Britannien, Fuglemennesket og Vasallens oprør
Faraos Cigarer byder på tre nye album i deres klassikerserie. De to er som sprunget ud af en tidslomme, mens den tredje er noget mere frisk i udtryk og indhold. Fælles for dem er, at ingen af disse album i serierne om Alix, Lefranc og Eric Hedspore tidligere har været udgivet på dansk.
Man kender det inden for musik- og modeverdenen, at tidligere tiders stil bliver moderne igen, og i disse år går trenden for danske forlag også mod fortiden. Mere eller mindre kendte danske samt udenlandske tegneserier helt tilbage fra starten af forrige århundrede er tilgængelige på dansk for øjeblikket. Forlag som Cobolt, Zoom, Fabel, desAHJn og aktuelt i denne sammenhæng Faraos Cigarer har alle mindst det ene øje vendt bagud, når udgivelsesprogrammet fastlægges.
Tilbage i 2013 lancerede Faraos Cigarer deres linje Faraos klassikere, der har budt på gensyn med Blake og Mortimer, Alix, Lefranc samt Eric Hedspore. De tre sidstnævnte er alle aktuelle her i foråret med album, der ikke tidligere har været oversat til dansk. Det er tre serier, der har deres udspring i tre på hinanden følgende årtier. Jacques Martins Alix i 1940’erne og hans Lefranc i 1950’erne mens ”årsungen” Francois Craenhals Eric Hedspore er fra 1960’erne.
Til gengæld forholder det sig en smule omvendt, når man kigger på de aktuelle album fra serierne. Eric Hedspore nr. 11 er fra midten af 70’erne, mens både Alix nr. 33 og Lefranc nr. 27 er så nye som 2014 og 2016. Dermed er begge de sidstnævnte også blevet til efter deres skaber Jacques Martins død, da begge serier fortsat lever og udgives.
Derfor har Jacques Martin vel næppe haft fingrene med i de to nye udgivelser i hans serier, selv om hans navn figurerer både på forsiden og titelbladet sammen med de nye bidragydere. De senere år af hans karriere benyttede han flittigt medhjælpere til både tekst og tegninger, ligesom de blev krediteret for det, men medmindre der er tale om ældre manuskripter fra Martins hånd, så er der nok tale om en ny generation af skabere bag begge serierne.
Det ses dog stort set ikke ved en hurtig sammenligning med ældre album, medmindre man går helt tilbage til begge seriers fødsel. Både Alix og Lefranc ligner simpelthen sig selv, tilsat en smule digital farvelægning, hvilket heller ikke ændrer sig væsentligt, når man læser dem. Fortællerytmen er som den altid har været, hvilket vil sige temmelig bedaget, hvis man sammenligner med nyere serier. Det kan man selvfølgelig godt argumentere for, at man netop ikke skal gøre, da seriernes berettigelse vel netop er at være en tidslomme, der helst ikke skal ændre sig. Det er netop ikke ”et ekstraordinært eventyr” med Alix og Lefranc, men gode, gamle eventyr som Martin lavede dem for vores forældre – eller bedsteforældre – efterlignet så godt det nu kan lade sig gøre.
I Britannien skal Alix en tur over kanalen på et erobringstogt, som han hurtigt bliver i tvivl om det retfærdige i. Alix, der altid stiller sig på de svages side, fornemmer at der nok er mere end én side, sagen kan anskues fra. Det er i øvrigt stærkt forfriskende, at det for en gangs skyld ikke vælter rundt med muskelsvulmende he-man-typer. Alix’ overarme vil de fleste kunne identificere sig med! Det er dog heller ikke hans fysiske styrke, der skal føre ham uskadt gennem konflikten, da romerne pludselig befinder sig i en noget vanskeligere situation, end de havde regnet med. Hvorfor Alix’ sidekick Enak ikke er skrevet ud af serien endnu er vanskeligt at svare på. Han spiller så godt som ingen rolle ud over at være en logrende skødehund, der trofast følger efter Alix og til nøds kan bruges til at vogte noget, mens dens herre tager sig af problemerne. Skurken afsløres ret hurtigt, så der er ikke tale om, at læseren skal gætte med eller forvente de store overraskelser undervejs, ligesom det i øvrigt sjældent er en hemmelighed, hvem der er skurken i Martins anden serie, Lefranc.
