Så nåede vi frem til kandidaterne til den sidste og mest ærefulde pris til Ping 2016: årets bedste danske tegneserie.
Fem værker af seks tegneserieskabere er nomineret, og her er det værd at nævne, at Halfdan Pisket kan blive den første til at vinde Pingprisen for bedste danske tegneserie to år i træk. Sidste år vandt Pisket for første bind i sin trilogi om sin tyrkiske far, “Desertør”, og i år er han nomineret for andet bind, “Kakerlak”.
Han gøres følge af årets mest omtalte tegneseriedebutant, Karoline Stjernfelt, der er nomineret for “Kongen”, første bind i hendes trilogi – om trekantsaffæren mellem Struense, dronning Caroline Matilde og kong Christian den 7.
Parret Rikke Villadsen/Bjørn Rasmussen topper trilogierne med niologien (hedder det det?) “9 Piger”. Parret er nomineret for anden udgivelse i serien om piger på jagt og flugt, den uhyggelige “Hesten”.
Uhygge er der ikke meget af hos “Signe Parkins & Drawings”, men alligevel skabte Signe Parkins smukke håndindbundne opsamling af lyriske dagbogstegninger overraskende krigslignende tilstande i Nummer9s kommentarfelt.
Og som veteranen i pølseenden er Peter Kielland nomineret for sin absurd-eksistentialistiske pantomime-serie “Hr. Gris”.
Det er et stærkt felt. Her er de nominerede som præsenteret af Pingprisen selv:
“Kakerlak fortæller hårdt og rørende om en tyrkisk gæstearbejder på kant med loven, sin fortid og sig selv. Halfdan Piskets personlige beretning om sin egen far har internationalt format.
Andet bind i Halfdan Piskets tegneserietrilogi følger tegnerens far, James, og hans liv som gæstearbejder i 70’erne og 80’ernes Danmark. Han forsøger at lægge fortiden, den ødelagte hjemby og døde kammerater bag sig, men hvirvles ind i håbløse forelskelser og hård kriminalitet. Og imens kæmper han for det, der er værd at slås for: kærlighed, venskab og de børn, han bringer til verden. James Pisket er en desperat mand, der alligevel er stålfast besluttet på at skabe sig et meningsfyldt liv. Han er hverken en helt eller en skurk, men en mand, der hjemsøges af fortidens spøgelser og de døde, der kigger med blege øjne på ham.
Halfdan Piskets helt egen symbolmættede og meget kropslige stil giver tegningerne dybde og slagkraft. De er på samme tid runde og kantede, præcise og udflydende, realistiske og groteske. Og med Kakerlak giver han på overbevisende vis stemme til én, der står udenfor samfundet. Halfdan Pisket slår fast, at han er en af de allermest spændende og løfterige tegneserietegnere herhjemme lige nu.
Halfdan Pisket vandt Pingprisen 2015 for Desertør, der er trilogiens første bind.”
Læs Felix Rothsteins Kakerlak-anmeldelse: “De døde kigger med blege øjne”
Karoline Stjernfelt: I morgen bliver bedre (1. Kongen)
“Karoline Stjernfelts tindrende debut om et af danmarkshistoriens største trekantsdramaer begejstrer og benover. I morgen bliver bedre er en stilsikker og smuk tegneserie om magt, kærlighed og intriger.
Den kun 22-årige debutant Karoline Stjernfelt kaster sig med I morgen bliver bedre ud i et historisk drama om Kong Christian VII, hans dronning Caroline Mathilde og lægen Struensee, der både var kongens rådgiver og dronningens elsker. Christian er kun en kransekagefigur, der bliver manipuleret af sine nærmeste rådgivere. Caroline Mathilde må finde sig i en skyggetilværelse bag hoffets glitrende facade. Og den ambitiøse læge Johann Friedrich Struensee slider for at få tingene til at løbe. Ingen af dem er tilfredse og alle drømmer de om at i morgen bliver bedre.
Karoline Stjernfelt fortæller helt ubesværet og medrivende sin historie ved at lade side- og billedkompositionen skabe stemning, spænding og forløsning. Det giver fortællingen en fantastisk dynamik og flow og forhindrer, at hendes detaljerede tegneserie drukner i pudderparykker og balkjoler. I stedet er det en generøs, energisk og sprudlende tegneserie. I morgen bliver bedre, der er første bind i en planlagt trilogi, er en sjældent helstøbt og løfterig debut. Stilsikker og selvsikker.”
