Leder du specifikt efter en webserie om naturalistisk tegnede dyr der kommer galt afsted i en science fiction-udgave af det Victorianske London? Hvis du (mod al forventning) gør, er der jackpot i dag.
Da jeg var dreng, var Gary Larsons ”The Far Side”-tegneseriehæfter noget af det mest lånte på vores skolebibliotek. Selvom vi ikke altid forstod alle hans jokes, slugte vi grådigt billederne, både på grund af de punchlines vi fangede og på grund af den måde seriens mange referencer til naturvidenskab og popkultur pirrede vores nysgerrighed.
Jeg finder noget af den samme blanding af grin og fascination i amerikanske Benjamin Deweys tumblr-stribe The Tragedy Series. Hver enkelt post i serien består af en sepiatonet tegning med tilhørende billedtekst. Som titlen antyder, viser hver tegning en situation, der på den ene eller anden måde er tragisk. Som her, hvor en synsk bille ikke når at redde præsidenten:
Det er selvfølgelig en vigtig del af konceptet i The Tragedy Series at give læseren et smil på læben, men jeg elsker den mere for dens legesyge og nysgerrighed end for dens humor. Dewey er sindssygt god til at tegne dyr, og det er de allerfærreste af seriens billeder der ikke indeholder et lille zoologisk karakterstudie af en bille, en isbjørn eller en dinosaurus i uvante omgivelser.
Dyreportrætterne blandes med så umage dele som historiske 1800-talsreferencer der er halvt Jules Verne, halvt Jane Austen, science fiction, fantasy, horror og den slags illustrerede fagbøger om videnskab og natur, der netop fandtes på min barndoms skolebiblioteker. Den blanding hæver serien op over andre Far Side-beslægtede serier alene på grund af dens ambitionsniveau. Det er virkelig mange forskellige referencer at lande i næsten hver eneste stribe, men Dewey virker til at trives med udfordringen.
Man kan købe The Tragedy Series som bog, men jeg vil stadig også anbefale at læse den som man læser en webserie: i små bidder og midt i ens hverdag. The Tragedy Series’ små katastrofer er nemlig gode til at give læseren det uvurderlige lille øjeblik af genkendelse, hvor man kan nikke til de nødstedte dyr eller kuldsejlede victorianere på tegningerne og være enig i, at livet er noget bøvl – og så grine lidt af det. Samtidig fungerer serien også godt i webform, fordi man ofte kan ende med at google dyrebilleder, videnskabstrivia og gammel science fiction efter endt læsning.
Læs The Tragedy Series på tragedyseries.tumblr.com
“Jul på nettet” er årets julekalender på Nummer 9. De anbefalede webserier udgør et skønsomt udvalg plukket blandt alle de digitale tegneserier, der er tilgængelige netop nu, af skribenterne selv. Rækkefølgen, anbefalingerne optræder i, udgør ikke nogen kvalitativ rangordning.