Faktisk kan det godt undre, hvorfor Axel Borg skal være skurk i så godt som alle album i Lefranc-serien. I Fuglemennesket dukker Borg op allerede på side 2, men så behøver man selvfølgelig ikke sidde og vente på, hvornår han dukker op. Albummet udspiller sig primært på Påskeøen, hvis lokalbefolknings ritualer og overtro spiller en central rolle. Der sker et mord på den ellers fredelige ø lige inden Lefranc ankommer med et hold forskere, der ufrivilligt indblandes i mysteriet. Rumkapløbet mellem USSR og USA trækker Borg til, og kan man leve med, at de to ærkefjender tilfældigvis kommer til at opholde sig på Påskeøen samtidig, den vel eneste gang i deres liv, de sætter fod på øen, så er det faktisk en rimelig stramt fortalt kriminalhistorie. Der er i denne, som i Alix, en duft af Technicolor og gamle dage i både form og indhold, som er helt tilstræbt. Sætter man pris på dette, så vil man i begge, men lidt mere vellykket i Lefranc, finde udmærket valuta for pengene.
Francois Craenhals Eric Hedspore er nået til bind 11 i hvad der strengt taget er en lang fortløbende historie, der dog også kan læses som enkeltstående album. Hvor Alix og Lefranc er typiske helte, der altid opfører sig korrekt, er Hedspore en mere sammensat personlighed. Som hans navn mere end antyder, så har han undertiden svært ved at kontrollere sit hidsige gemyt. Det har i de forrige album bragt ham på kant med næsten alle, han støder ind i, kun Kong Arthurs datter Gwendoline synes at kunne tæmme ham. Netop forholdet til Gwendoline har dog ført ham på så kraftig kollisionskurs med kongen, at denne i forrige album fik brændt Hedspores besiddelser ned til grunden.
Det er derfor en hævngerrig Hedspore, der i Vasallens oprør bliver leder for en bande lovløse og som en anden Robin Hood sætter sig for at stjæle fra kongen og give til de fattige. Eric Hedspore er med andre ord ikke den typiske helt, og som læser har man da heller ikke udelt sympati med alle hans beslutninger og gerninger. Denne gang får også Kong Arthurs personlighed en del flere nuancer, da han ingen midler skyr for at holde sammen på riget og magten, så må retfærdigheden komme i anden række. Alt i alt et lidt mere friskt og fornyende take på riddertiden og myten om Kong Arthur, end man er vant til.
Ud over på den vis at adskille sig fra Martins på alle måder mere klassiske helte, så er der også mere spræl på Craenhals udtryk undervejs. Han bruger typisk færre ruder per side og mindre tekst, ligesom han er mere livlig i sin streg, selv om han var næsten jævnaldrende med Martin. Sideopbygningen varierer mere hos Craenhals, der undertiden er ligefrem løssluppen og nærmest ekspressiv i sine typiske drømme- eller udmattelsessekvenser. Omvendt gør serien sig absolut bedst som en helhed, selv om Vasallens oprør fungerer som en afsluttet historie, så er det i det lange træk, den gør sig bedst.
Der er i overkanten med sprogfejl, som snildt kunne retfærdiggøre en ekstra korrekturlæsning. Fx hedder det ”Vassalens” på forsiden, men det korrekte ”Vasallens” på titelbladet, ligesom Eric Hedspore konsekvent staves ”Erik” i historien.
Tilbage i 1970’erne og 80’erne udkom alle tre serier i albumformat, og der har været sporadiske forsøg på at genoplive dem siden. Det er dog først med Faraos Cigarers klassikerserie, de igen udkommer stabilt og pænt indbundet med lækkert mat papir. Det går måske ikke ligefrem over stok og sten med udgivelsestempoet, hvilket i særlig grad er synd for Eric Hedspores vedkommende, da man nu foreløbigt har skullet vente siden 1975, hvor serien for første gang udkom som album, og endnu ikke ved, om Hedspore får sin Gwendoline til slut. At Eric Hedspore vel så reelt er den mindst klassiske af de tre klassikere er en anden sag.