Ole Comoll Christensen er klar med sit første større værk som både tegner og forfatter. ‘Han, Hun og Algobatoren’ er underspillet drengerøvshumor tilsat lidt sort-hvid, amerikansk forstadspoesi.
Comoll har tidligere signeret de tre udgivelser ‘Udsondringer’, ‘Kage og andre historier’ og ‘Tegnerens arm og andre historier’, som dog alle er samlinger af mindre historier. Mest kendt er han imidlertid nok for at levere tegningerne til den farverige, danske science fiction-satire ‘Dimensionsdetektiven’ (forfattet af Niels Søndergaard). Og der er meget langt fra Dimensionsdetektivens klare farver og B-filmselskende univers til historien om de to rumvæsener, der lander i en amerikansk forstad på jagt efter reservedele (titlens mystiske algobator) til deres rumskib. Og dog: Også Han, Hun og Algobatoren er fyldt til randen med både tydelige og smukt skjulte referencer til filmmediets mange glæder.
De to rumvæsener er så heldige, at hele byen er fyldt med kostumefester, så de glider – på trods af deres fremmedartede udseende – i et med omgivelserne og kan bevæge sig frit rundt imellem de udklædte jordboer. Og det er nogenlunde handlingen i denne tegneserie. De to væsener bliver på stilfærdig vis blandet ind i de spil, der foregår imellem menneskene, og der bliver måske nok bællet en dåseøl eller to for meget. I hvert fald er det lidt så som så med at finde den der algobator.
I et interview med Nummer9 fortalte Comoll, at han havde fået ideen til historien efter at have været i biffen og se en film af hipster-instruktøren over dem alle, Jim Jarmusch. Historien i filmen (Broken Flowers) har intet med historien i ‘Han, Hun og Algobatoren’ at gøre, men man kan godt fornemme inspirationerne fra Jarmuschs begivenhedsløse, nærmest stillestående, men så alligevel mega-cool og helt ekstremt underspillede univers. Folk snakker om det rene ingenting i et løst sammenhængende narrativ, der går mere i ring end fremad, men alligevel skabes der en stemning, en poesi og en retning, der får det hele til at mødes på midten. De filmiske referencer slutter dog ikke med Jarmusch og amerikansk indie, da kostumefesten giver Comoll chancen for at referere alt fra ‘Star Wars’ til superhelte. Og så TROR jeg, at det første billede, hvor robotterne står og kigger ned på forstaden fra toppen af en bakke, må være en reference til tidlige Spielberg-film, hvor dette billede var fast inventar. Men det er måske bare mig. I hvert fald tillod jeg mig at trække på smilebåndet.
Comoll gør brug af helt ekstreme kontraster i sine billeder, og der er ikke skyggen af en gråtone at se. Nogle har sammenlignet disse med Frank Millers ‘Sin City’, men udover kontrasterne ser jeg ikke de store ligheder. Hvis man skal lege sammenligningslegen, vil jeg hellere hive danske Peter Snejbjerg frem som mulig inspiration, men mest af alt fryder jeg mig over, at Comoll er meget langt væk fra den streg, vi kender fra ‘Dimensionsdetektiven’. ‘Han, Hun og Algobatoren’ har sit eget udtryk, og med de stærke kontraster, den glimrende dosering af dialog og helt ordløse rammer, hvor små handlingsforløb får lov til at ånde, skabes en slags forstadsspøgelsesby, hvor mennesker lever deres stille liv. Med dåseøl og ulykkelige forelskelser.
Designet af de to rumvæsener er som taget ud af en science fiction-tegneserie fra 1950erne, og i det hele taget er der noget retro over både figurerne og miljøet. Det er på mange måder en lille tegneserie uden de store armbevægelser, vi her har med at gøre. Men det er netop disse egenskaber, der får bogen til at gå op i en slags højere enhed. Den er tilfreds med at være charmerende, sjov, underspillet, afdæmpet og cirka 70 sider lang.
Så skål i dåsebajer for Ole Comoll Christensen og hans fine, lille tegneserie.
Karakter: 4 ud af 5
Titel: Han, Hun og Algobatoren
Forfatter/tegner: Ole Comoll Christensen
Forlag: Fahrenheit
Form: Hardcover, 72 sider i flot sort-hvid
Pris: 149,50 kr.
Udgivelsesår: 2012
ISBN: 978-87-92320-50-6
