Er den klassiske gag cartoon udød? Werner Wejp-Olsen ser på vittighedstegningens historie – fra Fritz Jürgensen til WulffMorgenthaler.
Orla Gettermann var en af Danmarks første vittighedstegnere.
Vittighedstegningen – hvad skete der egentlig med den? Det lille et- eller tospaltede visuelle lyspunkt, der gjorde en avis- eller magasinside mere attraktiv og munter?
Tre grunde:
- Steve Jobs og Bill Gates og deres digitale computer-software har gjort, at der ikke er flere ”huller” i layout’et, der kan fyldes ud med en vittighedstegning.
- I disse PC-tider er humoren blevet et forhutlet stedbarn i dagens avis.
- Og endelig: hvorfor ikke spare personale til at modtage, sortere, vurdere og udvælge eventuelle bidrag fra folk med humoristisk sans?
Den gode gamle og savnede vittighedstegning har ellers en interessant historie. Den begyndte i al beskedenhed med to standardfigurer (mand/mand, kvinde/ kvinde, mand/kvinde, barn/voksen), der havde en såkaldt A-B-samtale. Et par eksempler efter hukommelsen:
Mand (A): ”Hvad forskel er der på et regiment med eller uden fane?”
Mand (B): ”Der er Fanden til forskel!”
Eller en lidt mere vovet:
New Yorker’s Peter Arno var med til at lancere den nye type cartoon.
Dame (A): ”Han var kusk på ”Stjernen”!”
Dame (B) (halvdøv): ”Ja, det havde han!”
Unge læsere, der ikke ved hvad eller måske hvem ”Stjernen” er, spørg en mandsperson over 40 år (helst en socialdemokrat).
I 1925 skete der noget. Harold Ross grundlagde The New Yorker. Hans blad skulle indeholde en ny type vittighedstegninger mellem de mange seriøse artikler og essays: En såkaldt cartoon, hvor tegning og tekst gik op i en højere enhed, nemlig pointen. Stor succes, der gjorde flere af tegnerne til kendisser i New York’s selskabsliv. Blandt disse kan nævnes Charles Addams, Peter Arno og Sam Cobean.
Charles “Chas” Addams var en af de store tegnere i The New Yorker, og stod bl.a. fadder til The Addams Family.
Lige før og efter WWII kom der international gang i denne nye form for humor – også i Danmark. Månedsbladet Hudibras introducerede fra 1943 pikant og sexet humor af den type, der i dag ville have sat #MeToo-bevægelsen i alarmberedskab 24/7.
Anni Lipperts tegninger er om noget blevet synonym med Hudibras. Hun startede som assistent for Cosper og Jørgen Mogensen, og blev en af de få markante kvinder i branchen.
Her boltrede tegnere som Cosper, Jørgen Mogensen, Anni Lippert, Poul Norholt, Henning Gantriis, Flemming Holbek og mig selv (må jeg rødmende tilstå) med at tegne ”uartige” piger, der syntes, at direktør Hybensprutz og Dr. Oskar var veloplagte sexpartnere. I dag virker det totalt absurd. Men det var jo også næsten samtidig med, at Tintin var på eventyr i Afrika.
En tidlig tegning af Jørgen Mogensen, kendt for Poeten og Lillemor.
Henning Gantriis, kendt for Livets gang i Lidenlund.
Cosper, Hudibras’ grundlægger
I den øvrige dag- og ugepresse dominerede de såkaldte ”tre tegnere” Franz Füchsel, Flemming Holbek og Hans Qvist, men der blev dog også plads til andre såsom Iber, Orla Gettermann, Helge Hall, Erik Bencke og mig selv, sagde ”WOW”-hunden.
“De tre tegnere”, Franz Füchsel, Flemming Holbek og Hans Qvist, delte i periode tegnestue, og dominerede i årtier det danske marked for vittighedstegninger. Her en “Füchsel”.
… og her Hans Qvists barokke streg.
I dag er stort set samtlige publikationer verden over ryddet for vittighedstegningen. Det britiske PUNCH, der udkom første gang i 1841, måtte lukke af for de humoristiske streger i 2002. I Frankrig nåede LE RIRE at blive 77 år gammel, indtil det måtte lukke i 1971.
Britiske Ronald Searle i PUNCH.
