I 2015 meldte pressen, at verden havde fået sin første Tintin-professor, da Tintin-forskeren Benoît Peeters blev professor i tegneserier på University of Lancaster. Tintin-forskning er en guldgrube af akademiske nørderi. Charlotte Johanne Fabricius (Femi-nichen by night, ph.d.-studerende i tegneserier på SDU by day) giver et overblik over 5 af de mere funky videnskabelige artikler om Hergés mesterværker.
Gale videnskabsmænd
“Scientists in Belgian comics: typology, chronology and origins” af Baldwin Van Gorp og Els Rommes (Journal of Graphic Novels and Comics, Vol. 5.2, 2014)
Vi begynder med en artikel, der ikke kun handler om Tintin, men hvor Hergés værker spiller en større rolle: Intet mindre end en systematisk gennemgang af forskere og videnskabspersoner i belgiske tegneserier. Heriblandt er naturligvis den distræte professor Tournesol, som Van Gorp og Rommes placerer i geni-kategorien (sammen med blandt andre Grev Champignac fra Splint og Co.). Klassisk for sin type er Tournesol ikke hovedperson, men er en hjælper-karakter, der er behjælpelig med alskens opfindelser og nærmest ubegrænsede ressourcer. Selvom opblomstringen af videnskabsmænd i belgiske tegneserier i perioden 1945-55 afspejler både begejstring og bekymring over tiden teknologiske fremskridt, så påviser Van Gorp og Rommes, at de fleste af karaktererne er baseret på figurer fra anden fiktion (f.eks. Jules Vernes bøger, Sherlock Holmes eller Dr Frankenstein). Visuelt er karaktererne dog oftest inspireret af virkelig videnskabsmænd – og Tournesol er ingen undtagelse; har er nærmest en tro kopi af August Piccard, hvilket andre på internettet også har opdaget:
August Picard og Professor Tournesol
Tintin-universets skumle Dr Müller bliver også nævnt i artiklen, men ikke nær så meget som Tournesol – men han har selvfølgelig også fået et helt album opkaldt efter sig!
Somme tider er en cigar bare en cigar…
“Tintin and the Family Romance” af Jean-Marie Apostolides (Children’s Literatur, Vol. 13, 1985)
En fest for freudianere…
Psykoanalytiske (over)fortolkninger af populærkultur er en af mine yndlingsgenrer inden for humanistisk akademia. Det eneste, der er sjovere end at pege på fallossymboler og moderbindinger i elskede værker, er hvor sure, folk bliver over, at man gør det! Apostolides’ artikel laver en klassisk Freudiansk læsning, hvor Tintin groft sagt er barnet, der skal forholde sig til sit eget ophav. Kaptajn Haddock og Bianca Castafiore opstilles naturligvis som det mytiske forældrepar, hvis seksualitet er et (mildest talt) problematisk emne for barnet. Men også Dupont og Dupond, General Alcazar og et væld af andre får lov at agere faderfigurer. Det stikker helt af i en analyse af Faraos Cigarer, hvor både titlens penissymboler og de hallucinatoriske drømmesekvenser får en tur gennem den freudianske mølle. Der er nok at tage fat i – og jeg kommer i hvert fald aldrig til at læse Det gådefulde juveltyveri på samme måde igen…
Stakkels Kaptajn Haddock
“Captain Haddock’s health issues in the adventures of Tintin. Comparison with Tintin’s health issues” af Eric Caumes, Loïc Epelboin, Geraldine Guermonprez, France Leturcq og Peter Clarke (La Presse Médicale, Vol. 45, 2016)
Et af den gode Kaptajns mange uheld – her fra Tintin i Tibet
