Nummer 9 går bag om tidens måske mest populære webserie på dansk i et langt interview med Stine “StineStregen” Spedsbjerg.
Året var 2008, da Stine Spedsbjerg startede med at lægge sine enkle tegninger og finurlige livsbetragtninger på www.stinestregen.dk. Siden har serien vokset sig til et ægte webfænomen og vel nok den mest velbesøgte “rene” nettegneserie på dansk. Nummer 9 tog en snak med serieskaberen bag StineStregen for at høre, hvordan hun arbejder med serien, hvad den har betydet for hende og om der er stinestreger, hun fortryder, at hun har slået …
Hvorfor startede du StineStregen?
– Den opstod på et tidspunkt, hvor jeg havde været elendig af kærestesorg så længe, at jeg ikke engang selv magtede at høre på mig længere. Noget blog-noget virkede som en oplagt idé, så jeg kunne prøve at se mit liv på en ny måde. Det blev i tegneserieformat, fordi jeg trængte til kreative udfodringer efter et halvt år med nyhedsproduktion på metroXpress – og jeg ville gerne udvikle mig som tegner samtidig. Jeg er åbenlyst ikke uddannet tegner, og siden jeg er stærkt hæmmet på selvdisciplinsområdet, ville jeg gerne have et projekt med et mål. Noget, der kunne “tvinge” mig til at tegne, og samtidig gøre mig glad. Projektet skulle oprindeligt bare have kørt et år.
Den allerførste Stinestreg: "Da de andre børn ville være sygeplejersker og politibetjente, når de blev store, drømte jeg i al hemmelighed om at blive en kentaur."
Hvad var din referenceramme i forhold til sådan noget som StineStregen dengang? Hvad inspirerede dig og fik dig til at tænke: At beskrive sit liv i selvironiske tegninger på nettet må være fedt?
– Jeg havde ikke nogen specifik referenceramme – faktisk troede jeg helt naivt, at jeg opfandt det at tegne sit liv og putte det på nettet hver dag. Det var en ret dum fornemmelse at opdage, hvor mange år James Kochalka har gjort det efter jeg havde storsnudepralet med min “opfindelse” til hele verden, mere eller mindre. Men jeg havde læst et par tegneserier på nettet, der havde ekstremt mange læsere, selvom tegneren var lidt hjælpeløs, så det var vel med til at skabe idéen om online og modet til at vise mine tegninger. Jeg har altid lavet tegneserier, men også altid følt mig for talentløs til at bidrage til verdens sejeste medie. Jeg har proppet stilehæfter med talebobler og Batman og egern, lavet ansøgninger og eksamensopgaver i tegneserieform og fremlagt opgaver som live-tegneserier på journalisthøjskolen for at få afløb. Her var endnu et sted, hvor jeg ikke skulle overbevise de ægte seje om, at jeg var god nok til at forsøge mig med tegneserier. Og så turde jeg godt.
Spedsbjerg forklarer magien bag StineStregen anno januar 2009
Hvordan oplever du de første tegninger fra 2008, når du ser på dem nu?
– Efter lidt kvalitets-tåkrumning, trøster jeg mig med, at en del af deres underlige udseende skyldes måden, jeg lagde tegningerne op på. Jeg viste engang metoden her – det gik ud på, at jeg fotograferede tegningerne med et elendigt webcam og bagefter livetracede dem i illustrator for at “rense” dem. Det fik dem til at se meget computeragtige ud. Fortællingerne var også mere idébårne og mindre navlepillende. Jeg havde så mange idéer og ord og forestillinger og ting, der ville ud, men ligesom med tegningerne havde jeg ikke noget sted at gøre af dem før StineStregen.
– Ha ha ha, nu kommer jeg i tanker om, at et af mine mål også var at blive lige så sej til at fortælle alt i én tegning med ord til som Gary Larson. Der er noget vidunderligt over det, når folk kan fortælle rigtig meget med frygteligt få virkemidler.
Hvordan synes du selv, StineStregen har udviklet sig siden dengang?
