor skibene ligger beskyttet mod det voldsomme tidevand. Byen var autonom i 1400-tallet og hjemsted for pirater i 1700-tallet, men er nu en by på størrelse med Odense, hvor færgetrafik, kongresser og turisme er i højsædet. St. Malo har en af verdens højeste koncentrationer af fiskerestauranter, så der var mulighed for at spise “alt godt fra havet” hver aften – eller som Thierry Capezzone kaldte det: “Crab med smør”.
De danske tegnere havde indlogeret sig på forskellige hoteller lige omkring hovedporten til den gamle by, og det blev hurtigt en vane at nyde morgenmaden på Café de la Ouest, inden gåturen gik de 300 meter til festivalområdet på den nordlige kaj. Her ligger byens enorme kongrescenter, “Palais du Grand Large”, et hvidt krydstogtskibslignende palads i tre etager, med panoramabar direkte ud til Den Engelske Kanals frådende bølger og casino i kælderen.
Kongrescentret dannede ramme om “Quai des Bulles” imponerende tegneserieudstilling, paneldebatter (med gratis pindemadder og udskænkning i panoramabaren), foredrag og andre aktiviteter. Her fik de danske tegnere udleveret deres “auteur”-badge og en fiks taske, inden turen gik over på den anden side ad gaden, hvor selve salgsmessen foregik: Tre store sammenbyggede haller på i alt cirka 20 x 200 meter gav plads til 130 stande. En lang række franske, belgiske og schweiziske tegneserieforlag var stærkt repræsenteret med salg af tegneserier og løbende signering af deres store navne. Lige bag messebygningen lå en udrangeret havnerundfartsbåd, hvor VIP-gæsterne (hvortil de danske tegnere naturligvis hørte) kunne koble af, mingle og fylde sig med øl, rødvin og spiritus på festivalens regning. Vuggende i inderhavnen, med skrigende måger og den gamle fæstningsby som baggrund, var “Le bateau VIP” med til at understrege, hvor charmerende maritim en ramme, byen St. Malo dannede om tegneseriefestivalen.
Nummer 9 har bedt de danske deltagere om at gøre foreløbig status over turen. Deltagerne var serieskaberne Sussi Bech, Ole Comoll Christensen (Dimensionsdetektiven), Lars Jakobsen (Mortensens mondæne meritter), Jan Kjær (Taynikma), Frank Madsen (Kurt Dunder), Peter Madsen (Valhalla, “Menneskesønnen”), Ingo Milton (Skalken Joff), Thomas Friis Pedersen (Den store Sardini), Palle Schmidt (“Blodets konkubine”) og undertegnede. Desuden var Ida Holst med som frivillig, fransktalende “bølgebryder” for flere af tegnerne. Thierry Capezzone havde sin egen HC Andersen Junior-stand lige overfor den danske.
Fik I kontakt til nogle redaktører/forlag på messen og fik I det udbytte af turen, I havde håbet på mht. til promovering af jeres serier?
Sussi Bech: – Jeg kendte en del forlag i forvejen, som jeg gerne ville kontakte, og så tog jeg en runde for at se, om der var andre forlag tilstede, hvis udgivelsesprogram matchede mit eget arbejde. Lørdag og søndag gik jeg så rundt og fik præsenteret min tegneserie for 5-6 forlag, der viste interesse for at tale med mig. Fire af dem fik materiale med hjem.
Lars Jakobsen: – Det er svært at sige endnu, men der blev i fællesskab kontaktet en del forlag med henblik på udgivelser og promovering. Det var på alle måder en fantastisk tur, men om vi har noget at byde på, som de ikke har i forvejen i tegneseriernes eget land, er vist et åbent spørgsmål.
