I maj blev Peter Kiellands A3-tegneserie fra 1984, “Suicide Joe“, langt om længe sendt på gaden af Forlaget Fahrenheit. Nummer 9 har taget en snak med den danske tegneseriescenes store ener om Tintin, Krazy Kat og franskmænd, der skal have brækket deres små fingre.
Peter Kielland deltager i Nummer 9’s interviewserie “♥ tegneserier”, hvor tegneseriefolk fortæller om deres tegneseriefavoritter. Kielland voksede op med Hergé, hoppede på undergroundscenen som ung og så har han et godt øje til den nye generation af danske serieskabere.
Hvad var den første tegneserie, du læste?
– Det har været en Tintin. Min far købte dem til mig, men jeg er ikke helt sikker på, hvad jeg fik først, måske “Den mystiske stjerne”, “Kong Ottokars scepter” eller “Månen tur retur”. Det kan også have været “Enhjørningens hemmelighed” eller “Rackham den rødes skat”. Vi er omkring 1968-69, jeg fik ret hurtigt en tre-fire-fem stykker af dem og de blev læst tynde og lasede. De gjorde et kæmpe stort indtryk. Tintin var og er for mig en eksisterende parallelverden – der må findes en Tintin-dimension.
Hvis du skulle nævne en tegneserie, der i sin tid inspirerede dig til selv at lave tegneserier, hvilken én ville du så pege på?
– Det er et svært spørgsmål. Jeg kan ikke pege på en enkelt tegneserie, der satte mig i gang. Jeg tegnede meget tidligt billedforløb i mine tegneblokke, både med og uden talebobler, og jeg gentog ofte de samme forløb og personer om og om igen. Jeg tegnede også små animationer, en mand der hopper, en bil der kører osv.
– Men hvis jeg skal pege på noget, der fik mig til at fortsætte på det tidspunkt, hvor de fleste børn holder op med at tegne, skal vi tilbage til midt-halvfjerdsere, omkring 1973-75, hvor jeg fik fat i nogle af de amerikanske undergrundsblade nede i Fantask. På det tidspunkt gjorde Richard Corben, Irons, Crumb, Shelton m.fl. et uudsletteligt indtryk på mig, og de gav mig måske en følelse af at kunne være med, eller det bildte jeg mig i hvert fald ind. Jeg kunne selvfølgelig ikke på nogen måde måle mig med dem, men deres – hvad skal jeg kalde det – direkte og uhøjtidelige og mildest talt anderledes tilgang til indholdssiden gav mig en følelse af nærhed og autencitet. Tintin er eller var for mig meget sværere at efterligne, den var så formfuldendt, et intakt og perfekt parallelunivers, uopnåeligt.
Hvis du skulle vælge én favorittegneserie, hvilken ville det så være?
– Jeg har jo ikke en, men flere favoritserier så øv … Og hvis du havde spurgt om min yndlingsscene fra en tegneserie, ville jeg have sagt Mezieres og Christins “Storbyen der druknede”, der hvor frihedsgudinden bliver ramt af kæmpebølgen, bliver knust og synker i havet.
– Men favoritserie … Det bliver en af mange: Krazy Kat af George Herriman, og det siger jeg uden at have læst hele værket, men blot punktvise episoder. Den har en særlig impulsivitet krydret med en meget, ja krøllet humor, og så synes jeg, at der er noget uendeligt tidsløst, svævende smukt og poetisk i Herrimans univers. Det er ikke så meget pointerne, som jo ofte er de samme, men mere charmen, hans krøllede sprøde pennestreg og det der bliver sagt undervejs, f.eks.: “He dint say red, he dint say grin, he dint say ping- He said BLUE … bee-ell-oo-oo-oo, BLUE.” Det er Krazy der venter på Ignatz, der har lovet, at de skal mødes, når den blå måne viser sig på himlen. Offissa Pupp forsøger ihærdigt at forklare Krazy, at den blå måne aldrig vil vise sig – sølvfarvet måske, men aldrig blå – og så må Krazy Kat jo stave det for ham.
