Talenttjek 2025. Felix Ravn dykker ned i talenthavet og ser på årets afgangsprojekter fra tegneserieuddannelsen Graphic Storytelling. Mød dino-zombier, rumpirater og arkitekter.
Dette er ikke en anmeldelse. En anmeldelse er en vurdering af et færdigt værk, og det jeg vil fortælle om, er IKKE færdige værker – i hvert fald virker det underligt at vurdere dem som sådan.
Det er nemlig årets afgangsprojekter fra de færdige bachelor-studerende fra uddannelsen Graphic Storytelling. Som sådan er her tale om opgaver, der er afleveret til en eksamen – ikke udgivelser. Det er vigtigt at understrege! Til gengæld er de fleste af disse opgaver udformet som færdige tegneserieudgivelser, og alle afgangsprojekterne præsenterer et indblik i det voldsomme potentiale, der altså er til stede i den her gruppe af unge grafiske fortællere.
Jeg vil gerne give en række af opgaverne ekstra opmærksomhed, tale om både præstation OG potentiale, og så vil jeg først og fremmest gøre Nummer9’s læsere opmærksomme på dét, vi ikke skal gå og glemme: Vi har i Danmark en tegneserieuddannelse. En bachelorgrad i at fortælle grafisk! Der slippes cirka tyve nye grafiske fortællere ud i verden hvert andet år, som det er sket i en del år (hvilket betyder, at der er i omegnen af 100 færdiguddannede!). Og måske vigtigst af alt, stort set alle afgangsprojekter kan læses helt gratis inde på graphic-storytelling.com. Seriøst! De ligger bare klar til at blive læst derinde, og sådan har det været i årevis! Ignorer denne artikel og smut derind i stedet!
Lad mig bare starte med den bedste. Det er naturligvis et spørgsmål om smag, og alle kan selv gå online og finde deres egen favorit, og i sidste ende er der jo tale om en eksamen… ikke en konkurrence. Ikke desto mindre vil jeg gerne fremhæve norske Erland Mo Andreassens Glass, Concrete and Stone. Den vinder ikke for bedste titel, nej, men det er også fordi, der faktisk er et par ret gode titler i bunken. Forsiden giver klare mindelser om Asterios Polyp med sit fokus på arkitektur og den klare kontrast mellem blå minimalisme og en varm og venlig orange. Helt så store mytologiske armbevægelser afholder Andreassen sig fra, og fortællingen kredser i stedet om en gammel bygning, der trues med nedrivning. Den til tider komplekse fortælling springer ofte frem og tilbage mellem de to hovedpersoner, deres spirende kærligheds-dialoger, diverse drømme og minder samt mandens samtaler med bygningens andre beboere om deres historier og erindringer. Disse spring forstår Andreassen at pege på med subtile visuelle kneb –
eksempelvis gennem udformningen af taleboblerne. Men det er ikke kun stiløvelser og narrativ kompleksitet, nej, jeg synes faktisk, jeg har mødt nogle ægte mennesker, der foretager sig noget meningsfyldt i en verden, jeg kan se for mig. Plus at det var interessant. Så vidt så vellykket. Med sine knap 80 sider fremstår denne tegneserie jo nærmest som en færdig bog. Og det er den faktisk ikke ene om.
Her er to andre eksempler på projekter, der virker overraskende færdige, men som ikke rammer mig personligt lige så godt som ovenstående:
Både gammelt og ungt. Den første er Nikolaj Bechs Jem and Bot: Striking Out. Hvor en del studerende på Graphic Storytelling kommer med et indgående forhold til manga som de først skal have banket ud af sig (okay, det er muligvis ikke sådan kunstskole fungere…), så har vi her at gøre med en kunstner, der har valgt at afslutte sin uddannelse med en tegneserie, der sagtens kunne være skrevet lige midt i 1970’ernes fransk-belgiske sci-fi-bølge. Jem er rumpirat, der er lidt for hurtig på aftrækkeren, og hendes makker Bot er ikke altid med på den konstante freestyle-tilgang til problemløsning. Komplet med dårlige scorereplikker og naturalistiske rumskib-kamp-manøvrer: hverken stilen eller fortællingen er noget for mig, men det er sejt at kunne lave en tegneserie, der ligner noget, nogens onkel kunne finde i kælderen (okay, så gammeldags ser den trods alt ikke ud, men overdrivelse fremmer forståelsen!).
Frustration og Komposition. Christopher T. Falkenberg er allerede udgivet ægte, og du kan læse anmeldelsen af hans tegneserie her. Bluebell er det mindste af afgangsprojekterne, og så er det ubetinget den med den fedeste forside. Jeg er ligeglad med smag og behag, den her forside holder bare hele vejen. Bogen er også god, men lider lidt under sin ret unikke blanding af nordisk mytologi, en fortælling om nogle unge menneskers problemer med venskab og hovedpersonens bøvl med indre vrede. Parallellerne og metaforerne dukker frem, men ind imellem føler læseren sig holdt udenfor af interne referencer. Eller også er jeg ikke klog og/eller ung nok! Her er uanset hvad en grafisk fortæller, der både vil og kan ting!