– Jeg tror, mine fortællinger er blevet mere sårbare og hverdagsagtige. Nok fordi jeg startede som journaliststuderende uden en bekymring i livet, og lige pludselig havde jeg karrierejob med overarbejde og stressnedbrud og selvfølgelig også kærestesorg igen. Der var ikke så meget tid til sjove idéer til bloggen mere, og samtidig ikke det samme behov – nu er jeg på et reklamebureau og skøjter rundt i gakkede idéer fra morgen til aften. Så nu vil jeg egentlig hellere fortælle om virkeligheden og udfordre mig selv på at turde være sårbar og ærlig.
Stine Spedsbjerg på operationsbordet
Hvilken rolle har Stinestregen spillet i dit liv de sidste knap fire år?
– Det første år levede jeg som StineStregen. Havde altid notesbøger på mig og tegnede skitser og tænkte hele tiden på, hvad der kunne være brugbart i en stribe. Du godeste, hvor tog jeg mig og StineStregen alvorligt.
Figuren Ditliv, som Spedsbjerg designede for Kræftens Bekæmpelse
– Nu har den bette side overlevet 4 – 5 “jeg lukker hele lortet og tegner aldrig mere mig selv”-kriser, så hvor det før var en teenageforelskelse, er vi nu bare en del af hinanden på godt og ondt. Mest godt heldigvis, for der kommer altså ret gode ting ud af at fylde på nettet. Jeg valsede lige fra journalisthøjskolen og ud i et jobtilbud i reklamebranchen takket være en direktør, der havde læst med på StineStregen og set muligheder. Bloggen har givet mange fine jobtilbud siden, endda et som kreativ direktør – et job jeg ellers er mange år fra at kunne kvalificere mig til. Jeg får ofte tilbud tegnejobs – f.eks. det her for Kræftens Bekæmpelse – jeg tager nogle, men sender de fleste videre på grund af tidsmangel. Jeg har fået et stort netværk og bliver inviteret til spændende ting ind i mellem, f.eks. Ordkraft i Aalborg til foråret. Det har givet eksponering i både radio, tv og dagblade.
– I nat blev jeg i en kæmpe tågebrandert spottet af en bartender, der viste mig, at hun havde en af mine tegninger som wallpaper på sin telefon og råbte “du er for vild!” og så bliver man jo sådan helt rødkindet og glad og får lyst til at danse stepdans. Men altsån… jeg betalte selv hver en dråbe af min whisky, så den jyske muld bliver nok under mine fødder et godt stykke tid endnu, ha ha.
Dine StineStreger kommenteres altid flittigt. Hvordan vil du karakterisere “community’et” omkring Stinestregen.dk?
– Hm… hvor starter man med at svare på sådan et spørgsmål – med fakta måske? Jeg har en like-side på Facebook med 2.165 medlemmer – statistikken siger, at ca 50% er mellem 25 og 34 år, 4 ud af 5 er kvinder. Så sådan ser de ud.
– Skal jeg prøve at karakterisere dem et ord, må det være “positivitet”. Det er én stor yummi sovs af søde ord, hepning og indlevelse. Man skal have et hjerte af marmor for ikke at blive en smule lykkelig over, at så mange mennesker går og hepper på, at man har det godt. Jeg tør næsten ikke skrive det af angst for at jinxe noget så sart, smukt og sjældent, men jeg er aldrig blevet trollet eller skældt ud af mine læsere.
– Meeen det er heller ikke ubetinget kærlighed. Jeg har forsøgt mig med bare at skrive eller putte fotos på StineStregen – det er så meget nemmere! – og det lader de passere helt stille. De skriver, at de føler, de kender mennesket bag tegningerne, men det er tydeligt, at de holder mindst lige så meget af formen.
En StineStreg fra iPhone-ramme perioden
Hvordan ser den kreative proces, der fører frem til et “Stinestregen”-indlæg, sådan cirka ud?
– Engang var det med noter, skitser, kladder og hele pivtøjet, men jeg har helt givet slip på dén del. Får jeg en god idé ryger på den på et post-it eller jeg skriver den ind i min telefon, men oftest finder jeg først på noget, når jeg sidder med tegneblokken. Jeg tegner, når jeg har tid om aftenen, og så forsøger jeg at formulere teksten, mens jeg rentegner. Så fotograferer jeg tegningen og uploader fra min telefon. Jeg barberede processen ned, da det begyndte at minde om et deltidsjob med al den forberedelse. I et forsøg på at gøre det sjovt igen gjorde jeg det til en mere spontan ting – nu har jeg også en bedre fornemmelse af, hvad der kan fungere, og jeg er heller ikke helt så handi på tegneteknik, som jeg har været.
