‘Hvordan man læser Nancy’ er et af de mest berømte essays om, hvad der formelt set foregår i en tegneseriestribe. Læs og lær!
af Mark Newgarden og Paul Karasik
”Hvordan man læser Nancy?” fnyser du måske, ”I kunne lige så godt forklare, hvordan man læser et stopskilt.” Du har næsten ret, men der foregår meget mere i Ernie Bushmillers tegninger, end man ser ved første øjekast. Og som et trafikskilt handler Nancy mest af alt, om det der sker ved første øjekast. Før ens indre trafikbetjent kan gå ind og råbe ”STOP”, har synsnerven grundigt transmitteret essensen af Nancy til ens hjerne, og sandsynligvis har man enten klukket, stønnet, bevæget sig videre til Dick Tracy eller knækket sammen i hysteriske kramper. Ingen anden tegneserietegner arbejdede med så konsekvent spartanske midler.
Beskriver man Nancy som en simpel vitsstribe om en simpel punktum-punktum-komma-streg-unge, misser man fuldstændig pointen. Nancy ser kun simpel ud ved første øjekast. Som hos arkitekten Mies Van Der Rohe er simpliciteten en nøje tilrettelagt funktion af en kompleks forening af formelle regler, som designeren har vedtaget. Det er aldeles passende at betragte Bushmiller som en arkitekt, for Nancy er på sin vis arkitektplanerne til en tegneserie. Vægge, gulve, sten, træer, isvafler, fartstriber, dværge og skoleinspektører er nøje placeret uden brug for yderligere detaljer. Og de præsenteres med ét formål – at få vitsen til at fungere.
Intet var vigtigere i Nancy end vitsen; den var stribens eksistensberettigelse. Karakterisering, atmosfære, psykologisk dybde, socialkritik, plot, indre konsekvens og sund fornuft droppes lystigt i Bushmillers univers til fordel for tegneseriestribens sande funktion, som han ufravigeligt så den: at lave en vits for sine læsere hver eneste dag.
Nancy og hendes følgesvende eksisterer dårligt nok som andet end det piktogram-coda, Bushmiller har skabt til hver af dem, og deres ”personligheder” kan let opsummeres i få ord (Nancy = fræk unge, Sluggo = fattig doven karl smart, Fritzi = voksen autoritetsfigur, Rollo = rig, Spike = bølle, osv.). Den gennemgående kvalitet, som alle personerne deler (utvivlsomt et aspekt af Bushmillers egen tankegang), er et usvigeligt talent for at løse problemer. Som hos Keaton, Messmer og Tati er genstande en rig kilde til vitser for Bushmiller (han hævdede, at kataloget fra Sears-Roebuck var en stor inspirationskilde). Diverse genstande blev bragt på banen i striben alene for at skabe eller løse en ubalance. Karakterernes opfindsomhed med hensyn til at ændre disse fremmedelementer og genskabe harmonien definerede vitsen, solgte striben og sikrede Bushmiller skejserne til at købe pæne havemøbler. Hvad er det lige for en verden, der eksisterer uden disse fremmedelementer? Den er faktisk ikkeeksisterende, for Nancys liv er ikke meget andet end tusindvis af sære, enkeltstående hændelser, der dukker op dagligt og fint håndteres af Nancy, en af hendes fæller eller tegneren selv.
I de følgende striber introduceres en svupper som et problemløsende redskab. De er nogle få eksempler på de uendelige måder, hvorpå denne enkelte rekvisit kan udnyttes til en vits.
Ernie Bushmiller havde en arkitekts hånd, en stumfilmkomikers hjerne og en revisors sjæl. Hans formularprægede tilgang til humor afslørede på smukkeste vis essensen af, hvad en vits handler om – balance, symmetri, økonomi. Hans vitser føles abstrakte som matematik, og Nancy var faktisk en mini-ligning forklædt som en tegneserie i næsten 50 år.
Spørger man, om Nancy nu også er morsom, har man igen misset pointen. Uanset hvor langt Bushmiller strakte sig for at nå en vits, kunne han aldrig være sikker på dens virkning. Humor er subjektiv, og der findes ikke en sand fællesnævner. Men Ernie Bushmiller kom nok tættere på at finde den i sit enmandskorstog end nogen anden.
