Selv inkarnerede tegneserielæsere kender næppe Kurt Dahlgaard, men den danske tegneseriebranche bærer hans tydelige fingeraftryk. Carsten Søndergaard bringer her en nekrolog
Hvordan havde den danske tegneseriebranche havde set ud, hvis ikke Kurt Dahlgaard havde blandet sig i den for 35 år siden? Det er svært at sige, men den havde uden tvivl set anderledes ud. Selv de mest inkarnerede tegneserielæsere kender næppe hans navn, men ikke desto mindre har han sat sig dybe spor i tegneseriebranchen. Nu er han død, kort før sin 70-års fødselsdag. Stille sovet ind den 15. november efter længere tids sygdom.
Det giver anledning til at fortælle lidt dansk tegneserie- og forlagshistorie og om en for offentligheden næsten usynlig figur, der har betydet så meget for så mange.
Ud af intetheden
Kurt trådte ind i den danske tegneserieverden med fynd og klem 1. januar 1986, da han af den svenske Bonnier-koncern blev bedt om at forestå fusionen mellem datidens to store danske tegneserieforlag, Interpresse og Carlsen, som Bonnier-familien i de foregående år begge havde opkøbt.
For de fleste trådte han ud af intetheden, men naturligvis havde han en fortid. Kurt var opvokset på Nørrebro i København, hvor hans første job var at ringe med kirkeklokkerne, idet hans far var kirketjener. Senere flyttede familien til Amager, hvor faderen blev kordegn, og Kurt var selv aktiv FDF’er i sin barndom og ungdom. Allerede da var han kendt for at kunne tale med høj som lav, hvilket også kom ham til nytte, da han arbejdede i en grillbar på Istedgade i København. Efter gymnasiet læste han erhvervsøkonomi og blev uddannet i Amagerbanken (mange år før bankens navn blev et fy-ord, naturligvis), hvor han efterhånden steg i graderne, samtidig med at han læste HD.
Kurts indtog i forlagsbranchen blev i første omgang hos Fogtdals Blade, hvor han hurtigt blev forfremmet til økonomidirektør. Palle Fogtdal, Danmarks ukronede bladkonge i de år (for de uvidende: grundlægger af Bo Bedre, Illustreret Videnskab, Eva, Bilen – Motor og sport og mange andre magasiner, dagbladet Informations redningsmand da avisen var ved at gå under i 1968, stifter af et ambitiøst dansk nyhedsmagasin a la Newsweek, NB!), fik hurtigt stor respekt for Kurt.
Da Fogtdal i 1981 fyldte 50 år og hans forlag 25, blev der afholdt en stor fest i Falkoner Centret for 634 gæster, som overvældede Fogtdal i en sådan grad, at han klagede sin nød til Kurt, men det hjalp ikke den feterede fødselar. ”Nu holder du kæft, Palle, og sætter dig ned. I aften har du ikke noget at skulle have sagt”. Det var der ingen andre, der turde sige til Palle Fogtdal, og det havde han respekt for. Kurt sagde sin mening uforbeholdent. Lige til det sidste, hvor han insisterede på, at han ikke ville opereres.
Barfodsindianere over for mondæne litterater
I 1983 solgte Palle Fogtdal sit bladimperium til den svenske Bonnier-koncern, som siden har fortsat virksomheden under navnet Bonnier Publications i adskillige lande. Kurt blev naturligt medlem af bestyrelsen i Bonnier Publications og kom dermed i forbindelse med Bonnier-koncernen og medlemmer af Bonnier-familien, som også fik stor respekt for ham og blandt andet bad ham om at understøtte opbygningen af det franske Publications Bonnier.
I 1985 var han finansdirektør i Semic International i Stockholm, Bonniers internationale tegneseriedivision, som allerede i 1973 havde købt halvdelen af Interpresse, i starten af 1980’erne hele Carlsen, og i 1985 resten af Interpresse. Bonnier valgte at fusionere Interpresse og Carlsen, og Kurt blev sat til at føre det ud i livet som administrerende direktør for Semic Forlagene A/S.
