Naufragés du temps-vignet
I lørdags døde en af den franske tegneseries store veteraner, Paul Gillon. Hans karriere strækker sig over det meste af den moderne franske tegneseries historie — fra avisernes eventyrserier i den umiddelbare efterkrigstid over 70ernes nybrud til 80ernes albumboom og de seneste par årtiers omskiftelige marked.
Gillon efterlader sig en stor tegneserieproduktion, der strækker sig fra episk eventyr, over politisk-biografiske og historisk vinklet arbejde, til science fiction-klassikeren Les Naufragés du temps, der blev del af 70ernes nye bølge af voksentegneserier. Bedst kendt er han imidlertid for sin elegante illustrativt-naturalistisk stil, der blev et forbillede for senere mestre som Jean Giraud/Moebius og Francois Boucq.
Gillon blev født i Paris under beskedne kår. Han var fra sin tidlige barndom tuberkuløs og tilbragte de første elleve år af sit liv inde og ude af hospitalet og diverse klinikker. Han tilskrev selv sin utilpassede ungdom og livslange anti-autoritære holdning disse tidlige års prøvelser.
Efter at være blevet smidt ud af to kunstskoler fandt han sig til rette på École des Arts Graphiques de Paris, hvor han fulgte maleren Cadious undervisning. Han var allerede på dette tidspunkt meget bevidst om den store franske illustrationstradition, der stadig havde levede i dag- og ugebladene. Han debuterede som illustrator og karikaturtegner for diverse aviser under besættelsen.
Først efter befrielsen begyndte han at tegne serier. Mange nye blade så dagens lys i disse år, mens flere af hans tidligere arbejdsgivere måtte dreje nøglen om. Hans første tegneserier blev trykt i det venstreorienterede, kvasi-kommunistiske ungdomsblad Vaillant og fandt sig behageligt til rette med den efterspørgsel for hjemmeproduceret arbejde, som krigens forbud mod amerikanske serier havde skabt.
Originalside fra Naufragés du temps
Han var naturligvis velbevandret i de store amerikanske eventyrserier, først og fremmest Alex Raymonds Jens Lyn, Hal Fosters Tarzan og Prins Valiant og Milton Caniffs Terry and the Pirates, men skelede også til den store franske tegneserieillustrator René Giffey.
Gillon levede i disse år bohèmelivet på Paris’ venstrebred, hvilket ikke kunne undgå at informere hans produktion, der fra starten viste politiske-progressive undertoner.
Hans første hit var Lynx blanc (‘Den hvide los’, 1947-1950, og igen 1956-58), en jungle-eventyrserie inspireret af Alex Raymonds Jungle Jim, som han overtog fra den lidt ældre Bob Sim (alias Claude Henri), men allerede i 1950 skulle han vise en anden, mere usædvanlig side af sit talent og sine interesser med den hagiografiske Mao-biografi Fils de Chine (‘Kinas søn,’ 1950-53), den første af flere biografisk-historiske serier, han gennem karrieren skabte.
Han arbejdede endvidere som tegner på den sejlivede piratserie Le Cormoran (1956-68), forfattet af Jean Ollivier, og på Roger Lécureux’ eventyrserie Wango (1958-60), og senere — da Vaillant havde skiftet navn til Pif Gadget — skabte han sin egen serie Jérémie (1968-72).
I disse år leverede han også en lang række serier til andre blade som Rêves og Le Journal de Mickey, men det var på dagbladet France Soir, at han for alvor skulle få succes. I 1959 påbegyndte han der dagstriben 13 rue de l’Espoir (’Godthåbsvej 13’), som han tegnede til manuskript af Jacques og François Gall helt frem til 1972. Det var en romance/soap-serie skåret over amerikansk læst, primært med reference til Stan Drakes Heart of Juliet Jones, men stilistisk også i gæld til Alex Raymonds Rip Kirby.
Fra 13, Rue d'Espoir
Gillons ven og kollega fra Vaillant-dagene, Jean-Claude Forest, barslede i begyndelsen af tresserne med en science-fictionserie om et par, tabt fra hinanden i tiden. Efter en lidt omtumlet undfangelsesfase endte den på Gillons tegnebord og blev til hans kendteste arbejde, Les Naufragés du temps (‘Strandet i tiden’). De første episoder blev udgivet i 1964 i det kortlivede magasin Chouchou. Serien skulle imidlertid vise sig populær og det blev til ti album udgivet af Les Humanoïdes Associés frem til 1989.
Gillon blev således pioner i det science fiction-drevne nybrud, der skulle finde sig en spektakulær platform i Jean-Pierre Dionnet, Moebius og Druillets legendariske magasin Métal Hurlant. Gillon kendte allerede disse folk godt og han havde skaffet Moebius sin første Major Grubert-tjans, ”Les vacances du Major,” på France Soir, ligesom han havde sørget for, at Hugo Pratt kunne udgive sin første Corto Maltese, Balladen om det salte hav, der.
Han blev derfor del af Métal Hurlants faste bidragydere — en, nok delvist ubevidst konservativ, tilstedeværelse blandt himmelstormerne. I 80erne fik han også kastet sleverne ind hos humorbladet L’Echo des savanes. Det førhen så nyskabende blad, stiftet i 1972 af Gotlib, Mandryka og Claire Brétécher, var på dette tidspunkt blevet opkøbt at forlaget Albin Michel og leverede mere tandløst ”vovede” serier. Kamæleonen Gillon fik til opgave at skabe en erotisk SF-serie om en kvinde alene i en verden befolket af robotter. La Survivante (‘Den overlevende,’ 1985-1995) kan ses som en forløber for senere tvivlsomheder som Serpieris Morbius Gravis, om end væsentligt tammere. Han tegnede i disse år også biografiserien om Jeanne d’Arc, Jehanne (1993). Begge er udgivet på dansk af Bogfabrikken.
Fra Jehanne
I 90erne og 00erne arbejde han primært for forlagene Dupuis og Glénat. For sidstnævnte tegnede han sin største albumsællert, det syvende i rækken af en dekalog-serie (baseret på de ti bud) skabt af forfatteren Frank Giroud, La Conspiration (2002). I samarbejde med Richard Malka — der herhjemme er kendt som redaktør for Charlie Hebdo, der i 2006 skabte mediestorm i Frankrig ved at trykke Muhammed-tegningerne — udviklede han en anden succes: den historiske serie L’Ordre de Cicéron (’Cicero-ordenen’), hvoraf han nåede at tegne tre hele albums. Det fjerde, der lå på hans tegnebord ved hans død, ventes passende nok afsluttet af hans arvtager Francois Boucq.