I Danmark forsøger HUDIBRAS at fastholde traditionen med et årshæfte, der slås om rollen som årets mandelgave. Det er åbenbart de færreste redaktører, der kender den intellektuelle forskel på begreberne ”HUMØR” og ”HUMOR”. Selv Playboy har skåret ned på de humoristiske streger. Tilbage er stadig The New Yorker som det sidste fyrtårn, der lyser op i dette anti-humoristiske mørke.
Den ihærdige Bob Mankoff’s nok mest berømte cartoon.
En gammel kliché fortæller om problemet med at få en kamel gennem et nåleøje. Det er det rene vand sammenlignet med at få en tegning antaget i The New Yorker. Bob Mankoff, en mand med lige dele ildhu og tålmodighed, sendte konsekvent ti styk cartoons til The New Yorker hver eneste uge i to år. 102 uger = 1020 tegninger. I uge 103 lykkedes det. Samme hr. Mankoff fik samtidig lov til at oprette en website for The New Yorker-cartoons, kaldet The Cartoon Bank. Det blev så stor en succes, at han få år senere solgte dette website til The New Yorker (efter sigende for et millionbeløb i dollars) samtidig med, at han fik jobbet som cartoon editor. Hvor heldig kan man være?
Desværre syntes han (i mine øjne, altså), at hele tegnestilen skulle fornyes, så fortidens cartoon masters superprofessionelle streger blev skubbet til side til fordel for tegninger, der bevidst er tegnet i en ubehjælpsom, for ikke at sige amatøragtig streg, der i visse tilfælde kan have sin egen charme, men som jeg personligt har et problem med. Men jeg har jo også fået grundlagt min sans for streg-design engang i forrige årtusinde, som jeg kun nævner til mit forsvar.
Poul Norholts elegante streg var altid en nydelse. Her en tegning fra Hudibras.
I årenes løb har jeg af og til forsøgt at tackle både The New Yorker og Playboy med cartoons – uden held. Per Sanderhage skrev engang en bog med titlen ”Livet Er For Kort Til Franske Film”. Det samme kan siges med forsøget på et få en tegning accepteret i disse sidste frontkæmpere for den sjove, begavede og sofistikerede gag cartoon.
Et WOW-forsøg til Playboy der ikke kom igennem nåleøjet.
Ak, ,ja – verden er af lave…
BREAKING NEWS I: Vittighedstegningen har overlevet om end i en anden form. I dag især i amerikanske aviser finder man de såkaldte ”panels”. Det er en daglig tospaltet tegneserie uden fast persongalleri, leveret af den samme tegner. Et par oplagte eksempler er ”Far Side” og ”Bizarrro”. Et endnu større udvalg kan beses her: Gocomics.com.
Far Side (Langt ude) genopfandt i 1980 the gag cartoon i nye surrelle former på avisernes tegneseriesider.
Og Dan Piraros Bizzaro fulgte efter i 1985 med sit skæve blik på hverdagen.
Og endelig er der dem, der strækker deres vittighedstegning ud i et firspaltet format. Her må jeg også erkende mig skyldig. I begyndelsen af 1990 lancerede jeg ”Trendz” – en vittighedstegning med strækveer. Den tegnede jeg i henved 15 år, primært til udlandet, og den publiceres stadig rundt omkring i verden. Andre lignende serier kan man også grave frem på Gocomics.com.
WOW’s egen ”Trendz” – en vittighedstegning med strækveer.
Herhjemme kan vi også prale med ”Wulffmorgenthaler”, som er gået hen og blevet en international succes, ikke mindst i USA, hvor den kan læses hver dag i et trecifret antal aviser.
BREAKING NEWS II: Er det muligt, at det ikke var Harold Ross fra The New Yorker, men Fritz Jürgensen (1818-1863), en af dansk bladtegnings faddere, der skabte verdens første rigtige vittighedstegning? Hans berømte tegning af Gysse og hans far, der står ved på en bro:
”Fa’r, er det Verdenshavet?”
”Nej, lille Gysse – det er Frederiksholms Kanal”
Man ser tydeligt broen over kanalen og Christian IVs Bryghus, der som bekendt står der endnu. Altså tegning og tekst går op i en højere enhed. BINGO: En ægte vittighedstegning, tegnet i midten af 1800-tallet.
