Corto Maltese, sømanden uden skib, sætter sejl for første gang i ny dansk (gen)udgivelse.
Som læsere af Nummer9 sikkert har bemærket, så har såvel den danske som den engelsksprogede nyudgivelse af Hugo Pratts ’Una Ballata del mare salato’ (’Balladen om det salte hav’) været omgærdet af problemer og debat.
Den engelsksprogede udgave har været udsat for massiv kritik for at have reduceret albummets format, ombrudt Pratts oprindelige ramme- og sideopsætning, beskåret tegningerne mm. Se her for en grundig gennemgang af nogle af problemerne. I forhold til dette forekommer problemerne med den danske udgave forholdsvis petitesseagtige. Man har bibeholdt den oprindelige (fejlagtige) danske titel (’Balladen om det fordømte hav’), erstattet Umberto Ecos forord med en indledning af redaktøren Christopher Ouzman, og så havde forlaget en del problemer med det kinesiske trykkeri, der, af politiske årsager, nægtede at lade Formosa (Taiwan) fremstå som del af det japansk okkuperede territorium på det verdenskort i albummets indledning, der illustrerer den politiske situation i Stillehavsregionen i årene 1913-1914, hvor historien foregår. Læs mere her.
Her vil jeg imidlertid se bort fra disse problemer og polemikker, og i stedet fokusere på det, der bør være det centrale, nemlig Pratts oprindelige historie, den første fortælling om og med Corto Maltese, sømanden uden skib.
På overfladen er der tale om det rene tjubang-eventyr fyldt med mord og mordforsøg, ulykkelig kærlighed, galskab, grådighed, storpolitik, kæmpeblæksprutter, fald fra høje klippetoppe og andet godt. Vi befinder os i Melanesien i det sydvestlige Stillehav nær Papua Ny Guinea umiddelbart før og under 1. verdenskrigs udbrud. Munken, en mystisk og magtfuld kriminel, hvis ansigt vi aldrig ser, har allieret sig med tyskerne om at opbringe og plyndre hollandske og engelske fragtskibe.
Under et af disse pirattogter falder den skumle Rasputin, en af Munkens håndgangne mænd, over tre skibbrudne: Det unge fætter-kusine-par Cain og Pandora, de eneste overlevende efter et skibbrud, og Corto Maltese, en gammel bekendt af Rasputin, der også arbejder for Munken, hvis skib blev overtaget af mytterister. Cain og Pandora er del af den magtfulde skibsreder-familie Groovesnore, og deres (mestendels forgæves) forsøg på at undslippe fra Munkens fangenskab er et af historiens spændingsbærende elementer. Og bag hele historien ligger dels 1. verdenskrig og dels de kulturelle og politiske spændinger mellem de oprindelige melanesiske folkeslag og de europæiske kolonimagter og kaster deres skygge over handlingen.
Lige så væsentligt, ja måske endog endnu vigtigere end disse på overfladen vigtige handlingselementer, er imidlertid de indbyrdes relationer mellem historiens personer. Pratt bruger de indbyrdes modsætninger og kontraster mellem især Maltese, Rasputin, Cain og Pandora til at kontrastere og fremhæve Malteses karakter. Maltese er, i det mindste på overfladen, en kynisk fribytter, hvis eneste interesse er at mele sin egen kage. Allerede få sider inde i albummet bliver det imidlertid klart, at Malteses tilsyneladende kynisme dækker over en dybere moralsk kerne. Da Rasputin uden videre massakrerer besætningen på et hollandsk fragtskib, han netop har erobret, prøver Maltese at forhindre det og bliver slået ned af Rasputins mænd (s. 45-46). Dermed introduceres et gennemgående tema i de senere historier om Corto Maltese: Modstillingen mellem Malteses lettere desillusionerede romantiske verdenssyn og Rasputins (og andre af Malteses modstandere/partners in crime) mere jordnære og materialistiske egoisme.
Cains og Pandoras ungdommelige iver og lettere naive idealisme udgør endnu en kontrastflade i forhold til Maltese. Pandoras forsøg på at forføre Maltese for at distrahere ham fra Cains flugtforsøg (s. 56-58) ender med, at Maltese grinende afslører, at han allerede har fanget Cain og hele tiden har vidst, hvad hun var ude på. Maltese har måske nok en romantisk åre, men den ligger dybt i ham og skal først arbejde sig vej til overfladen. Det gør den så gradvist i takt med, at Maltese lærer Cain og Pandora at kende, og Rasputin og Munken igen og igen viser sig som ryggesløse opportunister, der udelukkende er ude på at tjene deres egen sag.