Der er en række af tegneserierne, som falder i en lidt spøjs kategori. De har dét til fælles, at jeg faktisk ikke var særlig imponeret over tegneserien, men så kiggede nærmere på, hvad skaberne ellers render og laver… hvilket har gjort mig sygt nysgerrig på, hvad de fremadrettet kommer til at lave. I denne kategori placerer jeg Emilie Maj der er gået fuld Michael DeForge i en tegneserie om et Snail Hotel. 
Amanda Brinkbøl har med Sweet Chariot lavet en tegneserie, som jeg aldrig har set før. Der var noget der frustrerede mig ved den, men til gengæld kan jeg se spor af kunstnere som jeg elsker, og det tager jeg som et virkelig godt tegn… omend aldeles selvcentreret af mig! 
Ronna Raz viser med Batsheva’s Garden en modenhed i udtrykket, som hun indtil videre har taget med videre i en række mere dokumenterende og faglige tegneserieprojekter. Nanna Skyttes fortælling om Theo og Kaja med katte-ræve der hopper gennem portaler er måske lidt for nuttet og set før, men hun kan virkelig tegne, og det er fedt at se en kunstner, der insisterer på at tage børnekultur alvorligt. Ozymandias 
Athabaska Changes Their Mind af Lu Zwanziger er måske dén der rammer mig mest præcist rent visuelt, og så er den muligvis bare for underlig til, at jeg helt har forstået den endnu. Præcis som titlen antyder, så handler det også om at forandre selve sindet – ændre sin hjerne og måden at tænke på. Store sager!
Lidt I den omvendte kategori har vi her: Tegneserier hvor jeg egentlig ikke personligt bryder mig om stilen, men til gengæld sagtens kan se hvordan tegneserien som helhed bare fungerer og hænger rigtig godt sammen. Det gælder Freja Oldrups Helga and The Dragon, hvor vi møder den altid kampberedte Helga og så Arlo, der helst bare vil se på, studere og tegne verden uden at deltage for meget. I frustration over ikke at må komme med de voksne på eventyr, slæber Helga Arlo med ud for at nedkæmpe en drage. Det lykkes ved hjælp af både Helgas mod og Arlos overblik. 
The Night that Ate Grandpa af Clara Alegria Kunz har noget så sjældent som en bedstemor i hovedrollen. Med et blidt allegorisk pust, hvor mørkeræd og monstre bliver en konkretisering af ensomhed, får vi i sidste ende en fin fortælling om sorg og kærlighed. 
Soul in One af Anna C. S. Rasmussen vinder prisen for bedste ordspil i titlen – den handler nemlig om at spille minigolf med døden om retten til at vinde sin sjæl og sit liv tilbage. Der er næsten for mange visuelle ideer på spil, men jeg synes tegneserien holder vand, og det drypper af potentiale ud over det hele.
Zombie-dinoer!? Jeg aner ikke hvordan jeg skal kategorisere Zombiesauria af Erik S. Barsballe, så den har fået sit eget afsnit. Det er en ordløs tegneserie om, hvordan dinosaurerne faktisk uddøde, fordi et nedstyrtet rumskib uheldigvis spredte en zombiesmitte blandt både kød- og planteædere. Dinosaurerne er fede, tegneserien hænger godt sammen og det virker som et decideret færdigt produkt. Jeg aner ikke, hvilken vej i verden det skal bringe en kunstner at kunne fortælle perfekt afrundede, korte tegneseriefortællinger om zombie dinosaurer… men min datter på syv år er underligt betaget af den og har læst den i hvert fald ti gange. Lidt flere skraveringer, og så er den i kategori med Gon af Masashi Tanaka. No notes.
Sneak Peek! Til sidst vil jeg nævne Hugo Linds Madame Chocolat som har fået undertitlen ”sneak peek edition”. Denne undertitel rammesætter tegneserien fuldstændig perfekt til lige netop vores formål her (udover, at det er et ordspil der passer ind i fortællingen). Det tydeliggør nemlig, at dette blot er første blik ind i en serie eller et større værk, og således fremstår dette sneak peek enormt færdigt. Samtidig glæder jeg mig som læser til at få mere af Hugo Linds nærmest surrealistiske dagbogsberetninger om en meget underlig dame på et ellers almindeligt hotel i en ellers almindelig fransk by. Her er klare tråde til Halfdan Pisket, og det er ikke noget dårligt udgangspunkt for en ny, dansk tegneseriekunstner.
Til sidst vil jeg sige tusind tak til alle de seje kunstnere på GS21 for at jeg måtte læse jeres tegneserier og vise dem frem offentligt. Jeg hepper på jer alle sammen, og jeg ønsker jer et stort (forsinket) tillykke med at have færdiggjort uddannelsen.
