Ivar Gjørup har efter 25 år valgt at stoppe sin daglige stribe, Egoland. En lille stribe, der begyndte som et poetisk billeddigt i stil med Radiserne – men endte som en politisk satire i det store format.
Sommeren er forbi. Efterårets blade giver op, giver slip, bæres af vinden, i buer og spiraler, gule, højrøde, krøllede i kanten, hver med sin flyvestil, hver med sit særpræg. Men alle lander de på fliserne, hvor tusinder af andre blade allerede ligger og er færdige med livet.
Men inde i varmen, på en café i Århus, sidder en serietegner og udtænker et satirisk forløb: Det danske militær holder møde om, hvordan de bedst kan støtte arvefjenden, det radikale Politiken. Derfor får de den idé at fabrikere en arabisk oversættelse af en bog, de mener er til fare for Danmark – og lægger den ud for alverdens øjne på internettet. Han ser det for sig, komplet, med små hunde, der tisser op af Forsvarskommandoens blanke støvler. Dette forløb vil aldrig blive tegnet.
Ivar Gjørup, Egolands tegner, har skruet hætten på sin tuschpen. Det er slut med den daglige stribe. Det har det været siden dengang, de blade, som nu står i brand, sprang ud i fuld forhåbning. Uden at ane, at håbet er grønt – af ælde. Det vidste Egoland-figuren Sandra allerede i 80erne. Nu, i efteråret 2009, ved hvert blad det også. Lige så sikkert, som vi alle ved, at Divus Madsen er død, at Sandra er enke, Gaia er faderløs, og den psykiatriske overlæge sidder ensom og uimodsagt tilbage.
Nu må politikerne selv levere komikken, og Forsvarskommandoen er nødt til at udtænke deres egen satire. Det gør de over al forventning godt, mener Ivar Gjørup. Men alligevel – han savner den daglige stribe, Egoland der begyndte i Information i eftersommeren 1984, og sluttede i Politiken i pinsen i år. 25 år er gået. Så mange forår, så mange efterår, så mange hverdage, grønne og grå. Et utal af historier om krig og kærlighed, magt og afmagt i fortid og nutid, i Danmark, på kloden, i verdensrummet.
Den sidste stribe er tegnet, det sidste album er udkommet. Ivar Gjørup har selv besluttet, at sådan skal det være. Men dagens stribe lever endnu sit stille efterliv – i tegnerens hoved. Om end der er gået et halvt år: Egoland er ikke lettere at standse, end en supertanker plejer at være. Den var så stor en del af tegnerens liv og hans hverdag, igennem et kvart århundrede.
En veloplagt tyksak
Det begyndte i det små, i de tidlige 80ere: En lille, skaldet mand dukkede op på papiret, når tegneren sad på sit arbejdsværelse og tænkte på andre ting – en insisterende herre, som blev ved med at trænge sig på i gymnasielærerens liv. Han ville have form! Men – hvem var han?
“Ja, han var vel nok en forlængelse af mig selv,” mener Ivar Gjørup, som hverken deler næse eller figur med sin lille mand: “Indeni har jeg altid været en veloplagt tyksak!”
Det skulle vise sig, at den lille mand var større, end han så ud til. Han var “Den guddommeliggjorte velfærdsborger”, som Ivar Gjørup havde skrevet en artikel om. Det moderne menneske, der flyver igennem tid og rum, som ingen før i historien. Divus Madsen var denne borgers navn i artiklen: Det guddommelige massemenneske. Almægtigt – og dog begrænset af sin tilværelses snævre rammer: Han hørte hjemme ikke i den blå uendelighed – men i sin historiske tid, i sit konkrete rum, et galehus i Danmark.
Ivar Gjørup havde i mange år gået rundt med et replikskifte i hovedet. Løsrevet, men vedholdende som figuren på hans papir. Nu blev der brug for det: Den psykiatriske overlæge spørger sin patient: “Hvad får Dem til at tro, at De er Gud?” Patienten svarer: “Hvad får Dem til at tro, De er overlæge!”
Striben med denne ordveksling – Ivar Gjørup kalder den “fødselsstriben” – blev bragt i Information 22. september 1984, få uger efter, at Divus havde tiltrådt sin stilling som yngre, dynamisk Gud, og straks derefter var blevet indlagt til observation for storhedsvanvid. Den dag var tilfældigvis også tegnerens 39 års fødselsdag, og det spåede han sig en stor fremtid af. Det var der grund til: Krigen mellem de to, den objektive videnskabsmand og den afsindige subjektivist, blev seriens grundtema, den basale konflikt fra Egolands første øjeblik – til det sidste.