Der er ikke meget, der er for lavt til Bushmiller i hans jagt på en vits. En form for sublim plathed blev Bushmillers personlige territorium, og han udnyttede det fantastisk. (Han forklarede engang, at han tegnede Nancy for ”tyggegummityggerne”.) Som de populære humorister Mack Sennett, Jules White, Tex Avery, Frank Tashlin og Jerry Lewis indså Bushmiller, at vitsen ikke kender til IQ, og at en vits’ succes eller fiasko i meget højere grad afhænger af dens egne indre mekanik end på den iboende sofistikation i dens præmis. Ordspil, visuelle ’ordspil’, falde-på-halen, misforståelser, uoverensstemmelser og omvendinger var nogle af Bushmillers vanlige vitsteknikker; de fejlede sjældent.
Den mørtel, der holdt disse vitsmursten sammen, var basale, ikoniske, vaskeægte truismer: En isvaffel er et barns bedste ven, skolen er kedelig, vagabonder er dovne, bøller er dumme, blondiner er søde, sælgere går fra dør til dør, Mars er befolket af små grønne mænd, og moderne kunst er det rene humbug. Ingen udnyttede disse populære konventioner bedre end Bushmiller, og deres encyklopædiske ophobning, som skabte Nancys univers, udgør intet mindre end en særdeles personlig vision. Funktionelt set sørgede disse banaliteter for, at striberne kunne forstås klart og fordøjes hurtigt; de hjalp med til at sluge vitsen uden hindringer.
De følgende striber demonstrerer nogle af Bushmillers ofte brugte vitsmekanismer.
Herover er en stribe, man sluger uden hindringer. Lad os sænke hastigheden og se, hvad der får den til at fungere. Vitsen i sig selv kunne kategoriseres under grundlæggende problemløsning, og Nancys få fremtrædende karaktertræk demonstreres til fulde i denne sekvens. Striben er valgt, fordi den udnytter tegneseriens formelle elementer på så tydelig en måde. Den stikker lidt ud fra Bushmillers sædvanlige striber, idet der er en anelse mere kreativ deltagelse fra læseren end normalt. Frem for et falde-på-halen-motiv på sidste billede er pointen underforstået på det ikkeeksisterende fjerde billede. Men striben er så mesterligt udført, at det er værd at kigge nøjere på den. Hvad er det præcis, der får denne stribe til at fungere?
Selv om dialogen nok var det sidste, du ”læste”, da du kiggede på striben, ser vi på den først, eftersom man her finder nøglen til meget af det, der virker i striben. Sætningen ”Draw, you varmint” er en kliché fra det vilde vesten. Den er både kæk og konfronterende, klart Sluggos stil. Der var en bølge af tv-westerns, da denne stribe blev undfanget, og lige den sætning blev formentlig snerret utallige gange over æteren i USA. Bemærk, hvor den er placeret på billederne: billede 1 – øverst til højre, billede 2 – øverst til venstre, billede 3 – øverst til højre igen. Første gang får vi den præsenteret, anden gang etableres den som en catchphrase, og så er der et halvt slags pause i tredje billedes øverste venstre hjørne, før den gentages en sidste gang. Komedie domineres af tallet tre (endnu en pop-truisme), og her skaber gentagelsen en rytme, hvor selve sætningen bliver et verbalt supplement til vitsens pointe.
Først vender Sluggo mod venstre, så højre, så fremad. Husk, at hans dialog forbliver den samme, så hans bevægelser skaber en visuel modpart til taleboblerne, mens de bevarer den essentielle rytme. Sluggo har truffet et sjældent modevalg og går i sort. Han er tydeligvis skurken. Bemærk hans ansigt – først er han fyldt med ekstatisk fryd, da han skyder de to børn. Denne fryd forstærkes af de truende øjenbryn på det sidste billede, da han nærmer sig sit skattede offer. Da han går frem i denne endelige duel, er han blevet dobbelt så stor som på de foregående billeder og dobbelt så truende. (Nancy, den underforståede sejrherre, er selvfølgelig tegnet større.)
Nancy betragter og reagerer. (Ikke underligt at så mange voksne kvinder husker striben med begejstring.) Vi ser ikke hendes ansigt i denne cowboyvignet, men som generationer af fiktive westernhelte forbliver hun stoisk og tilknappet, mens hun tager styringen; det er klart, at skurken vil få som fortjent. Vi ser ikke Nancys ansigt på tredje billede, fordi det ikke er nødvendigt. Vi ser ikke Nancys ansigt på første billede, fordi det ikke er nødvendigt. Stakittet har en dobbeltfunktion. På første billede er det et skjold, som Nancy kan titte frem bag. På tredje billede han hun flyttet sig fri af dets beskyttelse (bemærk forskellen i afstand mellem hendes sløjfe og den sidste stavs kant). Men nu er det der for at skjule slangen for Sluggo, mens den stadig er synlig for læseren.
