Da den psykisk syge serieskaber Thomas H. Nøhr lavede tegneserierne “Circus”, “Hu hej, tiden flyver” og “Livets skyggeside” var det et resultat af en akut nødvendighed, som en pludselig kvalme der ikke lod sig holde tilbage.
De tre korte serier, hvoraf “Cirkus” og “Livets skyggeside” er nomineret til en Pingpris som årets web-serie, er et markant brud med Nøhrs tidligere genre- og humor-serier. De beskriver i en surreel form den psykisk syge Thomas H. Nøhrs møde med et kafkask dansk behandler-system.
Mødet mellem Nøhrs cartoony stil og de mareridtsagtige og selvoplevede tableauer virker voldsomt, særligt når verden og hovedpersonen går i opløsning mod slutningen af “Livets Skyggeside”, og igen og vildere i “Cirkus”.
Nummer9 har spurgt serieskaberen om baggrunden for de tre serier og arbejdet med dem.
Hvad var baggrunden for at du lavede de tre tegneserier “Cirkus”, “Hu hej, tiden flyver” og “Livets skyggeside”?
Jeg har kæmpet med tiltagende stress gennem de sidste 25-30 år uden at tage det alvorligt, eller rettere, uden at vide hvad det var jeg sloges med. vi har intet sammenligningsgrundlag når det handler om sindstilstande, og er derfor tilbøjelige til at tro at vores er normal, at alle har det ligesådan. Jeg er stadig i psykiatrisk behandling og terapeuten mener, at der kan være andre særheder gemt i min personlighed, men da jeg har brugt et helt liv på at skjule den slags “svagheder” for mig selv og andre vil det nok tage noget tid at grave frem. Typisk følger depression stress, og hvis man som jeg også ignorere den, kommer man til et mætningspunkt hvor man helt knækker (eller dør, hvilket også sker for dem der ikke tager sig selv alvorligt). Jeg brød endegyldig sammen for fire-fem år siden. Den tilstand jeg befinder mig i hedder “svær udbrændthed” og ligner post traumatisk stress syndrom (det man i gamle dage kaldte “granatchok”).
Jeg har måtte belave mig på at acceptere, at denne tilstand kan være permanent og at jeg ikke må stresse mig det mindste overhovedet mere. Det er derfor jeg bor lang-fanden-i-vold hvor ingenting sker.
Da jeg endelig bad om hjælp viste det sig at systemet er så udmagret og overbelastet af ringe politiske beslutninger og interne slagsmål at jeg (blandt andre) blev sat til side – der gik et helt år før jeg fik at vide at intet var sket i min sag, at jeg var blevet glemt. Jeg gav helt op og satte mig i en stol og blev siddende, ikke at jeg ville tage livet af mig selv, men hvis jeg satte mig ned længe nok ville tingene nok holde op med at virke.
Yderligere et år gik med syltning, og så eksploderede disse tre historier ud af mit hovede, og jeg ku’ ikke rigtig gøre andet end at tegne dem. De tre fortællinger blev til på ingen tid, ligesom en pludselig kvalme ikke lader sig holde tilbage.
Serierne er åbenlyst tætte på dit eget liv – men samtidig er de jo ikke strengt realistiske. Der er surreelle og mareridtsagtige elementer i det. Hvordan har du arbejdet med at lave noget hvor du på den ene side har beskriver noget selvoplevet, og på den anden side tager nogle friheder?
Jeg har forsøgt at vise min sindstilstand, og jeg har brugt de nødvendige fortælletekniske kneb for at gøre den så tydelig som muligt. Lidt drømmelogik syntes at passe fint.
Alle tre er improviserede, affødt af desperation og dyb sorg – det fortællemæssige er mestendels instinktivt, resultatet af at have arbejdet med teori og praksis bag tegneserier samt storyboarding gennem et helt liv. Jeg har med andre ord træningen til at fortælle i billeder.
I slutningen af “Circus” opløser fortællingen sig helt, og tegneserieruderne bliver til stadigt mindre tern. Hvad prøver du at fortælle med det greb?
Den stadige gentagelses udviskning af begivenhedernes gang – ved gentagelse forsvinder tidsfornemmelsen, det er derfor vi føler at tiden bevæger sig hurtigere des ældre vi bliver, vi opfatter ikke længere vore rutiner som del af tidens passeren, og jo ældre vi bliver, jo flere rutiner og gentagelser vil der være.
Min opfattelse af min situation blev til et ælte af identiske dage, og min ubehag/stress/sorg/angst blev til et tapet, en naturlig del af mit liv. Detaljerne er derfor uvigtige, og ved gentagelsen af stadig mindre ruder med forsvindende indhold afspejler sgu meget godt den følelse, eller rettere, jeg håber den afspejler den tydeligt nok til læsernes forståelse.
Det virker jo som om du er i en meget sårbar situation og ikke har det særlig godt. Har det været grænseoverskridende for dig at publicere de her serier?
Jeg har fået så mange psykiske bank at jeg er lammet, jeg føler intet ved at udleverer mine kvababbelser, andet end nødvendigheden og trangen til blive forstået.
Er det et projekt du vil arbejde videre – eller ser du det som færdigt nu?
Det ved jeg ikke, måske vil jeg lave mere – lige nu er jeg tom og udbrændt.
Ikke-udgivet side. Thomas Nøhr hos hjernevrideren.
Og hvad arbejder du med nu?
Ingenting, jeg har opgivet alle ambitioner om at skulle lave noget som helst igen. Jeg er fuldstændig udmattet.
Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer ovenpå igen, og min hjernevrider fortæller mig at der ingen garantier for at denne mentale udmattethed vil lette. Og da jeg er følelsesløs har jeg underlig nok ingen oplevelse af om dette er godt eller skidt.
“Cirkus” og “Livets skyggeside” er blevet nomineret til en Ping-pris for bedste danske webserie. Hvordan har du det med det?
Jeg blev helt varm i maven da jeg hørte det – en vidunderlig følelse jeg ganske havde glemt. Jeg troede ikke der var nogen der havde læst den, udover nærmeste familie og venner på fjæsebogen.
Jeg får disse korte glimt af varme indimellem. Et spirende håb, måske? Siden jeg blev tildelt pension for halvanden måned siden, har jeg haft fire stunder med ro i maven, en helt ny ting i mit liv som jeg håber vil erstatte min ellers konstante ætsende uro.
Sommerens længere og lysere dage hjælper mig også.
“Cirkus”, “Hu hej, tiden flyver” og “Livets skyggeside” kan læses på Thomas H. Nøhrs ISSUU-side: http://issuu.com/thnoehr