Lys over land
1984 var ikke et tilfældigt år i den danske tegneseries historie. Der var lys over land. Den danske tegneserie boomede med serier som Peter Madsens Valhalla og Nikoline Werdelins Café. Claus Deleuran levede og tegnede, og Rune Kidde kunne se tværs igennem verdenslitteraturens rædsler.
Det var tegnere, som havde læst Carl Barks i barndommen. Nu var de blevet voksne. Og selv om Ivar Gjørup ikke selv, i streg og stil, er direkte påvirket af Barks, må også han vedkende sig arv og gæld: “Carl Barks var en af det 20. århundredes største fortællere. Han vidste det godt. Det var rent krukkeri når han lod som om, han bare tegnede nogle ænder. Det 20. århundrede har frembragt tre store litterære skikkelser: Joseph K, Soldat Svejk – og Anders And.”
Men Barks betjente sig af en litterær genre, som er meget forskellig fra den daglige stribe, der blev Ivar Gjørups udtryksform. Små absurde noveller som historien om den talende hund: Strenge tider, gamle ven! Og små romaner, mesterværker som “Den gyldne hjelm”. Uden denne and – ville der intet være. Sine qua non – uden hvilken intet – som der står i en af de allerførste Egoland-striber, under et andeskelet med matroshue på et museum, blandt kæmpeøgler og andet vigtigt fra klodens historie. Ivar Gjørup vedkender sig arv og gæld, om end hans form blev en anden.
Danske serietegnere fra barndommens verden har han til gengæld ikke meget til fælles med: “Selvfølgelig læste jeg Fedthas, Far til Fire, Poeten og Lillemor. Men de fik ikke den store betydning for min udvikling som tegner. Det gjorde til gengæld en stribe, som nu er glemt: Svend Aagaards Hr. Strip i Jyllands-Posten, en surrealistisk tegneserie, hvor tegnerens blyant tit kom ind i billedet og tegnede undertrøjen på sin lille kantede hovedfigur, som levede i sit eget univers af tusch og streger. Det fascinerede mig meget, kan jeg huske. Den serie har påvirket Egoland!”
“Men der var en anden stribe, som fik den afgørende betydning. Det var Radiserne, som jeg begyndte at læse som 13- årig. Det var en poesi i streg, det var Radiserne – på en måde en helt ny genre: En tradition, som kun få har kunnet føre videre.” Ivar Gjørup mener, at der på verdensplan kun er to, der har forsøgt sig med det: Bill Watterson med Steen og Stoffer og han selv med Egoland.
“Schultz skabte et suverænt, selvberoende univers, hvor fortællingens rum blev en del af fortællingen”. Radiserne – Peanuts – startede i det små, med en stribe, der hed Li’l Folks. Den var lidt nuttet og ikke noget særligt. Men godt håndværk, lidt lige som de tidlige dramaer fra Shakespearesk hånd. “Skridt for skridt opdagede begge kunstnere, hvordan de kunne udvikle deres personlige stil – imens de arbejdede som gode håndværkere inden for hver sin branche. Men lidt efter lidt opdagede de, at det, de sad med, var nyt: De var kommet til et sted, hvor solen skinnede lige ned i hovedet på dem.”
“Jeg elskede Radiserne højt. Det gør jeg stadig. Hver stribe er et billeddigt, og selv den dårligste af dem er bedre end alt andet indenfor genren “den daglige stribe”. Ivar Gjørup kan ikke fortælle hvorfor. Og han vil heller ikke: “Der er altid noget i et billede, som ikke kan beskrives med ord. Det er dette “noget”, der fylder så meget i Radiserne. Det er her, poesien ligger!”
Da Gud blev gift
“Sådan en poesi skulle Egoland også være. Men den skulle alligevel være anderledes: Mens Schultz’ fortælling først holdt op ved hans død, skulle min have en begyndelse og en slutning. Jeg har hele tiden vidst, at Egoland skulle slutte med Divus Madsens død. Det eneste, der har været usikkert, har været hvornår det skulle ske. Da jeg startede serien, forestillede jeg mig, at der var stof i den til 10 år. Det blev til 15 mere – hvor kun jeg vidste, at døden var den eneste mulige vej ud ad denne fortælling om Guds skaberværk.”
Men Divus Madsen var ikke alene i verden. Han var en gud – og han var gift. Det sidste var ikke planlagt fra starten. “Da jeg begyndte at arbejde med Egoland i vinteren 1983- 84, var der to figurer, den tykke mand og en lang, melankolsk klovn – en slags Gøg og Gokke.”
