Ida Rørholm Davidsen debuterer med det moderne eventyr Lonely Journey i dag, 26. oktober. Det er en tegneserie om ensomhed, computerspil og hvordan man finder modet til at være sig selv sammen med andre. Charlotte Johanne Fabricius, skribent på Nummer 9, har talt med Ida om arbejdet med at lave sin første tegneserie.
Hvad fik dig til at ville lave en tegneserie?
Lonely Journey startede som mit afgangsprojekt fra Designskolen, hvor jeg blev færdig i 2016. Det var i løbet af kandidaten, at jeg fandt ud af, at tegneserier var vildt spændende. Jeg har gået på Visuel Kommunikation og har fokuseret på illustration. Og så har vi haft nogle uge-kurser, blandt andet om tegneserier, og så begyndte jeg at blive nysgerrig. Jeg kom i nogle praktikforløb i Berlin, hos Aisha Franz, der er tegneserietegner, og en kunstner ved navn Andrea Wan. Det gav mig virkelig blod på tanden. Tegneserier er et sjovt medie med stort fortælle-potentiale.
Jeg havde længe tænkt, at jeg gerne ville skrive en historie, men jeg havde aldrig prøvet det før. Og så tænkte jeg, at det var nemmere at tegne den, så jeg ikke var så bundet af tekst, men kunne fortælle rigtigt meget i selve billederne. Så det er første gang, jeg laver en længere historie, hvor jeg selv har både opdigtet og illustreret hele tegneserien.
Ida Rørholm Davidsen
Historien tager udgangspunkt i min lillesøster, der er fem år yngre end mig, så det er et ret personligt projekt, som er henvendt til hende. Jeg har ikke tænkt, at jeg ville ramme en bestemt målgruppe eller et marked – helt fra starten var tanken, at jeg gerne ville lave et lille eventyr til hende, der handler om, hvordan hun har haft det, da hun gik i folkeskole. Undervejs har det selvfølgelig udviklet sig i en mere fantasifuld retning og historien er blevet sin egen. Den er ikke hverken realistisk eller autentisk længere.
Hvorfor har du valgt en engelsk titel, når det meste af tegneserien foregår på dansk?
Titlen på tegneserien er jo titlen på spillet, der optræder i tegneserien, og giver ret meget sig selv – det handler om hovedpersonens ensomhed og hendes rejse gennem en spilverden, der ender med at give hende en ven, også i den virkelige verden. For mig var det mest realistisk, at det ville være på engelsk – og så synes jeg, at det lød bedre. Og de læsere, den er henvendt til, kan nok sagtens være med på det niveau af engelsk, der er i den.
Hvor meget har tegneserien ændret sig fra afgangsprojekt til bog?
Den er blevet betydeligt længere, fordi jeg har foldet historien mere ud. Jeg har tilføjet små ting til historien, men det har mest handlet om at give mere tid og plads til den historie, jeg allerede havde. Jeg har arbejdet meget på den efter min eksamen, så jeg kan nærmest ikke længere huske, hvordan afgangsprojektet egentlig så ud dengang. Jeg fik Cobolt ind over meget tidligt i processen – jeg holdt lige et par måneders sommerferie, efter jeg blev færdig, og så begyndte jeg at lede efter forlag. Signe Parkins havde været ekstern vejleder på projektet, mens jeg stadig gik på skolen, og hun foreslog, at jeg sendte den til Cobolt. De var heldigvis interesserede, så derfra har jeg fået løbende feedback siden da. De har især hjulpet mig med at arbejde videre på selve historien – der var helt klart brug for nogle professionelle øjne. Pernille Arvedsen så et potentiale i det visuelle og kunne hjælpe mig de steder, hvor historien haltede.. Jeg havde jo heller aldrig skrevet en historie før – faktisk havde jeg på det tidspunkt aldrig skrevet selve historien ned, fra start til slut, jeg havde ligesom tegnet den frem på en lidt bagvendt måde.
