Kender du en tween, der er vild med tegneserier og med at læse på engelsk? Line Dalbro Schaumann giver sine bud på din næste gode læseoplevelse.
Selvom engelsksprogede tegneserier i stigende grad bliver oversat til dansk, er det ikke alle der kommer så langt. Det kan der være mange grunde til – og det skal jeg ikke komme ind på her, men i stedet vil jeg gerne anbefale seks engelsksprogede tegneserier til tweens (eller forældre til tweens).
Det er stemningsfyldte tegneserier, der sætter fokus på vigtige emner og følelser, som fx ensomhed, at finde ud af stå på egne ben og hvem man gerne vil være. Nok foregår de i opdigtede universer, men følelserne er dybt genkendelige.
Der er både smukke, farverige og magiske verdener og dem der er grå og triste, men hvor håbet alligevel spirer.
Bøgerne kan læses af børn fra 8-9 års alderen og opefter, men som voksen kan man bestemt også få noget ud af titlerne. Jeg har læst dem alle med stor fornøjelse og enkelte har også fået mig til at knibe en tåre.
Robert Kondos The Dam Keeper
Vi følger den lille gris Pig, der skal varetage Sunrise Valleys dæmning og mølle. Dæmningen og møllen er uundværlige for byen. Den forsvarer byen imod den farlige sorte tåge – en tåge der gør folk sindssyge. Pigs far er forsvundet ud i tågen og da møllen en dag går i stykker, beslutter Pig sig for at finde sin far og få svar på hvad tågen egentlig er.
Det bliver en farefuld rejse som han tager på, sammen med vennerne Fox og Hippo. De skal ud i ødemarken – som de forventer er total øde. Men den gemmer på byer, som hver har deres egen dæmning. Kan Pig og vennerne få svar på deres spørgsmål og komme tilbage til Sunrise Valley og reparere dæmningen inden det er for sent?
The Dam Keeper er en virkelig rørende tegneserie om at tro på sig selv, om loyalitet og venskab. Det er den slags historie der giver en klump i halsen og det er lige før man skal finde Kleenex frem når man kommer til sidste bind. Illustrationerne enkle, og til tider egentlig lidt sjuskede, men utrolig stemningsfulde.
Som læser føler man med Pig, der er efterladt alene i dæmningen. Han har ikke mange venner og bliver drillet i skolen. Vi kan mærke hans frustrationer og hans ensomhed. Fox prøver at være en god ven, men har svært ved at trænge igennem og Hippo, ja, Hippo er en historie for sig – en mobber, der langsomt indser at alle er ret unikke og fortjener at blive behandlet ordentligt.
Den findes også som kortfilm fra 2014 (med bl.a. Lars Mikkelsen som fortæller), som i 2015 var nomineret til en Oscar for bedste animerede kortfilm.
Kan læses fra 8 år.
Katie O’Neills The Moth Keeper
Katie O’Neill har efterhånden en del tegneserier i rygsækken. Bl.a. den utrolig stemningsfulde serie om The Tea Dragon Society, der er meget rost for sin diversitet og smukke illustrationer.
The Moth Keeper er historien om den unge pige Anya, der endelig er voksen nok til at påtage sig rollens om Moth Keeper, beskytteren af månemålere, der gør det muligt for blomsten Night-Lily at blomstre én gang om året.
Den landsby hvor Anya bor i, er afhængige af blomsten og Anya er opsat på at bevise sit værd. Desværre kan det være svært, når hun også lokkes af tankerne om hvordan det må være at leve i den nærliggende landsby, der er ude om dagen i solens lys, i stedet for kun at være ude når det er nat.
The Moth Keeper er en flot og stemningsfuld tegneserie om magi, håb og venskab. Om at finde sin plads i verden og følge sine drømme. Illustrationerne er i O’Neills vanlige stil, og har man læst The Tea Dragon Society kan man trække mange paralleller.
Kan læses fra 11 år.
Mac Smiths Scurry
Det her er til dem der elsker en god dystopisk fortælling – samtidig er det ikke for sarte sjæle, da historiens hovedpersoner kommer ud for lidt af hvert og må træffe mange svære valg.
I Scurry er menneskene flygtet fra byen og har efterladt huse ødelagt og overladt til naturens luner. En langvarig vinter er i gang og har presset dyrene til det yderste. I den musekoloni historien handler om, bliver spejdere sendt ud efter mad og ingen er bedre end Wix, vores hovedperson.