Pratt malker kontrasterne og modstillingerne mellem sine figurer for alt, hvad de kan trække. Og nogle gange bliver for meget med Malteses gentagne besværgelser af, at han udelukkende hjælper Cain og Pandora, fordi det tjener hans egen sag, og Cains fornærmede teenage-attitude, når (endnu) en af hans planer mislykkes. Men når Pratt er bedst, formår han igennem sin skildring af personernes reaktioner på hinandens handlinger at levere både komplekse og tvetydige personkarakteristikker.
Pratts tegninger er mestendels en fornøjelse. Det er rent ud sagt forbløffende, hvad han kan få ud at et par sorte streger på en hvid baggrund. Corto Malteses ufrivillige tur under vandet (s. 98-102) er måske det bedste eksempel. Lysets brydning, Malteses begrænsede udsyn og fornemmelsen af at være under vand illustreres fænomenalt ved, at figurernes omrids forsvinder, og deres form i stedet antydes med sorte flader og fyldstreger.
Generelt fungerer albummet (og Pratts tegnestil) bedst, jo mindre der tales. Albummets svageste øjeblikke er derfor også klart de steder, hvor baggrundshistorie og motivation præsenteres i (alen)lange monologer og dialoger (se f.eks. s. 85, s. 131, s. 188, s. 190). De ødelægger læserytmen og fjerner fokus fra tegningerne, som klart er Pratts styrke. Det er derfor glædeligt, at Faraos Cigarer (endnu engang) leverer varen, hvad angår trykkekvalitet. Godt papir, klare kontraster og lækker indbinding gør det til en fornøjelse at bladre i albummet. Og de kort, skitser og farvetegninger, der bruges til at indlede historien, rammer albummets tonefald og stemning klokkerent.
Corto Maltese er en af tegneseriehistoriens klassiske antihelte, og ’Balladen om det fordømte hav’ er et væsentligt og vigtigt værk. Det er ikke alt, der lykkes for Pratt (fortælleforløbet er lidt ujævnt, nogle af bipersonerne er ikke så klart trukket op, som man kunne ønske), og hans fortælle- og tegnestil kræver nogen tilvænning (hvad gør ikke det?). Men er man fan af Pratt og af sømanden uden skib, er der tale om en uomgængelig udgivelse.
Karakter: 4/5
Værkets titel: Corto Maltese: Balladen om det fordømte hav
Forlag: Faraos Cigarer
Forfatter og tegner: Hugo Pratt
Oversætter: Lorens Juul Madsen
Farve og form: Sort-hvid/hardcover. Indledning med farver
Sidetal: 200
Pris: kr. 348
ISBN: 978-87-91976-85-8
Aktuelt udgivelsesår: 2011 (2012)
Originalt udgivelsesår: Italien: 1967. Danmark: 1977
Aktuelt udgivelsesland: Danmark
Originalt udgivelsesland: Italien
Det er nok ikke overraskende, at jeg mener at dette er et hovedværk, som alle gymnasieelever burde læse som tvunget pensum. Så jeg er selvfølgelig ikke helt enig i anmeldelsen
Men jeg synes, at I burde lade være med at give karakterer til jeres anmeldelser. Det virker lidt specielt at “Balladen…” får 4/5 og “Stejl fart” får 5/5.
Her er redaktøren! Hørt, hørt, jeg er enig i at karakterer er uheldige, ganske som i uddannelsessystemet. Men det er en populær og udbredt praksis, og Nummer9 vil genre være populær og udbredt, så vi er på vognen. ‘Jimmy Corrigan’ fik i øvrigt også kun 4 ud af 5, så Corto er i godt selskab…
(Men altså, Carsten gør jo klart rede for sine forbehold, så hvis man læser anmeldelsen får man et klarere indtryk af anmelderens opfattelse af bogen.)
Det er da ok at være bare en anelse skeptisk overfor hellige køer. Nogle gange er kejseren ikke HELT så velklædt som man har gået og bildt sig ind.
