På tegnebordet med Martin Andersen, der arbejder på en endnu unavngiven tegneserie, tegnet udelukkende i blyant. Med en dyster, præcis streg,ønsker han at fortælle en historie om selvudvikling, traumer og længsel efter meningsfuldhed.
Hvad er det for et projekt du har på tegnebordet?
– Det er en grafisk roman om en kvinde, der gennem tegninger og ord udforsker barndommens savn og nutidens svære valg, da hendes forsvundne far pludselig vender tilbage – ikke som hun havde forestillet sig.
– Det handler om længsel, tab og identitet som alle, på deres egen måde, kan relatere til. Det er ikke min egen personlige oplevelse, men et emne eller et tema, som inspirerede mig.
– Det begyndte med en dyb og personlig snak. Jeg lytter til en kvindes historie om at blive forladt af sin far som syvårig. Hun har kun få fotos af ham fra hendes barndom og endnu færre beretninger om ham. Det blev mit udgangspunkt for bogprojektet.
Rentegnede sider fra projektet
For mig som tegner, går jeg på opdagelse i en anden verden
– Efterfølgende skrive vi sammen om det at mangle noget og altid føle sig ufuldendt. Det bliver en fælles refleksion over hver vores savn eller længsel, som giver mig en dybere forståelse af hendes oplevelse.
– For mig som tegner går jeg på opdagelse i en anden verden. Bliver ledt og til tider vildledt, men jeg drives af mysteriet, der må opklares. Gennem hendes faktuelle informationer og min fantasi, bliver det en mere dybdegående psykologisk forestilling, hvor jeg hele tiden lærer mere om min karakter og vi til sidst, forhåbentligt, finder nogle interessante svar.
Rentegnede billeder af karakteren “arkitekten”
Hvad inspirerede dig ved kvindens historie?
– Over måneder kæmpede jeg med at få en historie om en arkitekt der tegner en ny verden presset ned i korrekte, skrivetekniske kasser. Det hele blev for udregnet, og jeg blev fanget i min egen lille tegneverden. Da jeg så støder på kvindens historie, fik jeg pludselig mulighed for at vende tilbage til min noget mere frie og følelsesmæssige tilgang, som er det, der gør hele tegnemediet så magisk.
Det er den personlige historie der er vigtig
Referencefoto overfor tegnet version af kvinden i tegneserien
– Gennem mange år har jeg arbejdet i børnehave, og ved hvor vigtigt det er, med stærke og sunde relationer. Hvor stort behovet er for stabilitet og tryghed hos børnene. Når kvinden så deler sin historie med mig, om hvordan hendes liv er præget af en ikke-tilstedeværende far, laver jeg straks paralleller. Den ligning mellem hende og nogle af de udsatte børn jeg har arbejdet med, inspirerer mig til at arbejde videre med hvordan tidlige traumer kan gøre det svært, og for nogen umuligt, at finde mening og tilknytning senere i voksenlivet.
– Pludseligt ser jeg det for mig. Det går op for mig, at det er den personlige historie der er vigtig. Det inspirerer mig til at lave en, for mig, mere relevant og nærværende historie.
Thumbnail-planlægning af tegneserien
Martin Andersen der tager referencefotos til sit projekt.
Hvordan er din arbejdsproces?
– Jeg fik en kopi af hendes (kvinden han talte med, red.) få fotos af hendes far, og begynder selv at tage fotos af tilfældige mænd, der måske kunne minde lidt om ham. Jeg begyndte at lede efter nogen, som kunne se ud som ham, som nu i virkeligheden er omkring 65 år gammel. Og forestiller mig så ham i forskellige situationer. Alle de indtryk jeg har fået, og de følelser jeg spejler mig i, er blevet til en serie af tegninger. En måske lidt mørk og tvistet fortælling om nogle af hendes ubesvarede spørgsmål.
