Løvinden
Pandolfo og Risbjerg skejer ikke nok ud i deres ret trofaste gennemgang af Karen Blixens liv fra fødsel til død, men imiterer dog meget fikst Blixens egen fortællestil til Risbjergs betagende billedside.
Makker- og ægteparret Anne-Caroline Pandolfo og Terkel Risbjerg er tilbage på dansk med Løvinden – et portræt af Karen Blixen. Det virker jo som en logisk fortsættelse på den litterære danskkanon de tog hul på med Skarabæernes konge, der var en parafrase over J.P. Jacobsens Niels Lyhne. Hvor Skarabæernes konge var ren fiktion, så er Løvinden tegneseriens svar på filmens biopic, der vel mangler et tilsvarende godt udtryk for. En biographic, måske? Andre nylige eksempler på dansk kunne være Marx (Cobolt) og Munch (Fahrenheit).
Ligesom i Skarabæernes konge laver Pandolfo en rammefortælling til historien. I Løvinden er det syv feer, der samles om den nyfødte Karens vugge for at give hende de gaver, der kommer til at forme hendes liv efterfølgende. Samtidig bliver de syv feer, der spænder over såvel kendte historiske figurer (Shakespeare, Nietzsche) over fiktive personer (Sheherazade) til en løve, alle fortællere undervejs i historien. Dermed mimer Pandolfo samtidig langt hen ad vejen Blixens egen fortællestil med rammefortælling, indskudte fortællere – og den fantastiske fortælling: hendes eget liv, der dog for den orienterede læser vil forekomme som en forsimplet gentagelse. Så mens det både er godt tænkt og udført, så formår det alligevel aldrig for alvor at puste liv nok i fortællingen om Blixens liv.
Historien er delt op i tre dele: Modvind, Østenvind og Vinden vender. Disse fokuserer hver for sig på opvæksten med forholdet til den flyvske far, årene i Afrika og endelig hjemkomsten og det litterære gennembrud. Undervejs bliver der naturligt nok både klippet en tå og hugget en hæl, så historien kan koges ned til 192 sider. Overgangene må da også nogle gange eksekveres lige lovligt bastant, så historien kan komme videre. For eksempel da den unge Karen begynder at gøre oprør mod sin strenge og traditionelle kvindeundertrykkende opdragelse. Pointen om de klassiske forfattere og tænkere som hendes læremestre vises meget tydeligt illustrativt, men alligevel kommer fortællerstemmen også ind, for at sikre forståelsen med sit: ”For Tanne blev bøgerne våben mod hendes intellektuelle fængsel, men det var ikke nok til at tilfredsstille hendes opfattelse af tilværelsen. Hun ville leve livet fuldt ud, et rigtigt liv.” Disse opsummerende tekstovergange viser samtidig, at Blixens liv er en stor mundfuld at få dækkes fra liv til død.
Den danske forfatter Thorkild Bjørnvig der kun en passant er med i Løvinden fortalte i sin erindringsbog Pagten om Blixens forfattergennembrud, at det skyldtes en pagt med djævelen. Han lægger i bogen disse ord i hendes mund: ”da lovede jeg Djævelen min Sjæl, og han lovede mig til Gengæld, at alt hvad jeg herefter skulle opleve skulde blive til Historier”. Blixens pagt med djævelen fylder en del i Løvinden, hvilket der også er lagt op til fra starten, hvor djævelen er en af feerne omkring vuggen. Det er så god en historie, at det er oplagt at brygge videre på den. Dermed bliver djævelen den mest gennemgående fortæller, ud af de mange, der blander sig undervejs. Hvor Blixen i virkeligheden formåede at få skabt fantastiske fiktive fortællinger, så er det vanskeligt for Pandolfo og Risbjerg at gøre fortællingen om hendes eget liv fantastisk på samme vis.
At Terkel Risbjerg er eminent til at bruge lys og skygge, har været tydeligt fra starten af hans karriere, med det foreløbige sort-hvide højdepunkt i Skarabæernes konge. Denne gang har Risbjerg fundet vandfarverne frem med et primært sandbrunt udtryk varieret med kolde blågrønne nuancer. Generelt er jeg helt på røven over Risbjergs evner, specielt desto mere plads han giver sine tegninger. Der er en stiliseret enkelhed over hans tegninger, der passer rigtig fint til alt fra persontegningen over den danske og afrikanske natur, mens man måske godt kan savne lidt dynamik og storhed i de mere personbårne sekvenser. Samtidig formår han at få en humor, varme og glød ind i tegningerne, som desværre ikke helt matches i historien. Til gengæld kan man så fortabe sig i billedsiden, når der mangler intensitet på historien.
Blixens er bestemt en fortælling værd, selv når der mangler lidt dramaturgisk drive og nerve. Løvinden letter desværre aldrig rigtig til mere end en trofast og fortælleteknisk underfundig gennemgang af Blixens liv. Mangt og meget vil være litteraturinteresserede læsere bekendt, og der lurer ikke nogle overraskelser i historien, hvilket måske også ville være for meget at forlange om en så velbeskrevet person i dansk (litteratur)historie. Selvom overskriftens ”Blixen for begyndere” kan virke lidt nedladende, så er det netop, hvad Løvinden kan levere: en behjertet indgang til forfatterens liv og virke, der forhåbentlig giver lyst til at dykke ned i forfatterskabet. De mere erfarne vil kunne trække på smilebåndet undervejs og nikke genkendende til begivenheder, måden fortællingen er leveret på samt personer og temaer, og vil nok samtidig savne lidt dybde og en mere medrivende fortælling.
Del på
