Something wicked this way comes...
Floyd Gottfredson blev Mickey Mouse-tegner på afbud. Det var i maj 1930. Musens skabere – både på film og som tegneserie – Walt Disney og Ub Iwerks, gik hver til sit, og stribens backup-tegner Win Mortimer blev uvenner med Walt. Gottfredson, der udførte brødarbejde i animationsafdelingen, overtog således in media res en måneds tid inde i stribens levetid og stoppede først da han gik på pension i 1975.
Når man læser det første bind i Fantagraphics’ komplette genudgivelse af Gottfredsons Mickey Mouse – den første af sin art nogetsteds—forstår man hurtigt hvorfor Disney besluttede at beholde ham på den daglige stribe. Han var simpelthen et naturtalent.
I Thomas Andraes udmærkede biografiske forord kan man læse, at Gottfredson som ung blev offer for en skudulykke, der permanent kvæstede hans hånd – hvilket tvang ham til at lære at tegne ved at bevæge hele sin arm. Om det forklarer den svungne spændstighed, der kendetegner hans streg fra starten, er svært at sige, men det forekommer rigtigt. Gottfredsons figurer dirrer af et liv, der altid synes for kort men aldrig kedeligt.
Han var endvidere mere end nogen manden, der udviklede musen fra anarkistisk id-væsen til eventyrhelt. I modsætning til de populære, gag-orienterede tegnefilm Disney producerede med figuren, gav det fortløbende dagstribeformat Gottfredson mulighed for at udvikle længere historier, der i stigende grad antog dramatiske proportioner og gjorde stål af musehjertet.
Gottfredsons første historie, der senere har fået den deskriptive titel ”Mickey Mouse in Death Valley,” etablerer således den præmis, der skulle blive stribens fundament en årrække fremefter. Det er en tydeligvis improviseret gang ramasjang, der sender Mickey og Minnie på en vild skattejagt forfulgt af en bande af yderst ondskabsfulde skurke anført af Advokat Fusk og Sorteper. Det starter i et grumt spøgelseshus og ender i californiske Death Valleys salt flats, som var det et en slapstick-versionering af Eric von Stroheims gotiske stumfilm-mesterværk Greed (1924).
Gottfredsson lærte på jobbet: der er masser af plothuller, tegningerne er overskraverede og ofte klodset komponerede, og en sektion i midten er forestået af inferiøre vikarer. Tempoet tabes imidlertid aldrig, og paradoksalt nok er det i det helt tidlige, forholdsvis primitive sekvenser, at Gottfredsons talent skarpest brænder igennem. Et særligt mindeværdigt widescreen-billede viser den brutale røverbande på vej mod Minnies nedarvede spøgelseshus, der med to vinduer får øjne i natten. Månen lyser i sitrende skravering og sætter de nederdrægtigt spændte figurer i silhuet. Det billede lover eventyr af den art, der nok skal blive spændende, men også farligt.
Gottfredsson som sulten ung tegner med glimt i øjet
Og fornøjelserne er mange: Gottfredson kan anbringe to gange fire små sorte ugler på to sengegærder, så den komisk-uhyggelige effekt sidder i skabet; da Mickey er låst nede i en ostekælder med en kæde om anklen og Minnie er i skurkenes vold ovenpå, er det første han tænker nu alligevel, hvor meget han har lyst til en kold flaske øl; og da lyset går, indklippes med tydeligt glimt i øjet en hilsen til den første tonefilm, blackface-komedien The Jazz Singer (1927), og vi husker på, at musen netop har sine rødder i periodens racistisk-komiske minstrel shows.
For ja, ligesom så meget anden populærkultur fra århundredets første halvdel, er de tidlige Mickey Mouse-striber alt andet end politisk korrekte efter vore standarder. De er racistiske, homofobiske og mandschauvinistiske om en hals – særligt slem er historien om de forbryderiske og morderiske sigøjnere, der kidnapper Minnie – og i øvrigt ganske overordentligt voldelige; truslen om dødsfældetortur ligger for eksempel lige for adskillige gange.
Det har sin underholdningsværdi, men serien taber alligevel terræn i sine første par år efter turen til Death Valley, primært fordi den gradvist udarter sig til primitiv sædekomedie og taber åbningshistoriens eventyrlige anslag af syne. Gottfredson går sit umiddelbare forbillede, Sidney Smiths familiestribe The Gumps (1917–59), for meget i bedene og Mickey strander i en forstad, hvor de onde er afvigere og bevarelsen af den bestående samfundsorden historiens endemål, mens Klavs Krikke og Nora Malkeko leverer komik i de traditionelle kønsroller.
Gottfredsons skarpe sans for cartoon-mimik animerer hans kønsrolle-stereotyper
Bevares, der er stadig interessante takter: historien om hvorledes Mickey, der klart identificeres som teenager, forgæves forsøger at tage sig af dage efter han er blevet vraget af Minnie, bliver siddende i struben længere end man skulle tro, og kat-og-mus-konflikten mellem ham og den langhalede alfa-han Kat Nipp (eller ”Børge,” som han vist engang hed på dansk), som binder knuder på hans (kortere) hale, er inspireret slapstick med homosociale undertoner.
Og så vil den informerede læser hele tiden vide, at det snart skulle blive det episke, som vandt frem hos Gottfredson, der de følgende år i selskab med sine faste assistenter, forfatteren Ted Osborne og tegneren Ted Thwaites, gav os eventyrklassikere som ”Blaggard Castle” (1933), ”The Island in the Sky” (1936) og ”Mickey Mouse Outwits the Phantom Blot” (1939).
Dette, det første bind Gottfredsons Mickey Mouse – kompetent, grænsende til pertentligt, redigeret af David Gerstein og Gary Groth – giver således læseren indblik i et verdensikons formative år. Tegnefilmene gav os urmusen; hos Gottfredson fandt han sin altid noget prekært stedte sjæl. Fremtidens inspirerende rollemodel og kulturimperialistiske poster boy in spe.
Karakter: 3 ud af 5
Værkets titel: Walt Disney’s Mickey Mouse by Floyd Gottfredson: Race to Death Valley
Forlag: Fantagrahics Books
Forfatter: Floyd Gottfredson m. Walt Disney, Ub Iwerks, Win Mortimer, m. fl.
Tegner: Floyd Gottfredson m. Ub Iwerks, Win Mortimer, m. fl.
Redaktør: David Gerstein og Gary Groth
Form: indbundet, 290 sider i sort-hvid/farve
Pris: $29.99
Udgivelsesår: 2011
ISBN: 978-1-60699-441-2
Udgivelsesland: USA