Det var ikke bare en fusion mellem to tegneserieforlag i 1986, men mellem ”et tegneserieforlag med meget mere” og et ”børnebogsforlag med meget mere (herunder en masse tegneserier)”. Ikke nogen nem opgave, for i bund og grund gik den ud på at sammenflette ”et kioskforlag” med ”et bogforlag”, en triviallitterær højborg uden snævre grænsedragninger med en børnelitterær institution med høje tanker om sig selv, barfodsindianere over for mondæne litterater, kunne man næsten sige. Guderne skal vide, at der blev talt med store bogstaver i den anledning både (mest) på Carlsen i det indre København og (stedvis) i industrikvarteret i Bagsværd, hvor Interpresse holdt til, og hvortil de pæne københavnske forlagsfolk var tvunget at flytte, nærmest som om de var tvangsindlagt til at flytte ind på Christiania.
Men det var jo ikke Kurts skyld, han havde blot fået en opgave, som han havde påtaget sig ud fra sin baggrund inden for økonomi og virksomhedsledelse og sit kendskab til forlagsvirksomhed. Både mennesker på Interpresse og mennesker på Carlsen forsøgte at ”opdrage” ham, og han blev særdeles lydhør over for redaktionelle og publicitiske tanker. Og forstod at ”sætte sit hold”, som det hedder i vore dage. For eksempel kaprede han den unge regnskabsassistent Lasse Steenholt, som snart blev en ledende kraft i den økonomiske styring af forlaget, og som mange år senere selv købte flere virksomheder af eller via Kurt.
Det første bestyrelsesmøde i Semic Forlagene A/S i Bagsværd 1986. Fra venstre til højre: Carl-Johan Bonnier, da administrerende direktør for Semic International, senere koncernchef og bestyrelsesformand i moderselskabet Bonnier AB. Kurt Björkman, tidligere administrerende direktør for Semic International. Kurt Dahlgaard, nytiltrådt administrerende direktør for Semic Forlagene A/S, herunder Interpresse, Carlsen, Deres Forlag, Holme Forlagsservice m.m. Arne Stenby, grundlægger af forlaget Interpresse, som han netop havde solgt til Bonnier. Foto: Jørgen Angel.
Forlagets rabiate ”firebande”
Mellem den overordnede vision om at videreføre og videreudvikle både Carlsens og Interpresses traditionelle programmer, både inden for bøger, tegneseriealbum, tegneserieblade, krydsordsblade, bogklubber og hvad deraf fulgte i diverse randområder, var der også helt konkrete udfordringer, som Kurt måtte løse op for. For eksempel det særdeles rodede eftermæle efter Valhalla-tegnefilmen, som organisatorisk var speget konstrueret.
Den slags skræmte ikke Kurt, der altid formåede at skabe orden i kaos.
Omkring 1990 mente man hos Bonnier i Stockholm, at Kurt havde fuldført sin opgave. ”Semic Forlagene A/S”, som var en overordnet betegnelse for de fusionerede Interpresse og Carlsen (og Deres Forlag, og Holme Forlagsservice, med mere!), fungerede redaktionelt, strukturelt og økonomisk, og hos Bonnier anså man, at det var på tide med en mere litterært og mindre økonomisk orienteret direktør.
Det var man ikke enig i hos hverken redaktionerne (hvor man helt naturligt følte, at man havde de nødvendige litterære kvalifikationer inden for samtlige forlagets områder) eller de andre afdelinger på forlaget. Måske er det på sin plads nu, så mange år senere, at røbe eksistensen af en ret så rabiat ”firebande” på forlaget, som kæmpede for at videreføre Kurts strategiske linje … hvilket selvfølgelig var umuligt, når man kender svenskeres forkærlighed for aldrig nogen sinde at omgøre organisatoriske beslutninger.
