CPH Zine Fest hylder gør-det-selv-kultur, aktivisme, kunst og selvfølgelig tegneserier. Femi-nichen har været på udflugt til Ungdomshuset på Dortheavej for at møde de ildsjæle, der dyrker zine-kulturen.
”With Zines we seize the means of production” står der med store bogstaver på et tydeligt håndmalet banner. Det er det første, jeg får øje på i forsøget på at skabe overblik over trængslen af kunstnere, zines og gæster, der er stoppet ind i Ungdomshuset til CPH Zine Fest. Over to dage bliver der solgt, byttet og snakket zines – små selvproducerede udgivelser, der kan rumme alt fra poesi over politiske manifester til (og det er mest det sidste, jeg er taget i byen for) tegneserier. Zines er gør-det-selv-kultur i sin reneste form. Idéen er, at det ikke kræver andet end en kopimaskine og noget papir at producere et zine, der kan være så simpelt som et foldet A4-ark med tekst og/eller billeder. Nogle af de zines, der falbydes, er mere avancerede, med farveprint, hæftede rygge eller udsmykkede forsider, men det er ikke strengt nødvendigt. Alle kan lave zines. Med Zines tager vi produktionsmidlerne tilbage.
© CPH Zine Fest/Anna Sofie Mørch Bendixen
Dette er ikke en kapitalistisk fest. Det er gratis at deltage og der er en frivillig donationskasse ved indgangen, så man kan støtte næste års festival. De deltagende kunstnere har heller ikke betalt for at være med og de er blevet tildelt borde efter først-til-mølle-tilmelding. Ingen bliver særligt inviteret, ingen har forrang over andre. Der er seriøse aktivistiske principper på spil her – forstærket af beliggenheden i Ungdomshuset, hvor der er totalforbud mod racisme, sexisme, homofobi, heterosexisme, vold og hårde stoffer. Til gengæld er der fyldt med zinesters (altså personer, der laver zines) fra en lang række lande, nysgerrige gæster og dampende kaffekopper (det er vel oktober).
Zines kan handle om alt mellem himmel og jord og ser meget forskellige ud. Jeg går mest efter tegneserier og det, der ligner, men da salen ikke er delt op efter noget princip, jeg umiddelbart kan gennemskue, må jeg starte fra en ende af og bladre mig igennem. Og man må gerne bladre – flere af bordene har skilte, der direkte opfordrer til det – og der er ingen, der ser skævt til en, hvis man går videre uden at købe noget. Mange foreslår endda byttehandler i stedet for betaling – dit zine for mit zine. Jeg får en fornemmelse af, at CPH Zine Fest virkelig er en festival, en fejring, snarere end en markedsplads. Jo, man kan sagtens købe sig om ikke fattig (jeg fandt stort set ingen zines til mere end 100 kr.) så i hvert fald mindre velhavende i zines, men det er ikke det, det handler om. Det handler om læselyst, om at se, hvad de andre har fundet på, og om at vise, hvad man selv har skabt. Jeg føler mig påfaldende ukreativ efter den første runde i salen…
Men det skal jeg slet ikke, opdager jeg, da jeg køber og læser det officielle manifest for CPH Zine Fest, On the political pwr of the zine aesthetic. Anna Sofie Mørch Bendixen, der har startet og organiseret CPH Zine Fest fire år i træk, skriver i manifestet at ”Art can seem monumental and removed from us. Like it is something that an artist could do, but not an actual human.” Zines gør op med den idé ved, helt ned på det æstetiske plan, at understrege de skabende hænder og den skabende person, der står bag. Nogle af de zines, jeg faldt over, var meget polerede og professionelle at se på, men langt de fleste er tydeligt håndlavede, med småfejl og variationer. Det er det, der gør formen tilgængelig, mener Bendixen. Det er det, der giver dem det politiske potentiale: Alle kan være med, alle kan skabe, og derfor kan zines give stemmer til dem, der ellers ikke kommer til orde i kommercielle udgivelser.
Dagens høst – inkl. det officielle net med illustration af Zven Balslev
Zines skaber også god mulighed for at starte samtaler, fordi zinesterne møder deres læsere direkte. Jeg får indtryk af, at mange af gæsterne er kommet uden at lede efter noget meget bestemt. I stedet går vi rundt og snuser for at opdage noget, vi ikke vidste, vi gerne ville læse. Ved en af de få stande, der sælger udgivelser fra mere etablerede forlag, møder jeg Katla Styx, der er til stede som repræsentation for forlæggerkollektivet Baggaardsbaroner og i dagens anledning også sælger titler fra Forlaget Forlæns. ”Jeg leder ikke særligt efter tegneserier, men efter alt muligt. Det er sjovest at finde noget, man ikke lige havde regnet med” fortæller Styx. ”For mig handler det om at blive overrasket.”
Overrasket bliver jeg selv, da jeg taler med Louise Bang, der laver aktivistiske zines om krop og tykhed – og som det viser sig engang har blogget for Nummer9! Mens vi muntrer os over det og køber zines af både Bang og bordmakkeren Line Rasmussen aka Hvasseline, dukker pointerne om kunstnerisk frihed op igen. De elsker begge zine-kultur fordi, som Bang siger, ”Der er tit et præstationspres i andre genrer – man bliver hurtigt optaget af det perfekte. Zines er mere umiddelbare.” Den tilgang møder jeg også hos KLØE Kollektiv, der består af de fire kunstnervenner Sonja Nordstrøm, Anna Ida Pezzot, Joakim Darlow og Clara Lucie Jetsmark (ja, den Clara Jetsmark). De er fans af hinandens arbejde og har både i 2016 og i år lavet en zine-antologi til festivalen. ”Zines er en tidspresting” siger Jetsmark uden tøven, da jeg spørger, hvorfor de har valgt netop den form. ”Hvad kan jeg producere på et minimum af tid og med et minimum af materialer? Man bliver mere kreativ inden for de rammer, og resultatet bliver mere umiddelbart. Folk har noget på hjerte, og det synes jeg er fedt!”
Arkivet for 2017 © CPH Zine Fest/Anna Sofie Mørch Bendixen
Den umiddelbare kreativitet er i hvert fald til at tage og føle på – helt bogstaveligt, især på KLØE II, dette års KLØE Kollektiv-antologi, der har ordet ”KLØE” i plys på forsiden, men også i overført betydning. Hele CPH Zine Fest emmer af begejstring, af aktivistisk energi og af kærlighed til de små skæve udgivelser. En del af Anna Sofie Mørch Bendixens arbejde med festivalen består i at kuratere et arkiv over de zines, der har været vist og solgt på festivalerne. Deltagerne kan donere deres zines, som Bendixen derefter opbevarer og formidler på udstillinger og i andre sammenhænge, for at udbrede kendskabet til formen endnu mere. Det vidner om noget om den kærlighed til formen, jeg følte mig gennemsyret af, da jeg endelig forlod Ungdomshuset og gik ud i regnen. Med mig havde jeg et net fyldt med udgivelser, der måske var af skrøbeligt papir, men som rummer utæmmet kreativitet og politisk potentiale. Jeg skal helt klart med igen næste år!
