Anmeldelse
Palle Schmidt har gjort tegneserie af den første Kazinski/Bentzon-krimi; det er godt håndværk, men er det også mere end det?
A.J. Kazinski er pseudonym for Anders Rønnow Klarlund og Jacob Weinrich. Klarlund debuterede med det glimrende og noget oversete bidrag til dansk films opblomstring i 90’erne, Den attende, men fik trods et par ellers udmærkede opfølgere aldrig rigtig slået sit navn fast som instruktør. Weinrich er uddannet filmmanuskriptforfatter, men har trods en del kortfilm og et par udmærkede genrefilmsforsøg i de seneste år heller aldrig helt fået etableret sig i filmbranchen. Til gengæld har de to fundet sammen i et tilsyneladende mere slagkraftigt samarbejde om nordic noir-romaner, hvoraf Den sidste gode mand fra 2010 var den første og vel også mest anerkendte.
Niels Bentzon er hovedpersonen i deres bogserie; gidselforhandler ved Københavns politi og plaget og grublende bjørn af en mand med en stærk retfærdighedssans. Mens sneen begynder at falde, og der pyntes op til jul, kommer han på sporet af en serie mord, der trækker tråde til Venedig, religionshistorien, mysticisme og naturvidenskab. Bagtæppet er FN’s klimatopmøde, de mange demonstrationer og et muligt terrorangreb. Så opsætningen er på plads, både til den klassiske krimi og den særligt nordiske variant, hvori det kolde og regnfulde klima udtrykker personernes indestængte personlighedsbrister og eksistentielle tvivl, mens det trygge velfærdssamfund lader bestialske gerninger træde kontrastfuldt frem.
Politikens Forlag, der udgiver bogserien, har fået Palle Schmidt til at oversætte første del af krimiføljetonen til tegneserieformat, og det gør han med vanlig både professionalisme og inspiration. København er gråsprængt, Danmark hvidt, Italien rød; paletten og penselføringen ekspressiv og effektiv: Schmidt formidler lydefrit den elementært spændende historie. Og alligevel er det, som om der mangler et eller andet. Undertegnede har ikke læst Kazinski-bøgerne og skal derfor ikke kunne sige, om der er gået noget tabt i oversættelsen. Men udgivelsen her føles underligt gammeldags, selv om den foregår for under otte år siden i et aldeles genkendeligt København.
Måske skyldes det, at nordic noir var så stort et kulturfænomen i den periode, og at der efter sådanne bølger opstår en massiv mæthed af deres virkemidler og kendetegn. Og genrefiktionens verden er blevet overbefolket af forknytte og psykisk handicappede politifolk, der trasker rundt i gummistøvler og finder unævnelige ting i kældrene under velfærdsstaten. Det rammer også en fortælling som Den sidste gode mand, selv om den hverken er ren form eller ren metervare. Der er ikke mange fingre at sætte på håndværket i udgivelsen, men der er omvendt heller ikke det eller de originale greb, som kan løfte den helt fri af subgenrehængedyndet.
