Mårdøn Smet har læst debutanten Adam O.’s ‘Ruiner’, en post-apokalyptisk, politisk survivor-fabel, henlagt til Danmarks mennesketomme hovedstad.
Hvordan gik det så galt? Ti år fra nu er menneskeheden udraderet fra jordens overflade, med historiens fortæller som eneste undtagelse.
Det er udgangspunktet for debutanten Adam O’s album ‘Ruiner’, som i én lang enetale sætter sig for at gøre rede for forløbet. Der er tale om en politisk dystopi med autonomt/modkulturelt fortegn, og hvis den ret avancerede beskrivelse af kædereaktionen, som bringer civilisationen til fald, ikke ligefrem kan kaldes politisk naiv, så må politisk enøjet kunne gøre det.
Politisk paranoia
I verden efter 11. september 2001 er terrorparanoiaen taget til i et omfang, så borgernes rettigheder konsekvent tilsidesættes, bl.a. ved indførelsen af freedomchippen, som alle skal bære i venstre øreflip. Den er en slags avanceret identifikationskort, men viser sig også effektiv som middel for terrorbekæmpelse, da myndighederne gennem chippen kan lamme den enkelte borgers centralnervesystem og på den måde uskadeliggøre dissidenter o.s.v., o.s.v.
Den lange enetale svømmer over af politisk paranoia, men en egentlig politisk retning for alle herlighederne er svær at få øje på, og det kunne man måske forvente af en politisk fortælling. Systemet er ondt og undertrykkende og tryner menneskets suverænitet – det være sig borger, individ, proletar, eller hvad man nu vælger at kalde det – javel, men det tankegods er jo fælles for det alleryderste højre, som for det alleryderste venstre.
Tågede dissidenter
Denne verdens dissidenter, hvoraf fortælleren er en, står underligt uklart beskrevet. Hvem er de, og hvad er de, ud over imod. Det gør ikke noget godt for historien, at oppositionen til det eks-bestående fortaber sig i tågerne, mens hele den udførlige forklaring på vejen til verdens undergang vælter sig i detaljer.
Fantasiløst er det ikke, men det er et uspændende valg at lade hovedpersonen fortælle historien kun akkompagneret af Københanske undergangsbilleder. Det er okay for en historie i kortform, men et helt album? Det ville da have været interessant at se alle de fortrædeligheder, der bliver opremset, og så også lige at få lidt kød på nogle af de mennesker, Adam O. strejfer i teksten.
Fortællerens nærmeste introduceres kort, men alle dør eller forsvinder, uden at der bliver løftet et øjenbryn. Alt er på spil i det store globale scenarie, men det virker ikke, som om det samme gør sig gældende for historiens ensomme ulv, og når han til sidst råber fra hustagene: “Jeg savner jer ikke!”, er man tilbøjelig til at svare ham igen med samme mønt.
Skræmmende og fascinerende
Synd, når nu der er lagt så uendelig mange kræfter i projektet. Tegningerne boltrer sig i post-apokalyptiske krumspring, og hvis figurtegningen er noget usikker, så er billedliggørelsen af et affolket og forfaldent København på samme tid skræmmende og fascinerende.
Logikken i storbyens fremskredne forfald kontra den stilrigtigt klædte cigaretrygende punker holder ikke, men tager man det som et forsøg på at fabulere over et muligt scenarie for verdens undergang i billeder og tekst, mere end at give en nøjagtig beskrivelse af det gradvise forfald efter katastrofen, er det til at leve med.
Lag-på-lag farver
Det er straks sværere med det koloristiske. Den overgjorte lag-på-lag-computerfarvelægning skaber et grumset og uæstetisk udtryk, som mest af alt leder tankerne tilbage på nogle af de mere tvivlsomme bogforsider fra firserne, hvor den analoge airbrush blev brugt hæmningsløst. Det skærer i øjnene, og det kvæler mange af billedernes spinkelt tegnede detaljer.
Alt i alt et hæderligt forsøg, men ingen Havaneser denne gang.
Karakter: 3 ud af 5
Værkets titel: Ruiner
Forlag: Fahrenheit
Forfatter/tegner: Adam O.
Form: Hardcover, 48 s., farve
Pris: 129,50 kr.
ISBN: 788792320124
Udgivelsesår: 2011
Udgivelsesland: Danmark
Læs Nummer9s forsmag på ‘Ruiner’ her.
Jeg har ikke læst albumet, men de sider man kan læse på nettet.