@Michael: Enig! Jeg er sådan set kun skeptisk over for karaktererne – synes sådan set, at Carsten forklarer sig ganske fornemt – og jeg forstå hans synspunkt. Jeg er ikke enig, men det er vel OK…
Men skalaen virker lidt ukalibreret når JFKs hundetegneserier (som er glimrende) og “Stejl fart” (som knapt nok ER en tegneserie) slår “Vindens passagerer”, “Balladen…” og “Jimmy Corrigan” (som vel er tre væsentlige værker).
Hvis skalaen ikke er kalibreret, så er det pærer og bananer der sammenlignes. Men jeg accepterer TTs forklaring med, at det er sjovt at give karakterer – og at de ikke skal tages for mere end det.
Hvis Hr. Falk kan udpege blot ét medie, hvor “karakterene er kalibrerede”, lover jeg at granske pågældende system næremere.
Nej, det kan ikke lade sig gøre, men den GODE ting ved karakterer, er, at den åbenlyse urimelighed øger folks bevidsthed om både gode og dårlige aspekter ved at sammenligne usammenlignelige værkers kvaliteter.
@TT: He – god pointe! Det er altid godt, at blive provokeret til tastaturet af en hård karaktergivning (fx “Den Store Hornugle” – hvor kommentaren til 2/5 karakteren faktisk fik mig til at købe albummet). Så på den måde virker det jo —
Mht karakterer der ER kalibrerede, så er min oplevelse med grundskole, gymnasium og universitet, at de var rimelig godt kalibreret. Drengene på EMPIRE har også en holdning til hvad der udløser stjerner, Michelin-guiden, NCAP, Don&Bradtreet og Politikens madanmeldere er også nogen af dem der i mine øjne fremstår godt kalibrerede.
I sidste ende handler det jo om hvad man vil med sine stjerner og karakterer
“I sidste ende handler det jo om hvad man vil med sine stjerner og karakterer”
Ja, det kan du sige, men hvis vi ser bort fra dine gourmet-eksempler, nævner du kun Empire ud i visuel fiktion-kritik, der som bekendt har en meget klar pro-popcorn-attitude, som er særdeles let at kalibrere ud fra. På Nummer9 gør vi os umage med at anmelde ting, der ikke har meget til fælles, og vi kan godt lide at vores anmelderkorps er bredt og broget sammensat. Det giver uegale anmeldelser og egale karakterer, men det er meget svært at justere på, og i virkeligheden en kvalitet i forhold til Empire (som i øvrigt er et meget gennemført og begavet magasin), hvor præferencerne sjældent bliver genuint udfordret.
Lige meget hvor væsentlige værkerne er, er anmeldelsen også et udtryk for den enkelte anmelders personlige smag.
Jeg anmeldte i sin tid Jimmy Corrigan, og det letteste i verden ville have været at give den 5/5 (så var jeg også sluppet for at få anmeldelsen omtalt, hver gang karaktersystemet blev diskuteret). Men nu synes jeg bare ikke at den var så god som den presse den fik (og argumenterede hvorfor i anmeldelsen), og hiver stadig hellere Rocky frem af bogreolen end JC når jeg skal lystlæse.
Jeg er sikker på at både Carsten Fogh og jeg sagtens kan skrive anmeldelser der bekræfter det vedtagne syn på hvad der er mesterligt, godt eller skidt, men jeg bilder mig ind at det ville være mindre interessant for både os selv og læserne. Så derfor nej tak til kalibrering.
Og så var det for resten en skandale at vindens passagerer ikke fik 5/5!
Det ville have været en skandale, hvis Vindens passagerer HAVDE fået 5/5
Hvad kan jeg sige? Jeg er hård og uretfærdig!
Apropos Empire og karakterer, så prøv at spørg redaktionen om bladets oprindelige vurdering af “The Phantom Menace”
(Den anmeldelse der ligger på deres hjemmeside er af dvd-udgoivelsen, så den tæller ikke).
Vindens passagerers lumre exploitation og anstrengende storhedsvanvid fortjener på ingen måde sammenligning med Corto.
Derudover er jeg enig i at karakterer er fordummende.
@Carsten: Ja, Episode 1 har de godt nok brugt meget tid på at ærgre sig over
EMPIRE laver jo jævnligt også en liste over de film de har under- og overvurderet – og jeg synes jo det er lidt sejt, at indrømme man var for hård eller begejstret når man ser tilbage…
@Matthias: Det var også min oprindelige pointe