Kurt havde plantet en masse frø hos forlagene. Om hvordan ting kunne organiseres og fungere. Vi havde svært ved at acceptere, at han blev fjernet, når der var styr på tingene. Jeg var selv en af firebanden og sikkert den mest rabiate, alene fordi jeg havde den længste historie i Bonnier-sammenhæng. Jeg blev kaldt til Stockholm og fik tilbudt at blive direktør for bladafdelingen af Interpresse, som svenskerne havde tænkt sig at skille fra resten af ”multiforlaget”, fordi tingene ikke længere fungerede efter Kurts tid.
I virkeligheden var pointen, at jeg skulle skilles fra resten. Det ville jeg ikke, og jeg er heller ikke nogen direktørtype, hvad svenskerne ikke forstod. I stedet fremlagde jeg firebandens synspunkter detaljeret og velbegrundet, hvilket blev taget overordentlig stiltiende til efterretning med slutreplikken, ”Tack, nu kan du ta flyget tillbaka till Köpenhamn.”
Frihed som selvstændig virksomhedsrådgiver
Det var en blindgyde for mig og firebanden. Jeg forlod Semic Forlagene, og de tre andre gjorde snart det samme, mere eller mindre frivilligt. Bonnier skilte Interpresses bladafdeling fra resten i et nyt ”Interpresse” med Jussi Adler-Olsen som direktør og senere Haakon W. Isachsen. Dem der blev tilbage på Carlsen, ikke mindst Jens Trasborg, var til gengæld blevet helt uundværlige, og Jens fik med god ret lov til at indrette fremtiden, som den skulle være. På mange måder sådan, som han havde lært af Kurt.
Efter alt dette spørger man naturligt: Men hvad med Kurt? Jo, med indgangen til 1990’erne stiftede han selvstændig virksomhed inden for virksomhedsrådgivning med det helt naturlige navn KD Consult. Og han havde fået smag for forlagsvirksomhed og i særdeleshed tegneserier. Palle Fogtdal var der med det samme og hyrede ham til at varetage sine økonomiske interesser i selskaber, ejendomme og nye forlagsvirksomheder efter Bonniers overtagelse af hans oprindelige magasinforlag (for eksempel 13-bindsværket ”København. Før og nu og aldrig”, ejendommene på Strøget, Grand Teatret m.m.m.).
At Bonnier havde valgt at skille Kurt fra at stå i spidsen for tegneserie- og børnebogsforlagsvirksomheden i Danmark, havde ikke noget med deres generelle tiltro til ham at gøre. De var der også med det samme og hyrede ham igen til at fungere som konsulent med henblik på at udvikle koncernens aktiviteter på det franske magasinmarked. I sin tid på Semic Forlagene havde Kurt lært Garfields skaber Jim Davis at kende, og den verdenskendte tegneserieskaber hyrede Kurt til at organisere og drive en international bank for trykfilm med den fede kat.
Frankfurts alternative fællesstand
Kurts friere position og kendskabet til hans evner gjorde ham kendt i forlagskredse, og for eksempel blev hans mangeårige stand på den internationale bogmesse i Frankfurt et samlingssted for … lidt af hvert, i allerbedste betydning. I mange år havde den danske forlæggerforening en såkaldt ”fællesstand” i Frankfurt for foreningens medlemsforlag.
Kurts stand blev snart kendt som ”den alternative fællesstand”. For det var her, man holdt til, hvis man ikke havde lyst til, råd til – eller blev anset som comme il faut til – at være med på den officielle stand. I en del år var det et enestående samlingssted for folk, der var en smule uden for det pæne selskab, ofte med relationer til tegneseriebranchen. For eksempel mig selv. Eller pressebureauet PIB Copenhagen. Forlaget Bogfabrikken. Forlaget Fahrenheit. Diverse freelancere, oversættere og bureauer. Men også ansete danske forfattere kunne finde et fristed fra krævende forhold på mere agtværdige forlags stande. Eller mindre forlag og agentvirksomheder, der ikke selv havde kaffemaskine; der var altid frisk kaffe hos Kurt. Og kølig tysk hvidvin i køleskabet, som Bogfabrikken sørgede for.