Frank Madsen: – Sammen med Sussi brugte jeg fredagen til at orientere mig på messeområdet og se, hvilke forlag, der var repræsenteret, og hvilke, der kunne være interessante at kontakte. Thierry oplyste, at redaktørerne først ville dukke op om lørdagen, så lørdag morgen begyndte jeg sammen med Sussi at tage de 5-6 relevante forlag fra en ende af. Med præsentationsmaterialet under armen fik vi løbende fat i redaktører fra Casterman, Paquet, Proust, Soleil, Glenat, Grr! og L’Ecole des loisirs og kort præsenteret, hvem vi var og hvad vi havde at sælge. Generelt var forlagsfolkene utrolig venlige, imødekommende og forretningsmæssige, selv om de selvfølgelig kun kunne afse få minutter, inden de skulle tilbage til deres stand.
Ingo Milton: – Nej, men det var helt min egen skyld: Jeg HAVDE påbegyndt prøveprint med fransk tekst af en af mine serier, men et løn-job kom i vejen, så jeg nåede ikke at færdiggøre det inden festivalen. Uden materiale at fremvise var det ikke rigtig relevant at kontakte forlag. Men jeg fik nogle andre kontakter, bl.a. til Erik Svane, som jeg kun har haft overfladisk kendskab til tidligere.
Peter Madsen: – Jeg havde håbet på at sælge Valhalla til et fransk forlag, men må nok se i øjnene, at tiden er løbet fra serien. Den er i dag “klassisk stil”, og det er fint, hvis det er en serie, folk kender. Men en ukendt serie med et fremmedartet emne er vanskelig at komme frem med på et marked, der pt. er overfyldt. På den anden side fik jeg mange fine og rosende tilbagemeldinger – og først og fremmest fik jeg en tillidserklæring fra Guy Delcourt, der tidligere har udgivet “Menneskesønnen” og “Historien om en mor”. Hvis jeg laver noget nyt, er han meget interesseret i at se på det med henblik på udgivelse i Frankrig.
Thomas Pedersen: – Jeg fik talt med en del redaktører/forlag, ca. 12-15 stykker. Jeg kunne fornemme, at 2-3 af dem var mere end almindeligt interesserede i min serie “Den store Zardini”. Det var ikke nemt at kommunikere med mit gebrokne franske, og ved de fleste stande var der ofte meget travlt. Men franskmændene er som regel meget imødekommende, sprogbarriere til trods, og jeg fik forklaret de fleste forlagsfolk hvad min serie gik ud på.
Palle Schmidt: – Jeg var ikke så meget fremme i skoene mht at kontakte forlag. Ikke så meget at berette, ud over at jeg solgte pænt af min amerikanske udgivelse.
Hvordan havde I forberedt jer? Og har I efterfølgende kontaktet de forlag, der viste interesse?
Sussi Bech: – Jeg havde fået oversat et af mine album til fransk og derudeover havde jeg en engelsksproget udgave af Nofret med. Derudover havde jeg lavet fotokopieret materiale, der præsenterede mit arbejde som helhed. Før rejsen skrev jeg til nogle forlag, at jeg ville komme til festivalen og gerne ville træffe dem.
Lars Jakobsen: – Jeg havde også adviseret et par forlag om at jeg ville være der, men det havde jeg vist ikke behøvet. Det virkede ligegyldigt.
Frank Madsen: – Jeg havde printet 10 handouts med mine kontaktoplysninger, en kort præsentation af Kurt Dunder og 5-6 sider fra serien på engelsk. Desuden havde jeg medbragt den engelske udgave af bind 3. Efter jeg kom hjem fra St. Malo har jeg sendt en PDF med hele “Kurt Dunder i Afrika” nyfarvelagt og tekstet på engelsk til de fire forlag, jeg talte med.
Peter Madsen: – Jeg kører på med mit nye projekt, og udsigten til en fransk udgiver gør, at jeg faktisk tror på det.
Thomas Pedersen: – I ugerne op til festivalen fik jeg valgt de bedste Zardini-striber ud, fik nogen af dem finpudset i Photoshop og samlede dem i et lille farvekopieret hæfte som bestod af de 14 bedste striber. Desuden fik jeg opdateret min portfolio-mappe, og så var min zombie-kravlenisse ark netop kommet fra trykkeren, så dem fik jeg også med. Jeg har for et par dage siden sendt mails til to af forlagene, men har ikke hørt fra dem endnu.