Læs Henry Sørensens anmeldelse af I morgen bliver bedre: Gloria ex amore patriae
“Peter Kiellands ordløse tegneserie Hr. Gris er mareridtsagtige og absurde fortællinger, der handler om alt det store: om døden, livet og kærligheden. Og så er det en både sjov og tankevækkende bog.
Hr. Gris er en gris. Men han er også et menneske. I hvert fald handler den garvede og respekterede tegneseriekunstner Peter Kiellands pantomimetegneserie om at være menneske. Den sjove og cartoony hovedperson ligner ellers noget, der hører til i en typisk børneserie men angstens sved springer frem på panden når grisen står overfor umulige valg og uoverskuelige udfordringer. Med en stærk grafisk følsomhed og en karakteristisk streg konfronterer Peter Kielland sin hovedperson med tvivl, sorg, fortvivlelse – men også med kærligheden – i en række mystiske og foruroligende historier. Temaerne er grundlæggende og eksistentielle men i Hr. Gris bliver det aldrig stift eller kunstlet.
Omslagets skrigende lyserøde står i skærende kontrast til gråtonetegningerne i Hr. Gris. Og netop kontrasterne er et af Peter Kielland vigtigste virkemidler. Han formår at balancere det bizarre med det almene, det uhyggelige med det morsomme og Hr. Gris vidner om hans store evner som en eksperimenterende tegneserieskaber, der er helt sin egen.”
Læs Kristian Bang Larsens Hr. Gris-anmeldelse: Svedende svinsk eksistentialisme
Rikke Villadsen / Bjørn Rasmussen: 9 piger: Hesten
“Makkerparret Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussen har skabt en foruroligende tegneserie om en hjælpeløs pige og en sadistisk herremandssøn. 9 Piger: Hesten er både uhyggelig og uhyggeligt god.
Rikke Villadsen har de seneste år gjort sig bemærket som en af de mest kompromisløse tegneseriekunstnere herhjemme. Hun har allieret sig med den ligeså kompromisløse forfatter og digter Bjørn Rasmussen og sammen har de skabt den urovækkende serie grafiske fortællinger. Hesten er den anden i rækken, der i alt skal blive til ni. Rikke Villadsen og Bjørn Rasmussen spiller det grumme og det nuttede, det uskyldige og det farlige op mod hindanen i en kaotisk og klaustrofobisk historie.
9 Piger: Hesten udspiller sig i et gotisk univers og Rikke Villadsens tegninger er både gnidrede og præcise og det skæbnesvangre lurer hele tiden i Bjørn Rasmussens tekst. Fortællingens forkomne og forarmede pige står i gæld til en magtfuld og ubarmhjertig dreng og hans ondskabsfulde guvernante. Handlingen er sær og uigennemskuelige og det er netop det, der gør Hesten så ubehagelig at den sætter sig næsten fysisk hos læseren.”
Læs Frederik Schølers anmeldelse af Hesten:Pigen og Hesten
Signe Parkins: Signe Parkins & Drawings
“Siden 2005 har Signe Parkins ført tegnet dagbog på sin blog Signe Parkins & Drawings og de bedste af optegnelserne har hun samlet i en bog, der laver et personligt og poetisk tværsnit af et levet liv.
Signe Parkins’ skitsedagbogen giver et hverdagsligt blik på verden, hvor de store og (måske især) de små indtryk bliver bearbejdet i tegning og tekst. Tegningerne registrer følsomt, skarpt og selvudleverende scener fra parforhold og småbørnsfamilie med alle de bekymringer og udfordringer, der følger. Signe Parkins’ tegninger er snørklede og charmerende, de små tekststykker er lyriske og rammende. Og så spænder Signe Parkins & Drawings fra det rørende og skrøbelige til det humoristiske og kraftfulde.
Signe Parkins & Drawings ligger i krydsfeltet mellem tegneserie og billedkunst. Bøgerne er bundet ind – i hånden! – i stofrester af Signe Parkins selv. Det helt personlige gennemsyrer bogen, der er fuld af rettelser og udstregninger. Arbejdsprocessen er tydelig og sammen med de spinkle streger og den fintfølende farvelægning gør det læsningen til en særlig flydende og organisk oplevelse.
Blog-udgaven af Signe Parkins & Drawings vandt Pingprisen 2012 for Bedste webtegneserie.”
Læs Erik Barkmans anmeldelse af Signe Parkins & Drawings: Næsten helt tæt på
Om Pingprisen 2016
Pingprisen 2016 uddeles ved et festligt awardshow i Vega den 11. juni. Du kan købe billetter, samt læse mere om prisen og de nominerede på pingprisen.dk. Du kan også følge Pingprisen på Facebook eller gå direkte til billetkøbet. Det bliver en fest.