StineStregen går ofte helt tæt på dit eget liv, men der er tydeligvis en (blufærdigheds)grænse. Hvor går den sådan cirka?
– Jeg vidste helt fra starten, at den skulle være fuldstændig aseksuel. Derfor er der ingen babser og frrrrække historier – ikke engang læber blev der plads til. Mange nye læsere vil opleve de enkelte indlæg helt ude af kontekst, fordi de f.eks. kommer fra Google, og jeg magter simpelthen ikke tanken om at være “hende den frække sexuella på internettet”. Fred være med dem, der er til det, men jo mere jeg kan blive fri for liderlige kommentarer fra fremmede, desto bedre – barrieren mellem at læse noget og så skrive til mennesket bag er meget meget lille på nettet.
Har du nogensinde fortrudt et indlæg, fordi det er gået for tæt på dig eller andre – eller af andre grunde?
– Som skaber er jeg glad for og stolt af “En lang historie” i tre dele, som handler om, hvordan jeg mødte og blev kærester med ham, der blev døbt “Den Pæne Mand” inde på siden. Jeg møder stadig folk, der fortæller, at den historie betyder meget for dem, men personligt er det lidt fladt at se tilbage på den totale forelskelse, når man ved, at det endte sørgeligt. Det er ikke rigtigt det, man gider at have plastret ud over hele internettet – se mig, jeg var naiv og forelsket. Av i stoltheden, for det er selvfølgelig min mest læste historie. Men egentlig er det ikke noget, jeg tænker så meget på.
Når Ninjahævnere dræber
– Ellers var der selvfølgelig dengang, jeg tegnede mit alterego Ninjahævneren, der slog en gut ihjel, som jeg havde noget kørende med. Det føltes godt lige i øjeblikket og utrooooligt dumt og pinligt bagefter. Heldigvis skrev han til mig, at han synes, det var smadderskægt. Min anden ekskæreste (der bare hed “Kæreste” på siden) er nok også træt af den nænsomme ydmygelse af dengang, vi flyttede sammen, og jeg fandt hans pornoblade. Måske fortryder jeg i det hele taget lidt, hvordan jeg fremstillede ham.
Har “Stinestregen” påvirket den måde, du bearbejder eller erindrer dit livs begivenheder på?
– Det var hele intentionen med StineStregen at påvirke mit tankemønster, så det kan jeg heldigvis godt svare ja til, at det har. Det er en spøjs måde at få indsigter om sig selv på, når man læser de gamle ting. Tag nu mit hemmelige alterego Ninjahævneren. Jeg havde hele tiden tænkt, at jeg fanme ikke lavede en tegneserie om mig selv uden et forklædt alterego, så jeg opfandt den her kiksede ninjafigur med det tåbeligt over-åbentlyse hævnernavn, der overhovedet ikke er klædt som en ninja. Men hvor det måske var tænkt som noget, jeg lavede for sjov, er Ninjahævneren i virkeligheden et meget klart billede på, hvor elendig jeg er til at håndtere det, når jeg er sur. Det får jeg tit kun afløb for i fantasiens verden.
Der er noget med, at du er ved at varme op til en længere, sammenhængende historie. Kan du sige noget om, hvad dét projekt går ud på?
– Nårh ja, en af fordelene, jeg måske glemte at nævne, er, at man også kan være så heldig at blive kontaktet af et utroligt sejt forlag, der spørger, om man ikke skulle lave noget graphic novel sammen med dem. Så besvimer man lidt, og så kvækker man “ja tak milde frue”. Men det er forbasket svært at få tid til at leve sig ind i sådan et projekt ved siden af onlinestriber og job. Men det bliver (forhåbentligt en dag) StineStregen i bogform med en sammenhængende historie, der ikke er fortalt før. Måske om teenagerlivet. Ret sikkert om kærlighed.