Men så en dag, til alt held for fortællingen, skiftede den ene klovn pludselig køn og fik sit navn, Sanddru Sandra, den tungsindige, men klarsynede kritiker af Herrens skaberværk: “Da det skete, vidste jeg med det samme, at den tykke og den tynde skulle giftes og have et barn”. At barnet skulle blive en voksen, ung kvinde med en livsledsager vidste han til gengæld ikke. Han vidste endnu ikke, at tegneserien kunne holde så længe, at den udvikling også kunne nå at komme med.
Derfor fik også navnet Bingo Rabelais Thomsen lov til at blæse frit omkring i tegnerens hoved – lige til den dag, det kunne hæftes på Gaias kæreste, overlægens søn, som nu skal sikre, at Divus Madsens guddommelige og overlægens videnskabelige verdensbillede vil gå i arv til den kommende slægt.
Det var hele tiden planlagt, at historien skulle udvikle sig i tid, som en livshistorie. Ligesom det var planlagt, at personerne, om end de bliver ældre, ikke skulle ældes af ydre. “Der er intet så ynkeligt som at tro, at fortællingens tid bevæger sig lineært,” siger Ivar Gjørup. Derfor fik Divus og Sandra lov at leve som de indre billeder, de var, uden rynker og ydre tegn på forfald. De har begge forandret udseende gennem tiden – men kun fordi tegneren har udviklet sin streg.
Den religiøse dimension
Tidens gang kom – i tidens løb – til at spille en anden rolle i seriens univers, end det egentlig var planlagt: Forbilledet, Radiserne, er ikke en politisk satire, og det var Egoland heller ikke – i udgangspunktet. Men det blev den. Ivar Gjørup mener selv, at det var det, der gav serien den lange levetid – 15 år længere end planlagt.
Det satiriske aspekt kom ind i serien i foråret 1986, fortæller Ivar Gjørup. Da atomkraftværket i Tjernobyl smeltede ned, indtelefonerede den angstplagede ungersvend Kurt et langt skrig til et tv-program, og de fornuftige journalister begyndte at skrige med. Samtiden, i al dens rædsel, havde meldt sin ankomst i Egoland. Den forlod den aldrig igen – og den passede fint til serien.
Sådan faldt det for eksempel, at den kolde krig holdt op – just som Divus Madsen havde indledt en humorist-strejke i protest imod, at overlægen havde konfiskeret hans glorier for at forpligte ham på virkeligheden. Så mens Divus fiskede, og nægtede at levere dagens pointe, holdt Supermand sit indtog på verdensscenen. Han forlod den igen i dagene efter den 11. september. Til gengæld vendte Divus Madsens dobbeltgænger – som Divus troede, han havde taget livet af – skarpt bevæbnet tilbage efter mange år indstøbt i beton: “Jeg er jeres Gud, og jeg hader jer!”
Sådan gik det slag i slag, i krig på krig, mens nye agenter satte nye dagsordener. Ivar Gjørup har ikke kunnet forudse verdenshistorien. Men den har indrettet sig smukt – efter livets gang i Egoland. “Det har altid virket, som om det var virkeligheden, der rettede ind efter satiren, og ikke omvendt,” siger Ivar Gjørup.
“Mærkeligt egentlig,” mener han. “For i en vis forstand var jeg fortid, da det hele begyndte, og det endda i dobbelt forstand: Dels var jeg græsk- og latinlærer, to fag, som folk mener er under hastig afvikling. Og desuden, dengang – i midtfirserne – var Gud bestemt ikke på mode. Jeg fik mange kritiske bemærkninger fra den gamle venstrefløj for den religiøse dimension i min stribe. Ingen forestillede sig dengang, at Gud skulle komme så stærkt tilbage, som han har gjort på det kvarte århundrede.”
Selv er Ivar Gjørup ikke antireligiøs: “Jeg havde en tid mellem 4. Mellem og 2. G, tre umodne år, hvor tanken hovmodede sig ved at kalde sig ateistisk. I dag bekender jeg mig ikke til nogen tro, heller ikke den ateistiske. Jeg ser i alle religioner et forsøg på at forvandle det ubegribelige til tro.”
Men Divus Madsen, Sandras tykke mand, Gaias flinke far – er han virkelig Gud for denne verden? Han er i hvert fald guddommelig!
