Nummer 9 snakker med Ina Korneliussen om hendes første længere tegneserie, den grafiske novellesamling “Små dyr”.
Efter mange års tilløb med spredte småhistorier – og et par serier skrevet af Simon Petersen – sprang Ina Korneliussen i sidste uge ud med sin første længere tegneserie. “Små dyr” er en samling ordløse ‘grafiske noveller’ om ensomme kvinder i selskab med hunde, fisk, salamandre, græskar og undertiden også andre mennesker.
En hverdagsnær – men undertiden metaforisk – udforskning af grænseafprøvende slyngveninder, ængstelige småbørnsmødre og børnebørn, der helt har mistet interessen for bedstemors græskartærte.
Men “Små dyr” handler hverken om kvinder eller dyr, forsikrer serieskaberen over for Nummer 9s interviewer, der ellers følte sig helt sikker på, at han havde fat i en stor dyreelsker …
Kan du give os et hurtigt overblik over, hvad i “Små dyr” der er lavet specielt til samlingen og hvad der er af lidt ældre dato?
– Jeg lavede “Salamander” til antologien “Son of a Horse” helt tilbage i 2007. Derefter lavede jeg “Hyggehund“, og mens jeg arbejdede med den, kunne jeg ligesom skimte konturerne af resten af historierne. Der er årstal på alle siderne, på dén måde kan den nysgerrige læser orientere sig. “Min Smukke Navle” er den nyeste.
Så er der styr på det. Hvordan oplever du selv, at du har udviklet dig som serieskaber siden de tidligste historier? Har du været fristet til at tegne nogle af dem om?
– Ja. Jeg kan se mange ting, der kunne tegnes anderledes eller bedre. Jeg skal spare jer for en længere redegørelse af hvad og hvordan, men jeg er i hvert fald blevet bedre til at udelade nytteløse skraveringer og bedre til at disponere sorte og hvide flader. Men hvis jeg havde tegnet de gamle tegninger om, var en del af energien gået af projektet, og det havde nok været et dårligt bytte. Og jeg kan nu også stadig vældig godt lide de gamle tegninger.
Ville det være fair at sige, at dine historier er mindre allegoriske og mere “straight” nu?
– Nja. Den nyeste historie – om en teenage-pige, der giver sin veninde en uautoriseret navlepiercing – er jo godt nok ret konkret i forhold til de andre. Jeg tror nu bare, det er en tilfældighed.
På hvilket tidspunkt i arbejdet med “Små dyr” besluttede du, at historierne skulle have et fælles tematisk omdrejningspunkt?
– Jeg ved ikke, om der har været en beslutning om temaer og sammenhæng. Jeg tror, det er kommet lidt af sig selv, da jeg først var inde i det her univers. Jeg har snarere arbejdet bevidst for at sikre bredde og variation: Der er gamle og unge personer, der er by og land, der er opture og nedture … Jeg har prøvet at sætte det sammen, så der kom nogenlunde balance i sagerne.
Hvordan ville du selv beskrive “Små dyr”-historiernes tematiske fællesnævnere – og hvordan relaterer de sig til titlen?
– Det er et eller andet med hvordan det er at være til i en verden fyldt med andre mennesker – mødre, børn, bedstemødre, naboer, kærester og venner. Og meget om at føle sig meget alene blandt alle de her mennesker. Og om ikke at tage sin ensomhed alt for alvorligt.
– Titlen kom til sidst, da jeg kunne se, at der var en masse dyr med i fortællingerne.
Én oplagt tematik er menneskers forhold til (kæle)dyr. Hvad er det i dén type relationer, der fascinerer dig og kaster de her historier af sig?
– Hm. Jeg har aldrig selv haft andre kæledyr end nogle misrøgtede akvariefisk. Jeg tror som sagt mere “Små dyr” handler om børn og familie end om rigtige dyr. Men tegneseriehistorien er jo fuld af morsomme fortællinger om mere eller mindre antropomorfe dyr. Så skulle de da heller ikke mangle her!
Så f.eks. “Salamander” og “Hyggehund” handler ikke om relationer mellem mennesker og dyr – med den troskyldige trofasthed, sådan nogle kan besidde – som et alternativ til relationer med andre mennesker?
– Hvis du synes, de skal handle om det, så handler de jo om det. Jeg har bare lavet bogen, nu kan andre så få det ud af den, de synes. Men jeg har aldrig selv haft ret meget med kæledyr at gøre.
Hvordan fandt du frem til rækkefølgen af historierne i “Små dyr”? Hvilke kriterier lagde du til grund?
– Jeg skifter mellem historier med sort og hvid margin. Jeg mener selv, at de sorte historier er mere dystre end de hvide, og jeg ville gerne starte og slutte med noget, der ikke var for trist.