Når alle linjerne fjernes, ser det måske ikke ud af meget til at begynde med. Men kig en gang til. Områderne med sort er blevet placeret ekstraordinært præcist, og øjet følger dem hurtigt hen over striben. Bare forbind prikkerne, og så ender man med et kort over Vitsland. Selv den sorte slange bliver til en pil, der fører ens øje hen til den uundgåelige afslutning.
Hvem er disse tidlige ofre for Sluggos våde angreb? Bushmiller skænker dem dårligt nok ansigtstræk. De er bare rekvisitter, tomme cifre taget fra Bushmillers stempel, som vi aldrig skal høre fra igen. Men de er meget vigtige for striben som ofre. Og vi ved noget om dem. Den ene er en forsvarsløs lille pige. (Ser Nancy sig selv som en inversion af denne pige med det hvide hår og den sorte sløjfe?) Den lille dreng er tydeligvis en lille dreng med sine korte bukser (i modsætning til Sluggos lange) og tøsedrengsbutterfly (Nancys sløjfe viser således hendes slægtskab til de første to ofre). De to er barndommens forbandede, som vandrer hvileløst om til evig tid med krummede rygge og våde ansigter.
I dette eksempel på en problemløsningsvits er de genstande, der bringes på banen i Nancy-universet, en vandpistol og en vandslange. Sluggo har pistolen og hiver den uprovokeret frem for at krænke de uskyldige. Det vil sige, lige indtil sherif Nancy erkender, hvor stor en sociopat han faktisk er. Stor pistol mod pige, lille pistol mod dreng (man fristes til at underinddele det som en omvendingsvits). Ja, dr. Freud, selv i tegneserier!
Grundlinjen bevæger sig op for at tage imod vitsen på sidste billede, og den hjælper faktisk med at indramme vitsen. (Endnu en pil, der peger på vitsen.) Den diskrete bevægelse opefter hjælper også med påpege, at tiden går mellem hvert af billederne. Græsset skal formentlig antyde Nancys baghave, men ikke nødvendigvis. Arkitekten Bushmiller gav nærmest hver eneste person i striben et hjem, når det var nødvendigt, med hvide brædder og et stakit med hvide stave. Det kunne lige så vel tilhøre en af de tilsprøjtede unger, ”Irma”, ”Amy” eller ”Goofy Elmer”. Mellem billederne ligger de hvide lameller, en relativitetens verden, hvor tid og rum stumt blander sig med hinanden, mens de venter på næste billede.
Skær striben helt ind til benet, og det eneste der er tilbage, er billedernes størrelse. Hvad som helst kan proppes ind i disse rammer, men vi ved, hvad der hører hjemme i dem. De blev tegnet til at indeholde en specifik vits skabt på en bestemt dag af en bestemt tegner, som skulle læses for en anden bestemt dag at trække på smilebåndet hos nogle bestemte millioner mennesker. Form følger stribens funktion. Man kan ikke skære længere ind, folkens.
Også du kan lege denne analyseleg derhjemme med alle Bushmillers striber og få utrolige resultater. Det du måske betragtede som simpelt, vil vise sig at være en kompleks frembringelse af fineste kvalitet. Bushmillers sande kunst var i bund og grund at skabe hans eget personlige billedsprog (med offentlighedens redskaber) og med det lave en skæv, individualistisk, kompleks, daglig læresætning, som ethvert fireårigt barn ikke kunne undgå at forstå.
Oversat af Steffen Rayburn-Maarup med tilladelse fra forfatterne.
Mark Newgarden og Paul Karasik skriver, tegner og underviser i tegneserier. Newgarden medvirkede i RAW i 80erne. Hans nyeste bog er “Bow-Wow Bugs a Bug”. Paul Karasik har blandet andet lavet en tegneserieversion af Paul Austers “City of Glass” med David Mazzucchelli.
‘How to Read Nancy’ blev først bragt i “The Best of Ernie Bushmiller’s Nancy” (1988) og udkommer til efteråret i bogform i en markant udvidet udgave.
Nancy udkom i 40erne-60erne på dansk under titlen Lille Mille, men jeg har her valgt at bibeholde hendes amerikanske navn.
