Problemet med fjerde bind af Mumitroldens samlede er, at striberne ikke er ret sjove, og mumi har, trods lyspunkter, svært ved at finde sin mojo.
Mumitroldens skaber, Tove Jansson (1914-2001) var sgu ellers cool. Hun havde energi til at tegne og fortælle om sine i hele verden elskede albinoflodheste i både romaner, billedbøger for børn og i daglige avisstriber, der udkom i en bunke lande. For første gang fås nu en samlet avis-mumi på dansk i fem bind.
Men selv om det er en bedrift at tilpasse sine figurer og deres univers til tre meget forskellige læserskarer, må man ikke bilde sig ind, at mumi-kvalitetsniveauet i bøger, billeder og på avispapir er det samme.
Og det var desværre i striberne, som vi anmelder i dag, at Tove Jansson smurte sin kreative margarine tyndest ud. Til teksterne fik hun hjælp af sin bror, Lars, som også endte med at overtage serien helt.
Snorkfrøkenens løsagtighed kan have fascineret
Avisstriberne om Mumi forløber i kapitler, ligesom i dag hos Nikoline Werdelin. Mestendels er historierne mild satire over moderniteten, som på den ene eller anden måde trænger sig på i Mumidalen og overvælder de let påvirkelige trolde, så de straks mister sig selv og det meste af det, de plejede at stå for. Fx da Mumi, i det eneste af bogens kapitler, som Tove Jansson har stået for alene, efter at være blevet skaldet på halen, med magisk hjælp får en ny gylden dusk og bliver en del af dalens jetset med ærgerrig agent og ny funkisindretning i hjemmet – indtil rockstjernelivets tomhed forbitrer ham og tvinger ham ud i selvsabotage, så status quo kan blive genoprettet.
Mumitrolden og en god bid af dens slæng af udvidet familie, nære og fjerne venner, hattifnatter, hemuler og spøgelser, er basalt set en flok livsglade beatnicks. Og det er nok stribernes grundtone af skødesløst anarki, og måske det åbne parforhold, som Mumi og Snorkfrøkenen lever i, der har været stribernes attration i de tørre efterkrigsår, da Jansson tegnede dem, snarere end forfatternes evne til at snedkere en effektiv vits. Sjove eller dybsindige er mumitroldene i stribeform i hvert fald sjældent.
I skæret af de gode romaner
Faktisk er det lidt vanskeligt at se, hvor krogen skal have siddet i de avislæsere, der fik striben med morgenavisen for 50-60 år siden. Kun sjældent er der pointe-payoff i tredje billedfelt, og mange steder er det endda lidt vanskeligt at se, hvad der overhovedet foregår i de lidt henkastede tegninger.
Måske levede striberne bare højt på glansen fra de fantastisk gode romaner om troldene, som Jansson jo også skrev. En tur på biblioteket bekræfter nemlig, at Mumi i prosa er en helt anden kraftfuld aftapning. Historien om det lille egern med den smukke hale, som bliver dræbt af den store kulde i bogen Troldvinter er lige så gribende, som da man hørte den læst højt som lille unge, og det nordiske vemod blæser fra siderne, så man straks får lyst til at koge et stort krus hyldebærsaft og sætte sig under et tæppe.
Det er ikke så mærkeligt, at det bedste afsnit striber i fjerde bind af avisstriberne – Mumi og kometen – er en genfortolkning af en af bøgerne. Idéen er i udgangspunktet den samme som i Lars von Triers Melancholia, eller Tintin-albummet Den mystiske stjerne: et himmellegeme er på kollisionskurs med Jorden, og alle må lige hurtigt besinde sig på, hvem de er, før ildkuglen omslutter alting. Med mindre de medvirkende bare stikker af – som de små energiladede hattifnatter, der i flugten brænder en dyb rende i mumifamiliens trægulve. Et klart højdepunkt.
Smukt albumHvis man dyrker Mumi, er man selvfølgelig nødt til at anskaffe sig de samlede striber, uanset at de nok især har historisk interesse. Så forlaget skal nok få solgt en hel del bind lige meget, hvordan de sælger varen. Derfor er det prisværdigt, at redaktionen har valgt at producere en så indbydende bog. Omslaget er smukt, papiret er lækkert at bladre i, og ryggen er gul og fin af lærred.
Karakter: 3 ud af 5
Værkets titel: Mumitrolden – De samlede striber af Tove Jansson
Forfatter/tegner: Tove og Lars Jansson
Forlag: Carlsen
Form: indbundet, S/H
Pris: kr. 249,50
Udgivelsesår: 2011
ISBN: ISBN 978 87 11 41874 1
Udgivelsesland: Danmark