Visuelt kompendium
Ilan Manoauchs anden danske udgivelse har den alvorlige titel ”Visuelt Kompendium over Konventionelle Genretræk i den Fransk-Belgiske Tegneserielitteratur”. Bagsideteksten, som forlaget med vanlig selvironi oplyser, har et lixtal på 78.
Den akademiske jargon, der bliver brugt i præsentationen af serien, virker som et unødvendigt forsøg på at legitimere eksperimentet – for ”Visuelt Kompendium” er et eksperiment. Et eksperiment kræver sit af læseren. Det står klart i det øjeblik, man står med udgivelsen i hånden. Bogen er trykt i det store albumformat CC48 og lydord, talebobler og figurer (hele og i dele) er præget på det neon-orange omslag i en metallisk folie, der ligner, at den er elektro-galvaniseret.
På udgivelsens sider bliver læseren mødt af de karakteristiske billederammer og rendesten, der er allestedsnærværende indenfor seriemediet. Men som i et ruinøst hus, der har fået knust alle ruderne, indrammer billedrammene et virvar af fragmenter, figurer og lydord fra de klassiske fransk-belgiske album.
Den feberagtige, anarkistiske og retningsløse fortælling minder én om den tidligere Forlæns-udgivelse ”Bogholdere og Stikirenddrenge” af Raggi Balk. Samtidig har ”Visuelt Kompendium” med sine funktionsløse billederammer, et slægtskab med Allan Haverholms poetiske og smukke ”When the Last Story is Told” (CBK). Med lydord i hver eneste billederamme fremstår siderne som konkret poesi eller en slags nodeark, hvor lydord har erstattet noderne.
Den eskapistiske og nostalgiske læser vil måske se med skepsis på denne udgivelse. For en serietegner (som mig) er appellen ved udgivelsen dens originale ide og tilgang til mediet. Måske endnu mere vigtigt: Den gør mig nysgerrig på den fransk-belgiske albumgenre og dens virkemidler. Det bringer os tættere.
Den grafiske designer Paula Scherr taler om forskellen imellem at have en seriøs (serious) og en alvorlig (solemn) tilgang til kreativt arbejde. Ifølge Scherr er den alvorlige designer eller kunstner en, der kender sit publikum og sit fag indgående og stræber efter perfektion indenfor fagets etablerede konventioner.
Den seriøse kunstner eller designer har en fremgangsmåde, som er afsøgende og åben, og som kan forveksles med en Egon Olsen-plan. Kunstneren gør brug af varierede og alsidige virkemidler i sin proces, på samme måde som Egon skal bruge en stjålen bil, en kikkert, og et plankeværk til sin plan.
Selvom titlen og bagsidesideteksten svækker udgivelsen ved at få den til at fremstå selvhøjtidelig, nørdet og indforstået, er Ilan Manoauchs Visuelt Kompendium et seriøst projekt og et sjældent og sjældent smukt eksperiment, som Forlæns har givet et flot, velovervejet og passende udstyr. En udgivelse, der fortjener at finde sit publikum.