Kurts gamle venner og arbejdsgivere kom naturligvis også på besøg, Palle Fogtdal, medlemmer af familien Bonnier, Peter Asschenfeldt osv. Det var noget, Kurt kunne: at bringe folk sammen og skabe sunde forretninger sammen med dem. Og føre seriøse virksomhedsforhandlinger i uformelle rammer. At spinde tanker om, hvordan noget kunne konstrueres, rekonstrueres, etableres og forvaltes, så alle var glade og tilfredse. ”Der er altid to parter, der underskriver en kontrakt”, var hans mantra. ”Og begge skal være tilfredse, ellers er det en dårlig aftale”.
Kuponhæfter i Holland
I 1986, efter at Bonnier havde fusioneret Interpresse og Carlsen, havde de tidligere Carlsen-medarbejdere Jens Peder Agger, Ole Steen Hansen og Stina Olsson stiftet forlaget Bogfabrikken i et økonomisk samarbejde med tegneseriebutikken Fantask. Forlaget lancerede i de følgende år et større program af både tegneseriealbum og fagbøger, men da den generelle nedgang i albummarkedet i starten af 1990’erne satte ind, var der behov for at give forlaget et serviceeftersyn. Hvem kunne det? Det kunne Kurt naturligvis.
Han rekonstruerede Bogfabrikken, købte fagbogsdelen ud, så Bogfabrikken kunne fortsætte med tegneserier, og han selv kunne drive Bogfabrikken Fakta. Han havde fået sit eget forlag, som også udgav bøger i Sverige under navnet Bokfabriken Fakta, og havde sat et andet på skinner igen.
Både i sin tid hos Bonnier Publications i København, hos Bonnier i Paris, hos Semic Forlagene i Bagsværd og hos svenske postordrevirksomheder havde Kurt arbejdet intensivt med at udvikle de såkaldte kuponhæfter foruden bog- og tegneserieklubber og i det hele taget med postordresalg.
Han vidste, at der ikke fandtes kuponhæfter i Holland, og inden andre opdagede det, havde han åbnet kontor i det sydlige Holland, etableret selskabet Dahlgaard Media B.V. og forsynede snart hollandske husstande med millioner af kuponhæfter. I forlængelse af det lå det med Kurts sans for kombinerede medievirksomheder også lige til højrebenet at udgive en række af Bogfabrikken Faktas bøger på nederlandsk.
Rasmus Klumps lavine
Det oldgamle pressebureau PIB Copenhagen, grundlagt 1899, havde Kurt lært at kende i forbindelse med Interpresse-Carlsen-fusionen i 1986. Inden fusionen var PIB’s klassiker Rasmus Klump problemfri, hvad forvaltningen af rettighederne angik. PIB solgte syndikeringsrettigheder til aviser og blade, og Forlaget Carlsen, der var direkte ejet af PIB, solgte bøger og tegneseriealbum over hele verden.
Men Bonnier købte kun forlaget og ikke pressebureauet, som forblev på Per Carlsens og hans families hænder, og pludselig var rettighederne delt på en besværlig måde, dels hos PIB, dels hos Carlsen/Semic, dels hos de idelle rettighedshavere, skaberne Carla og Vilhelm Hansen. Hertil kom snart tv-producenter og -kanaler, da der blev lavet tegnefilm med den pandekageglade bjørn, foruden Per Carlsens familie, som udløste en mindre intern fejde efter Per Carlsens død i 1994. Undervejs trak familien sig dog helt ud og solgte pressebureauet til de ledende medarbejdere, Per Sanderhage, Flemming Jørck og Claes Voss.