“I forskningen findes endnu ikke en omfattende og systematisk beskrivelse af de sundhedsmæssige udfordringer, Kaptajn Haddock er udsat for i løbet af de 15 Tintin-album, hvoraf han optræder” skriver forfatterne som kontekst for denne artikel – og det har de jo sandsynligvis ret i. Heldigvis har de prompte sat sig for at rette op på denne alvorlige mangel i feltet. I det hele taget er forskningsområde Graphic Medicine inde i en storhedstid, med flere internationale konferencer årligt og mange spændende forskningsfællesskaber. Graphic Medicine – altså krydsfeltet mellem sundhedsområdet og tegneserier – kan bidrage til vores generelle viden og om forståelse for sygdomsforløb, sundhedsvæsnet, tabuer forbundet med (især psykisk) sygdom og meget andet. Så stort er sigtet ikke hos Caumes og co. De nøjes med tørt at konstatere, at en overvældende andel af de 249 gange, den gode Kaptajns helbred bringes i fare, er det som følge af et ordentligt gok i hovedet. Haddock kommer i snit galt afsted 19 gange per album og får ikke færre end 109 hjernerystelser i løbet af seriens. Derudover brænder han sig 12 gange – 10 af gangene som direkte konsekvens af sin piberygning. Det hænger måske sammen med, som forfatterne bemærker, at han i løbet af serien udvikler sig fra alkoholiseret søkaptajn til land-adelig, der har skiftet sprut ud med pibetobak. Om det forbedrer hans generelle sundhed melder artiklen ikke noget om…
Hvid mands byrde
“Contagious colonial diseases in Hergé’s The adventures of Tintin” af Hugo Frey (Modern & Contemporary France, Vol. 12.2, 2004)
Caumes og co. står ikke alene i feltet af sygdoms-orienteret Tintin-forskning. Man skulle tro, at Freys bidrag, ligesom Caumes og co., er et Graphic Medicine-studie. Og det handler godt nok om sygdom, men ret lidt om medicin. Frey dykker nemlig ned i den historie, der udspiller sig i De syv krystalkugler og Soltemplet, hvor en flok etnografer pådrager sig en mystisk sygdom efter at have hjembragt en inka-mumie. Vakse læsere vil huske, at det slet ikke er en tropesygdom, der giver de stakkels etnografer smertefulde hallucinationer – næh, de er blevet forgiftet af vrede medlemmer af den oprindelige befolkning, hvis helligdom etnograferne har røvet.
Det giver Frey afsæt til at fortolke historien om Tintins rejse til Sydamerika som et anti-kolonialistisk eventyr, hvor vestlig videnskab trumfer over mysticisme. Frey kan ikke blive enig med sig selv om, hvorvidt historien har racistiske undertoner, men kan i hvert fald konkludere, at den er syltet ind i motiver og temaer, som Hergé låner fra victoriansk gotik. Det er en funky læsning af, hvordan Tintin (blandt andet) handler om Frankrigs ambivalente forhold til kolonialisme.
Skorstene og stikkontakter
“Tracing Changes in Urban Architectural Infrastructure through Herge’s Comics” af César Martin-Gómez, Rosa F. Urtasun, Miriam M. Ozcáriz, Elena M. Lillo og Amaya Echeverria (The Journal of Popular Culture, Vol. 50.5, 2017)
For ikke så længe siden fandt jeg ud af, at nogen har talt stikkontakter i samtlige Tintin-albums. Ja, du læste den sætning korrekt. Og ikke bare stikkontakter – holdet bag denne artikel har bemærket, at Hergé var enormt omhyggelig med at tegne alle mulige infrastrukturelle detaljer (ledninger, vandrør, telefoner, mv.) med enorm akkuratesse. Hergé var meget inspireret af teknologiens muligheder og den industrialiserede verden. Det gør Tintin til en kilde til ikke blot underholdning, men også viden om, hvordan byer og huse og transportmidler så ud. Og så var Hergé fremsynet: Han tegnede farve-tv længer før, noget sådant fandtes, og hans to albums om månelandinger (der altså er skrevet før det lykkedes noget rigtigt menneske at sætte fod på månen) er uhyre teknisk præcise. Ikke overraskende er det også disse to albums, der topper forfatternes optælling over især kommunikationsteknologi – men sjovt nok ikke elektriske installationer. Der løber Den blå lotus af med sejren. Er der andre end mig, der skal til at genlæse og tælle stikkontakter…?
Spot stikkontakterne!