Hvilken tegneserie ville du ønske, du havde lavet?
– Så vil jeg fremhæve “Jenseits”, som Mårdøn Smet gjorde mig opmærksom på. Jeg har læst den på tysk, men den er oprindeligt udgivet på Dupuis i 2009. Titlen betyder sådan noget som “Det hinsidige” eller “På den anden side”. Google-oversættelsen siger, at den franske titel er sådan noget som “Det smukke mørke”. Den er lavet af Kerascöet – der vist nok er to personer: Marie Pommepuy og Sebastien Cosset – og så Fabien Vehlmann.
– Den er nok det på en gang sorteste og mest uhyggelige, jeg længe har læst, men paradoksalt nok leveret i en let og munter streg og tilsat en syrlig humor, med udsøgt ekvilibristisk akvarelfarvelægning. Ligesom Herriman besidder den en lethed, noget sprødt og poetisk, men der stopper så ligheden. Serien foregår i en skov hvor en lille pige ligger død, myrdet. Ud af hende myldrer det frem med små alfe lignende og dæmoniske væsner, der alle er fragmenter af hendes personlighed. Mens pigens lig rådner i skoven, forsøger de små væsner at overleve i en slags alles kamp mod alt og alle. Jeg tror ikke, jeg kan komme i tanker om noget andet, der ligner den serie – overhovedet. Den ville jeg da godt have fundet på og lavet, vel vidende at jeg aldrig kunne have kommet på den ide, og så kan jeg slet ikke tegne og farvelægge så flot og smukt. Hvis jeg var jaloux af natur skulle de ha’ brækket deres små fine franske fingre skulle de …
Nævn en tegneserie, du selv er vild med, men som du har svært ved at overbevise andre om at påskønne efter fortjeneste …
– Måske “Skibber Bee-Bye” af Ron Regé Jr. Jeg kan i hvert fald huske, at den – eller Regés stil i almindelighed – afstedkom en diskussion, jeg tror det var på hedengangne Rackhams forum.
– Jeg kan stadigvæk godt lide den, fordi den er underlig og helt sin egen. For mig hænger den på en gang totalt godt sammen, samtidig med den er fuldstændig usammenhængende, en paradoksal tegneserie. Den har et eller flere underliggende spor, lidt som rigtig god musik nogle gange får tilføjet nye dimensioner efter flere gennemlytninger, og så jeg er ret vild med Regés ikonografiske naivistiske stil.
Nævn en serieskaber, du har “opdaget” for relativt nyligt, hvis ting har gjort indtryk på dig …
– Jeg vil tro, at læserne af Nummer 9 følger rigtig godt med og for de flestes vedkommende er betydeligt bedre orienteret end f.eks. jeg er om, hvad der rør sig på tegneseriescenen i dag. Så jeg kan næppe overraske med et eller andet hotshot, som alle bør se på og læse – og på den anden side ville det nok være lidt for meget gammelfar-stil at plapre løs om, hvor god Roy Crane faktisk er.
– Men jeg har da store forhåbninger til den yngre danske tegneseriescene og glæder mig til at se, hvad folk som Johan Krarup, Simon Bukhave, Allan Haverholm, Thomas Thorhauge, Rikke Bakman, Cav Bøgelund, Søren Mosdal og Miwer m.fl. finder på de næste par år.
“♥ tegneserier” er en Nummer 9-interviewserie, hvor tegneseriefolk fortæller om tegneseriefavoritter. Tidligere: Peter Madsen og Jacob Rask. Flere interviews følger.
– Det har været en Tintin. Min far købte dem til mig, men jeg er ikke helt sikker på hvilken en af dem der var den første, måske Den mystiske stjerne, Kong Ottokars scepter eller Månen tur retur. Det kan selvfølgelig også have været Enhjørningens hemmelighed eller Rackham den rødes skat. Det har været ca. omkring 1968-69 jeg fik ret hurtigt en tre,fire,fem stykker af dem og de blev læst tynde og lasede. De gjorde et kæmpe stort indtryk. Tintin var og er for mig en eksisterende parallelverden, der må findes en Tintin dimension.
