Serieskaber Johan F. Krarup fortæller om sit sorthumoristiske hippie-portræt “Cliffs monologer”.
Sidst Nummer 9 interviewede Johan F. Krarup – i øvrigt også er sitets anmelderredaktør – gik snakken på en stor graphic novel, serieskaberen barslede med. Siden er arbejdet med “John’s dilemma” gået i stå af alle mulige forskellige årsager.
I stedet får vi nu fra Forlaget Fahrenheit “Cliffs monologer”, ifølge Krarup selv en slags overspringshandling. Den 40 sider lange tegneserie i godt og vel A4-format handler om den selvudnævnte guru Cliff H. Kristensen, som lever af at dele ud af en livsfilosofi sammensat af kvantefysik og new age-tågesnak – og give tvivlsomme intimmassager. Han er utåleligt selvcentreret og ødelæggende for menneskene omkring ham, men lever i urokkelig overbevisning om sin egen fortræffelighed.
Med andre ord er Cliff en klassisk Krarup-skabning, ikke langt fra serieskaberens kultdyrkede udgave af Batman i “For statens sikkerhed” (2009), som “Cliffs monologer” da også deler udgivelsesrække med.
Hvor kom idéen til Cliff fra? Hvordan tog han form? Er han inspireret af andre fiktive eller virkelige personer?
– Jeg kan ikke huske præcis, hvor ideen kom fra. Jeg tror bare, jeg skrev nogle selvforherligende tekster fra en hippieagtig type og blandede det lidt med nogle tanker om ateistisk buddhisme (!). Han er inspireret af flere forskellige nulevende personer, en 3-4-5 stykker tror jeg, blandet sammen til en ukendelig masse ved navn Cliff. Jeg kan ikke gå nærmere ind på, hvem det er.
Når du tager hul på et karakterstudie som “Cliffs monologer”, er det så hovedpersonen, der motiverer og fascinerer dig, eller de temaer, som et portræt af ham giver dig mulighed for at undersøge?
– Det er klart hovedpersonen, der er omdrejningpunktet for historiens fremadskriden. Jeg tænkte, efterhånden som han tog form, at jeg ville anbringe ham i forskellige situationer, og så se, hvordan han reagerede. Men jeg synes jo også hans tanker er lidt spændende, selvom hans ‘løsninger’ er temmelig letkøbte. Altså, kvantefysik er sgu syret og har mange filosofiske implikationer med ideer om parallelverdener og materiens manglende eksistens og sådan noget. Det var underholdende for mig at låne ideer fra alle mulige sfærer og køre det gennem Cliffs hoved.
“Cliffs monologer” er struktureret som en række episoder. Hvordan blev de til? Var afsættet typisk “vi må have en episode, der siger noget om forholdet til Cliffs voksne søn” – eller var det f.eks. fortællingen om en pinlig fødselsdagstale, der var udgangspunktet?
– Nej, alle pinlighederne fulgte som konsekvens af Cliffs ‘sammenstød’ med verden. De var ikke så nøje planlagt; det var derimod doseringen af episoderne, som alle er nedslag og tilsammen udgør en fortælling. Jeg havde planlagt, at der skulle være så og så meget med hans søn, hans ekskone, hans nuværende kone, hans livsfilosofi osv.
Da du begyndte at danne dig et overblik over de episoder, bogen skulle bestå af – var det så indlysende, hvilken rækkefølge de skulle komme i, og at der var dem, der skulle være? Hvor meget rykkede du rundt og redigerede efterfølgende?
– Jeg har på manuskriptplan rykket meget rundt på det og planlagt episoder, der ikke kom med samt tegnet et par stykker af dem om og føjet lidt til. Tegneserien var planlagt til at være en lidt kortere, og meget komprimeret og ren monolog. Men hen ad vejen var jeg simpelt hen nødt til at få nogle flere menneskers tale i spil. Så da jeg havde lavet de første ti sider á fem opslag/episoder, blev jeg nødt til at gentænke det hele. Herefter fjernede jeg to opslag og kørte projektet i en ny retning.
Enkelte sider i bogen er ret uortodokst bygget op, måske især dén med naziuniformen, mens mange andre er relativt traditionelle. Var tegneserien tænkt mere formeksperimenterende, dengang den var lutter monologer?
– Ja, jeg havde helt fra start tænkt, at hver enkelt opslag skulle have sit eget design. Og indimellem kom der også nogle formeksperimenter. Men ellers forsøgte jeg at holde en gennemgående stil med gul og gråtoner, blågrå streg eller fuldt farvelagte sider. Det er nok meget normalt, tror jeg, at det der i starten af en tegneserieproduktion føles som et eksperiment, med tiden bliver en manér eller en stil.
Hvis “Cliffs monologer” havde været en Hollywood-film, ville én eller flere stærke, sympatiske figurer fungere som kontrast til selvcentrerede Cliff, men stort set alle er lidt kiksede på den ene eller anden måde. Hvorfor det?
– Det ved jeg ikke, det er de bare. Jeg skal ikke gøre mig klog på psykologi, men jeg tror, mennesker trækker hinanden op eller ned. Hvis du er en idiot overfor mig, så bliver jeg også en idiot overfor dig. Man kan jo registrere i alle mulige forhold – familieforhold, internetdiskussioner osv – at når stemningen bliver ond, så daler den menneskelige empati hos alle. Der findes familier, der består af flinke og velovervejede enkeltindivider, men i selskab med hinanden bliver de til en flok pattebørn. Anyway, jeg tror ikke, det er urealistisk, at en selvcentreret type som Cliff får sine omgivelser til at opføre sig kikset. Men bortset fra det er hans ekskone vel ikke specielt kikset … ?
Et gennemgående tema i din tegneserieproduktion er fjolser med forskruede selvopfattelser. Hvad er det, der fascinerer dig ved at udstille typer som Cliff og, øh, Batman?
– Batman var jo helt vanvittig og urealistisk, mens Cliff er mere realistisk. Og fjolser med forskruede selvopfattelser møder jeg temmelig mange af ret ofte. Jeg må nok indrømme, at jeg samler på historier om menneskelig dårskab, og det slog mig, at jeg var nødt til ikke at trække på de mest ekstreme historier – også selvoplevede! – i min skildring af Cliff. For så ville han virke utroværdig.
– Men min mission er nok mere overordnet at vise, at vi alle sammen er forskruede, dvs. skruet ind i vores egen logik og selvopfattelse, gennem hvilken kommunikation med omverdenen er stærkt farvet og derfor næsten umulig. Jeg har virkelig mange gange oplevet, at forsøg på nøgterne konstateringer er blevet misforstået, fordrejet og fortolket på en måde, der peger tilbage på menneskers oplevelsesfiltre. Altså de sociale, økonomiske, psykiske, seksuelle, osv, osv… filtre, vi oplever verden igennem. Det er derfor, vi alle sammen er forskruede. Jeg vil gerne vise eksempler på det, og jeg vil gerne have læserne til at nikke genkendende til de typer, jeg viser.
“Cliffs monologer” er nominelt en del af udgivelsesrækken Foxtrot, der i juni 2009 debuterede med Batman-parodien “For statens sikkerhed” og løfter om én udgivelse årligt. Er den tilbage på sporet nu? Eller hvordan ser du dit næste træk som serieskaber?
– Åh, få mig bare til at skamme mig … Nej, jeg har faktisk planer i ærmet om en tredje udgivelse også. Men hvad og hvornår tør jeg ikke længere give løfter om.