Hvad var dit indtryk af festivalen generelt? Og af St. Malo?
Sussi Bech: – Besøget var en kæmpe saltvandsindsprøjtning. Tegneserier er utroligt populære dernede. Der var mange besøgende, og forlagene viste interesse for os, selvom de havde meget travlt.
Lars Jakobsen: – Sjov – spændende – og masser af flotte udgivelser.
Ingo Milton: – Det er en meget tiltalende festival. Stor, men ikke for stor. Godt arrangeret og tilrettelagt. Det var tydeligt, at de havde årtiers erfaring. Det var lærerigt at gå rundt og se forskellen og lighederne mellem repertoiret hos de store forlag. Og det var godt at se, at der ER et antal mindre forlag, som fokuserer på serier med et andet udtryk end mainstream-serierne. Jeg talte med nogen af dem og et par af tegnerne. Altid inspirerende. Det gamle St. Malo indenfor bymuren er en charmerende oplevelse. Og det kraftige tidevand gør indtrykket af kysten helt unik. Vi nåede at se både den enorme sandstrand ved ebbe, og et højvande med storm og havgus.
Peter Madsen: – Fed festival. Mindre end Angoulême (kun lidt større end BogForum), men hyggeligere. Og en nær kontakt med arrangørerne. Fantastiske omgivelser og en hyggelig middelalderby.
Thomas Pedersen: – Saint Malo er en fantastisk smuk og spændende by, og jeg kan ikke forestille mig en smukkere ramme til en festival som Quai des Bulles. Der var ekstremt mange mennesker både lørdag og søndag, hvilket vanskeliggjorde kontakten med diverse forlæggere. Men det var en stor og imponerende festival, og at se alle de flotte udgivelser og se de mange tegnere svinge pennen var virkelig inspirerende. En festival som Quai des Bulles viser tydeligt at tegneserier i Frankrig stadig er “big business”.
Hvad var dine bedste oplevelser på Quai des Bulles?
Sussi Bech: – At se, hvor populære tegneserier stadig er i Frankrig blandt folk af begge køn fra 7 til 77 år.
Lars Jakobsen: – Det hyggelige samvær med en flok herlige tegnere!! Og måske Krap mæh smøhr!
Ingo Milton: – En af festivalens bedste oplevelser for mig var en live-forestilling med små lokale anekdoter fortalt af Melaine Favennec til en lydkulisse af Dominique Molard og illustreret af Franck Pé. Jeg forstod ikke meget af fortællingerne, men for pokker hvor kan Franck Pé dog tegne! Interessant at se live-tegning i en anden opsætning end dén, vi kender fra tegneseriebeats. Det gik mere på at skabe en stemning, og musikeren bidrog meget hertil. En anden go’ oplevelse var festivalens udstillinger. Der var virkelig lagt et arbejde bag designet af udstillingerne, med kulisser, vægmalerier etc. men uden, at det tog opmærksomheden fra de udstillede originaler.
Peter Madsen: – Jeg tager dem lige i listeform: 1) Samværet med de danske deltagere. Vi havde det sgu hyggeligt og fik vendt mange ting, som vi ikke har tid til hjemme. 2) Mødet med franske kolleger og forlæggere. 3) De fantastiske teaterforestillinger med live-tegning. Det kunne vi lære noget af, og lave vores egen version af til de hjemlige festivaller. Men det kræver tid – og måske lidt sponsor-kroner.
Thomas Pedersen: – Vi blev taget imod med åbne arme af stort set alle, og vores VIP-kort gav os adgang til gratis vin, vand og kaffe hele weekenden. Især vores “naboer”, som lavede fantasy/vampyr-inspirerede tegneserier, var utroligt søde, og jeg har efterfølgende via Facebook skabt en god kontakt til både dem og andre tegnere. Jeg synes også, at vi danske tegnekolleger imellem havde et fantastisk sammenhold i alle 3 dage. F.eks. var vi ude og spise sammen hver aften, hvor vi fik snakket og grinet. Så blev jeg meget inspireret af at se det store udbud af forskellige tegneserier og talenter, man har i Frankrig. Der var rigtig mange spændende udgivelser i alle genrer, og man følte, at der sagtens kunne være plads et sted til en lille serie som Zardini, men samtidig blev jeg også inspireret til måske at prøve noget nyt i den nærmeste fremtid.
