Nummer 9 byder velkommen til en ny blog: Vrangsiden, hvor Michelle Sondrup undersøger de mange måder, tegneserier kan gøres os klogere på sindet, psyken og det sygelige. I første omgang er det en celeber svensk nedturstegneserie, der er på briksen.
Jeg hedder Michelle, og her på bloggen kan du følge min optrevling af tegneserier, der gemmer på dybere psykologiske fortællinger. Vi vender vrangen ud på tekst og tegning for at lære nyt om den menneskelige psyke og tegneserien som fortæller. I 2022 er angstdiagnoser, stress og mentale sygdomme en del af vores hverdag, alligevel har vi kun et fattigt sprog for de usynlige sår. Derfor er det interessant at gå til tegneseriens visuelle fortællinger. Her får vi sat udtryk og billeder på de indre oplevelser.
Alltid fucka upp
Lad os rive plastret af og starte med noget hudløst, lækkert og lyserødt! Jeg har genlæst svenske Moa Romanovas debut, Alltid fucka upp fra 2018, som er blevet et af mine yndlingsværker. Moa Romanova færdiggjorde denne autobiografiske fortælling under sin uddannelse på Serieskolan i Malmø. Bogen er siden blevet oversat til syv forskellige sprog, og sidste sommer trak den amerikanske oversættelse, Goblin girl, en Eisner Award i land! Den danske oversættelse af Eva Obelitz Rode, Fucker hele tiden op, udkom i 2019 på Cobolt.
Alltid fucka upp er en autobiografisk fortælling om tegneren Moa, der prøver at slå igennem som kunstner og samtidigt går til psykolog for panikangst. Angsten hæmmer Moa, og får hende til at se faresignaler alle vegne. Derfor forsøger hun at eksponere sig selv og kaste sig lidt ud i livet. Men Moas indre kompas har taget skade, og hun har svært ved at skelne mellem sunde og usunde situationer.
Wiiiie!<33
Moas sociale liv er skildret med stor kærlighed til millennial venindekultur, hvor alle private beskeder læses højt for hinanden (inklusiv emojis), og som gladeligt tjekker hinanden for kønssygdomme. Men Moa synes at være den eneste i sin omgangskreds med virkelige problemer og bekymringer. Den eneste der falder ud. Hendes angst, misbrug og usunde forhold bliver ofte mødt af glatte smil eller et højstemt “wiiiie!” Tilsammen bliver det en meget fin spejling af den ensomhed et menneske kan føle midt i sin egen krise.
Det er også til forfesten med veninderne at jeg for alvor mærker magien i Alltid fucka upp. Vi ser Moa google ”uvirkelighedsfølelse” på sin telefon, mens de andre sludrer og gør sig klar til fest. Vi ser kun ordet i søgefeltet og hører aldrig Moa udfolde følelsen yderligere. Når man lider af en uvirkelighedsfølelse, så er det en stærk oplevelse af, at man i kortere eller længere tid ikke føler sig fuldt forbundet til verden og de ting, der sker omkring en. Verden bliver uvirkelig. Her opstår der et vigtigt brud i fortællingen.
Uvirkelige virkeligheder
I fiktionsværker går man som læser med på at godtage bogens univers som en form for virkelighed. Måske er det en virkelighed med mange kontraster til vores egen, men det kan vi let acceptere for at indleve os i det fortalte univers. Men der opstår nogle spændende fortolkningsmuligheder, så snart en karakter i et autobiografisk værk selv begynder at pege på bogens univers som noget ’uvirkeligt’. Efter Moas googlesøgning begynder jeg at lægge mærke til universet, stregen og stilen som andet end bare æstetiske valg. Der står psykose, nedtur og fuck hen over byens vægge. Det flyder med skrald på gaden og langs den kulsorte kanal, der løber udenfor Moas lejlighed. Menneskene har voldsomme kroppe og bittesmå hoveder. Måske er det slet ikke meningen, jeg skal godtage bogens univers som virkeligt? Måske er det meningen jeg skal se den, som den er. Som en underlig, uvirkelig verden, der spejler Moas indre indtryk. Angsten og uvirkelighedsfølelsen. Hvordan ser Moas verden ud?
