Dræberrobotter! Dyre striber! Periodiske tegneserietabeller! Og så fremdeles i ugens assorterede weekendlæsning om tegneserier.
Har du nogensinde tænkt for dig selv, at det da egentlig kunne være ret cool at have en original Steen & Stoffer-stribe hængende? Så skynd dig lige at slå tanken ud af hovedet igen.
Det er håbløst, tag bare søndagsstriben nedenfor, der for nylig blev solgt for svimlende 203.105 dollars eller ca. 1,17 mio. kroner. Forklaringen på den høje pris? De drenge og piger, der i sin tid voksede op med striben, udgør i dag et voksent, købestærkt publikum, og Watterson sælger nødigt sine originaler – men bytter dem nu og da væk, som i tilfældet her, hvor serieskaberkollega Brian Bassett er sælgeren.
Imens, i den mere økonomisk tilgængelige del af tegneserieuniverset, lader superhelteforlaget Marvel op til den næste store “event”, hvor en række af forlagets figurer krydser klinger med den dæmoniske dræberrobot Ultron. Age of Ultron er titlen på den ti hæfter lange crossover-serie, der løber af stablen marts-juni 2013 med manus af Brian Michael Bendis og tegninger af Bryan Hitch (Ultimates), Carlos Pacheco og Brandon Peterson.
Mit franske kommer ofte i vejen for en helt tilfredsstillende dækning af det frankofone nyhedsstof, men hvis jeg ikke tager meget fejl, så ser den her Franquin-udstilling på Centre Wallonie-Bruxelles i Paris ret spændende ud. Og selv hvis den ikke gjorde, så ville jeg stadig nævne den udelukkende som undskyldning for at bringe det helt forrygende foto af salig Franquin – en af tegneseriehistoriens allerstørste virtuoser og humorister – der ses her til venstre.
Nå ja, og her er en tegneserie af Gabrielle Bell til flyveturen derned.
I England er det blevet tid til prisuddelinger, i hvert fald blev de allerførste British Comics Awards givet væk på Thought Bubble Convention i Leeds. “Bedste bog” blev den imponerende stafettegneserie “Nelson”, hvor en række af Englands mest interessante nye og etablerede serieskabere sammen fortæller historien om et utilpasset pigebarn ved navn Nel. Der blev også uddelt priser for bedste tegneserie(hæfte), bedste nye talent, bedste børne/unge-tegneserie og så fik Raymond Briggs – ham med bl.a. “When the Wind Blows” – en velfortjent Hall of Fame-pris. Se alle priser og prismodtagere her.
Og nu vi er på de britiske øer: De prestigiøse Costa Book Awards har for første gang indlemmet tegneserier blandt de nominerede, endda to.
Herhjemme har den garvede seriekritiker og -oversætter med mere Søren Vinterberg sat pennen til papiret og forfattet en længere artikel-skråstreg-bunkeanmeldelse om krigsreportager i tegneserieform for Politiken. Afsættet er serieskaber Joe Saccos samling af kortere tegneseriejournalistiske stykker i “Journalism”, men Vinterberg runder også Harvey Pekar og italienske Igort.
Også Aben maler-forlægger og Nummer 9-bidragyder Steffen Rayburn-Maarup har smidt i bøssen med interessante danske tegneserieskriverier i denne uge, specifikt med et veloplagt blogindlæg om at oversætte “Asterios Polyp” – og tegneserier i almindelighed.
To ekstraordinært nørdede links til at runde af på: En periodisk tabel med tegneserieeksempler og en Apple-reklametryksag fra 1989, hvor ingen ringere end Simpsons– og Life in Hell-skaber Matt Groening har fået til opgave at forklare relevansens af de hersens elektroniske databehandlingsmaskiner. Og gør det med vanlig veloplagthed …