“Små dyr” er en samling tegneseriefortællinger om kvinder og dyr – mændene indtager allerhøjst biroller. Var det et bevidst valg – eller fortæller du bare om det, du kender bedst?
– Hø hø – jeg vidste bare, jeg ville få det spørgsmål. Og jeg ved også, at det modsætte spørgsmål aldrig bliver stillet til mænd, der fortæller om mænd. Det muligvis lidt irriterende svar her vil jo nok bare være, at “Små dyr” ikke handler mere om køn, end Tintin eller Anders And gør.
Apropos at fortælle om det, man kender: Hvor meget af dit eget liv (eller bekendtes liv) har fundet vej til “Små dyr”?
– Historien om kvinden og hendes uheldige fiskebaby er desværre meget direkte inspireret af en god veninde, der mistede sin nyfødte pige. Men historien er også lavet, mens jeg selv var gravid og handler selvfølgelig mest af alt om min egen frygt for, hvordan det kunne gå.
– Og som teenager var det meget magtpåliggende for mig at få nogle piercinger. Og hvem har ikke haft lyst til at ride en tur på et kæmpe amfibium. Jeg kan se lidt af mig selv i alle hovedpersonerne, og det håber jeg også at læseren kan.
Kontrasten mellem dine enkle figurtegninger og de ofte hyperdetaljerede baggrunde er slående …
– Ja, det er vist bare sådan, det er. Det er hyggeligt og sjovt at sidde og fedte med alle de dér detaljer. Jeg elsker at begrave mig i hyperdetaljerede tegninger, hvad enten det er mig selv, der tegner, eller jeg kigger på noget, en anden har lavet.
Hvad er det f.eks. for nogle tegninger udført af andre, du elsker at begrave dig i?
– Jeg er især glad for Julie Doucet og Claus Deleuran. Det er to helt klare inspirationskilder. For tiden er jeg også ret forgabt i Strids børnebog om den kæmpestore pære.
Fortællingerne i “Små dyr” er alle ordløse. Hvorfor ingen ord, Ina?
– Det er fantastisk at smide ordene væk! Når jeg ikke har ordene til at bære fortællingen, kommer jeg helt tæt på det, tegneserier handler om – tegneserieagtigheden, om du vil – og det er jo det, vi alle sammen elsker!
– Desuden tænker jeg også, at billeder altid er konkrete, frem for ord, som altid er abstrakte. Jeg arbejder altså med et helt konkret sprog – billederne – som samtidig er fyldt med ukonkrete metaforer. Det kan blive næsten helt magisk, når det fungerer! Og det ville jeg aldrig kunne, hvis ikke det var netop en tegneserie.
Dine fortællinger er ofte ret enkelt strukturerede og står og falder med, at vi identificerer os med hovedpersonerne. Hvordan forsøger du at sikre det – og gør pantomimeformen det lettere eller sværere, tror du?
– Jeg har hele tiden tænkt, at de her fortællinger skulle være mere om stemning end om handling. Hvis jeg har gjort arbejdet ordentligt og læseren dermed opfatter stemningernes fine nuancer og i øvrigt har prøvet at dele bare en lille smule livsvilkår med mine ret almindelige hovedpersoner, så er der vel god basis for identifikation.
– Hvad pantomimen angår, så kan ord skabe masser af stemning, men de kan også ret effektivt smadre en stemning. Det er endnu en grund til, at jeg ikke har brugt ord.
Hvorfor og hvordan kan ord “smadre en stemning”?
– Ord er tit så tolkende i sig selv og kan binde læserens oplevelse op på noget konkret, som måske ligger uden for den oplevelse, billederne kan give i sig selv. Det gælder i øvrigt også i den virkelige verden. Det er ikke alle oplevelser, der skal beskrives med ord.
Man fornemmer oftest et metaforisk lag under det umiddelbart åbenlyse i dine fortællinger. Hvor meget analyserer du selv på dine fortællinger? Hvor nøje planlægger du deres subtekst?
– Det er svært at svare på, men efter at have tilbragt en del år på universitetet, har jeg selvfølgelig en vis glæde ved dobbelttydigheder, metaforer og alt, hvad man ellers kan mudre sin fortællekunst til med. Det er svært at undgå, at alle de lag bare kommer væltende, når jeg arbejder, og det er selvfølgelig også en stor del af fornøjelsen, selvom jeg ikke altid ved, hvor ideerne kommer fra. Jeg ved dog, at jeg herfra vil lade det være op til læserne selv at analysere sig frem til, hvad der ellers foregår i subteksten – hvis de gider!