Jeg startede med karakterskitser, især af hovedpersonen, Anna. Og så begyndte jeg at brainstorme temaer og motiver. Jeg fandt hurtigt ud af, at historien skulle handle om ensomhed, og at der skulle indgå en spil-verden. Og så kom jeg på en masse elementer, der var sjove og flotte at tegne. Så tegnede jeg skitser og situationer frem, gerne på små post-its, som jeg satte på en tidslinje. Efterhånden kom der en historie ud af det.
Hvorfor ville du gerne lade tegneserier og computerspil mødes? Det sker jo både i historien og på det visuelle plan.
Jeg har tænkt en del over, hvordan jeg skulle tegne ensomhed. Byen, Anna bor i, er meget stor og mennesketom, så hun fremstår endnu mindre og endnu mere isoleret. I spilverdenen sker der det modsatte – der er nærmest ikke noget rum, perspektivet er mere fladt og underligt, næsten todimensionelt som et platformspil, befolket af små væsner.
Ida Rørholm Davidsen
Jeg ville gerne fremhæve kontrasten mellem hovedpersonens hverdag, der er lidt trist og grå og hvor hun føler sig ensom, og så det computerspil, hun spiller, hvor der er farver og et mere eventyrligt udtryk. Jeg har tænkt på, hvordan jeg visuelt kunne understrege forskellen, samtidig med at de to verdener hang sammen. Det hele er tegnet med blyant, men så har jeg farvelagt spilsekvenserne på computer for at give dem et mere ’digitalt’ look, med graduerede baggrunde og flade farver. Jeg har lagt lag af blæk ind nogle steder, for at give dybde, men ellers er det holdt i et meget ’fladt’ udtryk. Der er også mere tekstur i de sort/hvide sekvenser, hvor blyantsstregerne er mere tydelige. Hverdagssekvenserne er håndtekstet og skrevet på dansk, hvorimod teksten i spillet er på engelsk og i en digital font.
I spil-sekvenserne har jeg også leget med layoutet, så det ligner, at man kigger på en computerskærm eller et brætspil, når man sidder med opslaget. I modsætning til den hverdagens verden, hvor layoutet er meget stringent og i en ’klassisk’ tegneseriestil, har spil-opslagene større variation. Der skulle være en forskel – især så det blev tydeligt, når de to verdener begynder at smelte sammen. Jeg har tænkt meget i sider og opslag, så det fremstår som helheder – det understreger også kontrasten mellem de to verdener. Jeg startede med at tegne mange af spilsekvenserne, som typisk er i opslag, og det var også klart det, der var sjovest at tegne.
Hvad har du været inspireret af i dit arbejde?
Jeg har altid været vild med eventyr og med børnebøger, især illustrerede børnebøger. Alt med illustrationer, faktisk – især hvis det er lidt surrealistisk eller eventyrligt. Jeg er vild med Signe Parkins’ arbejde og tegnere som Olivier Schrauwen, Aidan Koch og Brecht Evens, som arbejder eksperimenterende med tegneseriemediet, tit i et flydende og mindre stringent udtryk. De leger med, hvad tegneserien kan og udfordrer den klassiske opbygning af layout og udtryk.
Og så har jeg jo været nødt til at sætte mig ind i, hvordan computerspil fungerer, for jeg har aldrig spillet selv. Faktisk har jeg aldrig rigtigt forstået, hvorfor min søster var så fascineret af computerspil, for det har aldrig grebet mig. Så en del af projektet bestod også i at sætte mig ned og spille nogle spil, som min søster havde udvalgt, fordi de var visuelt inspirerende. Især spillet Monument Valley har jeg været meget betaget af. Det er virkelig flot.
Vil du gerne lave flere tegneserier?
Ja, det vil jeg gerne! Jeg kunne godt tænke mig at prøve at illustrere en tegneserie, som en anden har skrevet. Det har været lidt hårdt at sidde så længe alene med projektet, når det hele var mine egne tanker. Jeg har jo ikke forfatterbaggrund og måske var jeg aldrig blevet færdig med Lonely Journey, hvis ikke Pernille var kommet ind over. Så var det nok bare endt i en skuffe. Men jeg vil vildt gerne lave flere tegneserier, nu hvor det faktisk er lykkedes.