Synes du, turen var en succes – og bør den gentages?
Sussi Bech: – Helt klart en succes. Hvis der ikke kommer aftaler ud af dette, har jeg mod på at prøve en gang til.
Lars Jakobsen: – Det er på samme måde som MoCCA i New York for tidligt at vurdere, om det var en succes. Det, der betyder noget, er at vi bliver en fast tilstedeværelse ligesom på MoCCA. Her er det nu begyndt at blive et interessant sted at orientere sig omkring den danske stand, og det kan kun lade sig gøre, når man har været til stede i hvertfald et par år eller tre … og det synes jeg, man skal fortsætte med. Om så netop lige Quai de Bulles er den rigtige festival at vælge, er en drøftelse værd.
Frank Madsen: – For mig var målet at få præsenteret min serie til alle de relevante forlag på messen, og det lykkedes. Desuden fik jeg solgt det sidste engelsksprogede eksemplar af “Kurt Dunder in Tirol” et kvarter før lukketid. Det kunne være en god ide med en fast, dansk stand, gerne med nye ansigter.
Ingo Milton: – Ja, jeg synes turen var en succes. Jeg fik godt udbytte af den, og vil gerne gentage den til næste år.
Peter Madsen: – Absolut en succes. Som bør gentages.
Thomas Pedersen: – Jeg synes absolut, at turen bør gentages. Det er meget inspirerende for en dansk tegner at se, hvordan de franske kolleger formår at promovere og sælge deres varer. Pludselig virker det ikke så fjollet længere, når Thierry sidder med sin høje hat, for blandt tegnerene var der både vampyrer og spidsørede hobbiter. Man kunne godt føle, at ens egne ting druknede lidt i det store udbud, men til gengæld vil man være mere forberedt på hvad der venter næste gang.
Hvad kan gøres bedre næste gang?
Lars Jakobsen: – Vi kan trykke en antologi på fransk!
Frank Madsen: – Det er en god ide at kontakte forlagene forinden og fortælle, at man kommer. Sussi fik et møde med Editions Proust, der havde modtaget en PDF med “Nofret” et par dage forinden. Desuden skal alle selvfølgelig have kopieret præsentationsmateriale, der kort og præcist præsenterer deres serie og kontaktinfo. Visitkort er også god stil. Vi havde en stand, der takket være Dan Knudsens bannere var professionelt udsmykket på 10 minutter og dannede en god base mellem det forlagsopsøgende arbejde. Selv om det ikke var et formål i sig selv at sælge tegneserier til publikum, så tror jeg, det er en god ide, hvis samtlige deltagere fremover har engelsksprogede – og helst fransksprogede – ting med, de kan sælge. Det kan være en antologi, små privattryk som Ole Comolls eller plakater som Thopmans zombie-kravlenisser, der vakte stor interesse blandt de 8-12-årige franske drenge, der kom forbi. Det er sjovest at sidde i en stand, hvis der er kunder i butikken.
Ingo Milton: – Jeg bør forberede mig tidligere og med præsentabelt materiale næste gang!
Peter Madsen: – Sætte et skema op for, hvornår der er signeringer. Det går de meget op i i Frankrig. Og folk var ikke blege for at købe engelsk-sprogede (og sågar dansk-sprogede) udgivelser. Nogle kom tilbage med jævne mellemrum for at få signeringer af bestemte tegnere i bestemte album.
Thomas Pedersen: – Jeg tror, det kom bag på nogen af os, hvor stor og omfattende, festivalen var. Det virkede, som om nogen nærmest opgav at sælge og promovere deres ting. Så et møde lige før vi skal af sted, hvor man bliver lidt forberedt på, hvad der venter, ville nok være på sin plads.
