Academaniac har været i Finland for at lære noget om en anderledes tegneseriekultur. Læs mere om Hanneriina Moisseinens fascinerende tegneserier der blander broderi og sang – og tegneserier.
Som det tydeligt ses på mine blogindlæg her på Nummer9 havde jeg et ret intensivt første år som phd-studerende med især ret mange konferencer og rejser. Siden har det været væsentligt mere roligt, og der kom også lige et barn nummer to der krævede lidt ro.
Første halvdel af 2019 bød til gengæld på en stor tredages konference i Danmark, en tur til Copenhagen Comics samt et tre måneders udlandsophold i Turku, Finland. Opholdet i Finland har jeg først og fremmest brugt til at få skrevet fokuseret på min afhandling, men det skal jeg ikke kede jer med. I stedet kan jeg fortælle om tegneserier i Finland! Med universitet som indgang har jeg nemlig forsøgt at finde frem til folk der kunne lære mig mere om finske tegneserier – og om tegneserier i Finland.
Tegneseriebutikken i Turku
Som mange tegneserieelskere har opdaget, er der nemlig fyldt med interessante tegneserier i Finland. Det er der mange grunde til: Finnerne er, i endnu højere grad end danskerne, vokset op på en fast kost af Anders And blade, så tegneserier falder sandsynligvis mange naturligt. Dernæst er der tydeligvis en kunstnerisk nerve blandt folket som måske kan forstås hvis man læser nok fortællinger om Mumidalen, oplever skovene i Karelen og kulden blandt samerne eller hvis man forstår midsommerens lys og vinterens mørke. Det har Ville Hänninen undersøgt nærmere i den glimrende Finnish Comics antologi fra 2011, og det er et glimrende sted at starte hvis man vil komme ind under huden på finske tegneserier.
En anderledes tegneseriekultur
En anden, og lidt mere konkret, grund kunne være den måde finnerne har fået opbygget tegneseriens institutioner, og så i øvrigt, naturligvis, den måde de læser tegneserier på. Det første først: hele strukturen med legater, fonde og privat/offentlig støtte til kunstnere generelt og tegneseriekunstnere specifikt fungerer naturligvis anderledes end i Danmark, og det hele er mere kompliceret end jeg har kunnet nå at få et overblik over. Men én ting som i hvert fald er en væsentlig og ret konkret forskel er, at det er lykkedes for den finske version af tegneserierådet at få oprettet en særlig del af kunststøtten kun til tegneserier (inkluderende illustration så vidt jeg forstår). Det har også taget dem mange år, og det er ikke nogen lille ting, men det kunne muligvis være et værdigt mål at sætte for vores kære tegneserieråd herhjemme. Og spørg endelig finnerne til råds her!
Den anden ting er hvordan de læser. I skarp modsætning til herhjemme, ja så er Aku Anka nemlig en undtagelse, for finnerne læser faktisk ikke særlig mange tegneserier der ikke er finske – i hvert fald ikke sammenlignet med forholdet mellem dansk/udenlandsk i Danmark. Især er der en stor forskel når det kommer til de fransk/belgiske tegneserier.
Ralf Kauranen sidder midt i bunker af tegneserier som vi havde hevet ud af reolen.
Jeg var så heldig at overbevise Ralf Kauranen, tegneserieforsker og mangeårig fanatiker samt Petteri Oja, som ejer tegneseriebutikken i Turku og har forlaget Lempo Kustannus, om at hænge ud med mig en hel aften og fortælle om Finland og tegneserier, og de understregede denne forskel. Petteri har selv taget chancen i de seneste år med et samarbejde med danske Zoom, og kan bevidne at man slet, slet ikke kan sammenligne interessen for at læse de her tegneserier i Finland. Til gengæld læses, købes og udgives der altså langt flere finske tegneserier i Finland end tilsvarende danske i Danmark. Lad os prøve at se nærmere på én af disse finske tegneserier.
Da far forsvandt
Hanneriina Moisseinen har allerede lavet tegneserier i over 20 år med sin første store bogudgivelse i 2005. Især i de seneste år er hun dog slået igennem med de to prisvindende værker Isä (2013) og Kannas (2016). Begge disse, samt flere af hendes andre ting, omhandler Karelen, et område på tværs af grænsen mellem Finland og Rusland.
Opslag fra “Kannas”.
Karelen, på finsk Karvala, har en lang og broget historie, og området er bosat af flere forskellige folkeslag med flere forskellige sprog. I Kannas fortæller Moisseinen en historie der foregår i baggrunden af krigen mellem Finland og Rusland i 1944 (en del af Anden Verdenskrig), og vi hører om følgerne af hvordan mange, mange mennesker måtte flygte fra Karelen. Isä, som betyder ’far’, omhandler også livet i Karelen, men nu for den Moisseinen selv der som barn i slutningen af 1980’erne oplevede at hendes far forsvandt fra en lille ø – og aldrig blev fundet igen.
Opslag fra “Isä” hvor moderen tydeligvis har grædt.
Isä er en trist fortæling. Det kan lyde plat, men trist er virkelig en præcis beskrivelse. Det bliver grædt en hel masse, og vi følger den afgrundsdybe sorg og frustration det er for Moisseinen og hendes mor, ikke blot at miste deres far og mand, men ikke at kunne være sikker – aldrig at kunne vide hvad der egentlig skete. Dagene og årene går, og håbet forsvinder ikke med ét, ej heller gør vreden (hvis han nu er flygtet fra familien eller har begået selvmord). I stedet strækkes smerten ud, og det er spørgsmålet hvor der overhovedet kan findes forløsning.