– For at kunne forestille mig min ”tegne-karakters” handlinger i sin situation, så tegner jeg ud fra fakta; de fotos der måtte være, overfører jeg mine egne følelser og forståelse til i processen. Jeg bruger mine evner som tegner til at visualisere begge dele, som en metode der kan kombinere konkret med abstrakt. På den måde kan undersøgelsen fortsætte ned i et dybere lag.
– Alt tegnes med blyant, som er tilgængeligt og er at finde de fleste steder. Blyanten kan viskes ud; den hærder ikke og afslutter på den måde ikke noget.
Samtidig symboliserer blyanten også den relation, den kvindelige hovedperson har til sin far
Blyanterne på tegnebordet
– Jeg har valgt blyanten som materiale, for at man kommer nærmere den kvindelige hovedperson i historien.
– Hun har selv, som barn, valgt blyanten, for at undgå for meget roderi og distraktioner der kunne komme gennem brugen af farver. Farver forbinder vi med noget livligt og glædeligt, hvor de grå nuancer derimod viser noget køligt og en distance og noget fraværende. Blyanten er mere simpel. Samtidig symboliserer blyanten også den relation, den kvindelige hovedperson har til sin far. Det minder hende om, at hendes helingsproces ikke er endelig og hun kan gå til den når hun ønsker det.
Lidt som detektiven i tegneserierne, arbejder jeg så fra mit kælderkontor
Hvor arbejder du på tegneserien?
– Min arbejdsstation startede med at være i min lejlighed på Kultorvet i Indre by. Der var sollys dagen lang, og en flot udsigt over torvet, som ofte var inspirerende ift. de mange anonyme mennesker, der passerer dagligt.
Thumbnail-planlægning med elementer fra bybilledet
– Efter nogle måneder med at skabe forbindelse til fortællingen, har jeg lejet mig ind i en mørk lille kælder på Nørrebro, for at fokusere på en afslutning. Uden for megen inspiration og distraktioner, begynder det at gå stærkt og flere brikker falder på plads. Den mørke kælder bliver den mere symbolske forbindelse til identitetskrisen, som hovedpersonen gennemlever. Lidt som detektiven i tegneserierne, arbejder jeg så fra mit kælderkontor. Sat på en, måske uopklarlig opgave, bag de støvede vinduespersienner.
Tegnebordet “bag de støvede persienner”, hvor Martin Andersen arbejder på sin tegneserie
– Som amatørdetektiven, jeg så godt kan lide at identificere mig med, hjælper det altid at sætte sig i den efterforskedes, eller hovedpersonens sted. Ikke bare empatisk, mentalt, men også fysisk.
Det er en tættere forbindelse der opstår, og som jeg så tydeligere kan give videre til læseren
– Det påvirker tegne- og skriveprocessen at kunne se, hvordan en person går let og ubekymret, hvordan bygningens mursten så småt er begyndt at smuldre i kanterne, og hvis det så blæser kraftigt den dag du oplever det, så bliver det også en del af fortællingen.
– At, i nogle situationer, kunne sætte mig fysisk i hovedpersonens sted og få nogle lidt slidte, men vigtige fotos, er alt sammen med til, at gøre tegningerne og teksterne mere autentiske og realistiske. Sådan oplever jeg personen nærmest. Det er en tættere forbindelse der opstår, og som jeg så tydeligere kan give videre til læseren.
Tegnebordet og tegneseriesider på bord og gulv.
Hvor langt i processen er du på nuværende tidspunkt?
– Det nærmer sig at være en færdiggjort grafisk roman på omkring 100 sider. Der er personlige tekster, noter, fotos og udkast af dummys fra det tidlige stadie, børnetegninger i blyant og gennemgående mine egne tegninger, også med blyant. Hver side er illustreret og hvert kapitel står i øjeblikket i hver deres mappe i kælderen.
– Nu mangler jeg at scanne siderne, indsætte teksten og tilpasse den, så det visuelle udtryk ender som ønsket.
