”Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden” af Chris Ware
Chris Wares ”Jimmy Corrigan” er ambitiøs, vellykket og nyskabende. Men sjældent gribende.
Store og (især) små danske forlag fortsætter med at udgive den ene vægtige udenlandske tegneserie efter den anden i disse år, og er dermed godt i gang med at indhente over 20 års efterslæb på det danske marked. Nu kommer arthouse-forlaget Aben Maler med en af de på flere måder helt store grafiske romaner, nemlig Chris Wares 380 sider lange ”Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden”, der oprindelig udkom for 10 år siden i USA. Og det i en rigtig lækker hardcover, med et imponerende fold-ud smudsomslag, komplet med piktogram-stamtavler af seriens vigtigste personer.
Verdens ensomste mand
”Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden” følger Jimmy Corrigan, den ensomste mand i verden. Han bor alene, og hans eneste kontakt til andre mennesker er akavet småsnak med uinteresserede kollegaer på kontoret og flittige telefonopkald fra en dominerende mor. Jimmy er initiativløs og ude af stand til at begå sig socialt, og han oplever hverdagens små udfordringer som prøvelser af bibelske dimensioner.
En dag kontaktes han af sin far, som han ikke har set siden han var ganske lille, og ender med at besøge ham over Thanksgiving. Gennem den joviale og småracistiske far møder Jimmy desuden sin oldgamle farfar og en sort adoptivsøster, han ikke vidste, at han havde. Men verdens ensomste mand har svært ved at relatere til sin genfundne familie og falder hele tiden ind og ud af fantasier og dagdrømme. Han er en robot, han slår sin far ihjel, han gifter sig med en sygeplejerske osv.
I et parallelt spor følger man farfaren (der også hedder Jimmy Corrigan) som lille dreng i Chicago i slutningen af 1800-tallet. Han bor alene med sin far, der er enkemand med hårdhændende opdragelsesmetoder, og også lidt af en racist. Lille Jimmy ligner på mange måder sit senere barnebarn, og også han falder ind og ud af dagdrømme.
Fædre & sønner
”Jimmy Corrigan” handler om ensomhed og forholdet mellem sønner og fraværende fædre. Den er fortalt i en steril, nærmest videnskabelig stil, med ikonagtige tegninger, som med deres fede konturstreger og rene farver ofte minder om de tegninger, man finder i manualer og brugsanvisninger. Der fortælles langsomt, minutiøst og pinefuldt om selv de mindste hændelser. En tur til lægen med en blodtud fylder rask væk 30 tætpakkede sider, komplet med akavede samtaler, lange pauser, mislykkede urinprøver og dagdrømme om både kvinder og flyveture.
”Kameraet” er sjældent tæt på personerne, og Jimmy følges på afstand, så man som læser aldrig engagerer sig for alvor i hans skæbne. Det skyldes både stilen, men også Jimmy Corrigan selv. Han holder aldrig op med at opføre sig som et skræmt akavet barn, han handler aldrig og han tager sig aldrig sammen. Mere gods er der i fortællingen om farfarens barndom, både fordi der er mere liv og vilje i farfaren end i hans barnebarn, og fordi der er en ydre handling, hvor der rent faktisk sker noget. Det var især her, at jeg blev fanget af fortællingen.
Fantastisk – men ikke gribende
”Jimmy Corrigan” er ofte svær at læse. De hyppige associative skift mellem forskellige real- og fantasiplaner gør handlingen vanskelig at følge, og der sker ikke det store, så man skal være opmærksom for at fange de små nuancer i fortællingen. Men holder man ved, åbner historien sig op, de to spor beriger og spejler hinanden, handlingen tager (lidt mere) fart, og man kommer langsomt til at holde mere af de to Jimmy Corriganer.
Jeg blev fascineret og imponeret af ”Jimmy Corrigan”, der på mange måder er en fantastisk tegneserie. Den er ambitiøs, vellykket og viser nye veje for tegneseriens sprog. Men jeg blev sjældent grebet. Chris Ware fortæller på mange måder lige så kontrolleret, som hans hovedperson er, og der bliver talt til hjernen, snarere end hjertet og kroppen. Den distance som Chris Ware tydeligvis har tilstræbt, måske fordi stoffet ligger tæt på hans eget liv, og den manglede sympati for hovedpersonen, gør at romanen i lange stræk bliver forstået, snarere end den bliver oplevet.