“Egoland handler om den menneskelige bevidsthed,” siger Ivar Gjørup. “Deraf titlen! Og den menneskelige bevidsthed – den er grænseløs, den er guddommelig! Det mente også Cicero, da han sagde: Menneskesjælen er en gud.” Men, siger Ivar Gjørup, og nu bliver han ivrig:
“Det guddommelige er ikke noget, der er hævet over hverdagen. Det guddommelige består i, at jeg kan se den kop med cappuccino, der står på bordet foran os. Og – det kan andre mennesker også. Betydningen af denne kop, af din og min fælles oplevelse af den, er ingen selvfølgelighed. Tværtimod: Dens betydning er ubegribelig! En ubegribelighed, man må bøje sig for i den hverdagslivets andagt – dér er selve Egolands fortælling! Vi er alle sammen Divus Madsen. Vi skaber selv den verden, vi lever i – idet vi begriber den!”
En tidsgrænse
Egoland blev en lang skabelsesberetning. Mere end 6000 striber, langt mere end 6000 dage, der kom og gik.
“Der var kun én tidsgrænse på”, fortæller Ivar Gjørup. “Egoland fik lov at fortsætte – så længe jeg kunne holde niveauet. Nu, hvor det er slut, mener jeg nok egentlig selv, at ud af de 6.352 striber er der en 1000 striber, som er verdensklasse, og andre 2000, som er mesterklasse. Det er godt nok. Så er der 2000 striber, som jeg kan være nogenlunde bekendt. Og de resterende halvandet tusinde fyldte dagene ud, hverdagene: Som er Egolands fortælling!”
Ivar Gjørup vedkender sig sit livsværk, men ærgrer sig over, at hans stribe ikke har fået større betydning i den offentlige debat. “I Egoland bind 18 tager jeg livtag med Muhammedkrisen. Men det fik ingen indflydelse på debatten. Jeg sendte endda albummet til Jyllands-Postens chefredaktør. Og fik aldrig svar.”
Det er en ligegyldighed, som måske hænger sammen med Egolands medie: Tegneserier er aldrig blevet taget alvorligt i den danske offentlighed – modsat for eksempel Walt Kellys Pogo, en serie om funny animals, der hver eneste dag i 50erne var diskussionsemne i magtens korridorer i USA. Det var en tid, da en alligator og en opossum i en sump i Florida spillede en større rolle end mange af tidens politikere.
Men den danske foragt for alle tegneserier, uanset niveauet, er ikke den eneste grund til, at Egoland aldrig har skabt debat. Den politiske udvikling spiller også en rolle, og den gør tegneren meget mismodig: “Vi er i de sidste år rykket ind i positioner, hvorfra vi råber til hinanden, men ikke giver hinanden ordet. Jeg tror, det vil vare meget længe, før vi igen kommer på talefod i den danske offentlighed,” siger tegneren, der mange gange med sin stribe har stillet sig på tværs af lodrette holdninger, meninger, ledere i sin egen avis. Det skete også under Muhammedkrisen, hvor Ivar Gjørup tog de truede kollegers parti – uden at lægge sig ud med muslimer. Men det skabte ikke debat. De politiske positioner blev ikke alene slået fast – de blev låst så fast, at ingen siden har kunnet rokke dem.
“At vi er nået dertil i Danmark, at alle råber, og ingen hører efter – det er en medvirkende grund til, at jeg valgte at stoppe Egoland nu,” siger Ivar Gjørup. Som har store projekter og nye livsværker på vej. “Det er min plan,” siger han, “at udvikle en seriestribe i Egolands stil. Jeg kan ikke lave en stribe i nogen anden stil. Ingen skal forvente en ny Fantomet fra mig. Men denne gang bliver det en stribe i søndagsformat, tre etager, og den bliver i farver.”
“Desuden vil jeg skrive og tegne børnebøger. Og så vil jeg skrive om de gamle grækere, som for de flestes vedkommende var temmelig unge: Det er os, som er de gamle,” siger Ivar Gjørup, som netop er aktuel med en ny oversættelse af yndlingsforfatteren Platon.
Et stille otium er der ikke lagt op til. Ivar Gjørup har ikke fortrudt, at han har lagt sin største arbejdsbyrde fra sig. Men han tænker stadig på, hvordan hans stribe ville have udviklet sig, hvis han stadig tegnede den. Og sikkert er det, at hvor travlt hans liv end vil forløbe – så vil han altid savne den talerstol, der var hans gennem 25 år: Den lille stribe i dagenes løb – i tidernes strøm.
Inger Holst
Artiklen har tidligere været bragt i Tegneserietidsskriftet STRIP! #40.
Del på
