Politikens tegneseriekonkurrence er afgjort, og Nummer9s luren på sidelinjen har nu bragt os til Christoffer Zieler og Johan F. Krarup, som vandt henholdsvis 2. og 3. præmien.
Nummer 9: Christoffer Zieler, tillykke med sølvet! Som det fremgår af din stribe går du rundt i mørket med et meget lille barn i en stor barnevogn, hvordan havde du kræfter til at deltage?
Nummer 2: Havde ingen stribe i hovedet, før jeg hørte om konkurrencen, men spyttede en masse idéer ud på lapper i løbet af januar. Planen var, at en tegner, jeg beundrer, skulle illustrere, men hun fik ikke rigtig hul på, så det endte med, at jeg tegnede selv. At lave et samarbejde på langdistance på nul-komma-fem er vanskeligt, uanset hvad. Så jeg gjorde det som sagt selv … Hvilket jeg faktisk ikke har tid til.
Nummer 9: Hvilke tanker gjorde du dig? Du er jo rent faktisk en meget erfaren stribetegner, selvom Universitetsavisens ‘Maltes spalte’ måske ikke er en konventionel stribe.
Nummer 2: … Noget, der kunne være skægt at rode med i sådan en avisstribe, er karaktertegning og -udvikling. I mine cartoons har jeg altid bare kunnet opfinde en karakter, der passede til lejligheden, for cartoons er små, isolerede universer, men i striber skal der være sammenhæng, en vis forudsigelighed – noget, der gør, at man kan blive ven med sin avisstribe. Cartoons er sketches, striber er sitcoms.
Nummer 9: Karakteren ligner jo dig selv ret meget endda.
Nummer 2: Jeg kunne tænke mig at udvikle et galleri af virkelighedsrelevante karakterer, hvis historier forgrener sig lidt som i Doonesbury – en slags Danbury. I mit Arbejdstitler-pitch nåede jeg ikke så langt ad den vej, men både den mandlige figur – ja, den ligner mig, men heldigvis er den ikke helt er mig – og den kvindelige figur, betragter verden på deres egen måde. Hun repræsenterer forhåbentlig læseren i langt højere grad, end han gør, sød og klog er hun.
Nummer 9: Dine striber er umiskendelige Zielerske, men der er også et spring i forhold til tidligere ting som ‘Stejl fart’. En mere enkel og jazzet streg for eksempel?
Nummer 2: De her Arbejdstitler er selvfølgelig stærkt påvirkede af de ting, jeg har dyrket selv. Jeg kunne godt tænke mig, at det var, som hvis Rocky fik en baby med Lillemor, der blev opdraget i en institution, hvor forstanderen kom fra en Nikoline Werdelin-historie.
Jeg har også haft American Elf (James Kochalka) i tankerne, fordi den er så privat og forunderligt universel på samme tid – og fedt tekstet. Og det seneste år har jeg virkelig digget Guy Delisle og hans rejse- skråstreg ‘medbragt husbond, der luffer rundt’-reportagebøger. De er elegant tegnede, og indholdet løfter sig og bliver større end enkeltdelene, efterhånden som man læser sig ind på det. Sten på sten-princippet.
Nummer 9: Hvordan fortsætter du herfra?
Nummer 2: Vi se, hvad det bliver til. Selv om jeg har øvet mig i at tegne meget hurtigt og løst som Kochalka og Delisle, hænger jeg stadig fast i mine gnidrende tegnevaner. Jeg burde også se at få tegnet noget om Muhammedkrisen. Har fakta ikke tid til striber. Min chef ovre på universitetet kan ikke lide, hvis der går for meget fritid med at tegne. Og jeg mangler også at installere en opvaskemaskine og alt muligt.
Nummer 9: Tak, Christoffer, vil du give mikrofonen videre til Johan F. Krarup?
Nummer 2: Værsgo, Johan.
Nummer 3: Tak, Christoffer.
Nummer 9: Johan F. Krarup, også tillykke til dig. Bronze-Johan, kan du kalde dig selv nu. Du er jo mig bekendt endnu hårdere ramt af småbørn og barsel end Zieler, hvordan hulen fik du banket dit indslag sammen?
Nummer 3: Min krop og mine arme og hænder fik mig til at deltage. Da konkurrencen blev udskrevet, sagde jeg: dét lort gider jeg satme ikke deltage i, slet ikke på de betingelse, at skulle være én bidragyder ud af sikkert flere hundrede, det er som at tegne til et kæmpestort hul. Og så gik jeg i seng. Men midt om natten gik jeg – uden at have sovet og mere eller mindre bevidstløs – ind i stuen og skrev tre-fire ideer ned. Og de næste par dage tegnede jeg i alle de pauser jeg fik fra børnepasningen. Der blev hurtigt fire færdige striber, og så sagde jeg til mig selv og til min kæreste: Fandeme nej om jeg gider deltage i den konkurrence! Jeg er jo slet ikke stribetegner og har en hel masse andre tegneserieprojekter, jeg arbejder på. En daglig stribe ville fuldstændig ødelægge mit regelmæssige og rolige familieliv og øvrige arbejdsliv. Og så tegnede jeg nogle flere striber og sendte dem ind til konkurrencen.
Nummer 9: Sejt, sådan! Og så kom du alligevel på podiet.
Nummer 3: Tja, jeg vandt jo så ikke, men blev nummer 3. Da jeg fik det at vide, skrev jeg en sms til min kæreste: “Familien er reddet. Tillykke. Jeg blev nummer 3”.
Nummer 9: Haha, ak ja. Men hvad med dit bidrag, kommer der mere af det så, eller var det det?
Nummer 3: Jeg har nok fået lidt smag for stribeserien som form. Det er sindssygt svært at beskæftige sig med denne tegneseriens svar på et haiku-digt, og som man kan se rundt omkring i både Danmark og resten af verden, er der ikke ret mange, for hvem formen fungerer. 99% af stribemarkedet er jo rene anakronismer. Hvem fornyer det her gamle lort? Jo, Maren Uthaug gør faktisk, synes jeg. Fordi hun skider på alle konventioner. Det er hendes svaghed, men hun har vendt det til en styrke og får på en måde alle andre til at se svage ud. Anyway, det vil nok tage mig 50-100 tegnede striber at finde en konsistent og langtidsholdbar stribeform, så til dette formål tænker jeg at lave en blog med regelmæssige opdateringer og forhåbentlig nogle læsere.
Nummer 9: Tak for snakken d’herrer! Og tillykke igen!