Kristian Bang Larsen
Karakter: 4/5
Værkets titel: Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden
Seriens titel: Bragt i Acme Novelty Library 1995-2000
Original titel: Jimmy Corrigan, The Smartest Kid on Earth
Forlag: Aben Maler
Forfatter/tegner: Chris Ware
Oversætter: Steffen P. Maarup
Farve og form: Farve og hardcover
Sidetal: 380 sider
Pris: 390,00 kr. fra forlaget
ISBN: 978-87-92246-00-4
Originalt udgivelsesår: 1995-2000, 2000
Aktuelt udgivelsesår: 2010
Originalt udgivelsesland: USA
Aktuelt udgivelsesland: Danmark
Jeg må indrømme, at jeg ikke forstår dit kritikpunkt af Jimmy Corrigan. Sådan set blev jeg heller ikke selv specielt grebet (bortset fra et par gange) – det er ikke en tegneserie, der umiddelbart sætter sig i tårekanalerne.
Jeg kan også til en vis grad skrive under på, at den forstås snarere end opleves (det bedste eksempel må være anmeldelsens sidste). Men at den ikke er lige så følelsesmæssigt engagerende som fx Vent lidt (Jason), Blankets (Thompson), Det store onde (David B.) – eller hvad man nu er til af ‘gribende’ tegneserier – det kan jeg ikke se, hvorfor skulle være en negativ ting.
Men ellers en fin anmeldelse.
Jeg vil godt sende en prøveballon op der påstår at Wares tegnestil sætter sig vejen for at læseren bliver “grebet”. Tegnemåden virker så iskoldt kontroleret og kalkuleret at den i hvert fald hos undertegnede også fastfryser følelsesstrengene. Det gør ikke Jimmy Corrigan til en mindre fantastisk eller betydningsfuld tegneserie, men jeg tror det kan være en af grundene til at værket opfattes så cerebralt. Især når man som Johan sammeligner med Dyne af Sne (Thompson er i min optik altid ulideligt og sjaskende sentimental, men dog ude på at berøre læserens følelser via grafikken).
Den ballon svæver! Det der er ret tæt på hvad Ware selv siger om sin tegnestil. Jeg er dog uening i, at følelserne ikke er til stede. Men det er klart ved at dvæle visse steder, at de bliver åbenbare.
Mit problem med Ware har primært været, at han koncentrerede sig om at udtrykke et forholdsvis snævert følelsesregister – med stor akkuratesse, men – og at det begrænsede oplevelsen noget. Men jeg synes virkelig han har udviklet sig — de serier han laver i dag betydeligt mere forfuldendte end Jimmy Corrigan og han er begyndt at udvide sin tilgang til følelsesregisteret ganske betydeligt, især i “Building Stories”.
@Johan
Jeg syntes faktisk det at opleve og blive følelsesmæssigt engageret, er det der definerer fortællende kunst. Det er altid det jeg håber på at der sker, når jeg går i gang med en roman, en film eller en tegneserie.
Og det ment i ordenes bredeste forstand: at jeg bliver revet med af historien, bliver provokeret, griner, græder, får en emotionel mavepuster, eller bliver skræmt fra vid og sans.
Så for mig et det et vigtigt kritikpunkt, at JC ikke for alvor griber mig (et andet ord for det samme som ovenstående), for jeg læser for oplevelsen, ikke for forståelsen. Forståelse kan jeg få i fagbøger.
@Rehr og Wivel
Personen Jimmy Corrigan er i mine øjne ikke kompleks nok, til at man for alvor gider engagere sig i ham. Han reagerer og handler hele tiden på samme måde, og han udvikler sig meget meget lidt. Det er som om Ware skriver og tegner ham med et slags masochistisk (selv)had. Derfor synes jeg også at farfarens barndomshistorie var mere fængende. Som figur har han mange flere nuancer, og både forholdet til faren og kammeraterne, er mere komplekst end JCs strudsereaktion på alting.
Stilen har også lidt med det at gøre. Men mest i den nærmest ironiske brug af virkemidler, som manual-tegninger, udklipshuse og store ”mellemord”: ”NÅ MEN,” ”OG,” osv.
@Kristian: Okay, så er vi uenige om, hvad der er den fortællende kunsts vigtigste opgave. Jimmy Corrigan er banebrydende ved at introducere en fornyelse af tegneseriens formsprog. Netop udviklingen af kunstens formsprog ser jeg som de fortællende kunsters (og al kunst i det hele taget) fornemste opgave. I den sammenhæng er den gode historie for mig at se et biprodukt.
Men kunne Jimmy Corrigan så ikke have været bedre, hvis den bød på en mere kompleks hovedperson? Jo, vil vi nok begge svare, og Wares fremtidige serier bliver muligvis også på den konto bedre. Men på det tidspunkt HAR han jo allerede med Corrigan udviklet sit formsprog, så det forbliver med høj sandsynlighed Jimmy Corrigan, der bliver stående som Wares vigtigste værk.