Når man gør indre til ydre
Vi følger ofte Moa på vej et eller andet sted hen i bussen eller med en togkupe som scenerum. Engang imellem breder billederne sig ud i store flotte dobbeltopslag, men ellers er fortællingen holdt i klaustrofobiske små ruder, der giver meget lidt overblik, eller sans for hvilken retning vi bevæger os i. Moas verden er stor, rodet og kaotisk.
Det er også en verden sat i oversensitive billeder, hvor kroppen er forstyrret, rød og beklemt. Jeg elsker brugen af lyserød sprøjtetusch på huden, der imiterer hudporer, men også den sarte hud. Den rødmende hud, som mærker alt for meget, er alt for følsom og berørt. Jeg tager mig selv i at trække skuldrene op under ørerne, mens jeg ser Moas krop mast ind på et bussæde tæt op ad en fremmed damefrakke. Der leges også med forskellige mønstre, prikker og teksturer, der tilføjer en form for støj i billederne. Den visuelle beskæring og farvelægning taler helt perfekt ind i Moas sindstilstand og sætter sig som bittesmå stressmomenter i mit blik.
Fyldt op
Moa er en person af få ord. Det giver selvfølgelig serien et stille univers, men også en tyngde af at være fyldt op af noget, som ikke rigtigt kan fortælles, eller findes ord for. Derimod taler panelerne højt og tydeligt til læserens sanser gennem fyldte rum, overstimuleret af prikker og mange teksturer. Og så siger de små diskrete øjeblikke alene med Moa en hel del – fx googlesøgingen, men også scenen hvor hun ’tager sig sammen’ og folder sit ansigt i de rigtige folder, inden hun træder ind til sin date med kendt tv-fyr, som hun allerede har fortrudt. De scener, alene med Moa, taler stærkt til læseren, for her betror fortællingen sig til os, uden Moa behøver at sætte ord på sin tilstand.
Monsteret i skoven
Da Moa er ved at nå bunden, tager hun toget hjem til sin mor. Her ser vi hende alene på gåtur i skoven, hvor tegnestilen pludseligt skifter til et episk mangaunivers. Hun falder helt konkret ud af sin virkelighed. Med et magisk sværd i hånden forsøger Moa at tage det endelige opgør med sin angst – et mørkt slimmonster, der slentrer gennem skoven. Jeg læser scenen som Moas forsøg på at bruge det uvirkelige til sin egen fordel. Mangauniverset bliver et scenerum, hvor angsten samles til en konkret figur, der kan udslettes – modsat Moas egen verden, hvor angsten eksisterer som et uhåndgribeligt filter over alle hendes indtryk. Alligevel lykkes det hende ikke at besejre monstret. Hendes telefon brummer, og hiver hende tilbage til sin ‘virkelige uvirkelighed’.
Symptomlæsning
Når jeg genlæser Alltid fucka upp, så er det mig og Moa mod resten af den her grimme, grå og glatte verden. Den tegnede fortælling viser os nemlig ikke kun Moas ubehag, den videregiver også følelserne som symptomer, der smitter af på læseren. Jeg oplever sammen med Moa og bliver hendes medsammensvorne, for jeg har følt huden prikke. Jeg har klemt min krop ned i de små ruder. Jeg har været ensom til forfesten. Jeg har set monsteret i skoven. Det er dette fællesskab af oplevelser og sansninger, der forbinder angsten og læseoplevelsen. Læseren og Moa. Sådan bruges fiktionen og tegneseriens visuelle univers som et perfekt scenerum til at udspille hovedpersonens indre oplevelser af angst og uvirkelighedsfølelse. Vi læser verden beskåret og farvelagt af Moas blik.
Hvis du kunne tænke dig at få et kunstnerisk indblik i angstens verden, eller bare opleve et super stærkt debutværk – så anbefaler jeg dig hermed Alltid fucka upp af Moa Romanova.
Og så vender jeg tilbage med andre gode bud og mere vranglæsning i marts.
Michelle Sondrup skrev speciale om Nordiske tegneseriers repræsentation af mentale sygdommepå Aarhus Universitet i 2020 og har siden arbejdet freelance som tegner og tegneserieredaktør.