Det undrer mig dog at albumet ender med en karakter på 3 ud af 5, når det får forholdsvis hård medfart i anmeldelsen. Hvor kommer den forholdsvis gode karakter fra, hvad er det som beretter dette ?
Endvidere synes jeg bestemt ikke at det er et usandsynligt scenarie der beskrives ifht. overvågningschip i øret etc. Selv om statens overvågning er øget i raketfart de sidste 10-20 år og især med terrorbeskyttelsen som forklaring så er 10 år nok lidt for hurtigt for en chip i øret, men jeg er ikke i tvivl om det er den vej vi går. Jeg er hverken venstre-orienteret eller ekstremt højre-orienteret, rent politisk.
Tegneserien handler om et (endnu mere) ekstremt overvågningssamfund. Om de personer der bekæmpede det definerede sig som højre- eller venstrefløj eller de udgjorde end blanding, og om der eventuelt var forskel på deres politiske placering alt efter geografi … jeg syntes faktisk ikke det betød så meget for historien. Manglende politisk ståsted og politisk paranoia … kunne det ikke også gælde for 1984, V for Vendetta? Jeg vil dog sige at der er noget irriterende frelst over forfatteren/hovedpersonens monolog.
Selve formen, hvor billedsiden består af en efter-katastrofen verden mens teksten tænker tilbage på en dystopisk fortid, er selve albummets fundament. Man kan ikke bare, som anmelderen forslår, erstatte dette med en konventionel fortælleform uden at fortællingen bliver en anden.
Anmelderen behøvede altså ikke lige gengive historiens klimaks. Den replik der gengives i anmeldelsen er altså en som man absolut ikke skal kende i forvejen når man læser albummet for første gang.
Bortset fra at jeg er vild med 80′er airbrush, så er jeg enig i kritikken af farvelægningen. Bortset fra at jeg ikke selv var i stand til at sætte ord på det.
Jeg synes, airbrushstilen er fed. Anmelderen er sgu karrig, når det gælder tegningerne i det her album. De fortjener ægte ros og opmærksomhed, ikke det der forbeholdne om, hvor meget arbejde, der ligger i dem. Hvornår har nogen sidst skildret deres by så konsekvent?
Teksten er til gengæld sprælsk som en våd sandsæk. Hvordan har apokalypsens sidste mohikaner lært at tale som en pjece fra Retsforbundet, mens træerne groede frem i asfalten?
Det her med chippen er måske inspireret af Jakob Boeskov og Mads Brüggers våbenmesse-stunt i Kina for cirka 10 år siden. Boeskov rejste over til messen uden andet end en plakat med et fiktivt – og diabolsk – våben – et gevær, som kunne affyre en chip.
Med sådan et gevær kunne en efterretningstjeneste fra lang afstand tagge demonstranter, og så i ro og mag kunne hente dem senere i deres hjem. I stedet for at skulle skyde løs på folk med rigtige våben og risikere dårlig presse.
Ifølge artiklen om turen var det en stor succes – våbenhandlere og skumle oberster var oprigtig interesserede i sådan et våben. For dem var det bestemt en realistisk idé.
Søren Vinterberg er gladere i Politiken: http://politiken.dk/kultur/boger/skonlitteratur_boger/ECE1291906/koebenhavn-bliver-lagt-i-ruiner-i-vellykket-tegneserie/
“Teksten er til gengæld sprælsk som en våd sandsæk. Hvordan har apokalypsens sidste mohikaner lært at tale som en pjece fra Retsforbundet, mens træerne groede frem i asfalten?”
Det har han lært igennem alle de bøger som hans lille værelse flyder over med. Man kan se at han kun læser venstreorienteret litteratur, og det former selvfølgelig hans indre monolog. Fordi han ikke har nogen at tale med, giver det god mening at hans indre monolog lyder som en selvretfærdig artikel om kapitalismens onder.
Men OK, hvis man ikke selv har sin vante gænge i fx Ungdomshuset så vil teksten fremstå ekstremt ensporet. Det ville have givet en hårdt tiltrængt kontrast hvis hovedpersonen oplevede noget som udfordrede ham på hans verdensbillede.
Man kommer ikke udenom, at det er en ensidig historie. De ting og mekanismer som får skylden for verdens undergang, fx grådighed, egoisme, paranoia og tryghedsnarkomani, ligger dybt og grundlæggende i mennesket og er på ingen måde afgrænset til de onde kapi’er og højreorienterede. Men den vinkel finder man ikke i “Ruiner”.