Broderede tegneserier
Moisseinen blander i sit arbejde materialerne på nye måder. Hun har inkorporeret både sang og broderi i sine værker, og begge medier er afgørende dele af den kareliske kulturhistorie – især i sammenhæng med sorgen. I Isä er længere passager broderet, og vi ser altså på siderne fotografier af stof der danner noget vi kan forstå som paneler. Disse broderier indarbejder såvel tekst som andre materialer (perler som tårer, eksempelvis), og Moisseinen er ekstremt dygtig til at udnytte forholdet mellem lys og mørke på ret vilde måder. Især er hun god til, også i tegningerne, at skabe smukke billeder bestående kun af mørke – nærmest uden konturer, og utroligt svære at gengive digitalt – se selv:
Opslag fra “Isä” hvor en bjørn krammer en pige i en mørk skov.
Eksempel på blandingen af materialer i “Isä”.
Udover at denne blanding af medier har en umiddelbar effekt – det forvirrer og forstærker på én gang – som selv den danske læser kan forstå, ja så er også nogle meget præcise koblinger Moisseinnen laver til den kareliske kulturhistorie, og det er som sagt noget hun gør meget i. I sine broderier arbejder hun på den ene side med de her meget fortællende og netop tegneserie-agtige billeder, og især en af de længere broderede passager er faktisk også tænkt som ét langt, men opbrudt billede.
Dette lange billede blev udstillet som enkelt kunstværk på et galleri, og faktisk har Moisseinnen en større udstilling (med navnet Dokument) i Turku senere her i 2019-2020 hvor hun er gået sammen med en dramatiker for at udforske forholdet mellem det visuelle, det tekstuelle og det performative netop i mødet mellem hendes broderier og dramatikerens tekst.
Eksempel fra “Isä” på de mere traditionelt orienterede broderier. Traditionelt er de rød på hvid, men bogen her er så sort/hvid.
På den anden side spiller hun direkte bold op den klassiske kareliske tradition med de her langt mere statiske, nærmest geometriske figurer og mønstre som på den ene side minder om meget andet brugskunst – eksempelvis graveringer på inka-krukker – men som så samtidig har de her helt specifikke kulturhistoriske betydninger og referencer.
Fortidens sange
På lignende måde bearbejder Moisseinnen den kareliske sang-tradition, som i Isä træder frem i et virkelig smukt og visuelt poetisk mellemspil. Men hun har faktisk hænderne dybere begravet i den kareliske sang, især det der kaldes rune-sang som er en særlig traditionel måde at synge på – som så også er tæt forbundet med det der nok bedst kan oversættes som ’klagesang’, en efterhånden helt uddød sang-tradition som var tilpasset overgangs-situationer som når nogen døede eller skulle giftes. Moisseinnen er hovedpersonen i den sært dokumentariske film Laulu (som betyder sang) hvor man følger hendes møde og oplæringsperiode hos den sidste finske udøver af disse traditionelle sange samt koblingen til tabet af hendes egen far.
Opslag fra “Isä” som er en del af de smukke sang-mellemstykke midt i bogen.
Cirklen sluttes således, og Isä formår både at omhandle den meget personlige sorg, den mere almindelige barndom og opvækst langt ude på landet i Finland og så den her ekstremt lange kulturhistorie der nærmest føles overnaturlig og som sniger sig ind i værkets fortælling på kryds og tværs af medier og materialer.
Fordybelse er påkrævet
Det er en stor bog, en tung bog, en lang bog, og det gør, sammen med blandingen af materialer og det til tider poetiske sprog, det til en tegneserier der tager lang tid at læse – og det virker som en del af pointen. Især den del af fortællingen fra det øjeblik hvor familien får at vide, at faren (måske) er forsvundet og så det næste lange, lange stykke tid føles virkelig også som en uendelighed at læse. Overvejelser om hvad der kan være sket gentages, mulighederne vendes og drejes, moderen synker mere og mere ned i sig selv og sin sorg – samtidig med at hun skal forsøge at tage vare på den tiårige Hanneriina og den kun étårige lillesøster. Forløsningen, i hvert fald for læseren, kommer, men den er strakt ud, og det er et voldsomt sted at være – der midt i sorgen og uvisheden.
Det er svært at fornemme, men bjørnens tårer er perler der er broderet ind.
En anden ting der gør det til langsom læsning er, at den ikke er udkommet på dansk, men derimod kan findes i sin oprindelige udgave på finsk og så i en oversættelse på svensk. Den finske udgave er et godt eksempel på noget af det der har givet finske tegneserier en mulighed for at komme ud i verden – nemlig de dobbeltsprogede udgivelser.
Som i mange finske udgivelser er Isä simpelthen fra starten af udgivet med hele teksten oversat til engelsk med småt nederst på hver side. Det giver en mulighed for at læse bogen, men det er en virkelig træg oplevelse konstant at skulle bevæge øjnene frem og tilbage mellem tekst og billede, og det fjerner det ellers nære forhold mellem de to – ofte misser man endda sammenhængen. Jeg fandt der straks mere flydende at læse værket på svensk, men også her er det naturligvis en anelse mere trægt for de mange af os der er bedst vant til dansk og engelsk tekst. At muligheden dog overhovedet er der, ja det sætter jeg stor pris på, og jeg kunne måske ønske at vi kunne overtage den tradition herhjemme. Men det må der var andre, klogere folk end mig der hjælper med at overveje!
I næste omgang Finland-blogging vil jeg fortælle om den ret interessante tegneserieforskning der foregår i disse år på Turku Universitet.