Det er dog ikke alle mus der mener, de skal blive i kolonien frem for at rejse til byen. Dette medfører magtkampe, forræderi og ikke mindst en rejse ud i det ukendte for Wix og vennen Pict. De oplever både venner og fjender og sammen kæmper de ikke kun for musenes overlevelse, men for hele skovens.
Scurry er læsning i den tungere ende og kræver sin læser. Der er meget dialog på siderne, samtidig med at man skal holde øje med detaljerne på illustrationerne. Hvis man kan holde koncentrationen, får man til gengæld også en rigtig fed læseoplevelse, hvor det ikke nødvendigvis er den stærkeste der overlever. Der er også brug for kløgt, nysgerrighed og alliancer for at klare sig igennem den strenge vinter.
Kan læses fra 12 år.
Tim Proberts Lightfall: The Girl and the Galdurian
Dybt inde i en skov, på planeten Irpa, bor den vise troldmand Pig Wizard og hans adoptivdatter Bea. Sammen vogter de over The Endless Flame og lever et stille og roligt liv. Men en dag møder Bea et mærkeligt væsen i skoven. Et væsen som alle antog var uddød.
Bea møder Cad, en såkaldt Galdurian, og Pig bliver foruroliget over hvad det har af betydning for hele deres samfund. En morgen vågner Bea, og Pig er væk – så sammen med Cad sætter hun ud for at finde ham, men det er ikke nogen simpel rejse for en der ikke kender til verden og en der først skal til at lære den at kende igen.
Det er ikke småting, og undervejs lærer både Bea og Cad en masse om sig selv og den verden, de lever i. Det er ikke alle der er lige venlige overfor dem og de må igen og igen bevise, at de vil det bedste.
Lightfall er en meget smuk og stemningsfuld tegneserie. Ikke alene er den godt skrevet, men illustrationerne er også i en klasse for sig. Der er meget liv og detaljer i illustrationerne, samtidig med at der er en stor opfindsomhed i hvordan de mange forskellige skabninger ser ud.
Indtil videre er der udkommet to bind på engelsk og de kan læses fra 9 år.
Amy Kim Kibuishis Realm of the Blue Mist
Amy Kim Kibuishi er gift med Kazu Kibuishi, der er kendt for at have skrevet og illustreret Amulet – en verdenskendt serie med parallelle universer, elvere, store robotter, magiske amuletter og meget mere. Hele verden venter i spænding på niende og sidste bind, der burde udkomme til næste år.
Det er dog ikke kun Kazu der kan skrive historier, Amy følger nemlig trop og har givet liv til serien om Tabby Simon og det magiske univers, Rema. Tabby er fast besluttet på at finde ud af hvad der er sket med hendes far og da hun, mere eller mindre tilfældigt falder over en portal til et magisk rige, er hun ikke sen til at tage af sted.
Hun håber at kunne finde svar om sin far, og måske kan den blåhårede dreng, Philip, hjælpe hende på vej. Han har dog sine egne hemmeligheder, og snart at Tabby hvirvlet ind et større eventyr end hun nogensinde kunne drømme om.
Realm of the Blue Mist er første del i The Rema Chronicles og en vellykket debut. Det er både spændende og magisk læsning og selvom man godt kan se ligheder mellem Kazu og Amys streg, har hun sit helt eget udtryk, der minder om manga, men også om computerspilsanimationer. Stregen er levende og der er godt styr på både farver og detaljer.
Kan læses fra 12 år.
Marjorie Lius Wingbearer
Marjorie Liu er skaberen af Monstress – en ret mørk og dyster tegneserie, som ikke er for børn. Med Wingbearer viser hun, at hun også godt kan skabe en fantastisk læseoplevelse for børn.
Historien handler om pigen Zuli, der er vokset op i et stort, magisk træ sammen med sjæle i fugleskikkelse. Trygheden trues, da der begynder at ske sjælene mystiske ting, og Zuli må tage ud på en farefuld færd for at finde sandheden.
Sammen med sig vogter, uglen Frowly, må hun finde ud af hvad der sker med sjælene – og undervejs må hun også finde ud af sandheden om sig selv.
For verden uden for det magiske træ er meget anderledes end Zuli havde troet. Hun skaber alliancer og får venner, men får bestemt også skabt sig nogle fjender og opdager, at folk vil gøre hvad som helst for at få magt.
Det er en meget flot og stemningsfuld tegneserie. Der er smæk på både farver og detaljer og selvom den også er lidt teksttung at læse, er det ikke noget man lægger mærke til for alvor, for historien er så spændende.
Kan læses fra 12 år.