Men i 1997 døde Carla og Vilhelm Hansens datter Uni også, og hun viste sig at være adoptivdatter, hvilket udløste en lavine af rettighedsproblemer. PIB tilkaldte Kurt, som havde lavet den foreløbige samarbejdsaftale mellem de adskilte PIB og Carlsen allerede i 1986, hvorfor det passende måtte være ham, der dels fik den opsagt igen og i det hele taget ryddet op i den nu endnu mere spegede suppedas af spredte rettigheder. Hvad han naturligvis gjorde, og til alles tilfredsstillelse, som altid.
PIB fik samtlige rettigheder tilbage, og Carla Hansen fik livsvarig pension. Og Kurt indtrådte i PIB’s bestyrelse og kom til at forestå salget af PIB til Lasse Steenholt og de samlede Rasmus Klump-rettigheder til Egmont i 2008, da Claes Voss var død, og de tilbageværende ejere Per Sanderhage og Flemming Jørck ønskede at trække sig tilbage. Endnu en gang skete overdragelserne til alles tilfredsstillelse, naturligvis.
Gnavne Gamle Mænd A/S
De to sidstnævnte handler faldt sammen med, at Egmont købte alle Bonniers danske bogforlag, herunder Forlaget Carlsen. EU’s konkurrencekommissær ville kun godkende den store handel mellem Bonnier og Egmont, hvis Carlsens tegneserier, som nu omfattede alle de gamle Interpresse- og Carlsen Comics-albumserier, blev trukket ud af den – fordi Egmont ellers ville få en dominerende stilling på tegneseriemarkedet, som det hed. Konkurrencekommissærens afgørelse tvang samtidig Bonnier til at fortsætte Carlsens tegneserieudgivelser på samme niveau og i samme kvalitet, så svenskerne kunne ikke bare lade udgivelserne ophøre.
Da jeg havde arbejdet med Carlsens tegneserier siden 1986 – de første seks år som ansat, siden som freelancer – kunne de bruge mig som sikkerhed for at opfylde kravet, hvis jeg ville fortsætte. Det ville jeg gerne, men ikke som leder af nyt forlag, og for anden gang på femten år sagde jeg nej til at blive direktør for et Bonnierejet tegneserieforlag. Hvem trådte ud af kulissen? Det gjorde Kurt naturligvis. Han kendte både Bonnier og mig ud og ind og foreslog, at han købte hele molevitten af Bonnier. Dermed blev Forlaget Cobolt grundlagt, og Kurt løste et alvorligt problem for alle parter – Bonnier, Egmont, mig, foruden en lang række rettighedshavere. Til alles tilfredsstillelse, naturligvis, som altid. Selv havde han nu to forlag, Bogfabrikken Fakta og Forlaget Cobolt.
Man kan ikke tale om Kurt uden samtidig at tale om Birgit Møller, Kurts nærmeste medarbejder siden 1985, som har varetaget en lang række roller som direktionssekretær, korrespondent, kontorchef, redaktør og assistent på samtlige områder. Men i 2012 ønskede Birgit Møller at trække sig tilbage, og for Kurt var det ensbetydende med, at han måtte gøre det samme. Han afviklede sin konsulentvirksomhed KD Consult, solgte Bogfabrikken Fakta til Steen Piper og Forlaget Cobolt til Lasse Steenholt. Til alles tilfredsstillelse, naturligvis.
Blandt de bestyrelsesposter, han indtog også efter sin pensionering, var posten som formand for selskabet Gnavne Gamle Mænd A/S (naturligvis lovformeligt registret i Erhvervsstyrelsens Virksomhedsregister som GGM A/S, ganske vist som et såkaldt biselskab) formentlig hans mest kære. Enhver der har kendt Kurt, forstår den dobbeltbundede ironi i selskabsnavnet, som var helt i tråd med hans særlige humoristiske forståelse, der lå i naturlig forlængelse af hans varme, generøse, opmærksomme og loyale væsen, som også var kendetegnet ved udpræget dygtighed og dydighed i forretningsverdenen.
Carsten Søndergaard (tegning: Per Sanderhage)
