Antologien “Jeg tegner, når jeg skriver” samler dagbogsserier fra en række danske serieskabere og illustratorer. Nummer 9 har interviewet redaktør Steffen Rayburn-Maarup om bogen.
I uge 22 løb Danmarks største tegneseriefestival af stablen. Men for en række af serieskaberne på Copenhagen Comics var der mere end boder, signeringer og interviews at tænke på. De skulle også tegne dagbog til Aben maler-antologien “Jeg tegner, når jeg skriver”, en samling meget forskellige hverdagsoptegnelser fra navne som Nikoline Werdelin, Simon Bukhave, Ina Korneliussen, Anna Degnbol og så videre.
Redaktør på udgivelsen er Aben maler-forlægger Steffen Rayburn-Maarup. Nummer 9 har grillet ham om antologiens teori og praksis, og i morgen følger et interview med én af de 11 bidragydere, Anna Mørch Bendixen.
Steffen, hvordan opstod ideen til “Jeg tegner, når jeg skriver”?
– Jeg synes, det er sjovt at lave antologier, og går altid og leder efter Den Gode Idé til dem. “En samling mennesker laver dagbogstegneserier” er ikke nogen Nobelprisværdig genistreg, men det var ikke set før, så derfor værd at prøve. Det er vist nogle år siden, jeg fik idéen, og jeg tænkte hurtigt, at dagbøgerne skulle foregå på et tidspunkt, der kunne give noget krydsbestøvning de enkelte indslag imellem. Derfra var der ikke langt til at lægge sig fast på Copenhagen Comics-weekenden, så derfor blev det ugen op til.
Fordi du har valgt lige præcis dén uge, bliver mange af dagbøgerne også fejringer af Copenhagen Comics, tegneserier og det danske tegneseriemiljø. Var det med i dine overvejelser, da du valgte uge 22?
– Det var ikke en bagtanke decideret at fejre tegneseriemiljøet i bogen, men det er klart, at jeg syntes, det var godt stof at lade tegneserietegnere laver tegneserier om en tegneseriefestival! Det var nu lige så meget for at se, hvordan forskellige personligheder ville skildre den samme begivenhed – men jo, Copenhagen Comics var sjovere, end hvis en håndfuld af tegnerne alle var taget til den samme koncert for eksempel.
Bogens titel antyder en bred interesse i forholdet mellem billedliggørelse og skriftliggørelse af virkeligheden. Hvad er det, tegnede dagbøger kan i forhold til de traditionelle, synes du?
– Bogens titel kom på som noget af det allersidste, mens jeg sad og designede forsiden. Jeg havde længe ikke kunne findet på andet end de dybt kedsommelige “Dagbogsblade” og “En uge i maj”, men “Jeg tegner, når jeg skriver” – som også kunne have heddet “Jeg skriver, når jeg tegner” – formidler jo, hvad det er, der er særligt ved tegneseriemediet. De to aspekter hænger uløseligt sammen. Ophavspersonens personlighed/håndskrift/kendetegn hældes så aldeles direkte ud på papiret – på en måde, som det f.eks. slet ikke kan lade sig gøre i skønlitteratur.
Hvordan valgte du bidragyderne? Det er jo en bredt sammensat flok, fra unge talenter til gamle rotter, fra fransk/belgisk-inspirerede serieskabere til billedkunstnere …
– Én af de fede ting ved antologier er, at man kan præsentere verden for nye talenter, som nok har talentet, men endnu ikke har fået læsernes bevågenhed eller endnu ikke har lavet et længere værk. Derfor glædede det mig meget, at Anna Degnbol, Anna Mørch Bendixen og Katrine Marie Nielsen sagde ja. Men klart, det glædede mig lige så meget, at få mere erfarne folk med og netop også folk med så forskellig baggrund, så det vitterligt var elleve vidt forskellige tilgange til det at skrive/tegne dagbog, man får serveret.
Hvad var reaktionerne fra dem, du henvendte dig til? Hvor mange måtte du spørge for at få lineuppet på plads?
– De fleste sagde ja med det samme. Nogle få sagde nej på grund af tidsmangel – nu valgte jeg jo også en af årets travleste uger for mange af tegnerne – eller fordi de ikke kunne se sig selv føre offentlig dagbog, og andre få måtte give op, efter de var gået i gang, simpelthen fordi de opdagede, at det faktisk er en ret svær disciplin at tegne dagbog og balancere det private og offentlige, det banale og det filosofiske.
Hvad var dit oplæg til tegnerne – fik de nogle stikord ud over “tegnet dagbog” og “uge 22 ” ?
– Det var ganske kort. Bare noget med ‘spring skitserne over, bevar det umiddelbare’, ‘graden af pinlig udlevering bestemmer du selv’, og så nogle formelle detaljer med format og sideantal. Jeg forsøgte at gøre det så åbent som muligt.
Hvad gjorde du med bidragene, da du fik dem – om noget? Skete der nogen form for redigering, blev noget valgt fra … ?
– Nej, man kan da ikke redigere i folks dagbøger! Kun foreslog jeg Lars Horneman at ændre den skrifttype, han havde brugt (en tydeligt fake håndskrift), til enten en mere ærligt tydelig font (som det endte med: Courier) eller rigtig håndskrift (men der var *meget* tekst).
Hvordan svarer den færdige antologi til din forhåndsforestilling om den?
– Det er rasende svært at svare på. Før bidragene til en bog løber ind, har jeg altid en utrolig vag forestilling om den endelige bog, og når de så ligger der, virker det indlysende, at det var sådan, det måtte blive. Mest overrasket blev jeg over Morten Scheldes bidrag, som faktisk ikke rigtig overholdt spillereglerne (ingen klart angivne dage), men det endte med at fungere rigtig fremragende. Det undrede mig ikke, at de enkelte bidrag er så forskellige, men det glædede mig, at det blev sådan.
